onsdag den 30. september 2009

lidt lykkeligere

Af og til er der små faktorer i livet, der gør en lidt lykkeligere. Jeg mødte i dag i Fakta en af disse faktorer - nemlig AMOs Store Bagebog 2! Jeg smed den straks i kurven (som i øvrigt var godt fyldt, fordi jeg fejrede indkomsten af penge med et bette indkøb), og bragte den hjem til sin mage - og de er allerede meget glade for hinanden:


Det har udover indkøbet i Fakta ikke været den mest begivenhedsrige dag i mit liv. Jeg har for det meste bare skrevet opgave, og den fylder nu 7 sider. Jeg føler efterhånden, at jeg har sagt hvad jeg kan sige deri, hvilket vist er meget godt, idet jeg kun har omkring 500 ord tilbage til max-grænsen. Så dagen i morgen kommer jeg nok til at bruge på at rette den igennem, slette og tilføje. Og så er der aflevering fredag formiddag!

Nu vil jeg snarest påbegynde indtagelsen af min aftensmad - som er nudelsuppe og hvidløgsflute, så det bringer jeg altså ikke billeder af. Til gengæld bringer jeg så et billede af mit nye hår (i uglattet tilstand)!

(Hvorfor bliver man altid mere og mere utilfreds med et billede af sig selv, jo længere man kigger på det? Jeg smutter...).

tirsdag den 29. september 2009

eksamen, pølser og pandehår

Eksamensopgaven er godt i gang. Jeg har brugt adskillige timer på bare at finde ud af, hvad der skulle stå i opgaven og hvordan den skulle struktureres. Men nu har jeg det også generelt bedst med at vente med skriveprocessen til jeg ved præcis hvad der skal skrives. Dette kunne jeg dog ikke helt vente på denne gang, og opgaven fylder nu 3 sider. Jeg regner med at få skrevet en masse i morgen også.

I går var jeg hos frisøren og få genetableret mit pandehår, som jeg lidt havde glemt at vedligeholde siden sidst jeg fik det lavet. Jeg har desværre endnu intet billede at byde på, men det er rigtig dejligt at have en frisure igen! Og grundet mit hårs elektricitet fik frisøren også lokket mig til at købe et hårprodukt, nærmere bestemt dette produkt fra Joico. Jeg har endnu ikke afprøvet det, idet jeg tidligere på måneden kom til at købe Paul Mitchells Super Skinny Serum, som jeg anvendte efter dagens hårvask.

Jeg vil lige slutte af med et billede af dagens aftensmad, nu når jeg ikke kan tilbyde et frisurebillede. Aftensmaden var mindre kreativ, og måske knap så luksuriøs, men den vakte behag!

lørdag den 26. september 2009

social afslapning

Første dag i min opgaveskrivningsperiode.
Og jeg har sådan set ikke fået skrevet noget. Men jeg har været aktiv omkring opgaven på anden måde. Jeg har nemlig været på kaffebar med Marie og snakke om den (det var også meningen at Selma skulle have været der, men hun blev forhindret). Nærmere bestemt var vi på Behag Din Smag, hvor jeg ikke havde været før. Og det var ganske lækkert! Jeg lagde ud med en almindelig cappucino (som på billedet nedenfor), og fik senere en lækker varm chokolade. Mmm.

Da jeg kom hjem, skulle jeg næsten straks op på cyklen og afsted mod mine forældres hybel (hvor jeg sidder nu), hvor jeg var blevet inviteret på aftensmad sammen med min søster og hendes kæreste. Og hvilken aftensmad! Den stod på en oksegrydesteg med kartofler og min moders fantastiske sovs, som aldrig fejler.
Efterfølgende har vi blot hygget med kaffe, tv og massage. Og jeg har heldigvis besluttet mig for at overnatte her, så jeg ikke skal cykle hjem i mørket.
Men I må sove herligt!

fredag den 25. september 2009

(chokolade)vafler

Nogle gange, når man læser til eksamen, er man nødt til at holde en pause, hvor man laver noget andet. Eksempelvis vafler. Det kom jeg lige til at gøre. Og jeg kom sørme også til at prøve at putte hakket chokolade i vaffeldejen. Resultatet:

Nu er det så at jeg, grundet vaflernes åbenlyst lækre udseende, burde bryde ud i jubel over deres lækkerhed. Men helt ærligt - chokoladen kunne jeg godt have undværet! Det er en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg ville hverken sige, skrive eller tænke. Men det er tilfældet nu her. Jeg synes smagen er overdøvende, man kan ikke nyde vaflerne ordentligt. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vaflerne ikke er gode, for det er de bestemt. Især dem uden chokolade.
Men de er ikke super overdrevet lækre, så jeg mangler stadig en suveræn vaffel-opskrift!

kanelsnegle og dans

Så var jeg jo hos min evige veninde Line i går. Generelt havde jeg faktisk en rigtig presset dag, idet jeg til at starte med skulle befinde mig på uni fra 8.15 til 15.00 (blandt andet til noget information om specialiseringer og praktik, hvilket var utrolig informativt, og jeg er nu om muligt mere tændt på mediesociologi end socialpsykologi), derefter hurtigt hjem og videre ud til Line, som bor 2 busser væk.
Da jeg kom derud, bød hun på aftensmad, som blev lavet på grill. Det var super hyggeligt atter at få grillmad, eftersom det jo er virkelig lækkert, men samtidig lidt sært at stå udenfor ved siden af grillen og fryse i gråt vejr.
Efter spisning følte vi for at spille noget Wii. Dét var underholdende! Vi endte op med et spil ved navn Dancing with the stars, som til at starte med virkede lidt latterligt, men var rigtig god underholdning og arm-motion. Så vi er blevet fantastiske dansere, og ser frem til at demonstrere vores moves på byens diskoteker i fremtiden. Tror jeg.
Efter vores dans hyggede vi med nogle fantastiske kanelsnegle (som kan ses på Lines blog) og lidt tv, indtil jeg desværre allerede skulle hjem, fordi jeg absolut skal bo langt ude på landet.

I dag har atter været en aktiv dag, men det er (forholdsvis) slut nu. Jeg skulle til øvelse på uni fra den tidlige morgenstund, hvilket ærlig talt ikke var så spændende, som jeg havde troet. Derefter tog jeg i Føtex, fordi jeg hos Line opdagede den fantastiske Store Bagebog 2 fra AMO, som jeg da lige måtte eje! Men ak, Føtex' fødselsdagsudsalg går vidt for sig, så tilbage lå kun et enkelt eksemplar på AMOs Den store fødselsdagsbog, som jeg derfor tog mig kærligt af. Og så har Line lovet at kigge efter den anden i Bilka.
Da jeg kom hjem, lå der jo en fin lille eksamensopgave til mig på nettet. Den går ud på, at vi skal analysere 4 interviews af personer med anden etnisk baggrund end dansk, på en biografisk måde. Lige nu er jeg kommet halvvejs igennem læsningen af det ene, som er på 31 sider. De andre er heldigvis kun på 18, 12 og 12 sider. Jeg valgte at tage det hårde først.
Så, eksamensprocessen er hermed skudt i gang :)

onsdag den 23. september 2009

mine film

Jeg har ikke så mange film. Og det er lidt hårdt, når man kommer fra et hjem, hvor der eksisterede over 1200 film. Lige nu ejer jeg kun 24 af slagsen, samt 4 sæsoner af Lost.

Følgende film er ejet af mig:
Boys don't cry
Bridget Jones' diary
Bridget Jones' diary 2 (uoriginal)
Brokeback Mountain
Charlie og chokoladefabrikken
Clueless (uoriginal)
Donnie Darko
Elsker, elsker ikke
En lang forlovelse
Hannibal Rising
Juno
Klovn sæson 4
Lost sæson 1-4
Nordkraft
Ondskab
P.S. I love you
Parfumen
Requiem for a dream
Silver Fang 1-5
Trainspotting
Twilight

Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er blevet miljøskadet af at bo sammen med Daniel, idet jeg føler et stort behov for at eje flere. Jeg gjorde dog et tiltag i Stereo Studio for et stykke tid siden, hvor jeg benyttede mig af deres 3 for 100-tilbud og købte Nordkraft, Hannibal Rising og Parfumen. Faktisk havde jeg en idé om, at jeg udelukkende ville eje film, som jeg fandt fantastiske - men jeg kunne ikke finde en tredje, og valgte derfor Parfumen, som jeg ikke har set, men gerne vil se.

Følgende film vil jeg gerne eje:
Boondock Saints (som er en af mine yndlingsfilm. Helst vil jeg eje den i specialudgave)
Edward Scissorhands
Elephant
En verden udenfor
Et par af Saw-filmene
Gran Torino
Mænd der hader kvinder
Nick and Norah's infinite playlist
Sweeney Todd (som jeg så i går hos Daniel, på Bluray, den er stadig fantastisk)
Lost sæson 5 (når den udkommer)
New Moon, Eclipse og Breaking Dawn (når de udkommer)
En boks med alle Harry Potter-filmene (når de alle er udkommet)

søndag den 20. september 2009

sygdom

Så er jeg kedeligt nok gået hen og blevet syg - og nej, det er ikke svineinfluenza, i hvert fald passer symptomerne ikke.
Jeg ved ikke helt, hvad det går ud på, for sygdommen har haft en underlig udvikling i forhold til, hvad mine sygdomme plejer. Men jeg har noget feber, og så er jeg snottet. Og intet derudover. Hvilket undrer mig, fordi jeg altid mindst plejer at have ondt i halsen eller andre steder. Men jeg klager ikke over denne milde version.
Dog klager jeg over, at det er for lang tid om at forsvinde, og at jeg derfor meget potentielt går glip af vores øvelse i biografiforskning i morgen. Den skulle være ganske relevant for vores eksamensopgave, så jeg er godt træt af det. Men jeg gider heller ikke møde op og være halvdød og smitte samtlige andre studerende. Så jeg håber, at jeg klarer mig uden øvelsen, og må tage til takke med den øvelse, vi skal have på fredag (og forhåbentlig Maries fantastiske noter til øvelsen i morgen).

Nu vil jeg gå i seng og se om jeg kan holde til at læse lidt Harry Potter.

fredag den 18. september 2009

studieprogram

Godformiddag, kære læsere! Her sidder jeg træt og kold, hevet tidligt ud af min varme seng grundet ankomsten af en varmeaflæser. Men så er dét overstået. Jeg forstår i det mindste at udnytte den tid, jeg har fået foræret, med læsning af Foucault (som jeg overvejer at skrive om i min teori-opgave senere på semesteret). Han er yderst interessant, men ganske svært læselig.

I går sad jeg og forsøgte at sammensætte et studieprogram for 8. og 9. semester. Jeg var efterhånden begyndt at få lidt stress over, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville, selv om programmet først skal afleveres om en måneds tid.
Nu er jeg nogenlunde kommet frem til en plan, selv om denne plan kan kræve revidering, når jeg får yderligere informationer. Der er nemlig stadig en del ting, jeg ikke helt forstår.
Men jeg regner med at tage i praktik i forårssemesteret. Det gør mig dødnervøs, fordi jeg så skal til at finde et sted og sådan. Nogen, der rent faktisk vil have mig. Tænk, hvis de ikke findes? Mine overvejelser omkring forårssemesteret går yderligere på eventuelt at tage et valgfag i noget kommunikation. Eller psykologi, men kommunikation virker mest relevant.
I efterårssemesteret udbydes alle de interessante specialiseringer, så det har været lidt svært at vælge. Men jeg satser på, at mine valg vil falde på socialpsykologi og mediesociologi. Så skal der bare krydses fingre for, at disse bliver oprettet! Socialpsykologi er dog rimelig sikker, idet det er populært. Men jeg vil _virkelig_ gerne have mediesociologi, så det ville være fedt. Derudover har jeg tænkt over den udvidede metodespecialisering, men jeg kan jo ikke få det hele. Spørgsmålet angående disse specialiseringer er så, i hvilken størrelse (ECTS) jeg skal vælge dem. Men det må tiden (og flere informationer fra studiet) vise. Fatter stadig ikke halvdelen af alt det med ECTS-point.

tirsdag den 15. september 2009

alt for længe siden

Og jeg beklager! Men nogle gange er ens liv så begivenhedsrigt, at man ikke har tid til at blogge :P

Der er sket en fin del siden sidst, hvoraf der kan nævnes:
- Min studiestart. Jeg er simpelthen startet på 7. semester, hvilket indtil videre er herligt. Men vi skal skrive den første af semesterets 3 eksamensopgaver fra den 25. september og en uge frem, så det kan være, at lidt af herligheden forsvinder til den tid, nu må vi se.
- Daniels flytning. Han overtog sin lejlighed fra den 1. september. Dette indebar en oprydningsproces i den gamle lejlighed, hvor jeg erhvervede mig yderligere 2 flyttekasser med lort til mit hjem. Og selvfølgelig en flytteproces, hvor jeg fik et herligt gensyn med min eks-svigerfamilie, som jeg ærlig talt savner en del. Sidst, men (desværre) ikke mindst, indebar det en rengøring af den gamle lejlighed inden fraflyttersynet i dag. Heldigvis var min mor til utrolig stor hjælp, så nu har jeg lovet hende, at vi vil være hendes slaver resten af livet.
- Daniels indflytterfest kombineret med hans fødselsdag. Denne fest foregik i lørdags, og var på samme tid hyggelig og kaotisk på grund af mængden af gæster kombineret med lejlighedens beskedne antal af kvadratmeter.
- Førnævnte fraflyttersyn. Desværre kunne jeg ikke selv deltage, da jeg var til forelæsning. Men Daniel klarede det pragtfuldt. Grundet hans stædighed og veludviklede argumentationsevne kommer vi højst af med 3300 kroner til lidt rengøring og en ny dør. Så vi er ovenud tilfredse fraflyttere, og ser frem til at blive beriget med resten af vort indskud.

Dagen i dag har været yderst produktiv. Den startede på uni, hvor der foregik en forelæsning. Derefter var der planlagt en forelæsning mere, men forelæseren brændte os desværre af. Så efter at have ventet uden grund på uni i over 1½ time, på grund af en dum pause placeret mellem forelæsningerne, cyklede jeg hjem (i et i øvrigt meget herligt vejr). Da jeg kom hjem, foretog jeg min hade-gerning; telefonopringninger! Jeg skulle ringe og aftale en tid til årsaflæsning af varme, og derudover tog jeg mig endelig sammen til at ringe til ALKA og bestille en indboforsikring. Så nu kan jeg sove trygt om natten. Desuden har jeg pakket de to flyttekasser med ting fra den gamle lejlighed ud, og klaret en opvask.

Jeg slutter af med et stemningsbillede fra dagens forelæsning med bærbar og café latte fremstillet af Marie: