søndag den 31. marts 2013

påske-snurrer

Vi var inviteret til påskefrokost hos mine forældre i forgårs, og der ønskede jeg selvfølgelig at stå for bagværket. Jeg ville nemlig gerne prøve at lave sådan nogle kanelsnurrer, og egentlig også vanillesnurrer, efter vi blev trakteret med sådanne hjemme hos Sabina.
Det gik faktisk også helt godt! Synes de blev ret pæne af førstegangs-snurrer at være. Både før og efter bagning. Dette skal Louise blandt andet takkes for, da jeg fandt både opskrift og snurre-fremgangsmåde hos hende. Opskriften på vanilleremonce er imidlertid fra Sabina.
Jeg lavede halvdelen af portionen med kanel og halvdelen med vanille, da jeg ikke rigtig kunne vælge... nedenstående opskrift på remonce er dog til en hel portion.


Snurrer
20-25 stk

Dej
35 g gær
4 dl sødmælk
150 g smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1,5 tsk kardemomme
1 æg
Hvedemel

Remonce til kanelsnurrer (til hele portionen)
150 g smør
150 g brun farin
3 spsk kanel
150 g marcipan

Remonce til vanillesnurrer (til hele portionen)
150 g smør
150 g sukker
3 spsk vanillesukker
1 spsk vanilleessens
150 g marcipan



Kom smør og mælk i en lille gryde og varm det op, til smørret er smeltet. Lad det køle af til det er stuetemperatur.
Smuldr gæren i en skål og kom væsken ved. Rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker og æg.
 Kom hvedemel ved og ælt dejen, til den er glat, blød og smidig. Den skal æltes godt. Lad den hæve lunt og tildækket 1 time.
Imens laves remoncen. Pisk alle ingredienserne sammen til en helt ensartet og blød masse, enten på røremaskine eller med en håndmixer.
Ælt hurtigt dejen igennem og rul den så ud til en rektangel. Smør remoncen ud på hele rektangelen og fold den så sammen på midten. Skær 15-20 strimler. Skær hver strimmel næsten helt igennem og sno de nu 2 små strimler tæt sammen. Bind knude på dem og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Du kan også vælge at sætte dem i kanelbullar-forme fra IKEA, så fyldet ikke flyder ud og bliver brændt, det skete nemlig for mine vanillesnurrer - og det er spild af godt fyld!
Lad dem efterhæve lunt og tildækket 45 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med en smule sukker.
Bag dem i 15 minutter ved 200 grader.

Traditionen tro fik min søster og jeg også "påskeæg" af mine forældre. Denne gang var det dog ikke et traditionelt chokoladeæg, min mor havde besøgt Fru Ronne, yndlingsbutikken over dem alle. Sikke et godt valg!


Indholdet af den fine påskepakke var en fin æske med citronpastiller, to marcipanæg og en pakke med Kusmi Te-breve. Hun kender os godt, den fine mor :D


Og til sidst et lille stemningsbillede fra påskebordet...

lørdag den 30. marts 2013

det lettede!

Og nej, der er altså ikke tale om et toiletbesøg.
Derimod har jeg været ved frisøren her til morgen! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet klippet, det er faktisk lidt pinligt... er jo bare i gang med at få mit hår langt, så jeg har ligesom bare ladet det gro, og ikke skænket det mange tanker. Nu hvor jeg skal til at poppe en baby ud (om under 2 måneder!) mente jeg imidlertid, at det ville være passende at hanke op i sig selv og komme af sted, for derefter vil jeg nok tænke om muligt endnu mindre på mit hår.

I og med at jeg alligevel vågner tidligt hver eneste morgen (hej graviditet og solskin), så jeg derfor intet problem i at booke en tid i morges klokken 8.15, som var den eneste ledige inden for den kommende uge. Den næste tid var næste lørdag klokken 8.15. Frisørelever står åbenbart ualmindelig tidligt op i weekenden!

Det har så resulteret i, at jeg nu sidder med utrolig pænt hår. Sikke en skøn fornemmelse! Yderligere føler jeg mig som dronningen af luksus, fordi mit hår rent faktisk dufter. Her i graviditeten har jeg ikke brugt noget som helst parfumeret, men det tillod jeg frisøren at bruge, så længe det var uden parabener. Mmm, en velduft uden lige.


Fra tykt, slidt lige-langt-over-det-hele-hår til let og luftigt etagehår! Med langt mere fylde, men det fremgår ikke rigtig af ovenstående billede. Jeg føler mig totalt forårsklar.

mandag den 25. marts 2013

et formiddagspip

Der kommer lige et hurtigt pip herfra. Simpelthen bare fordi jeg har lyst til at smide et indlæg, og det skal jo udnyttes!

Sikke en skøn morgen, solskin over det hele og god tid til morgen/formiddagshygge. Her under graviditeten har jeg haft et stigende behov for morgenmad. Jeg har altid haft brug for morgenmad - forstået på den måde, at jeg har fået det seriøst skidt, hvis ikke jeg har spist mere eller mindre så snart jeg er stået op. Dette behov er tidoblet, og jeg skal have ret meget at spise for at komme over det punkt, hvor jeg bliver svimmel og mangler energi. Så jeg gør ofte en del ud af mine morgenmåltider, også i og med at jeg jo bare går herhjemme og har god tid til det. I dag så det sådan her ud - og jeg tog faktisk billedet, fordi jeg er nødt til at dokumentere det i min graviditets-scrapbook:


Når solen skinner så flot, som den gør disse dage (i hvert fald i Nordjylland) kan jeg slet ikke holde mig i ro, så snart jeg har fået morgenmad. Derfor er der allerede sat en tøjvask over.
Ellers er dagens gøremål som følger:
  • Nedtagning af vasketøj
  • Udskrivning af de sidste billeder til billedvæg (skal I naturligvis nok få at se!)
  • Opmåling til tremmeseng i soveværelset
  • Online backup af gamle billeder
  • Afslapning på sofa

mandag den 18. marts 2013

"sunde" småkager


Tænk, hvis man kunne nyde en småkage til kaffen, og samtidig føle sig en smule sund?
Tadaa, det kan du nu! Med den nye rug-havre-småkage, opfundet af selveste Kristine! Det falder oftest ud til vores andres fordel, når den kvinde begiver sig på nye eventyr i køkkenet, og det bedste er, at hun husker at notere, hvad hun bruger af ingredienser.

Denne småkage er en sprød og rigtig dejlig sag, den har den påkrævede smag af småkage, men samtidig snerten af noget lidt grovere, der føles særdeles tilfredsstillende.



Småkager med rug og havre
Ca. 25 stk

170 g. muscovadosukker (eller brun farin, i mangel af bedre)
100 g. smør, blødt
3 tsk. vaniljesukker
1 tsk. natron
2 æg
½ tsk. salt
3 dl. havregryn
3 dl. rugmel
½ dl. kakaopulver

Rør smør og sukker sammen, til det er luftigt, og tilsæt derefter æg, vanillesukker, salt og natron. 
Rør det hele godt sammen og tilsæt havregryn, rugmel og kakaopulver, og rør igen, til din masse bliver lige så flot som denne:


Sæt klatter af massen på en bageplade med en teske, og giv plads mellem klatterne, da de flyder godt ud. Bag dem i cirka 10 minutter ved 200 grader. Hold øje med, at de ikke bliver brændte i kanterne (det gjorde mine lidt...).
Lad kagerne hvile et par minutter på den varme bageplade, inden du sætter dem til nedkøling på en bagerist.
Nyd herefter et par stykker til en god kop kaffe!

søndag den 17. marts 2013

kageri'et

Aalborg er blevet beriget med en perle! Det var faktisk kommet helt bag på mig, jeg vidste slet ikke det skulle ske, men pludselig en dag (efter et af mine utallige sygehus-tjek) stod der en fin, lille kagebutik i Reberbansgade. Kageri'et er dens navn, og du kan finde deres Facebook-side lige her.
Da jeg så butikken i åben tilstand for første gang, kunne jeg desværre ikke forsvare at indkøbe kage - jeg havde netop bagt til dagens gæster - men jeg vidste jo, at jeg måtte derind snarest. Så jeg allierede mig med en veninde, som bor inde i centrum, og i torsdags invaderede vi derfor Kageri'et, for efterfølgende at tage hjem til hende og lave en god kop kaffe.

Vi var der om formiddagen, og der var en lille snert af skuffelse, da der ikke var nogle lagkager i butikken endnu. Det regner de åbenbart ikke med, at folk har lyst til så tidligt på dagen (de kender ikke os). Til gengæld var der fine cupcakes af forskellig art, samt et par andre kagetyper.
Vi købte til deling en hindbærcupcake, en spicy gulerodscupcake, en hindbærsnitte og et stykke brownie.


Se allerede her må man jo rose kagerne for deres udseende! Og det her er endda langt fra de flotteste kager, jeg har set i butikken eller på billeder.
Nu begrænser mine erfaringer med købe-cupcakes sig til en meget ubehagelig én med nogle bager-cupcakes og en meget god oplevelse med Hummingbirds i London, så jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle forvente. Men mine smagsløg var ovenud tilfredse.

Især hindbærcupcaken var jeg vild med. Kagen var lækker og saftig, og frostingen var en slags mousse, som passede perfekt dertil, og ikke var klam og smør-agtig. Kæmpe succes!
Den "spicy" gulerodscupcake smagte også dejligt, faktisk meget ala dem, jeg selv plejer at fremstille. Jeg anvender her "", da jeg faktisk ikke syntes den smagte af andet end gulerodscupcake, ikke noget spicy. Men nu er jeg også gravid, så hvem kan stole på mig?
Hindbærsnitte og brownie var også fine. Brownien kunne sagtens have været mere bastant i det, for min skyld, men jeg er også et chokoladesvin uden lige. Hindbærsnitten var meget sprød og krummende, den har bestemt en anden konsistens end normale bager-snitter, og den var heller ikke så fælt sød, som de godt kan være. Uhm.
Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at komme forbi igen, næste gang bliver det en eftermiddag, så jeg kan mæske mig i nogle lagkager!

...damn, nu har jeg lyst til kage!

fredag den 8. marts 2013

brødrene sur

Bare fordi jeg researcher og indkøber en del babyudstyr for tiden, betyder det ikke, at køkkenet herhjemme er gået helt i stå.
Faktisk har jeg for tiden ekstrem stor lyst til at bage mv, og i dag har jeg ydermere lavet to forskellige slags musli.

Og så har jeg startet disse to surdeje op, en af hvede og en af rug. Hr hvede er voksen og klar til brug i morgen, og så går det løs med bagningen af godt brød!

tirsdag den 5. marts 2013

gavmilde mennesker

Jeg har haft en del at se til på det seneste, så det mentale overskud til bloggen har ikke lige været så stort. Nu er alt dog fint igen, og derfor har jeg taget mig sammen til et lille indlæg - godt nok babyrelateret, men det er meget af min hverdag jo også nu ;)

Vi havde selskab af min søster og hendes kæreste i går aftes, og min søster bragte en skønherlig gave. En kasse med diverse neutralt babytøj fra hendes veninde, som desværre ikke fik brug for det alligevel. Det meste af det er helt nyt, og vi fik ikke engang lov at betale for det, da hun ellers bare ville have givet det til genbrug. Behøver jeg sige, at vi er meget taknemmelige, og at jeg vist hellere må bage en takke-kage engang? :D

Ud over det på billedet viste var der også et sæt med dyne og pude samt et virkelig nuttet sengesæt med sæler på.