torsdag den 17. september 2015

en lyserød overraskelse

Som den opmærksomme følger på diverse sociale medier nok har opfanget, skal Dexter have en lillesøster. Jeg skal have en pige. En PIGE.

Nej, jeg havde absolut ikke regnet med, at babyen i min mave var en pige. Faktisk var jeg noget nær 98 % overbevist om, at vi ventede os en lille dreng mere. Så min verden blev vendt op og ned - på den absolut gode og spændende måde - da scanningsdamen ikke fandt nogen tap.
Siden da har jeg brugt megen hjerneaktivitet på at vænne mig til at tænke i "pige". Jeg ved jo ligesom kun, hvordan man er drengemor. Og jeg har aldrig selv været en pige-pige, så jeg går ikke og jubler over indkøb af lyserødt og små tylskørter. Derfor har jeg brugt lidt af min tid på at browse markedet for pigetøj og finde ud af, hvad jeg egentlig kan lide.

Vi har fået to store sække med pigetøj fra størrelse 50-92 af min søster og svoger, og det er primært lyselilla, lyserød og blonder. Altså ikke noget, jeg umiddelbart selv ville have købt, så det er jo perfekt, for så kan jeg supplere op med andre farver. I min bearbejdningsproces har jeg lavet denne lille collage med tøjstykker, jeg er faldet for.


Først og fremmest faldt jeg virkelig for Phister & Philina. Både deres mere farverige klæder, men også deres serie med sort/hvid/lyserød og diverse sjove print. Se lige de fine sparkedragter!
Derudover er der naturligvis også nogle stykker fra Papfar Kids. Det mærke har jeg været vild med siden Dexter kom til verden, men de laver nu også nogle fine pigeting, der ikke er helt så tøsede og lyserøde. Nu vi er ved at rose mærket, synes jeg man burde tjekke deres nye katalog ud - der er en masse skønne PINK detaljer i, som jeg nok kommer til at iklæde lillesøster med tiden. Og nu hun kommer til verden i januar, skal hun selvfølgelig have noget lækker uld, fx fra Papfar eller Hust & Claire.
Og så har jeg også lige tilføjet sengesættet fra Silly U (nu Done by Deer), som faktisk er en af de eneste "pigeprint", jeg har været forelsket i forevigt.