søndag den 21. juli 2013

der er altid en anledning til lagkage

Nåja, man har vel haft lyst til lagkage i et stykke tid, og så er man jo nødt til at finde på en anledning. I går fyldte vores søn 2 måneder, så det måtte jo fejres ;) Derfor valgte vi at invitere hans moster og onkel på lagkage i dag.


Jeg lavede en lagkage med Toblerone-mousse og jordbærmousse, det var en ubetinget succes. Selv om jordbærmoussen ikke blev lige så kraftfuld og syrlig, som jeg havde forestillet mig, var kagen utrolig lækker.


"Fødselaren" sov imidlertid igennem hele lagkagespisningen, så han fik ikke engang lov at puste de to månedslys ud... stakkels baby!

mandag den 15. juli 2013

8 uger

Nu har jeg haft en baby i 8 uger - det er lidt vildt!
Det går heldigvis ret fantastisk, det med at være forælder. Nu tror jeg så også, at vi er rimelig heldige med vores afkom, han skriger udelukkende når der er en tydelig årsag, og de sidste to nætter har han sovet 10 timer kun afbrudt af én fodring. Han er en dejlig opmærksom og babytyk lille dreng, som har let til smil og er nem at have med at gøre.

Ud over at sidde på matriklen og amme, får jeg også gået en masse ture. Jeg er med i en terminsgruppe, hvor vi har lavet en gang-challenge på Endomondo. Jeg er overhovedet ikke vinder-potentiale, da nogle af de andre går fuldstændig amok, men det er en fryd at få rørt sig, og dejligt motiverende. I denne måned har jeg ind til videre gået 36 km. Lige et billede fra en park, som jeg pludselig fandt på en af mine gåture:



På køkkenfronten er jeg også ved at indhente det fortabte. Jeg har bagt boller et par gange, og nogle cookies samt en rabarbercrumble er det også blevet til. I morgen bager jeg endnu et brød! Så der er håb forude.