Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag

søndag den 4. januar 2015

vores jul 2014

Så er julen ovre for denne gang. Det har den faktisk været et stykke tid, og dette blogindlæg har været længe undervejs. Men gæt, hvem der har brugt det meste af sin juleferie på at ligge syg? Jep, undertegnede. I det mindste fattede jeg at styre det udenom selve julen og selve nytåret, men det er stadig virkelig irriterende. Jeg føler ikke, at jeg har haft specielt meget kvalitetstid med min søn, mere med min seng.

Men julen var helt fantastisk i år, præcis som jeg havde spået, med en lille halvandetårig størrelse.
Han hyggede sig gevaldigt juleaften. Selvfølgelig fik han en masse gaver, men det var faktisk de færreste, han åbnede selve juleaften. Han fik dem løbende, mens vi var ude hos mine forældre, for han endte alligevel med at blive lagt i seng, inden vi andre kom til selve gaveoppakningen. Det var rigtig godt, for så nåede han at lege med de forskellige ting og fordybe sig i dem, i stedet for, at det blot kom til at handle om at åbne allesammen hurtigt.



De gaver, han ikke nåede at åbne, fik han nogle af næste morgen (vi overnattede derude), og nogle først 2. juledag, hvor vi alligevel kom derud igen til julefrokost. Så det var mange dage med gaver, og det gjorde, at de blev værdsat hver og én.
Jeg regner med at fortælle om gaverne i et separat indlæg.

Hele julen har bare været så fuld af hygge og dejlig mad, og hverken Dexter eller jeg kunne forlange mere.
Jeg håber, at I alle har haft en perfekt juleferie, og er totalt klar til at komme på arbejde, i skole, eller hvad hverdagen nu engang byder på.
Glædelig bagjul fra en mor og en søn, som har alt for travlt med sit nye duplo til at smile til kameraet.


mandag den 17. november 2014

olivias dåb

Jeg overvejede at kalde dette blogindlæg for "togtur med barn", og indholdet skulle være "DON'T DO IT!" skrevet med mindst størrelse 48.

Ja, Dexter på 1½ år er stadig fæl fæl fæl at have med i toget, når rejsetiden overskrider 3 timer. Er stadig helt smadret efter turen, selv om han først stod op 7.30. Vi kom først hjem klokken 21 i går, og meningen var egentlig, at han skulle påbegynde sin nattesøvn i toget. Men det var han slet ikke træt nok til. På trods af klatsøvn og kort lur i løbet af dagen - for ingen institution i verden, ej heller Guds hus, tager hensyn til børns middagslure. Så han var godt træt, da vi endelig kom hjem og kunne hælde ham i seng. Det var vi også.

Men årsagen til denne frygtindgydende togrejse var, at lille Olivia skulle døbes. Olivia er datter af Daniels 18-årige niece, og det var første gang, jeg skulle se hende (babyen, altså). Jeg skulle hjælpe med lidt kagedekoration dagen inden dåben, hvor jeg heldigvis også fik lov at hygge lidt med Olivia. Jeg var helt og aldeles solgt! Hun er uden tvivl den smukkeste lille baby, jeg nogensinde har set (undskyld, Dexter). Og så var hun bare glad og smilende, min kærlighed til hende var tydeligvis gengældt.
Derudover var det så skønt at se, hvor godt moderen klarede det hele. Den stakkels pige har jo haft alverdens folk på nakken i kraft af sin status som ung alenemor. Hun bor stadig hjemme, og huset er fuldt af både børn og voksne, der elsker at hjælpe med at fodre/holde/lege med lille Olivia. Det er tydeligt, at hun virkelig trives, og hun er nærmest smil og grin over hele linjen.

Den stolte moder havde yderligere insisteret på at stå for det hele selv i forbindelse med barnedåben, og det var et ret imponerende stykke arbejde (med undtagelse af, at Daniel og jeg var blevet glemt i bordplanen, ahem ;). Hun havde rippet eBay for alt lyserødt, og der var rigtig fint pyntet op i festlokalerne.
Menuen stod på kage, så bliver det ikke rigtig bedre. Noget af bagningen havde hun dog uddelegeret til diverse familiemedlemmer, så der var rigtig meget forskelligt - og LÆKKERT. Chokolade-kage-lasagne med Oreo-bund, cheesecakes med fersken og kirsebær, bedstefars skæg, chokoladecupcakes med mintcreme, hindbærsnitter, romkugler, banankage og diverse slags (lyserødt) slik. Og selvfølgelig kaffe til at skylle det hele ned med.
Jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer flere billeder af oppyntningen, men jeg havde så travlt med at skovle kage i hovedet og kigge efter Dexter, at jeg ikke fik taget nogen. Men se lige, hvor gennemført det er med lyserød slikkepind og det hele.

Så er der bare tilbage at sige tak for en dejlig dag - og at ærgre sig over, at Olivia bor så langt væk, for jeg trænger allerede nu til at nive hende i kinderne igen...



søndag den 31. marts 2013

påske-snurrer

Vi var inviteret til påskefrokost hos mine forældre i forgårs, og der ønskede jeg selvfølgelig at stå for bagværket. Jeg ville nemlig gerne prøve at lave sådan nogle kanelsnurrer, og egentlig også vanillesnurrer, efter vi blev trakteret med sådanne hjemme hos Sabina.
Det gik faktisk også helt godt! Synes de blev ret pæne af førstegangs-snurrer at være. Både før og efter bagning. Dette skal Louise blandt andet takkes for, da jeg fandt både opskrift og snurre-fremgangsmåde hos hende. Opskriften på vanilleremonce er imidlertid fra Sabina.
Jeg lavede halvdelen af portionen med kanel og halvdelen med vanille, da jeg ikke rigtig kunne vælge... nedenstående opskrift på remonce er dog til en hel portion.


Snurrer
20-25 stk

Dej
35 g gær
4 dl sødmælk
150 g smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1,5 tsk kardemomme
1 æg
Hvedemel

Remonce til kanelsnurrer (til hele portionen)
150 g smør
150 g brun farin
3 spsk kanel
150 g marcipan

Remonce til vanillesnurrer (til hele portionen)
150 g smør
150 g sukker
3 spsk vanillesukker
1 spsk vanilleessens
150 g marcipan



Kom smør og mælk i en lille gryde og varm det op, til smørret er smeltet. Lad det køle af til det er stuetemperatur.
Smuldr gæren i en skål og kom væsken ved. Rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker og æg.
 Kom hvedemel ved og ælt dejen, til den er glat, blød og smidig. Den skal æltes godt. Lad den hæve lunt og tildækket 1 time.
Imens laves remoncen. Pisk alle ingredienserne sammen til en helt ensartet og blød masse, enten på røremaskine eller med en håndmixer.
Ælt hurtigt dejen igennem og rul den så ud til en rektangel. Smør remoncen ud på hele rektangelen og fold den så sammen på midten. Skær 15-20 strimler. Skær hver strimmel næsten helt igennem og sno de nu 2 små strimler tæt sammen. Bind knude på dem og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Du kan også vælge at sætte dem i kanelbullar-forme fra IKEA, så fyldet ikke flyder ud og bliver brændt, det skete nemlig for mine vanillesnurrer - og det er spild af godt fyld!
Lad dem efterhæve lunt og tildækket 45 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med en smule sukker.
Bag dem i 15 minutter ved 200 grader.

Traditionen tro fik min søster og jeg også "påskeæg" af mine forældre. Denne gang var det dog ikke et traditionelt chokoladeæg, min mor havde besøgt Fru Ronne, yndlingsbutikken over dem alle. Sikke et godt valg!


Indholdet af den fine påskepakke var en fin æske med citronpastiller, to marcipanæg og en pakke med Kusmi Te-breve. Hun kender os godt, den fine mor :D


Og til sidst et lille stemningsbillede fra påskebordet...

mandag den 4. februar 2013

hvad sker der?

Lige en kort opdatering på min hverdag, fordi jeg ikke oooorker at strikke et "ordentligt" indlæg sammen lige nu ;)

I weekenden var jeg en smuttur forbi Langeland (lige om hjørnet, jo...) for at fejre min skønne svigermor, som blev 60. Det var hyggeligt at se svigerfamilien igen, vi ser dem slet ikke så tit, som jeg kunne ønske, på grund af afstanden. Vi var inviteret til en lækker brunch på Kædeby Caféen, så der var masser af god mad og drikke og en masse hyggelige mennesker. Og så var det også lidt skægt at opleve, hvordan man pludselig får folks opmærksomhed på en ny måde, når man kommer anstigende som gravid. Desuden fik jeg lov at holde en utrolig kær baby, så nu har jeg ligesom øvet mig. Og han begyndte ikke engang at græde!

Ellers er jeg blevet færdig på regnskabskurset, så nu står den bare på endnu mere meningsløs jobsøgning. Og følelsen af, at de næste par måneder bare forsvinder ud af ens dagpengeperiode, uden man kan gøre noget som helst ved det. Jovist, der er stadig chancen for, at en eller anden arbejdsplads lige præcis står og mangler min assistance de næste 3 måneder, men jeg føler efterhånden den er ret lille...
I det mindste har jeg masser at give mig til herhjemme, blandt andet har jeg lige pålagt mig selv et ret uoverskueligt projekt med billedsortering på computeren. Det tror jeg, at jeg vil påbegynde her til aften - min kæreste ligger med mandeinfluenza, så jeg sidder i stuen med min ene kat og hygger (og prøver at ignorere den virkelig irriterende og evige hosten, der lyder fra øverste etage...).

Hav en god aften!

mandag den 24. december 2012

glædelig jul

Selv om jeg burde have gjort det i går, vil jeg bruge dagens indlæg på at opsummere på min december i form af adventsgaver. I år har jeg nemlig ikke blot fået adventsgaver af min søster (hvilket var aftalt), men også af mine forældre, hvilket var en overraskelse.
Jeg har ikke fået billeder af alle gaverne, så her kommer et udpluk:

Gaverne på deres hylde i vores rumdeler - inklusive kattet julepynt

Lækre saltmandler hjemmelavet af min søster, samt en kompakt vaskeklud

Hello Kitty-krus og fine julehjerter fra mine forældre

"Verdens bedste søster"-krus samt økologiske thebreve - sjovt nok fra min søster

Fine små bøtter og Hello Kitty vaskeklud fra mine forældre, samt kalender og sjove taperuller fra min søster

Har jeg ikke bare været heldig?
Så er der vist kun tilbage at ønske jer alle en rigtig glædelig jul! Jeg håber, at I tilbringer den med mennesker, I holder af, og at I får den hyggeligste dag og aften i mands minde.

søndag den 26. august 2012

limekage med frisk topping

Jeg havde en rigtig dejlig dag i går. Min onkel og tante kom på besøg hjemme hos mine forældre, og min søster og jeg havde ikke set dem i årevis, så vi blev også lige inviteret. Det var dem, vi altid holdt jul hos, da min søster og jeg var børn, men efter de fik børnebørn og den slags, var der lige lovlig mange mennesker, og så holdt vi ikke jul sammen længere. Det var dejligt at se dem igen dog, de er stadig lige dejlige mennesker.
Naturligvis havde jeg meldt mig som frivillig til at bage på dagen, så jeg fremtryllede blandt andet limekagen fra AMO's tredje kogebog, som jeg har elsket siden jeg så den for første gang.

Jeg har kun ros til overs for kagen. Den smager dejligt lime-agtig, og den friske, syrlige flødeostglasur komplementerer den søde kage godt. Limelagen, som hældes over kagen inden der kommer glasur på, ved jeg ikke helt hvad skal gøre godt for - det var i hvert fald ikke noget, jeg synes smagte igennem. Så jeg vil mene, at det ikke gør den vilde forskel at undlade denne, hvis man en dag er doven.
På grund af kræsne familiemedlemmer undlod jeg nødder, og hvid chokolade kom heller ikke i, da jeg ikke havde det på lager. Jeg er imidlertid sikker på, at disse to ingredienser vil gøre kagen en tand mere interessant, og vil tilføje dem næste gang.


Limekage med frisk topping

Dej
250 g Amo Hvedemel
125 g smør
1 tsk vanillesukker
4 æg
200 g sukker
Revet skal af 2 økologiske lime
2 1/2 tsk. bagepulver
1 dl mælk
100 g hvid chokolade
50 g grofthakkede hasselnøddekerner

Limelage
Saft af 2 lime
50 g sukker

Topping
200 g flødeost naturel
50 g flormelis
Saft og revet skal af 1 økologisk lime

Smelt smørret og lad det køle af.
Pisk æg, sukker og vanillesukker skummende. Rør smørret og derefter limeskallen i.
Bland mel og bagepulver og rør det i dejen skiftevis med mælken. Hak chokolade og hasselnøddekerner groft, vend det i dejen og hæld den i et ildfast fad eller en springform.

Bag kagen i ca. 40-45 minutter ved 185 grader (varmluft 170 grader).
Mens kagen bager, koges ingredienserne til limelagen sammen i 2-3 minutter.
Lad kagen afkøle i 10 minutter og hæld limelagen over (jeg har læst andetsteds, at det kan være smart at tage kagen ud af formen inden lagen hældes over, da det gør kagen meget klistret og svær at få ud af formen senere. Jeg tog derfor kanten af min springform, inden lagen kom over).

Rør alle ingredienserne til toppingen sammen, så den er blød, og fordel den over den kolde kage.

Velbekomme!

mandag den 16. juli 2012

på "ferie"

Ferie i gåseøjne, for jeg har faktisk overhovedet ikke ferie. Det er mine forældre der har, så de er i sommerhus - og derfor har jeg overtaget deres hjem i denne uge, for det er det fjerneste jeg kommer hjemmefra denne sommer. Så kan jeg passe på deres hjem og føle, at jeg kommer lidt på ferie, og så er alle glade.

Jeg gad ikke gøre det store ud af aftensmaden i dag, så jeg rodede i deres fryser, og fandt en pose pølsehorn. Mmm.


Til dessert var der et stykke af sådan en Daim fryse-tærte.

Derudover har jeg selvfølgelig allerede udnyttet deres vaskemaskine, og i nat ser jeg frem til at sove i min fars elevationsseng - efter selvfølgelig at have leget lidt med funktionerne! Det er faktisk meget hyggeligt at være her, omend jeg savner at have mine katte omkring mig.

tirsdag den 5. juni 2012

fars dag - chokoladekage m/kaffeglasur

I dag er det som bekendt fars dag, og når man har en far, der grundet en blodprop ikke kan helt så meget som så mange andre fædre, må man tænke lidt ekstra over en gave i anledningen. For selvfølgelig skal han have noget, det er i hvert fald min søsters og min holdning. Vi besluttede derfor, at han skulle have sig en kage - så kunne jeg også få stillet min bagelyst ;) Derudover fik han en stor salmiak-slikkepind, som vi fandt på Hjallerup Marked.

Jeg har ofte fået smæk for, at jeg faktisk ikke har en "almindelig" chokoladekageopskrift på min blog, men det er simpelthen fordi jeg ikke har gjort så meget i traditionelle chokoladekager. Jeg kan godt lide dem brownie-agtige. Men i dag fandt jeg en hos Femina, som er mere svampet i det, og så har den endda en lækker kaffeglasur (som man selvfølgelig kan undlade). Den er bestemt ikke tør, og smager også af rigtig chokolade, fordi der rent faktisk kommer chokolade deri. Den får alle mine anbefalinger!


Chokoladekage med kaffeglasur
10-12 personer - en springform på 24 cm.

200 g smeltet smør
300 g sukker
4 hele æg
300 g hvedemel
6 spsk. god kakao
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
100 g hakket mørk chokolade
2½ dl kogende vand

Glasur
250 g flormelis
6 spsk. kakao
3-4 spsk. stærk, varm kaffe

Rør smør og sukker godt sammen. Del æggene i blommer og hvider i hver deres skål. Kom æggeblommerne i smør-sukker-blandingen, ét ad gangen, mens du pisker. Sigt hvedemel, kakao, vaniljesukker og bagepulver i dejen, og rør forsigtigt rundt. Vend den hakkede chokolade i dejen. Hæld vand på, lidt ad gangen, mens du rører – dejen må ikke blive for tynd. Pisk æggehviderne helt stive, og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform, og bag den midt i en forvarmet ovn ved 170° i 40-45 minutter (tjek med en kødnål, om der hænger dej på, det kan godt være at den skal bage lidt længere end angivet). Afkøl kagen let, mens du rører glasuren sammen. Fordel glasuren over kagen.

søndag den 25. december 2011

juleslikket bringes på banen

Jeg havde en helt fantastisk aften i går hos mine forældre i selskab med min søster og begge vores kærester. Fik også nogle rigtig gode gaver, dem skal I nu nok få at se en anden gang.
Vi har først julefrokost i familien i morgen, så dagen i dag foregår i den hjemlige sofa med blandt andet nedenstående juleslik. God jul!


søndag den 11. december 2011

den kan jeg jo ikke slå!

I al hemmelighed har jeg listet mig til Berlin, og er nu retur igen. Jeg har haft en formidabel rejse, som I nok skal få masser af blogindlæg om.

Men lige nu til det, overskriften hentyder til - min adventsgave fra min søster. Jeg har lige åbnet den, og nu har jeg præstationsangst med hensyn til de sidste to adventsgaver, jeg netop har siddet og pakket ind til hende. Se lige hvad jeg fik:


Kattestrømper! Og et bogstav!
Jeg ser frem til at bære strømperne på et tidspunkt, hvor kulden har lagt sig lidt, og vejret ikke fordrer metertykke sokker. Dertil skal siges, at jeg i lange tider har overvejet at købe sådan et bogstav af en art, men nu dumpede det direkte ned i min favn.
Snart tager jeg ud til mine forældre for at fejre min fars fødselsdag, og her skal jeg overrække adventsgave til søsteren min, som jeg håber at hun vil blive mindst lige så glad for.

tirsdag den 29. november 2011

1. advent

I tilfælde af, at det skulle være gået nogens næse forbi, var det i søndags den første søndag i advent. Totalt dårligt rent kalendermæssigt, synes jeg. Det er dumt, at der næsten er en hel uge fra sidste advent til juleaften. Men nu er jeg jo ikke den store opfinder af kalenderåret, så jeg har intet at skulle have sagt.

Dog glædede jeg mig til denne søndag, da min søster og jeg i år udveksler adventsgaver, og det er noget af det hyggeligste, jeg ved! Vi har gjort det før, og hun finder altid på nogle fine gaver. I søndags var ingen undtagelse, jeg modtog nogle yderst velduftende stearinlys fra IKEA (hvoraf jeg allerede har taget det ene i brug, som det fremgår af billedet) og nogle søde og lidt underholdende servietter. Jeg kan allerede ikke vente til på søndag!




søndag den 27. november 2011

gang i julebageriet

Fredag var min søster på visit til en lovet omgang julebagning, som vi havde besluttet at få overstået, inden jeg drager til Berlin. Vi fik i hvert fald bagt igennem, det tog os hele eftermiddagen og aftenen, men nu har vi også en ordentlig bunke småkager hver.
I får en ladning billeder at savle over.

Hele baduljen

Fedtebrød, som jeg ikke havde prøvet før, men havde lovet Daniel at bage. De blev godt modtaget, og jeg synes faktisk også, at de er gode. Måske der følger en opskrift.

Kakaosnitter ud fra "1 dej, 6 småkager" i AMOs Bagebog 2.

Brunkager, som denne gang blev vidunderligt smukke - undtagen den portion, der brændte på, og som derfor røg direkte i skraldespanden...

Lækre chokoladetoppe med og uden nødder - opskriften er her.

Specier fra "1 dej, 6 småkager". Disse blev udstukket med min søsters stjerneform samt med mine fine nye dyreforme. Desværre gjorde chokoladedutterne det lidt besværligt, de kunne med fordel have været hakket i mindre stykker.

Alle kagerne blev heldigvis ganske vellykkede, og det nyder vi godt af nu. Vi har masser af småkager herhjemme, og jeg har givet Camilla en lille æske med dem i værtindegave i dag. I morgen tager jeg endnu en stak med til mine uni-veninder, da vi skal julehygge.

lørdag den 20. august 2011

fasters forsinkede fødselsdagskage

Det er ikke fordi det er en ny opskrift, men jeg synes alligevel, at jeg vil præsentere herlighederne her på bloggen. Da min faster, som bor i en halvfjern by, havde fødselsdag, kom jeg til at love hende på Facebook, at jeg nok skulle give hende fødselsdagskage næste gang hun kom til Aalborg. Det er hun pt, hvorfor jeg havde hendes forsinkede kage med ud til mine forældre i går. Så kunne jeg kombinere det med min dejlige fars hjemmebesøg :) Og alle kunne glædes over kage.
Og se dem så lige. Det er de "sædvanlige" vanillecupcakes med Nutellafrosting, men jeg følte mig som nævnt i sidste indlæg inspireret af pink dej:



De blev bagt i disse forme, som må siges at være af rigtig god kvalitet, og til frostingen blev endnu en gang anvendt min 1M tylle fra Wilton.
Jeg elsker dem. Alle elskede dem! Alle kvinder i familien (min far havde ikke lyst til kage på daværende tidspunkt, jeg tror han var skræmt væk af det feminine udseende ;) og min mors veninde, som kiggede over senere på aftenen. Jeg siger det igen: LAV DEM! De er en succes. Jeg har siden sidst præsenteret dem for et andet publikum, nemlig mine tidligere kolleger på NORDJYSKE Medier, og der var de også særdeles vellidte. Disse kager fejler aldrig.

lørdag den 30. juli 2011

hjemmedyrket lykke

Fantastisk dag!

For det første er det det skønneste sommervejr, som I måske har opdaget :)

For det andet er min far på hjemmebesøg (hvilket han er hver weekend), og jeg har derfor besøgt mine forældre sammen med min søster. Som altid virkelig hyggeligt. De har fået ny (flot!) sofa og nyt sofabord, som er langt mere far-venlige end de gamle møbler, så nu kan han også komme over i sofaen og sidde. Dejligt.

For det tredje fik jeg kvalitetstid med min søster. Hun passer pt kat for en bekendt, som ligger i gå-afstand fra både hende og mine forældre, så der var jeg med henne i dag. Den bekendte har et drivhus, hvor min søster frit må proviantere. Heldigt for mig havde hun rigelige grøntsager i forvejen, så jeg fik lov at tage høsten! Intet smager bedre end sådan en hjemmedyrket, knaldrød cherrytomat.


For det fjerde havde min mors skønne veninde lavet et glas agurkesalat til mig!


Så jeg gentager: Fantastisk dag! Hvad skulle man dog gøre uden alle de skønne mennesker omkring en?

tirsdag den 7. juni 2011

velfortjent kage

Ikke til mig selv, men til sygeplejerskerne på apopleksiafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.
I kan lige så godt få det at vide først som sidst, da det kommer til at påvirke mit liv lang tid fremover - for tre uger siden fik min elskede far en blodprop i hjernen, og er derfor indlagt. I dag bliver han imidlertid flyttet til et genoptræningscenter, så det er et godt skridt på vejen. Generelt går det heldigvis fremad, så det er dejligt.

Men men men, jeg syntes at de søde sygeplejersker, der tog sig af ham, fortjente lidt godt til kaffen. For noget tid siden fik jeg en opskrift på nogle dejlig svampede chokolademuffins af en kollega, som jeg derfor ville afprøve selv. Jeg ved ikke hvorfra opskriften stammer, så nu døber jeg dem:

NORDJYSKE chokolademuffins
12 stk (eller lidt mere)
240 g hvedemel
150 g sukker
4 tsk. bagepulver
2 tsk. vanillesukker
2 knsp. salt
50 g kakao
200 g god, mørk chokolade hakket groft
1 æg
3 dl. sødmælk
1 dl. olie (ex. raps)

Bland mel, sukker, bagepulver, vanillesukker, salt og kakao godt sammen. Pisk æg, mælk og olie i ca. 1 minut. Rør de to blandinger godt sammen. Fordeles i ca. 12 forme. Bages ca. 20 min. ved 200 grader.

Kagerne i deres indpakning
Jeg skulle hilse fra deres ophavskvinde og sige, at de sagtens kan bruges som grundopskrift til andre slags muffins, hvis blot man fjerner kakao og chokolade.
De er ikke sådan vildt søde, og så er de meget svampede og luftige på førstedagen - og stadig gode på andendagen.

Og så kan jeg afsløre, at det bestemt godt kan betale sig at bage til sygeplejersker. De blev simpelthen ovenud lykkelige og fortalte min søster og jeg mange gange, hvor sødt gjort det var af os. Derudover fortalte de, at adskillige læger havde spurgt til, hvor de fine kager kom fra.

søndag den 5. juni 2011

sommerstart 2011

Det er jo ikke meget, man får blogget i dette gode vejr. Heldigvis er jeg ikke den eneste der er ramt, jeg kan se at der generelt ikke er megen aktivitet i blogland. Her får I dog alligevel et udpluk af mine seneste dage, hvor vejret virkelig er blevet nydt.

Improviseret picnic da jeg besøgte Marie i torsdags. Amerikanske pandekager med diverse tilbehør og drikkevarer på en solbeskinnet plet i Maries baggård.

Torsdag aften tog jeg forbi Daniel, hvor vi gik ned til Paradis Is og købte en "lovebox". Der er alvorligt meget is i sådan en! Vi gav op halvvejs, og smed resten i fryseren. På billedet ses Daim, Stracciatella, jordbærsorbet, Marabou, limesorbet og appelsinsorbet.

I går var jeg på Hjallerup Marked med min søster, hendes kæreste og Daniel. Derefter smuttede vi forbi Hou strand, som har en særlig betydning i mit og min søsters hjerter, da vi ofte var i sommerhus i Hou som børn.



Jeg kan afsløre at jeg var sindssygt træt i går aftes, og at jeg har fået en del sol. Så bliver det ikke bedre!

mandag den 25. april 2011

påskefrokost

Med stor succes afholdt jeg for første gang nogensinde påskefrokost for min søde lille familie. Jeg elsker at være værtinde, og selv om jeg altid ender med at blive utilfreds med et eller andet og stresse og blive sur på alt og alle, der prøver på at hjælpe (undskyld), ender gæsterne som regel med at være glade. Og meget mætte.


Ser det ikke herligt ud? Mad i lange baner, påskeservietter og små gule kyllinger...


... hvoraf den ene desværre valgte at flyve direkte ned i et glas med sodavand, som straks blev gult. Er I klar over, hvor meget gul farve sådanne kyllinger indeholder?


Der blev læst og foreskrevet om snaps. Jeg skulle selvfølgelig afprøve et par af de snapse, som Pernod Ricard Denmark havde valgt at sponsorere til min goodiebag til madbloggertræffet. Nu er jeg ikke just snapsekender, men jeg kan afsløre at Harald Jensen smager næsten ligesom Rød Aalborg, den med mynte smager af mundskyl og det føles yderst forkert at sluge den (dette var flere gæster enige i) og den med dild smager ikke så meget af dild, men til gengæld bliver dildlugten hængende i næsen efter man har lugtet til den. Jovist. Nordguld og den "gule" Jubilæumssnaps røg hurtigt ned i mændenes maver.
God påske!

onsdag den 25. august 2010

schwesterlein

Endelig havde jeg min søster til overnatning fra i går til i dag. Vores dag så sådan ud:


Bagning og spisning af hindbærsnitter.


Indkøb og spisning af chips og mere sunde sager (mini-grissini, tørret æble, ananas og banan). Siden min mor fik sit abonnement til madlog har det virkelig grebet om sig, og min søster og jeg er blevet smittet med interessen for tørret frugt. Mere om det i en senere blog, tror jeg, jeg pønser på en anmeldelse af de forskellige ting.


Og ENDELIG fik vi set Remember Me. Robert Pattinson og Emilie de Ravin er med, den skulle jo ses, og så lød historien ligeledes interessant. Også mere om dét senere!
Jovist, det var et fantastisk søster-døgn kan I tro :)

tirsdag den 13. juli 2010

edward, jacob, juno, pesto og vandbakkelser

Alle disse ting nåede Maiken og jeg at opleve på et enkelt døgn!
Og ja, godt gættet, vi var selvfølgelig som noget af det første inde og se Eclipse (efter lige at have købt krydderier til mine nye glas, vigtig detalje). Og jeg har det sådan lidt... Jeg har egentlig ikke rigtig noget at sige om filmen. Der plejer altid at komme en aha-oplevelse i min hjerne senest et døgn efter, at jeg har set en film, omkring hvad jeg egentlig mener om den. Denne er udeblevet. Jeg gætter på, at filmen så var lidt ligegyldig, men jeg tror heller ikke, at jeg havde forventet det store. De skal jo bare ses, fordi bøgerne er fantastiske, og man ved jo godt, at de aldrig når samme niveau. Men jeg vil heller ikke sige noget dårligt om den. Eller jo, vent - Edward, hold nu din kæft! Ja, jeg er stadig træt af hans pladderromantik, oldgamle verdensopfattelse og dumme jalousi og ejerfornemmelse. Jeg var totalt Edward i bøgerne, men nu har filminstruktørerne godt nok fået skubbet mig over til Jacob. Jeg er glad for mit nye ståsted, for selv om Jacob ikke altid er lige fornuftig, så ER han altså bedre for Bella. Men når hun nu er så naiv og ikke kan se det, så må jeg jo tage mig af ham. Og Jasper, i øvrigt. Det er ærgerligt, at hans hår er blevet så langt, for han er simpelthen så fræk, at jeg dåner. Specielt i kampscenerne, nurrh. Som i øvrigt var et af filmens højdepunkter! Sammen med næsten-sex-scenen med Bella og Edward, det føltes lidt som selv at have sex.

Edward: Marry me.
Bella: I can't. I have to be home at 4.

Edward: Doesn't he own a shirt?

Edward: If we weren't natural enemies, and you weren't trying to steal my reason for existing, I might like you.
Jacob: If you weren't trying to steal the girl I love, I might.... No not even then.


Men vi kom jo også hjem til mig på et tidspunkt, hvor vi lige fyldte vores chokolademaver op med lidt M&M's (JA, piger HAR en seperat mave til chokolade!).


Så gik jeg ellers i gang med at fremstille aftensmad, mens Maiken sad og kiggede i Frøken Jensens kogebog.


Jeg skulle lave pesto for første gang, og lad mig bare sige, at min blender ikke var samarbejdsvillig. Så det blev pesto med nøddestykker i, dog stadig velsmagende. Og så brugte jeg et af mine nye krydderier, garam masala, i frikadellerne - fantastisk!


Aftensmaden blev indtaget mens vi så Juno, som er en evigt sød film, der altid kan genses.
Så kom et spændende punkt på dagsordenen, nemlig desserten - hvortil der skulle bages vandbakkelser. Enhver madlavers skræk, sammen med vandbad og husblas. Eller måske er det bare mig. Opskriften er fra AMOs Fødselsdagsbagebog, og jeg gider ikke engang skrive den ind - for gæt hvad? Lortet faldt sammen. Nå men de kunne jo spises alligevel, og det blev de, sammen med flødeskum, kagecreme og jordbær. Yderst fedtet og vammelt, men alligevel godt! Selv om det blev en lidt alternativ måde at lave fastelavnsboller på.


Jeg havde æren af at have Maiken overnattende, hvorfor jeg forkælede hende med friskbagt morgenbrød. Jeg brugte en opskrift på koldthævede søndagsboller fra AMOs Store Bagebog 2, og den var bedre end alle andre, jeg har prøvet - dog også mindre grov. Opskriften bringer jeg samtidig med scones en dag, hvor jeg får tid, for ellers bliver denne blog evig.
Jeg vil blot sige tak for et hyggeligt døgn til min kære søster!

søndag den 4. juli 2010

siden jeg fik ferie, har jeg...

...hygget på mine forældres terrasse med min mor (som altså også har en blog, som jeg har glemt at reklamere for), da jeg havde været til eksamen


...set Vikingespil på Lindholm Høje sammen med min mor.
Det er godt nok længe siden, at jeg sidst har været til det. Jeg havde fået ind i mit hoved, at det bestemt ikke var noget, jeg gad. Men det var både hyggeligt og interessant, og jeg vender sikkert tilbage næste sommer.

... bagt en masse sammen med Maiken (som i øvrigt også har fået en blog for nylig, tjek den ud!).

Boller med solsikkekerner og gulerod

Scones (de smager totalt godt!)

Disse to ting bagte vi i går, og en anden dag bagte vi også andre grovboller og en fantastisk drømmekage.

...grillet med familien i går, det var bare dejligt. Jeg glemte selvfølgelig mit kamera.

...og så er jeg blevet en kat fattigere, hvilket nok er noget af det, der har optaget mit sind mest. Det gik mere og mere op for mig, at Kate måtte have et nyt hjem, fordi jeg på ingen måde kunne tilfredsstille hendes aktivitetsbehov i denne lille lejlighed. Hun er født til at være udekat, og det kan hun ikke blive her. Så hun blev hentet i går af nogle nye ejere med stort hus og stor have og en anden legesyg killing. Jeg ved, at hun får det dejligt dér :) Det sidste billede af hende og jeg, som jeg tog i går, meget mod hendes vilje: