mandag den 30. november 2009

roswell

Nu er jeg altså nødt til det! Altså at blogge om Roswell. Jeg er begyndt at se serien, som jeg elskede da jeg var teenager, men vistnok kun fik set første sæson af...
Det første jeg tænkte, da jeg så afsnit 1, var: Det her er jo en tro kopi af Twilight! Bortset fra, at det så er omvendt, fordi Roswell kom først. Plottet: Ulykke sker. Sød, mørkhåret pige reddes af ekstremt lækker fyr på en måde, der vækker opsigt. Der er noget mystisk ved fyr. Pige og fyr kan ikke være sammen. Osv. osv. Og det virker bare på os piger! Det er snyd, at der findes sådan en magisk formular...
I starten, da jeg begyndte at se det igen, tænkte jeg: "Åhh ham Max (hovedpersonen) er alt for lækker", og han var en af grundene til, at jeg ville gense serien. Men som tiden går deri, bliver hans ven Michael bare mere og mere interessant! Han er så forfærdeligt sød. Og den måde, han kysser på, er bare noget af det hotteste. Gid det var mig, der var i 'the eraser room' med ham...
Nå, jeg gik lige lidt i teenage-mode :P


søndag den 29. november 2009

1. advent

Så kan man sige, at julen officielt er startet! Endelig, så kan folk ikke klage længere over julepynt over det hele. VÆR VELKOMMEN, JUL!

Jeg fik jo min nye kattekilling, Kate, hjem i går. Og hold op hvor er hun sød! Men okay, det vidste jeg jo godt i forvejen. Hende og Tabitha er selvfølgelig ikke blevet venner endnu, men Tabitha bliver langsomt mere accepterende overfor hende, så der er skam fremskridt. Vi har haft besøg af Maiken og Per i dag, hvilket var lidt udmattende for hende, så nu ligger hun og sover tungt. Hun er så smuk som et ondt år, og jeg er helt vild med hende.



Med Maiken og Per fulgte den adventskalender, Maiken har fremstillet til mig. Og jeg har bare fået den sødeste gave i dag! En lille pose med hendes hjemmebagte småkager (jødekager og chokosnitter) samt en virkelig sød hjerteformet skål med et indhold af chokolader. Mmm!



Nu tror jeg sådan set, at jeg vil finde lidt julepynt frem! Hvor er det herligt, at jeg har hele denne dag til at slappe af i, fordi jeg sendte min synopsis til teoriopgaven i går.

fredag den 27. november 2009

overvågning og straf

Uhm, nu lyder min overskrift bare totalt interessant og fængende! Men det er nu bare titlen på den bog af Michel Foucault, jeg er ved at læse. Jeg skal jo skrive opgave i "Videregående sociologisk teori" de næste 3 uger, og min plan er at skrive et eller andet om hans teori. Jeg er i øvrigt lidt i panik over opgaven, fordi jeg endnu ikke har fundet et emne, men jeg er heldigvis ikke den eneste. Og med hjemmebagte småkager og et glas mælk er det ikke helt slemt at sidde og læse dertil.

Ud over læsning har jeg i dag brugt lidt tid på at forberede mit hjem til i morgen - der ankommer Kate jo ♥ Forberedelserne indtil videre har sådan set kun været at gøre kattebakken helt ren, og at støvsuge - det ved jeg jo, at en killing sætter pris på!
Nu her vil jeg afbryde læsningen for at fremstille aftensmad. Line og jeg gjorde et kup i Bilka i går, hvor der var smagsprøve på Mous Jordskoksuppe, som var på tilbud for en 10'er. I første møde med smagsløgene smagte det lidt specielt, men efterhånden blev det rigtig godt, og vi endte med en pakke suppe hver. Derudover købte jeg også Bilkas fine, krydrede brød, som jeg vil nyde dertil.

torsdag den 26. november 2009

2 bagedage i træk

Jeg har bagt, bagt og bagt i går og i dag!

I går foregik det i selskab med min lillesøster, hvorfra jeg først kom hjem sent om aftenen, og derfor ikke bloggede om det. Men det kommer så nu.
Vi mødtes inde i byen, hvor vi gik rundt rigtig længe med mange tunge poser og købte julegaver og adventsgaver til en adventskalender, vi har lavet til vores forældre. Derefter tog vi hjem til min søster for først at indtage aftensmad, og så gik bagegildet i gang. Vi bagte mere end 160 pebernødder (de tog sin tid at rulle!) og så fremstillede min søster nogle fantastiske kanelmuffins, som egentlig "bare" var kanelkagedej i muffinforme. Derefter leverede vi pakkekalenderen til mine forældre, hvis indhold jeg håber, de vil værdsætte - og så tog jeg hjem. Da jeg kom hjem var det imidlertid ikke slut endnu, da jeg var tvunget til at fremstille en brunkagedej til dagen efter. Når man kommer træt og kvæstet hjem er det ikke lige at smutte mandler man har mest brug for.

I dag kom Line så forbi til bageorgie vol. 2. Først var vi imidlertid lige i Bilka for at proviantere og indkøbe til Lines cookies. Da vi returnerede, gik bagningen løs.
Brunkagerne inden de kom i ovnen (lidt sjov form, det er jo umuligt at få sådan en varm pølse til at forblive rund...)
Brunkagernes tid i ovnen blev nøje fulgt.
Line hakker chokolade til cookies - hun hakkede ligeledes nødder, hvilket er hendes yndlingsbeskæftigelse.
Ubagte cookies fremstillet med Lines fantastiske is-ske!
Vores færdige bagværk! Samt et par af gårsdagens pebernødder. Cookies - kæmpe og almindelige, honningkagehjerter og brunkager. Anrettet på fin rensdyrtallerken, som jeg fik af Maiken sidste år.
Jeg har simpelthen så mange småkager i min hytte nu at jeg ikke aner, hvor jeg skal gøre af dem!


Men nu er julebagningen vist også ovre for i år - så mangler jeg kun konfekt ;)

søndag den 22. november 2009

en søndag aften

Nu hvor Facebook ikke gider virke (grr), må jeg fordrive min sidste aftenstund på Internettet her, i selskab med en rest af en brownie-muffin, som jeg bagte i går.
Jeg havde en festlig aftenstund i går! Den foregik hjemme hos Ulrik, i selskab med vor fælles ven Michael, som var kommet hertil helt fra Herning. Først spiste vi en utrolig lækker aftensmad bestående af chilifrikadeller i kokos-/limesauce med tilhørende ris, det smager simpelthen så fantastisk. Derefter kastede vi os ud i at spille Wii, nærmere bestemt Rayman Raving Rabbids 2. Det er overordentligt morsomt, det spil! Dog gav det mig pænt ondt i højre arm efterfølgende. Under spilleforløbet indtog vi rom&cola samt andre alkoholiske drikke, hvilket tilføjede lidt morskab. Da Michael blev sulten, vandrede vi hele vejen hen til McD for at finde føde, og hele vejen tilbage igen, hvilket var yderst trættende.
Så jeg har været godt træt i dag, da jeg først gik til ro ved en 4-tiden i nat. Derfor har denne dag været nogenlunde inaktiv foran computeren, men jeg har også fået taget en gigantisk opvask som følge af min opgaveskrivning, samt ryddet op i skabet ude i køkkenet for at danne plads til støvsugeren.
Nu vil jeg snarest smide mig i sengen med et afsnit Roswell inden søvnen indtræffer.

lørdag den 21. november 2009

new moon


Jeg var jo til forpremiere på New Moon i torsdags, men har ikke rigtig haft overskud til at blogge om den endnu, på grund af en vis eksamensopgave som blev afleveret i går. Og efter afleveringen havde jeg lidt behov for at lave noget andet end at sidde med min røv placeret i en kontorstol.
Men nu har jeg tid! Og til jer, som ikke har set filmen eller læst bogen og ikke vil have afsløringer smidt i fjæset, anbefaler jeg stærkt at undlade viderelæsning.

Jeg synes stadig det er svært for mig at bedømme filmen helt, da jeg stadig befinder mig lidt i et stadie, hvor jeg ikke kan lade være med at sammenligne den med bogen. Ikke at den er dybt forskellig fra bogen, faktisk synes jeg, at den har alt det vigtige med. Og de har heller ikke digtet vildt og voldsomt for at gøre filmen bedre, så det er også et plus.
Én ting irriterede mig dog i løbet af den første del af filmen - Edward brugte alt for lang tid på at være pladderromantisk og udgyde clichéer over Bella. Og hun faldt for det. Det samme gjorde hele BioCitys sal 1 fyldt med teenagepiger, som havde svært ved at holde deres skrig tilbage - skrækkeligt. Jeg kunne udmærket fornemme, at det ligesom var inkluderet i filmen for at tilfredsstille denne målgruppe, men det var synd for os andre, som bare tænkte "kom nu videre, du skrider jo alligevel fra hende". Heldigvis aftog dette med tiden - sjovt nok.
Hele min yndlingsperiode i filmen var faktisk den med Jacob, hvor Edward var borte. Jeg tog ikke mig selv i, som under læsning af bogen, konstant at håbe på, at hun så Edward igen. Alt det med Jacobs venner og hans, øh, nye skikkelse, var meget mere interessant i filmen. Specielt var jeg vild med Bellas første møde med Quil og Embry, og scenen i Emilys hus. Jeg fik mere og mere lyst til, at Bella & Jake skulle ende sammen - men nej, selvfølgelig kaster hun sig fluks i armene på den tilbagevendte vampyr.



Jo, jeg syntes at det var en helt fin film. Ikke på grund af filmen, men på grund af handlingen fra bogen. Dog med visse irritationsmomenter. Eksempelvis synes jeg stadig, at det er en skam, at ulvene ser så ovenud falske ud - men man kan næppe forvente, at de havde tæmmet og forstørret rigtige ulve til anledningen. Og så havde jeg glædet mig enormt til at se Jamie Campbell Bower i rollen som Caius, så det ærgrede mig, at han ikke deltog noget mere. Aros optræden derimod var hylemorsom!
Jeg kommer nok til at se den igen ♥

søndag den 15. november 2009

danse-cupcakes

Jeg havde sådan en overvældende lyst til at bage i går aftes, at jeg var lykkelig, da jeg endelig kunne gøre det i dag. Jeg stod nemlig for kage til min mors dansehold i morgen, hvilket var en udemærket grund til at indvie nogle flere af mine engelske kage-ting.
De skulle selvfølgelig have æren af at smage de nyopdagede pebermynte-cupcakes. Jeg bagte dem i guldforme, og valgte at farve glasuren "sort" (ja det blev så mere gråt, ligegyldigt hvor meget farve jeg brugte). Ovenpå dryssede jeg guldstjerner. Her er resultatet:


Ud over disse lavede jeg bananmuffins med chokolade, efter opskriften på Lines blog - som er en rigtig god opskrift, i øvrigt! Disse pyntede jeg med chokoladeglasur samt et lille drys kakao. Resultatet ser således ud:


Da jeg leverede dem hos mine forældre, hvor jeg i øvrigt også dekorerede dem, var jeg også inviteret til aftensmad. Vi fik et grøntsagsfad, som min mor er blevet stor fan af at lave, og som smager rigtig godt. Det handler om en masse forskellige grøntsager skåret i stykker, med noget olie og noget honning, og så en form for kød med, som i dag var kalkun. Mmm. Og jeg har endda fået grøntsagsrester med hjem, så jeg regner med i morgen at skulle kaste mig ud i at lave en suppe af disse. Og så hyggede vi ellers resten af aftenen på afslappet familie-manér, indtil jeg greb cyklen og kørte hjem.

Status for eksamensopgave: 722/4.500 ord.

fredag den 13. november 2009

blogleg med emne; yndlingsjulekage

Inden jeg påbegynder skriveprocessen i min eksamensopgave, synes jeg lige, at jeg vil overspringshandle ved endelig at "besvare" Lines blogleg, hvor hun gav muligheden for at skrive om enten grønlangkål, yndlingsjulekage eller kandiserede æbler.
© dansukker.com
For mig er der sådan set ikke et af emnerne, der indbyder til romanskrivning. Grønlangkål er der ikke så meget at sige om, jeg smager det hvert år, og kan stadig ikke finde ud af, om jeg kan lide det. Det samme med kandiserede æbler egentlig. Så jeg må hellere vælge julekagen...
Der er bare ikke nogen decideret kage, jeg forbinder med julen. Klejner og den slags bryder jeg mig ikke så meget om. Så er der selvfølgelig småkager, som altid er en vinder. Brunkager skal der jo til. Jeg plejer bare at købe dem færdige, men i år har jeg rent faktisk planer om at lave nogle selv, for det kan da kun blive bedre. Det samme med pebernødder, som jeg også har bagt de sidste par år.
Ikke mindst kan man nævne min mors vaniljekranse! De er simpelthen det ultimative julebag, og hun laver dem hvert år. Det er ekstra lækkert hvis man er der under processen, for sådanne vaniljekranse smager formidabelt, når de er lune.
Dog er jeg dog mest til julekonfekt, men det var jo ikke spørgsmålet...

Så vil jeg have æren i at tagge Janne, som kan vælge mellem emnerne julemad, nissehuer eller rengøring.

onsdag den 11. november 2009

når man snakker om solen...

Marie, Selma og jeg var i dag inviteret hjem til AK, hvor vi ikke havde befundet os før. Den stod på brunch, og hold op det var godt. Dette var hvad vi fik serveret:


Og som jeg nævnte lidt i går, havde jeg bagt (eller, faktisk taget op af fryseren) pebermyntecupcakes til anledningen og dekoreret dem fint ved brug af min nye lime-pastafarve, samt fine små chokoladestjerner fra Rema 1000.


Nå, men kort efter vi er ankommet hos AK sidder Selma og jeg så og snakker om praktik, som vi begge vil i på vores 8. semester. Både Selma og jeg har skrevet til Nordjyske Medier for længe siden, og ingen af os har hørt fra dem overhovedet. Vi snakker så lidt videre, og pludselig ringer min telefon. Jeg tager den, og får et chok, da det lyder: "Hej, det er xxx, fra Nordjyske Medier". Hvad er sandsynligheden?! Jeg aner knap nok, hvad jeg sagde under samtalen, for jeg var fuldstændig paf. Men jeg skal i hvert fald til samtale hos dem næste torsdag klokken 10! Jeg er simpelthen så glad og så sindssygt nervøs allerede nu, så jeg er spændt på, hvordan det nogensinde skal udarte sig. Hvis jeg får praktikplads dér vil det være ovenud perfekt, da jeg jo har tænkt mig at specialisere mig i mediesociologi. Så kunne man altid drømme om et eventuelt efterfølgende job dér... Men nu må vi lige se, om jeg får praktikpladsen først!

tirsdag den 10. november 2009

tidens køb

Det sker jo, når man pludselig har penge, at man kommer til at bruge nogle af dem... Eksempelvis var jeg i Fakta i dag, og pludselig var der en tube hvid glasur til en 10'er, som jeg allerede på forhånd havde planlagt at investere i. AHA. Videre gik jeg, og så var der pludselig også pebernøddekrydderi på tilbud. Sådanne er jeg da nødt til at bage. Og så havde jeg lige spottet i reklamen, at der var Grøn The på tilbud, som jeg var nødt til at købe grundet Jannes evige snak derom.

Derudover er det lidt som om jeg har glemt at blogge omkring tidens vigtigste køb! Jeg bestilte jo en masse fine ting fra cakesforyou.biz for kort tid siden, som kan ses på følgende billede:



Jeg bestilte sammen med min søster og Line, så det er ikke alle tingene, der tilhører mig. Men hvor er de fine! Der er muffinforme, små spiselige hjerter og guldstjerner til pynt, spiselige perler og masser af pastafarver. Jeg har netop afprøvet min limefarve i en glasur, som jeg skal anvende i morgen, og den har simpelthen sådan en sød farve.

nattens sære drøm

Inspireret af Janne agter jeg at smide den sære drøm, jeg havde i nat, herind:

For det første var jeg af hankøn, men jeg kan ikke helt huske hvad jeg hed.
Jeg var sammen med en masse andre mennesker til noget halløj, som foregik udenfor. Der var en slags bod, hvor man kunne købe ting. Boden var opdelt i 4 hjørner, fordi dem der var derinde var opdelt i hold, rødt, grønt, blåt og gult. Dette blev symboliseret ved, at der hang badesvampe i den givne farve i forskellige udformninger i hver bod. I den ene af boderne stod imidlertid Liz og Max fra serien Roswell. Jeg mener, at jeg, selv om jeg var fyr i drømmen, stadig var rimelig forgabt i Max.
På et eller andet tidspunkt udbrød der en form for kamp i området, som primært gik ud på at kaste med de våde badesvampe fra boderne. Jeg deltog, og kastede svampe efter en person. Åbenbart skulle jeg af denne person derfor modtage en straf, som var at få stukket akupunktur-lignende nåle i mine ben. Denne mand, som skulle gøre dette, gjorde det åbenbart regelmæssigt og var vant til, at nålene kun lige akkurat skulle gå gennem huden. Dette voldte ham imidlertid problemer ved mit højre knæ, hvor han derfor blev ved med at stikke nålen ind, og alt for dybt. Det gjorde ret ondt. Bagefter hørte man ham udtale, at det ikke forløb som det skulle. Jeg havde rimelig ondt i mit knæ, og en eller anden sagde, at hvis det blødte, var der noget alvorligt galt. Man hørte Liz sige til Max, at hvis hun pludselig smuttede, så skulle han følge efter i en fart. Da jeg opdagede, at mit knæ blødte sindssygt meget, gjorde jeg tegn til hende, og hun og Max fulgte med mig ind i et hjem, som åbenbart tilhørte det røde hold. Mit knæ havde fået en kæmpe flænge, som skulle sys, og det brød jeg mig virkelig ikke om. Jeg blev lagt ned på gulvet, hvor folk gjorde sig klar til at sy mig. En eller anden sagde, at det var virkelig synd for mig, for jeg var næsten lige blevet syet et andet sted med kun ét sting mere end jeg skulle nu. Jeg kan huske, at jeg pev virkelig meget, og det var virkelig ubehageligt at blive syet uden nogen form for bedøvelse, som jeg ellers prøvede at kræve. Under syningen ville jeg have en eller anden kvinde hen til mig, så hun kunne holde mig i hånden, jeg ved ikke om det eventuelt var Liz, men jeg holdt åbenbart meget af hende.

mandag den 9. november 2009

eksamensopgave

Så sidder jeg med endnu en eksamensopgave, laver jeg nogensinde andet? Denne gang er det en opgave i "Registre- og forløbsanalyser", hvor der skal bruges masser af SAS, så det er i det mindste en smule underholdende. Hvis det ikke var fordi det samtidig var svært. Jeg kiggede ikke så meget på opgaven i løbet af weekenden, hvilket resulterede i, at jeg først skulle ordentligt i gang med den her i dag. I og for sig ganske fint, men så havde jeg netop fået installeret Windows 7, og der nægtede SAS bare at lade sig installere! Så det tog lidt længere tid end forventet før jeg kunne gå i gang, men det lykkedes, med masser af hjælp fra Ulrik. Og nu er jeg altså kommet godt i gang med kodningen i SAS, hvilket glæder mig. Nu virker det pludselig overskueligt, faktisk måske endda lidt mere end overskueligt, at opgaven skal afleveres om lidt under 2 uger.

Jeg beklager, at jeg har været en lidt elendig blogger de sidste dage. Jeg har bare haft så meget i tankerne. Jeg kan dog fortælle, at jeg i fredags var ude at spise sammen med min kære mor og faster. Og det var indbegrebet af hygge! Vi spiste på China Restaurant og fik deres velkendte buffet, som er guld værd. Specielt de store, indbagte rejer, de stegte nudler og deres underlige sure kål. Mmh. Og så delte vi en flaske god hvidvin dertil. Det var fantastisk.

onsdag den 4. november 2009

zombieland

Line og jeg var i biografen sammen i går og se Zombieland. Jeg havde egentlig ikke set nogen som helst trailer for den eller lignende, så vidste slet ikke, hvad den gik ud på. Men min private filmanmelder (aka. Daniel) havde ligesom opfordret mig til at se den, og så kan man ikke gøre meget andet. Havde dog ikke regnet med, at det blev i biografen, men da Line så søgte en partner dertil via Facebook, måtte jeg slå til. Og det viste sig at være yderst fornuftigt, for filmen var godt nok underholdende! På både den fede og klamme måde. Den indeholdt mange morsomme og blodige effekter, samt en rimelig fantastisk humor. Jeg måtte grine et højt antal gange, hvilket jeg ellers meget sjældent gør under film, specielt i biografen.
Det dårlige var så, at Telia åbenbart har indført en ussel regel om, at der kun forefindes x antal Telia Tirsdag-billetter pr tirsdag. Det ville jeg gerne have vidst, idet jeg så havde bestilt omgående. Så vi måtte give fuld pris for billetterne på trods af, at vi egentlig havde planlagt filmen efter rabatten. Dette var dog ikke så slemt på grund af den gode underholdningsværdi!

tirsdag den 3. november 2009

gode julegaver i år!

Det er ligesom hvad de folk, jeg udveksler julegaver med i år, kan se frem til - Daniel og jeg har nemlig netop fået vores indskud fra den gamle lejlighed tilbage, og beløbet var på næsten 7100, det vil sige omkring 3500 til os hver :D
Det klager man ikke lige over! Vi havde på ingen måde regnet med at få så meget tilbage, vores satsning lå omkring de 4500 i alt. Men så var der åbenbart omkring 2000 kroner i varme, som de skyldte os oveni. Så vi er selvfølgelig ganske lykkelige på pengefronten lige pt.
Nu skal jeg så til at lægge en fornuftig plan for, hvad pengene skal bruges til... Ud over julegaver selvfølgelig.