tirsdag den 7. januar 2014

vores jul og nytår

Vi valgte jo som tidligere nævnt, at juleaften i år skulle foregå hjemme hos os. Mange sagde, at det var modigt, men vi syntes det var det nemmeste. Så slap vi for at transportere Dexter og forsøge at putte ham et sted, han ikke plejede at sove, oveni en masse overstimulering. Det gik såmænd også forrygende, alle hyggede sig, og putningen vakte ikke mere besvær, end den plejer (hvilket heller ikke siger så lidt for tiden, men det er en anden historie...).

Vi købte vores første juletræ - og hold nu op, hvor var jeg forelsket! Vi havde snakket om at købe et lille træ i potte, for såå stor er vores stue heller ikke. Men jeg faldt totalt for Julius her, og så var der altså ingen vej tilbage. Det gik også fint med at have ham boende, og han pyntede smukt!


I anledning af Dexters første jul havde jeg købt ham en julekugle. Og den er naturligvis ikke af glas, for jeg ved at mit hjerte ville forgå, hvis den en dag blev smadret. Jeg købte den i øvrigt hos santashop.dk, og indehaveren var så sød at ringe og informere mig om, at hun altså boede næsten rundt om hjørnet, så Dexter og jeg gik over og hentede den en af dagene. Dejlig service!


Juleaften var vi os 3, min søster, hendes kæreste, mine forældre, Daniels mor og hendes mand. Det var bare skønt at være samlet alle sammen! Maksimal hygge, også for Dexters vedkommende, der nød at have så mange bedsteforældre omkring sig.


Dexter blev puttet efter aftensmaden (hvor han selvfølgelig fik most kartoffel med and og sovs), han var godt træt efter al den hygge med alle de mennesker. Han faldt ikke i søvn med det samme, men lå læææænge og snakkede oppe i sengen, og faldt til sidst i søvn mens vi dansede om juletræet nedenunder. Derfor fik han lov at åbne nogle julegaver dagen efter! Han fik så mange fine ting, bamser, legetøj og tøj. Alt, hvad hans lille babyhjerte begærer (hvilket ikke var særlig meget, da han jo ikke fatter det endnu, men I ved).


1. juledag slængede vi os bare herhjemme og nød freden. Anden juledag bød nemlig på den sædvanlige julefrokost hos mine forældre, hvor denne lille fine herre selvfølgelig også var med. Her fik han lov at smage på lidt af hvert fra det traditionelle julefrokostbord - han er generelt ganske altædende, men især den brunede kartoffel satte gang i brækrefleksen. Sild og rødbede var heller ikke lige livretter, men æg, rejer og tunmousse kørte lige ind.


Nytårsaften valgte vi også at holde herhjemme, bare os tre. Det har jeg egentlig altid haft lyst til at prøve, og nu syntes jeg det virkede oplagt, når Dexter er så lille. Det var jo ikke til at sige, hvordan han ville reagere på al larmen, og om han nogensinde ville falde i søvn. Det viste sig dog, at det ikke var det fjerneste problem, og han vågnede ikke en eneste gang efter at være blevet puttet klokken 20.

Til forret lavede vi nogle chilimarinerede tigerrejer, de var dælme lækre.


Hovedretten var oksemørbrad, hasselbackkartofler og hjemmelavet bearnaisesauce, samt friske bønner svøbt i bacon. Jeg er ikke fan af rødt kød, men det her var fantastisk.


Desserten var pandekager med citroncreme og citronconfit. Heller ikke dårligt! Der skulle endda bruges husblas, som jeg generelt frygter, men ingen problemer dér.


Jeg håber, at jeres jul og nytår har været lige så dejlige som vores!

mandag den 6. januar 2014

2014

Nu har 2013 jo været et relativt banebrydende år for os, da vores søn kom til verden. Det har været stort, anstrengende, fantastisk, udmattende, berigende og sjovt. Så der skal alligevel lidt til, før 2014 kan leve op til dette.

Mine ønsker for 2014 er som følger:

  • Dexter falder godt til i vuggestuen
    Ja, han skal allerede begynde i vuggestue om 3 måneder! Det er jo helt galt. Vi har netop fået tilbudt en plads i vores anden-prioritet, som vi vælger at takke ja til, da der desværre ikke når at blive en plads til ham i ønskevuggeren. Hans kommende vuggestue er såmænd også helt fin, og jeg er sikker på, at han nok skal få det godt dér. Det er lidt spændende, men dælme også skræmmende - sikkert for os begge to, han ved det bare ikke endnu ;)

  • Jeg får et job
    Selvfølgelig skal jeg have et job i 2014! Min barsel slutter til april, og jeg går snart i gang med at sondere terrænet igen. Jeg glæder mig ikke til jobsøgningshelvede, men jeg er sikker på, at min barsel har givet mig fornyet energi, og at det snarest må bære frugt.

  • Vi får en bil (og kørekort)
    At få et barn har for alvor fået mine øjne op for, hvor praktisk en bil kan være. Offentlig transport med barnevogn hænger mig et godt stykke ud af halsen... Især når ens forældre og søster bor 1 time væk i to forskellige busser. Jeg fortryder ikke, at vi fik barn før vi fik bil, men hvor jeg dog glæder mig til, at vi kan transportere os selv lige præcis når vi har lyst, og på den halve tid af, hvad det offentlige kan præstere.

Ellers er jeg ret åben for, hvad året bringer! Jeg glæder mig til et år med endnu flere og hyggeligere stunder med min lille søn, der bare bliver sjovere og sjovere at være sammen med. Et år med kærestetid, kaffedates og glade dage med hele familien. En varm sommer med oplevelser for Dexter. Et hyggeligt efterår og en jul, hvor han er mere opmærksom og ekstatisk over det hele.