onsdag den 29. maj 2013

stilheden har altid en årsag

... og denne gang er det en så fin en af slagsen:


Jeg havde egentlig først termin i forgårs, men den lille herre lod ikke vente så længe på sig, og ankom allerede den 20. maj. Så det var noget af en pludselig omvæltning, men jeg siger jer, han er dejlig!
Men det betyder til gengæld, at der er blevet indledt en ikke særlig madblogger-venlig periode med mad fremstillet af kæresten (helst noget, der kan spises med en hånd, når jeg ammer) og afskyeligt købe-brød. Jeg er ikke tilfreds, men har ikke liiige overskuddet til at bage selv, for når den lille fine sover skal jeg enten sove eller ordne langt vigtigere ting.

Men jeg vil bare sige, at jeg lever endnu!

tirsdag den 7. maj 2013

en sommerdag

Det er jo lige, hvad det har været i dag! Og den gravide er svært tilfreds.
Især fordi dagen startede med, at jeg fik overtalt kæresten til at vi skulle hente noget Paradis-is. Jeg havde et gavekort liggende, og planen havde længe været, at den skulle bruges på en Lovebox med 6 isvarianter. Vi afventede blot det gode vejr - og det kom jo så i dag.


Efter vores hjemkomst fra ishentningen gjorde jeg noget, som jeg stadig er meget stolt af. Jeg plejede mine fødder med et godt fodbad, negleklipning, filning og indsmøring i fodbalsam. Og så lakerede jeg endda mine tånegle! Det er min stolteste bedrift, for jeg kan afsløre, at den slags er virkelig hårdt for en højgravid. Men nu hvor jeg er det man kalder "inden for termin", altså 37 uger henne, må det være på tide at gøre mine fødder behagelige for den jordemoder, der skal stå med dem oppe i fjæset...



Og så vil jeg lige nævne, at jeg ikke har set skyggen af en myre i dag - ind til videre betragter jeg kampen som vundet!
Jeg håber, at I har nydt dagen lige så meget som jeg. 

mandag den 6. maj 2013

bitten 1, myrer 0

Vi havde godt spottet et par myrer på underetagen, sådan rundt omkring på gulvet, og tænkt: "Nå, der er lidt myrer. Vi har tit dørene åbne, det er nok derfor". Så spottede vi nogle flere, og tænkte: "Nå, flere myrer. Vi må hellere lige finde ud af, hvor de kommer fra, og få købt et eller andet middel".

Fredelig mandag morgen. Jeg vågner tusind gange efter solens indtog, som jeg plejer, og beslutter mig til sidst for at stå op (og ser nede i stuen, at klokken kun er 7! SYV! Helt ærligt, graviditet). Fodrer kattene, laver mig en portion yoghurt med mysli, sætter tallerkenen på spisebordet. Skal til at sætte mig, da jeg opdager, at et større område af vores sorte spisebord er LEVENDE! Der var åbenbart blevet spildt et eller andet, som smagte godt.

Så er det fandme nok, små svin! Dagen efter, at jeg har opdaget mine første strækmærker? Det var dumt. Der er nu udbrudt krig. Mig ud i køkkenskabet og finde en pose kanel, og så kravlede jeg ellers rundt med min fede vom langs panelerne i stuen og dryssede det foran sprækkerne.


Derefter var det ud på terrassen, hvor jeg registrerede myrehuller langs huset, og så fik den ellers ikke for lidt med først kanel og så kogende vand. Nu ligner det så, at en ugift har holdt sin 25-års fødselsdag her...


Jeg ønsker jer held og lykke fremover, myrer, for det får I seriøst brug for!

fredag den 3. maj 2013

aalborg fødevarefællesskab - og min første gæsteblogger!

Ind til nu har jeg ikke helt set fidusen i at have gæstebloggere, men da Louise fra min gymnasieklasse bad om hjælp til udbredelse af et godt budskab, tænkte jeg, at én gang skulle være den første. Så derfor kommer nu: Mit første indlæg fra en gæsteblogger!

--

Først; en stor tak til Bitten som har givet lov til dette gæsteindlæg. Hvilken ære at være din første gæsteblogger! :) Hvis du går op i, hvad du putter i munden – og prisen på det – så læs endelig videre…

Torsdag den 21. marts blev foreningen Aalborg Fødevarefællesskab stiftet med det formål at gå sammen om at købe lokalt producerede økologiske fødevarer direkte fra landmændene.
Vi, i foreningen, er meget stolte af den store interesse, vi har modtaget – første udlevering af grøntsager bød på 26 tilmeldte. Vi har haft en forrygende start og glæder os over den fortsatte vækst.
Vores første udlevering blev efterfulgt af hyggelig fællesspisning tilberedt med grøntsager fra ugens pose.


Måske nogle af jer derude kender til konceptet? Det er bl.a. kendt fra andre store danske byer og grundprincippet er, at det altid skal kunne betale sig at købe økologisk, og at det skal være mere gennemskueligt, hvor den mad, vi spiser, kommer fra. Du har måske også hørt om det på DR2, hvor River Cottage udsendelserne har vist nogle af fordelene ved fødevarefællesskaber – ellers synes jeg, du skal se programmerne online (fx via http://www.dr.dk/tv), da jeg synes, de er en stor inspiration generelt!


Aalborg Fødevarefællesskab er baseret 100 procent på frivillige kræfter - og for at det hele kan køre rundt, må medlemmerne til gengæld for de billige og bæredygtige grøntsager hjælpe til i op til tre timer om måneden i forbindelse med fx pakning, udlevering af grøntsager, landbrugsbesøg, arbejde med hjemmeside, oprettelse af opskriftsforum og andet. Jeg er medlem af kommunikationsgruppen – og derudover findes en administrationsgruppe og en indkøbsgruppe. Vi er alle interesserede i flere kræfter, der har lyst til at gøre en indsats – og hvis du som mig læser en uddannelse, der giver dig særlige kompetencer i forhold til vores arbejdsopgaver, er det jo kun en bonus!
Indmelding i foreningen koster 100 kr., som udelukkende går til at drive foreningen. Alle har mulighed for at blive medlem, og det er selvfølgelig op til det enkelte medlem, om der ønskes økologiske grøntsager hver uge – eller sjældnere. En pose økologiske og bæredygtige grøntsager koster 100 kr. – og på trods af at vintersæsonen ikke byder på mange forskellige ting, indeholdte den første pose både kartofler, gulerødder, løg, rødbeder, porrer og æbler.


Har du lyst til økologiske og bæredygtige grøntsager, er det endelig med at blive medlem. Der er plads til alle – og da alt ordnes af medlemmerne, har du mulighed for at få medbestemmelse over fremtidige samarbejdsaftaler med økologiske landmænd, arrangementer mv. Vi har mange ideer, vi arbejder for at føre ud i livet og kan altid bruge flere!
Jeg håber, vi ses i Aalborg Fødevarefællesskab – kontakt mig endelig, hvis der er noget, du vil vide. Jeg skal også nok følge med i kommentarboksen her på bloggen.
Du kan læse mere omkring det praktiske på www.aalborgff.dk og de mere uformelle diskussioner og idéudvekslinger på www.facebook.com/AalborgFodevarefaellesskab

//Louise (skovhus.louise@gmail.com)

onsdag den 1. maj 2013

syrlige citronsnitter

For noget tid siden var der et vældigt ståhej omkring citronsnitter (eller lemon bars) rundt omkring i blogland. Jeg havde godt set dem inde hos Emily, og tænkt at de lød vældig lækre, men inden jeg fik set mig om, var de over alt.
Vi fik nogle svigerforældre på besøg på et tidspunkt, og da besluttede jeg mig for, at de skulle trakteres med disse.
Det er nogle dejlige, meget syrlige basser (snitterne, altså), som skylles fint ned med en kop kaffe. Derudover vil de udgøre et godt supplement til, hvis du serverer en gedigen chokoladekage men ikke helt synes, at der er kage nok.



Citronsnitter

Bund
225 g smør, stuetemperatur
1,2 dl sukker
4,7 dl mel
1 knsp salt

"Fyld"
4 store æg, stuetemperatur
4 dl sukker
1 spsk + 1 tsk revet citronskal (fra ca. 3-4 usprøjtede citroner)
1,6 dl friskpresset citronsaft
1,6 dl mel

Flormelis til at drysse over

Varm ovnen op til 175 grader og beklæd en 23×33 cm bradepande med bagepapir.
Pisk smør og sukker let og luftigt med en håndmixer. Bland mel og salt og hæld det i smør/sukker-blandingen. Pisk et par gange med håndmixeren og ælt det derefter sammen med hænderne, til det lige akkurat er samlet.
Tryk derefter dejen ud i formen, til den danner et jævnt lag, og ca. 2, 5 cm op ad kanterne. Stil den herefter på køl i 20-30 minutter (eller i fryseren i noget kortere tid).
Prik den med en gaffel og bag den herefter i 15-20 minutter, eller til den lige akkurat er blevet en anelse lysebrun.

Pisk æg, sukker, citronskal og citronsaft sammen med melet, med et hånddrevet piskeris - det skal ikke piskes luftigt, men bare piskes sammen.
Hæld citronblandingen over bunden og bag hele herligheden i 25-30 minutter. Ryst lidt på formen, kagen skal ikke skvulpe, men have fast konsistens.
Lad den køle af på en rist og skær den derefter i firkanter og drys flormelis over gennem en sigte.