dexter, sgt. at arms

Sidste år lå Dexter syg, da vi holdt fastelavn i mødregruppen. I år var han en af de 3 heldige, der rent faktisk kunne deltage, og dette naturligvis i udklædt tilstand.

Jeg ville som udgangspunkt helst undgå at proppe ham i et af de gængse kostumer, man kan få i BR, og var derfor i færd med at Google vidt og bredt efter alternativer. Jeg havde ved Gud ikke forestillet mig at fremstille noget selv, det er jeg ikke just kendt for - indtil jeg faldt over en hjemmelavet Sons of Anarchy-vest. Den virkede meget ligetil, og krævede ikke det store, og som en kæmpe Sons-fan var jeg nødt til at kaste mig ud i det.

Basen for vesten blev en sort sweatshirt med lynlås fra H&M, som jeg klippede ærmerne af.
Da jeg ikke var i god nok tid til at bestille rygmærker og deslige på eBay, måtte jeg også selv i gang med dem. Jeg fulgte eksemplet i ovenstående link, fremstillede dem i Photoshop med skrifttypen Carnevalee Freakshow og fandt et billede af reaperen på Google. Så tog jeg forbi Biltema efter noget transferpapir (oversat: papir, du kan udskrive på og derefter stryge på tøjet). Jeg kendte slet ikke til den slags magi! Det er seriøst smart. Man skal huske at have fat i den rigtige slags, der findes både til lys og mørk tekstil. Jeg skulle bruge den til lys, da jeg skulle stryge motiverne på et hvidt stykke stof, som derefter skulle klippes ud. Her brugte jeg bare en af Daniels gamle t-shirts, men umiddelbart kan det anbefales at finde noget mere "solidt" stof, som ikke er så pisseirriterende at klippe i.
Papiret kommes blot i en ganske almindelig blækprinter, og udskrives spejlvendt.

Jeg ved ikke, om det var mit strygejern eller blot min manglende erfaring med strygning, men jeg strøg i virkelig lang tid, før motivet gad hænge fast. Og selv derefter havde det et par ikke-hæftede hjørner. Jeg måtte knalde helt op for varmen på jernet, og jeg lod det mildest talt stå på motivet i et godt stykke tid. Man skal være helt sikker på, at det hæfter over det hele, inden man piller papiret af, for hvis først det slipper, kan man ikke stryge det fast igen.

Efterfølgende klippede jeg mærkerne ud af det hvide stof. Jeg havde egentlig bare forestillet mig at sy dem på vesten i hånden, men nu har jeg en symaskine, så jeg kunne lige så godt udnytte det. De fleste mærker var ganske nemme at sy på, på trods af det slatne t-shirt-stof, men selve reaperen... der blev bandet og svovlet på grund af alle de små hårnålesving. Det er ikke arbejde for en symaskine, og slet ikke en uerfaren syerske. Men det gik, og det var stadig hurtigere end at sy det i hånden. Måske kom der endda lidt blod på mærket, fordi jeg stak mig i fingeren. Hvem ved.

Jeg er ærlig talt jævnt tilfreds med det færdige resultat, taget i betragtning, at det er mit første forsøg med hjemmelavet kostume. Han fik selvfølgelig sit helt eget charter, omend han ikke blev præsident, fordi jeg ikke har det så godt med Jax. Og motorcyklen er lidt lille, men han var ret glad for den alligevel!
Ud over vesten var der ikke så meget andet i kostumet, jeg proppede ham bare i et par jeans, og gav ham en grå body på under vesten (jeg havde nok valgt en hvid, hvis jeg havde sådan en). Skulle det være helt perfekt, skulle han have haft et par tattoo sleeves, men dem kunne jeg ikke opdrive i hans størrelse. Og hvis det ikke var fordi jeg havde ventet så længe på, at hans hår voksede ud, havde jeg givet ham en hanekam og tegnet tribals på hans hoved...

var det den weekend?

Undskyld mig, men hvor ringer man hen for at få refunderet en særdeles utilfredsstillende weekend?

Efter jeg er begyndt i skole (hvilket jeg gerne fortæller mere om ved anden lejlighed), har jeg virkelig set frem til denne weekend. Sove længe, lange dage sammen med min søn, kærestetid og udførelse af alle de forsømte huslige pligter. Ugen har været hård, jeg har været fælt forkølet, og Dexter har haft søvnproblemer.

Men min forkølelse har naturligvis udmundet i en omgang bihulebetændelse! Ja da!
Det var ikke min weekend-drøm at sidde med et dunkende hoved og ønske både kæreste og larmende barn langt væk. Men sådan blev det det meste af tiden. Heldigvis ramte en betragtelig mængde sne os, og de kunne derfor tilbringe noget af tiden med den nyindkøbte kælk.
Og jeg kunne ligge oppe i sengen og slappe af, og kigge over på vasketøjskurven, der stadig bugnede ubønhørligt.

Dagen i dag startede med, at jeg havde så ondt, at ikke engang Panodil kunne dulme smerten. Så jeg sov til middag i et par timer, mens Dexter alligevel sov. Her til aften er smerten heldigvis næsten væk, og jeg beder til, at det forbliver sådan - for det er ekstra hårdt at sidde i et lummert klasselokale en hel dag, mens bihulerne bare dunker derudaf.
Så jeg fik taget et bad, lavet nogle lektier og spillet lidt Sims. Og nu vil jeg gøre min dyne selskab, for jeg har til min store skuffelse fundet ud af, at jeg skal møde tidligt i morgen, og ikke sent lige som sidste mandag. Sikke en redelighed.

første skoledag

Jeg sidder lige i sofaen med en kop kaffe, inden jeg skal ud af døren, køre en time i bus og møde op til min første skoledag. Meget luksuriøst skal vi først møde 9.50 i dag, og det sætter jeg pris på, det er en form for langsom opvågning for mig og Dexter.
For ikke nok med, at jeg rent faktisk skal ud af døren om morgenen, han skal også pludselig være fuldtids vuggestuebarn. Heldigvis elsker han sin vuggestue, så jeg tror ikke, at han klager. Men jeg synes faktisk, det er lidt mærkeligt, og måtte da også kramme ham ekstra i morges - selv om han kun blev afleveret en halv time tidligere, end han plejer. Det bliver spændende at se, om han bliver mærket af de længere dage, jeg synes i forvejen han har været godt træt efter en dag i vuggestuen her efter juleferien.

Nu vil jeg lette røven, svinge skoletasken over skulderen og smutte ned til bussen.
Men ikke førend jeg lige har vist jer et billede af min lille, tykke basse, som han så ud for bare et år siden, hvor vi stadig levede i barselsboblen:

bitten bliver fit

Jeg ved godt, at det virker sådan, men det her er faktisk ikke et tilfælde af nytårsforsæt eller "jeg har taget på i julen" (sidstnævnte ville sikkert være tilfældet, hvis jeg ejede en vægt).
I årevis har jeg tænkt på, at det kunne være sjovt at gå i fitnesscenter. Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg og en veninde adgang til et træningscenter i forbindelse med et ældrecenter af en art. Spørg ikke hvordan. Og det var faktisk rigtig sjovt. Jeg kan godt lide at bruge min krop, og jeg kan især lide følelsen bagefter.
Men jeg har altid boet langt fra et fitnesscenter, og jeg vidste, at hvis jeg skulle bruge en halv time i bus før og efter træning, ville det sluge al min motivation.

2015 blev miraklernes år, der åbnede nemlig et fitnesscenter i cykelafstand fra min bopæl. Og så vidste jeg jo straks, at jeg måtte melde mig ind. Det skader heller ikke, at jeg får rabat, fordi jeg jo er studerende de næste 3 måneder.
Dernæst gik jagten på et par sko, jeg kunne benytte til formålet. Jeg spurgte efter råd rundt omkring, men endte med at tage i Bilka en sen aftentime for at finde et par billige begyndersko, da mit budget presses af studiestart. De havde tilbud på træningssko, og som altid, når Bilka har tilbud på sko, er alt kaos. System er der intet af, ALLE sko i forskellige former, farver og størrelser er jo bare losset op i nogle kurve og reoler, og så kan man ellers bruge et par timer på at lede efter den størrelse og type, man skal bruge. Som regel forgæves. Jeg fandt et par i et ukendt og billigt mærke, og tænkte: "Pyt, det er bare begyndersko". Men på vej mod kassen gik jeg forbi en reol med Asics-sko, og så forelskede jeg mig i et par af dem. Jeg har løbesko fra Asics, som er yderst velfungerende, og til 100 kroner mere tænkte jeg, at det var en god investering.

I mandags var jeg så af sted sammen med en fra min mødregruppe, som havde fået samme fikse idé, og hun kunne passende introducere mig til et par af maskinerne. Så vi trænede lidt på stepmaskine, en anden maskine og løbebånd. Det var både hyggeligt og sjovt, og vi klarede da også cykelturen hjem igen.
Jeg er totalt motiveret for at tage derned igen, og jeg tror også godt, at jeg tør gøre det alene. Min intention er at prøve at melde mig på et par forskellige hold, og se, hvad jeg kan lide. Og ikke mindst, hvad jeg kan finde ud af...
Men først skal jeg lige have en forkølelse overstået, inden jeg begynder i skole på mandag. Ja, det er 5. gang jeg er syg på 1 måned, ja, det er ny rekord og ja, jeg er begyndt at tage d-vitamin igen nu!

måltider bliver aldrig det samme

Den her går ud til jer uden børn. I værdsætter med garanti ikke jeres måltider nok! Får du lov at spise din mad, mens den er varm? Kan du føre en samtale med din eventuelle partner ved bordet? Er det muligt at have fade og skåle med mad stående midt på bordet? Hvis ja, så værdsæt det, for pokker. Pludselig får du børn, og så er det for sent.

Lad mig understrege min pointe med en historie om dagens aftensmåltid:
Jeg er alene hjemme med Dexter, vi skal have rester af kartoffelsuppe, så det er dejlig nemt (indsæt bagklog latter).
Efter det sædvanlige skaberi forårsaget af en sultrelateret nærdødsoplevelse hos den lille herre, mens jeg luner suppen i mikroovnen, er maden serveret. Vi får en skive friskbagt brød til, som jeg serverer på et stykke køkkenrulle ved siden af skålen (hvad tænker jeg dog også på?!).
For det første er min suppe ikke blevet ordentligt varm. Det er ikke Dexters skyld, men det er irriterende, så jeg må ud og varme den igen.
Da jeg endelig slår røven i sædet for at nyde min suppe, går det op for mig, at jeg har glemt noget at drikke til os. Jeg har en overnaturlig evne til at overleve uden væske, så for mit vedkommende går det nok, men den bette skal have "ja" (vand) med det samme. Så det henter jeg da. Da jeg endelig er klar, er Dexter halvvejs gennem sin portion.
Så skal brødet da op i suppen og ligge. Jeg skriger "nej" og tager det op, og aner ikke, hvor jeg skal gøre af det. Så jeg ligger det på køkkenrullen... hvor det sjovt nok hænger fast. Jeg fjerner køkkenrullen. Bordet er alligevel så smattet ind i suppe, fordi han spilder og leger med skeen.
Det opdager han pludselig også, og så skal han selvfølgelig tørre bordet af. Med det ene ark køkkenrulle, der i forvejen er suppe-befængt. Resultatet bliver, at suppen nu dækker bordet i et mere jævnt lag, og at stykket af køkkenrulle er gennemblødt og snasket.
Og meget indbydende, så nu skal det i munden.
Jeg smider køkkenrullen ud.
Plop, så lander resterne af brødet i kruset med vand.
Jeg fjerner kruset med vand.
Det er virkelig begrænset, hvor meget af min suppe, jeg har fået spist. Men Dexters skål er nu tom, og han gør mine til at kravle ned fra bordet. Det betyder hurtig handling med våd klud, for ellers er der suppefingre op og ned af stolen.
Det ender med, at jeg opgiver at spise op, da suppen er kold, og jeg faktisk er for stresset til at nyde den. Og det sker tit.

Jeg er ikke striks omkring bordmanerer hos en 1½-årig, for han skal sgu have lov at udforske maden, og måltider skal ikke være en dårlig oplevelse - men guderne skal vide, at jeg glæder mig til, at jeg engang, langt ude i fremtiden, atter kan nyde mine måltider. På plejehjemmet må der da for pokker være fred.