måltider bliver aldrig det samme

Den her går ud til jer uden børn. I værdsætter med garanti ikke jeres måltider nok! Får du lov at spise din mad, mens den er varm? Kan du føre en samtale med din eventuelle partner ved bordet? Er det muligt at have fade og skåle med mad stående midt på bordet? Hvis ja, så værdsæt det, for pokker. Pludselig får du børn, og så er det for sent.

Lad mig understrege min pointe med en historie om dagens aftensmåltid:
Jeg er alene hjemme med Dexter, vi skal have rester af kartoffelsuppe, så det er dejlig nemt (indsæt bagklog latter).
Efter det sædvanlige skaberi forårsaget af en sultrelateret nærdødsoplevelse hos den lille herre, mens jeg luner suppen i mikroovnen, er maden serveret. Vi får en skive friskbagt brød til, som jeg serverer på et stykke køkkenrulle ved siden af skålen (hvad tænker jeg dog også på?!).
For det første er min suppe ikke blevet ordentligt varm. Det er ikke Dexters skyld, men det er irriterende, så jeg må ud og varme den igen.
Da jeg endelig slår røven i sædet for at nyde min suppe, går det op for mig, at jeg har glemt noget at drikke til os. Jeg har en overnaturlig evne til at overleve uden væske, så for mit vedkommende går det nok, men den bette skal have "ja" (vand) med det samme. Så det henter jeg da. Da jeg endelig er klar, er Dexter halvvejs gennem sin portion.
Så skal brødet da op i suppen og ligge. Jeg skriger "nej" og tager det op, og aner ikke, hvor jeg skal gøre af det. Så jeg ligger det på køkkenrullen... hvor det sjovt nok hænger fast. Jeg fjerner køkkenrullen. Bordet er alligevel så smattet ind i suppe, fordi han spilder og leger med skeen.
Det opdager han pludselig også, og så skal han selvfølgelig tørre bordet af. Med det ene ark køkkenrulle, der i forvejen er suppe-befængt. Resultatet bliver, at suppen nu dækker bordet i et mere jævnt lag, og at stykket af køkkenrulle er gennemblødt og snasket.
Og meget indbydende, så nu skal det i munden.
Jeg smider køkkenrullen ud.
Plop, så lander resterne af brødet i kruset med vand.
Jeg fjerner kruset med vand.
Det er virkelig begrænset, hvor meget af min suppe, jeg har fået spist. Men Dexters skål er nu tom, og han gør mine til at kravle ned fra bordet. Det betyder hurtig handling med våd klud, for ellers er der suppefingre op og ned af stolen.
Det ender med, at jeg opgiver at spise op, da suppen er kold, og jeg faktisk er for stresset til at nyde den. Og det sker tit.

Jeg er ikke striks omkring bordmanerer hos en 1½-årig, for han skal sgu have lov at udforske maden, og måltider skal ikke være en dårlig oplevelse - men guderne skal vide, at jeg glæder mig til, at jeg engang, langt ude i fremtiden, atter kan nyde mine måltider. På plejehjemmet må der da for pokker være fred.