onsdag den 14. januar 2015

bitten bliver fit

Jeg ved godt, at det virker sådan, men det her er faktisk ikke et tilfælde af nytårsforsæt eller "jeg har taget på i julen" (sidstnævnte ville sikkert være tilfældet, hvis jeg ejede en vægt).
I årevis har jeg tænkt på, at det kunne være sjovt at gå i fitnesscenter. Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg og en veninde adgang til et træningscenter i forbindelse med et ældrecenter af en art. Spørg ikke hvordan. Og det var faktisk rigtig sjovt. Jeg kan godt lide at bruge min krop, og jeg kan især lide følelsen bagefter.
Men jeg har altid boet langt fra et fitnesscenter, og jeg vidste, at hvis jeg skulle bruge en halv time i bus før og efter træning, ville det sluge al min motivation.

2015 blev miraklernes år, der åbnede nemlig et fitnesscenter i cykelafstand fra min bopæl. Og så vidste jeg jo straks, at jeg måtte melde mig ind. Det skader heller ikke, at jeg får rabat, fordi jeg jo er studerende de næste 3 måneder.
Dernæst gik jagten på et par sko, jeg kunne benytte til formålet. Jeg spurgte efter råd rundt omkring, men endte med at tage i Bilka en sen aftentime for at finde et par billige begyndersko, da mit budget presses af studiestart. De havde tilbud på træningssko, og som altid, når Bilka har tilbud på sko, er alt kaos. System er der intet af, ALLE sko i forskellige former, farver og størrelser er jo bare losset op i nogle kurve og reoler, og så kan man ellers bruge et par timer på at lede efter den størrelse og type, man skal bruge. Som regel forgæves. Jeg fandt et par i et ukendt og billigt mærke, og tænkte: "Pyt, det er bare begyndersko". Men på vej mod kassen gik jeg forbi en reol med Asics-sko, og så forelskede jeg mig i et par af dem. Jeg har løbesko fra Asics, som er yderst velfungerende, og til 100 kroner mere tænkte jeg, at det var en god investering.


I mandags var jeg så af sted sammen med en fra min mødregruppe, som havde fået samme fikse idé, og hun kunne passende introducere mig til et par af maskinerne. Så vi trænede lidt på stepmaskine, en anden maskine og løbebånd. Det var både hyggeligt og sjovt, og vi klarede da også cykelturen hjem igen.
Jeg er totalt motiveret for at tage derned igen, og jeg tror også godt, at jeg tør gøre det alene. Min intention er at prøve at melde mig på et par forskellige hold, og se, hvad jeg kan lide. Og ikke mindst, hvad jeg kan finde ud af...
Men først skal jeg lige have en forkølelse overstået, inden jeg begynder i skole på mandag. Ja, det er 5. gang jeg er syg på 1 måned, ja, det er ny rekord og ja, jeg er begyndt at tage d-vitamin igen nu!

6 kommentarer:

  1. Sådan, det skal da nok blive skide godt :)

    SvarSlet
  2. Jeg ser mega meget frem til at jeg får motionscenter i gå afstand om et par måneder. Jeg synes nemlig også, at det virker totalt uoverskueligt, når der er flere busser involveret og lang transport tid. Hvis der er mulighed kan jeg anbefale spinning - det er er jeg stor fan af!

    SvarSlet
    Svar
    1. Fedt, at fitnesscentre dukker op alle steder nu!
      Jeg er ret sikker på, at der er spinning, måske prøver jeg det på et tidspunkt - vil gerne se, hvad det meste er for noget :)

      Slet
  3. Indlæg om fitness:

    Fit-bittens word on forbittens word.

    Nickname: Fit-bit

    Kampråb: Bitten, hun er en fit' en

    (Nu går jeg i seng)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du engang kommer på forsiden af avisen:

      Bitten dropper pomfritten og bliver en fit en!

      (Shit, jeg er rent faktisk ved at studere til journalist, måske jeg skulle tage at øve mig i andet end at lave rim om mennesker jeg ikke kender. Dit navn klinger bare virkelig godt med fitness ting, og det er sejt, når folk begynde at træne, du ved..)

      Slet
    2. Jeg kan allerede nu mærke, at du bliver en fantastisk journalist :D Og der er da ingen bedre måde at øve sig på, end ved at lave rim om andre mennesker!

      Ps. Jeg dropper ikke pomfritten. Ej heller chokoladen.

      Slet