tirsdag den 11. september 2012

amo minicupcakes

Som et par andre her i blogland måtte jeg da også afprøve AMOs nye kageblanding til minicupcakes. Min bagekarriere startede i gymnasiet med en muffinbageblanding, jeg husker det, som var det i går. Sidenhen er jeg mere eller mindre stoppet med at benytte mig af blandinger af denne art, men jeg har ikke et så hadfyldt forhold til dem som så mange andre åbenbart har.

Faktisk var jeg også ganske positivt stemt over for disse minicupcakes. Jeg syntes kagedelen blev rigtig dejlig, og ikke mindst virkelig flot efter en tur i ovnen!


Overfladen blev meget pænere og glattere end mange af de cupcakes, jeg selv har fremstillet gennem tiderne.
Hvad jeg ikke helt så idéen i, var de lyseblå forme. Hvorfor lyseblå? Det er som om de kun passer til drengebarnedåb... plus at AMO selv har foreslået farvet frosting for at peppe kagerne lidt op, men så syntes jeg altså formene skulle have været en mere neutral farve.


Pyntet blev de naturligvis også. Pakken indeholder nemlig også en frosting-blanding og nogle fine karamelkugler. Kuglerne var bløde og smagte dejligt af karamel. Frostingen derimod virkede ikke som om, at den havde set skyggen af karamel, selv om det hedder "karamelfrosting". Det smagte bare af plain smørcreme, så det var noget af en skuffelse. Men så længe der ikke kommer alt for meget på kagerne, går det nu også. Det var fint at sprøjte ud og fint til at holde formen bagefter.

Det blev en helt tilforladelig (lidt kedelig) cupcake, som blev vel modtaget af familien og en akupunktør, som var på besøg (jep, jeg prøvede en nål. Jep, jeg er sej). Den kan selvfølgelig med fordel peppes op med chokolade eller nødder, som de også selv skriver bag på æsken. Jeg vil mene, at det er en fin nødsituations-cupcake, som sagtens kan glæde et mindre krævende publikum.

1 kommentar:

  1. Ja, de er godt nok fine i overfladen. Meget langt fra det klatteri jeg plejer at lave ;)

    SvarSlet