lørdag den 27. april 2013

varme hveder

Det kan da ikke passe, at der ikke er en hvede-opskrift på min blog, så det kommer der straks!
De sidste par år har jeg eksperimenteret med lidt grovere udgaver af den klassiske hvede, efter opskrifter jeg ikke kan huske, men i år ville jeg have en helt almindelig, hvid hvede - det er så sjældent, at jeg får hvidt brød, så jeg syntes det var på tide. Derfor brugte jeg Claus Meyers opskrift, og den vil jeg helt sikkert bruge igen. Opskriften foreslår at lave en fordej dagen forinden, men jeg tilsatte i stedet en sjat af min surdej for at give lidt ekstra smag. Jeg er dog sikker på, at de bliver utrolig lækre, selv om man bruger hverken fordej eller surdej.
Vi spiste dem helt friskbagte i går sammen med min søster og hendes kæreste, virkelig lækkert, og i dag har jeg spist en af dem i ristet udgave, også lækkert!


Varme hveder
20 stk

2½ dl lunkent vand
2½ dl lunken mælk
20 g gær
2 æg
15 g havsalt
50 g rørsukker
kardemomme efter smag
ca. 1–1,2 kg hvedemel
50 g blødt smør

(Hvis du vælger at lave en fordej dagen forinden, rører du 200 g hvedemel, 2 dl vand og 10 g gær sammen til en masse, som du lader stå på køl til dagen efter.)

Rør gæren ud i væsken. Tilsæt æg, salt og rørsukker, og rør herefter kardemomme og hvedemel i. Hvis du har lavet en fordej, eller har en slat surdej, tilsætter du den nu.
Ælt dejen sammen i røremaskine eller med en flad grydeske i nogle minutter. Ælt smørret ind i dejen, til den er sammenhængende og slipper skålen.
Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i et par timer.
Vend den ud på et bord, tril den til en pølse og del den i 20 stykker, som du former til boller. Bollerne stilles på en bageplade med bagepapir, de skal stå tæt, men ikke røre hinanden. Lad dem herefter hæve i et par timer, til de er hævet sammen og har cirka dobbelt størrelse.
Hvederne bages i en 220 grader varm ovn i 12-15 minutter, hvorefter de afkøles på en bagerist.

Du kan vælge at spise dem friske, eller skære dem over og riste dem kortvarigt i ovnen eller på en brødrister. De er gode lige meget hvad!

2 kommentarer:

  1. Orrrrrk! SMUKKE SMUKKE HVEDER! Jeg har haft lidt probs med, at få mine smukke de sidste par gange. Måske det er tid til en ny opskrift ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak for hvede-ros <3 Til gengæld bliver alt andet, du bager, smukt! Så er det okay med lidt uheld på hvedefronten ;) Men kan nu anbefale opskriften alligevel.

      Slet