onsdag den 24. september 2014

dexter anbefaler #1: billige papbøger

Velkommen til første indlæg i rækken af Dexters anbefalinger!
Jeg har længe overvejet at lave små "anmeldelser" her på bloggen, som kan komme andre småbørnsmødre til gavn. Jeg har jo haft et barn i 16 måneder nu, og der er efterhånden mange ting, jeg ikke har ville leve uden - og nok lige så mange, jeg godt har kunne undvære. Desuden har jeg en lille smule lovet Line, at jeg ville udforme en baby-brugsanvisning, inden hun selv får børn...
Så nu vil jeg, naturligvis i samarbejde med min søn, forsøge mig frem med lidt tips og tricks. Jeg hører meget gerne fra dig, om det er noget, du kan bruge.
Disse indlæg er som udgangspunkt IKKE sponsorerede - skulle det ske, at jeg fik et produkt smidt i nakken til anmeldelse, vil det fremgå af mit indlæg.

Dexter er virkelig en lille bogorm for tiden. Hans papbøger bliver slæbt rundt i stuen, bladret igennem 500 gange om dagen, savlet på og ofte også smidt med. Jeg besluttede mig derfor for at opsøge nogle bøger, der ikke kostede alverden, da de har det med at forgå.
I min søgen faldt jeg over forlaget Lamberths hjemmeside. Der er en kategori, der hedder "Billedbøger 1-4 år", og der er altså rigtig mange herlige papbøger på tilbud, nogle endda til under 40 kroner.
Jeg købte 4 stk. Den ene var en "Mine første ord"-bog. Dexter har en anden udgave af en sådan, men den hænger efterhånden kun sammen med tape (den blev heldigvis købt for en 20'er på bagagerumsmarked, endnu et tip!).


Dexter siger:
"Det er en dejlig bog med realistiske tegninger. Jeg kan især genkende bananen, og den inspirerer mig ofte til at tigge i køkkenet. Der er forskellige kategorier, eksempelvis i bad og på børneværelset, der afbilder ting, man legede med for 20 år siden. Min farmor er også i bogen (red.: der er en dukke, som bonus-farfar har sagt er farmor, så nu lyder der "marmar" hver gang den spottes)" 


Bogen indeholder desuden en flap på hver side, der afslører en overraskelse. eksempelvis en udfoldet sommerfugl eller en spist syltetøjsmad.
Dexter siger:

"Dem skal jeg nok få revet af".

En anden bog, der bringer stor glæde hos den lille herre, er "Min første myldrebog om trafikken". Jeg tror, at bøger som denne især vil glæde ham, når han bliver lidt ældre, og man kan finde på historier ud fra de rige billeder. Men ind til nu elsker han at sidde og finde forskellige ting. Han kan især spotte alverdens dyr og en "nonor" (helikopter, traktor).



Dexter siger:

"Nonor! Nonor! Nonor!"

Der var desuden en fiks lille kighulsbog om bondegården, som røg med i kurven. Der er ingen tekst heri, men fine billeder af køretøjer og dyr, og den er i en taske-venlig størrelse.


Dexter siger:
"Min farmor er også heri! Der ser hun anderledes ud, hun er klædt ud som landmand. Der er også en vov-vov. Og en nonor"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar