onsdag den 1. oktober 2014

en 15-årigs testamente

Jeg faldt over noget virkelig skægt, da jeg forleden rodede i nogle gamle papirer.
Da jeg var 15, skrev min bedste veninde og jeg hver vores testamente. Bare for sjov, og fordi vi var sådan lidt mærkelige. Jeg synes, at I skal have lov at læse det, for det tager nogle yderst vigtige emner op... host host.

Til opklaring vil jeg lige redegøre for de personer, der optræder i testamentet:
S & J: Mine to "bedste veninder" på daværende tidspunkt. De var ret forskellige, og vi lavede vidt forskellige ting sammen, men de betød begge rigtig meget for mig.
K: En fyr, jeg var meget forelsket i, som det måske fremgår. Vi blev i øvrigt kærester senere.

Bittens testamente d. 9/4 2001 
Til min bedste veninde S: Jeg vil savne dig enormt, da du er den bedste veninde jeg nogensinde har haft. Vi skal bo sammen i himlen! Knus Bitten.
Til min bedste veninde J: Jeg kommer til at savne dig. Du har også været en rigtig god veninde, men på en anden måde end S. Vi skal ses i himlen! Knus Bitten.
Til min familie: I er den bedste familie, man kan ønske sig! Gå nu ikke og sørg over mig i alt for lang tid, selv om jeg var en dejlig person. Jeg vil savne jer enormt! Knus Bitten.
Til K: Du har været en god støtte i mit liv, og jeg vil stadig elske dig, selv om jeg kommer i himlen. Der skal vi jo også ses. Jeg fik dig aldrig. Knus Bitten. 
Jeg vil nu testamentere min Diesel-trøje, min hamster (hvis jeg ejer en til den tid), min bedste veninde halskæde, mine dagbøger, min flodhestebamse, mine tankebøger, min cykel, min cd med A1 og mine små glasdyr til S.
Mine kalendere skal J arve. Hun må godt læse i mine dagbøger og tankebøger.
Maiken, min lillesøster, skal arve min mobil.
K skal arve de breve, han har skrevet til mig, og en af mine bamser efter eget valg.
Og mine forældre må tage, hvad de vil have af de resterende.
Min formue skal gå til AIDS ramte bøsser. 
Til min begravelse vil jeg gerne have spillet sangen "Seasons in the sun".
Jeg vil begraves i Aalborg.
Jeg vil ikke brændes!

1 kommentar:

  1. Åh Bitten - hvor er du herlig! Og Fantastisk!
    Jeg grinte vildt meget af det øverste, men da jeg så læste at de AIDS ramte bøsser skulle have din formue, der blev jeg så rørt - og tænkte, Dexter er heldig at have en mor med smukke værdier!

    - Maj :)

    SvarSlet