var det den weekend?

Undskyld mig, men hvor ringer man hen for at få refunderet en særdeles utilfredsstillende weekend?

Efter jeg er begyndt i skole (hvilket jeg gerne fortæller mere om ved anden lejlighed), har jeg virkelig set frem til denne weekend. Sove længe, lange dage sammen med min søn, kærestetid og udførelse af alle de forsømte huslige pligter. Ugen har været hård, jeg har været fælt forkølet, og Dexter har haft søvnproblemer.

Men min forkølelse har naturligvis udmundet i en omgang bihulebetændelse! Ja da!
Det var ikke min weekend-drøm at sidde med et dunkende hoved og ønske både kæreste og larmende barn langt væk. Men sådan blev det det meste af tiden. Heldigvis ramte en betragtelig mængde sne os, og de kunne derfor tilbringe noget af tiden med den nyindkøbte kælk.
Og jeg kunne ligge oppe i sengen og slappe af, og kigge over på vasketøjskurven, der stadig bugnede ubønhørligt.

Dagen i dag startede med, at jeg havde så ondt, at ikke engang Panodil kunne dulme smerten. Så jeg sov til middag i et par timer, mens Dexter alligevel sov. Her til aften er smerten heldigvis næsten væk, og jeg beder til, at det forbliver sådan - for det er ekstra hårdt at sidde i et lummert klasselokale en hel dag, mens bihulerne bare dunker derudaf.
Så jeg fik taget et bad, lavet nogle lektier og spillet lidt Sims. Og nu vil jeg gøre min dyne selskab, for jeg har til min store skuffelse fundet ud af, at jeg skal møde tidligt i morgen, og ikke sent lige som sidste mandag. Sikke en redelighed.

første skoledag

Jeg sidder lige i sofaen med en kop kaffe, inden jeg skal ud af døren, køre en time i bus og møde op til min første skoledag. Meget luksuriøst skal vi først møde 9.50 i dag, og det sætter jeg pris på, det er en form for langsom opvågning for mig og Dexter.
For ikke nok med, at jeg rent faktisk skal ud af døren om morgenen, han skal også pludselig være fuldtids vuggestuebarn. Heldigvis elsker han sin vuggestue, så jeg tror ikke, at han klager. Men jeg synes faktisk, det er lidt mærkeligt, og måtte da også kramme ham ekstra i morges - selv om han kun blev afleveret en halv time tidligere, end han plejer. Det bliver spændende at se, om han bliver mærket af de længere dage, jeg synes i forvejen han har været godt træt efter en dag i vuggestuen her efter juleferien.

Nu vil jeg lette røven, svinge skoletasken over skulderen og smutte ned til bussen.
Men ikke førend jeg lige har vist jer et billede af min lille, tykke basse, som han så ud for bare et år siden, hvor vi stadig levede i barselsboblen:

bitten bliver fit

Jeg ved godt, at det virker sådan, men det her er faktisk ikke et tilfælde af nytårsforsæt eller "jeg har taget på i julen" (sidstnævnte ville sikkert være tilfældet, hvis jeg ejede en vægt).
I årevis har jeg tænkt på, at det kunne være sjovt at gå i fitnesscenter. Da jeg gik på gymnasiet, havde jeg og en veninde adgang til et træningscenter i forbindelse med et ældrecenter af en art. Spørg ikke hvordan. Og det var faktisk rigtig sjovt. Jeg kan godt lide at bruge min krop, og jeg kan især lide følelsen bagefter.
Men jeg har altid boet langt fra et fitnesscenter, og jeg vidste, at hvis jeg skulle bruge en halv time i bus før og efter træning, ville det sluge al min motivation.

2015 blev miraklernes år, der åbnede nemlig et fitnesscenter i cykelafstand fra min bopæl. Og så vidste jeg jo straks, at jeg måtte melde mig ind. Det skader heller ikke, at jeg får rabat, fordi jeg jo er studerende de næste 3 måneder.
Dernæst gik jagten på et par sko, jeg kunne benytte til formålet. Jeg spurgte efter råd rundt omkring, men endte med at tage i Bilka en sen aftentime for at finde et par billige begyndersko, da mit budget presses af studiestart. De havde tilbud på træningssko, og som altid, når Bilka har tilbud på sko, er alt kaos. System er der intet af, ALLE sko i forskellige former, farver og størrelser er jo bare losset op i nogle kurve og reoler, og så kan man ellers bruge et par timer på at lede efter den størrelse og type, man skal bruge. Som regel forgæves. Jeg fandt et par i et ukendt og billigt mærke, og tænkte: "Pyt, det er bare begyndersko". Men på vej mod kassen gik jeg forbi en reol med Asics-sko, og så forelskede jeg mig i et par af dem. Jeg har løbesko fra Asics, som er yderst velfungerende, og til 100 kroner mere tænkte jeg, at det var en god investering.

I mandags var jeg så af sted sammen med en fra min mødregruppe, som havde fået samme fikse idé, og hun kunne passende introducere mig til et par af maskinerne. Så vi trænede lidt på stepmaskine, en anden maskine og løbebånd. Det var både hyggeligt og sjovt, og vi klarede da også cykelturen hjem igen.
Jeg er totalt motiveret for at tage derned igen, og jeg tror også godt, at jeg tør gøre det alene. Min intention er at prøve at melde mig på et par forskellige hold, og se, hvad jeg kan lide. Og ikke mindst, hvad jeg kan finde ud af...
Men først skal jeg lige have en forkølelse overstået, inden jeg begynder i skole på mandag. Ja, det er 5. gang jeg er syg på 1 måned, ja, det er ny rekord og ja, jeg er begyndt at tage d-vitamin igen nu!

måltider bliver aldrig det samme

Den her går ud til jer uden børn. I værdsætter med garanti ikke jeres måltider nok! Får du lov at spise din mad, mens den er varm? Kan du føre en samtale med din eventuelle partner ved bordet? Er det muligt at have fade og skåle med mad stående midt på bordet? Hvis ja, så værdsæt det, for pokker. Pludselig får du børn, og så er det for sent.

Lad mig understrege min pointe med en historie om dagens aftensmåltid:
Jeg er alene hjemme med Dexter, vi skal have rester af kartoffelsuppe, så det er dejlig nemt (indsæt bagklog latter).
Efter det sædvanlige skaberi forårsaget af en sultrelateret nærdødsoplevelse hos den lille herre, mens jeg luner suppen i mikroovnen, er maden serveret. Vi får en skive friskbagt brød til, som jeg serverer på et stykke køkkenrulle ved siden af skålen (hvad tænker jeg dog også på?!).
For det første er min suppe ikke blevet ordentligt varm. Det er ikke Dexters skyld, men det er irriterende, så jeg må ud og varme den igen.
Da jeg endelig slår røven i sædet for at nyde min suppe, går det op for mig, at jeg har glemt noget at drikke til os. Jeg har en overnaturlig evne til at overleve uden væske, så for mit vedkommende går det nok, men den bette skal have "ja" (vand) med det samme. Så det henter jeg da. Da jeg endelig er klar, er Dexter halvvejs gennem sin portion.
Så skal brødet da op i suppen og ligge. Jeg skriger "nej" og tager det op, og aner ikke, hvor jeg skal gøre af det. Så jeg ligger det på køkkenrullen... hvor det sjovt nok hænger fast. Jeg fjerner køkkenrullen. Bordet er alligevel så smattet ind i suppe, fordi han spilder og leger med skeen.
Det opdager han pludselig også, og så skal han selvfølgelig tørre bordet af. Med det ene ark køkkenrulle, der i forvejen er suppe-befængt. Resultatet bliver, at suppen nu dækker bordet i et mere jævnt lag, og at stykket af køkkenrulle er gennemblødt og snasket.
Og meget indbydende, så nu skal det i munden.
Jeg smider køkkenrullen ud.
Plop, så lander resterne af brødet i kruset med vand.
Jeg fjerner kruset med vand.
Det er virkelig begrænset, hvor meget af min suppe, jeg har fået spist. Men Dexters skål er nu tom, og han gør mine til at kravle ned fra bordet. Det betyder hurtig handling med våd klud, for ellers er der suppefingre op og ned af stolen.
Det ender med, at jeg opgiver at spise op, da suppen er kold, og jeg faktisk er for stresset til at nyde den. Og det sker tit.

Jeg er ikke striks omkring bordmanerer hos en 1½-årig, for han skal sgu have lov at udforske maden, og måltider skal ikke være en dårlig oplevelse - men guderne skal vide, at jeg glæder mig til, at jeg engang, langt ude i fremtiden, atter kan nyde mine måltider. På plejehjemmet må der da for pokker være fred.

nyt år, nye udfordringer

Jeg er træt, træt, TRÆT af at være arbejdsløs. Det er der tydeligvis ikke særlig meget at gøre ved, så jeg har valgt at foretage et karriereskifte. Jeg har simpelthen meldt mig til HGS.

Nu har jeg søgt job i mere end 2 år uden resultat. Mange af de stillinger, jeg søger, er administrative, hvor der ofte efterspørges kontor-færdigheder. Jeg er godt nok velsignet med et grundlæggende kursus i regnskab, men det er åbenbart ikke et salgstrick, der virker. Så i jagten på et job tager jeg mig da lige en kontoruddannelse.

Jeg havde godt nok ikke troet, at jeg skulle bruge 5 år af mit liv på en universitetsuddannelse og så ende med at skulle uddanne mig yderligere i kampen for at nå ud på jobmarkedet. Jeg ved heller ikke, om det virker, eller om arbejdsgivere stadig vil mistænke mig for at være overkvalificeret til kontorstillinger (hvilket, let's face it, er røv-og-nøgler-undskyldningen for ikke at ansætte folk! Jeg søger et job, fordi jeg vil have det, uafhængig af min uddannelsesmæssige baggrund). Det må tiden vise.
Lige nu har jeg ikke andre våben at trække, så de næste 3 måneder af mit liv bliver på SU. Så får jeg da i det mindste en pause fra Jobnet og a-kassens tunge åndedræt i min nakke.

Jeg har ingen idé om, hvad det er, jeg går ind til, så ønsk mig held og lykke.

nytårsaften 2014

Efter juletiden er højdepunktet altid årets sidste aften. Nytår har aldrig betydet helt vildt meget for mig, og sidste år holdt vi det da også blot herhjemme. Men det er alligevel det, der holder mit humør oppe, når julen er ovre, fordi jeg altid bliver så trist.
I går havde jeg faktisk glædet mig rimelig meget, for vi skulle nemlig ud til min søster og svoger alle 3. De har fået sig et fint hus, der ligger lidt, ahem, yderligt (læs: langt ude på landet). Der var vi inviteret ud til spisning og hygge.

Spisningen i sig selv var den rene fest. Vi lagde ud med en forret bestående af både tunmousse og nogle filokurve med tigerrejer - vi kunne ikke rigtig bestemme os.
Hovedretten bød på noget så fancy som vildsvin. Det er en ret smagfuld version af svinekød. Vi fik det sammen med forskellige kartofler og en knaldgod sauce.
Desserten medbragte jeg, det blev den altid dejlige limetærte. Det var meningen, at den skulle være et friskt indslag efter ædegildet, men det var den åbenbart ikke, når man tog alt for store stykker...

Dexter havde en rigtig god eftermiddag og aften derude. Der var jo både en hund, der var meget spændende, men også lidt skræmmende, når den ville slikke i hovedet. Og en kanin, der af uvisse årsager blev døbt "mormor", og som han gerne ville fodre igen og igen (dagens mest brugte sætning: "Nej Dexter, mormor skal ikke have mere mad").

Den her grimasse disker han op med, hvis man spørger ham, om han kan smile...

Han blev lagt i seng inden desserten, et sted inden klokken 21, og traditionen tro sov han gennem bulder og brag. Hurra for sovebørn. Han nåede dog lige at være med til at fyre lidt af, og jeg kan afsløre, at vi har en knaldperle-fan!

Da han var blevet lagt, gik det rimelig meget op i mojitos og Tegn & Gæt...
Klokken blev over 4, da vi "voksne" endelig gik til ro - og lad mig bare sige, at jeg virkelig genovervejede Dexters eksistensgrundlag, da han vågnede klokken 6. Så er det sagt.
Men hold kæft, vi havde det sjovt! Det var en værdig måde at byde 2015 velkommen på.

dexters julegaver 2014

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, fik Dexter et LEGO duplo togsæt i julegave af os juleaftensdag. Det figurerer derfor ikke her i indlægget. Primært fordi, skal jeg gerne indrømme, at jeg ikke gad lede huset tyndt efter klodserne og samle det, for at få taget et billede mere. Det samme er tilfældet for det duplo, som fremgår en smule af billederne i sidste indlæg.

Men her ser du, hvad han ellers fik:

• En Puky løbecykel. Han fatter endnu ikke at køre på den, men den passer fint i størrelsen (selv om den egentlig hedder 2+ år). Jeg forudser, at han fiser rundt på den til foråret.
• En flap-bog. Man kan aldrig få for mange bøger, han elsker at læse og åbne flapper!
• Schleich-dyr. En elg (eller, som Dexter siger, en "ning"), en dinosaur, en elefant og en søløve. Vi kalder det en varieret dyrepark
• En xylofon. Jeg er bange for, at hans talenter ikke ligger inden for det musiske...
• En Brio-kran. Han tror, det er en gravko, og kan ikke helt finde ud af at få den til at løfte klodser endnu.
• En HØJT ELSKET Kaj-bamse. Den hedder "Aj",

Ud over denne fantastiske samling fik han også et boldtelt. Det har været et stort hit, og blev allerede taget i brug ude hos mine forældre juleaften. Lige nu står det oppe på hans værelse og fylder halvdelen af gulvpladsen, men pyt, han værdsætter det!

Og sidst, men ikke mindst - som jeg heller ikke fik med på det første billede - fik han en stor, tyk vaskebjørn fra Berlin, som bare er god at mosle med.

vores jul 2014

Så er julen ovre for denne gang. Det har den faktisk været et stykke tid, og dette blogindlæg har været længe undervejs. Men gæt, hvem der har brugt det meste af sin juleferie på at ligge syg? Jep, undertegnede. I det mindste fattede jeg at styre det udenom selve julen og selve nytåret, men det er stadig virkelig irriterende. Jeg føler ikke, at jeg har haft specielt meget kvalitetstid med min søn, mere med min seng.

Men julen var helt fantastisk i år, præcis som jeg havde spået, med en lille halvandetårig størrelse.
Han hyggede sig gevaldigt juleaften. Selvfølgelig fik han en masse gaver, men det var faktisk de færreste, han åbnede selve juleaften. Han fik dem løbende, mens vi var ude hos mine forældre, for han endte alligevel med at blive lagt i seng, inden vi andre kom til selve gaveoppakningen. Det var rigtig godt, for så nåede han at lege med de forskellige ting og fordybe sig i dem, i stedet for, at det blot kom til at handle om at åbne allesammen hurtigt.

De gaver, han ikke nåede at åbne, fik han nogle af næste morgen (vi overnattede derude), og nogle først 2. juledag, hvor vi alligevel kom derud igen til julefrokost. Så det var mange dage med gaver, og det gjorde, at de blev værdsat hver og én.
Jeg regner med at fortælle om gaverne i et separat indlæg.

Hele julen har bare været så fuld af hygge og dejlig mad, og hverken Dexter eller jeg kunne forlange mere.
Jeg håber, at I alle har haft en perfekt juleferie, og er totalt klar til at komme på arbejde, i skole, eller hvad hverdagen nu engang byder på.
Glædelig bagjul fra en mor og en søn, som har alt for travlt med sit nye duplo til at smile til kameraet.