fredag den 27. januar 2012

1984 - og andre bøger

Jeg har besluttet mig for, at 2012 skal være året, hvor jeg får læst en masse bøger! Gennem min studietid har jeg ofte haft intentionen, men sjældent tiden og overskuddet, på grund af den store mængde faglitteratur.
Derfor har jeg nu tilføjet bloggen en fane ved navn "Bøger læst i 2012", så I kan følge med i, hvor meget jeg får læst - og måske kan det også motivere mig lidt.

For første gang i mit liv har jeg i denne anledning fået læst George Orwells "1984". Det er jo efter sigende en klassiker, og siden jeg begyndte at snakke om at ville læse den, er jeg blevet opmuntret fra alle sider. Det endte med, at Daniel gav mig den i julegave, og nu er den endelig læst.
Jeg har faktisk lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg syntes om den. Jeg vil ikke sige, at det er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg har tænkt over det, og jeg tror det hænger sammen med, at jeg hele vejen igennem havde en dårlig fornemmelse af hovedpersonen. Jeg kunne simpelthen ikke lide ham. Men det at få læseren til at afsky hovedpersonen hele vejen igennem er jo også en opnåelse i sig selv!
Selvfølgelig er jeg stor fan af hele konceptet omkring overvågning, Big Brother og det hele. Jeg er imponeret over, at Orwell har lagt så uendeligt mange tanker og detaljer i fortællingen, det er i højeste grad gennemført. Det er stensikkert en klassiker, og alle burde læse den - måske endda i undervisningssammenhænge, da jeg er overbevist om, at den emmer af skjulte budskaber og små analytiske guldkorn.

tirsdag den 24. januar 2012

madpakke ver. 3

Så er der endnu et madpakkebillede til folket :)
Jeg ved godt, at jeg er temmelig madpakke-agtig for tiden, men hey - det er vel mere spændende end at høre om min jobsøgning? I hvert fald kan jeg altid selv bruge inspiration til madpakken, så jeg satser på, at andre har det på samme måde.

Dagens madpakke indeholdt en rugklapper (efter denne opskrift) med kyllingepålæg og salat, gulerods- og agurkestænger med tilhørende hummus (min første nogensinde!), en lille bøtte frugt - blåbær og pomelo - en pære og en pose af de fine Hello Kitty-kiks. Og så en yoghurt, som jeg desværre ikke fik tid til at spise på grund af et langt virksomhedsindlæg. Det var en god madpakke!

torsdag den 19. januar 2012

endnu en dag

Efter min første uge hos ballisager lever jeg endnu! I dag blev jeg virkelig udfordret, da vi havde ringe-workshop og skulle ringe ud til firmaer og søge uopfordret. Det er dejligt at blive presset ud i tingene, omend det med telefonsamtaler ikke lige er mig.

Som en bonus får I endnu en madpakke at se. Snuppede billedet i morges med min telefon. Fik ikke engang spist halvdelen af tingene (nej, heller ikke chokoladen!) da der ikke rigtig var tid, men det er altid rart at have en ordentlig ration med.


mandag den 16. januar 2012

første dag på jøbsøgningskursus

I dag er jeg begyndt på et 4-ugers "jobsøgningskursus" hos ballisager (I kan læse nærmere om forløbet på min akademiske blog). Når man er på sådan et kursus, er det jo en nødvendighed at have madpakke med, hvis ikke man ønsker at lide sultedøden. I dag var kun fra 8.30 til 12, så jeg havde bare en formiddagsbolle med. I morgen er det heeeelt til klokken 14, så nu har jeg lavet mig en rar madpakke.
Jeg har lavet nogle wraps med laks, wasabicreme og diverse grøntsager, og med hamburgerryg og hvidløgsflødeost. Spiste en med laks her til aften, for ligesom at teste min idé, og den var virkelig velsmagende!


Det er nogenlunde sådan, min madpakke kommer til at se ud i morgen. Jeg var NØDT til at gå i Netto efter de nuttede Hello Kitty-kiks, selv om jeg ikke helt ved om jeg tør tage dem op af tasken i morgen blandt de andre voksne mennesker... Ellers er der de omtalte wraps, en müslibar, nogle mandler, et æble - og så tager jeg nok en gulerods/solsikkebolle og en lille kakaobrik med, som jeg kan nyde om formiddagen. Jeg æder virkelig konstant, når jeg skal holde min hjerne i gang.

søndag den 8. januar 2012

"falsk sushi" fra fandanko

Og her skal falsk bestemt ikke forstås negativ, for skal jeg være ærlig, var det en ret lækker smagsoplevelse. Siden vi 5 blogtøser samarbejdede med Fandanko til Lyserød Lørdag har det været aftalen, at vi fik lov at teste deres nye "sushi"-koncept, som de lancerer her i januar. Konceptet hedder ind til videre "Fan Sussi", men det er langt fra sikkert, at det bliver det endelige navn.
Fandanko skriver selv om konceptet:
"”FAN SUSSI” er en videreudvikling af den traditionelle sushi. Alle råvarerne er tilberedte i mere eller mindre grad. Dvs. man finder hverken rå fisk eller tang i vores bakker. Derimod har vi lavet 10 delikate smagsbomber, som hver især er unikke.
Vi har tilladt os kun at bruge de bedste råvarer, som bl.a. oksemørbrad, Foie Gras terrine, grillede kammuslinger, braiseret kalveskank, frisk trøffelolie m.m.
"

Således så den portion ud, som vi hver især fik lov at prøvesmage i går:


Det var tydeligt, at det var tilberedt af friske og velsmagende råvarer, og alt i alt var det en lækker oplevelse, som vi var meget glade for at få foræret. For mit vedkommende vakte foie gras og musling ringe begejstring, men det er jo smag og behag, og det var bestemt ikke fordi der var noget galt med produktet. Vi fik udleveret et spørgeskema omkring oplevelsen, og en af de negative elementer, der blev nævnt, var at risene i nogle af rullerne kunne virke en smule tørre. I andre ruller var deres konsistens fint opvejet af indholdets cremethed - eksempelvis var der en virkelig lækker rulle med laksecreme! Jeg kan kun anbefale at afprøve konceptet, når det bliver lanceret snarest.

Som om denne oplevelse ikke var nok (og jeg kan afsløre, at portionen mættede som et godt hovedmåltid) havde Line, som var vores værtinde, kreeret en Cookies & Cream Cheesecake med Oreos. Jeg fristes til at sige, at det er en af de lækreste desserter, jeg i mit liv har fået! Den var så lækker, at jeg i nat rent faktisk drømte, at jeg bad om en ekstra portion. Den kvinde kan virkelig noget i et køkken.



lørdag den 7. januar 2012

grahamsbrød

Jeg er nødt til at sprede budskabet om et dejligt og ikke mindst virkelig nemt brød, der hurtigt er bikset sammen af få ingredienser. Jeg læste om det her hos Sabina i går, og allerede i dag var jeg nødt til at afprøve opskriften i mit eget køkken, da Daniel havde klaget over brødmangel.
Opskriften skuffede ikke, det var hurtigt lavet, dejen var meget samarbejdsvillig. Dog hævede det meget hurtigt, Sabina skriver at det skal hæve 2-3 timer, men mit var langt over brødformens kanter allerede efter en time. Måske jeg har brugt turbo-gær. Eller også var min brødform bare mindre. Husk i hvert fald lige at holde øje med brødet under hævningen.
Jeg har naturligvis allerede prøvesmagt (et par skiver...), og kvaliteten er overraskende god i forhold til, at det er så hurtigt at lave. Der skal ingenting til, og det overhaler allerede bagerens standardbrød med mange længder.


Grahamsbrød
25 g. gær
5 dl. lunken vand
2 tsk. salt
250 g. grahamsmel
ca. 500-600 g. hvedemel
Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt salt og grahamsmel.
Tilsæt melet lidt af gangen og ælt dejen til, at den er fast og blød.
Kom den i en skål og lad den hæve lunt og tildækket ca. 30 min.
Herefter æltes dejen hurtigt igennem og kommes i en rugbrødsform med bagepapir.
Lad det efterhæve 2-3 timer, til brødet er hævet op over formens kant (hævetiden kan variere, så hold øje med dit brød).
Varm ovnen op til 250 grader. Sæt brødet i ovnen og skru så ned på 200 grader.
Bag det i ca. 30 min, til skorpen er sprød og brødet lyder hult.
Tag det ud af formen og lad det køle helt af på en rist.

mandag den 2. januar 2012

mit nytår

Nytårsaftensdag bekendtgjorde jeg på Twitter, at det var et godt valg at blive madblogger frem for modeblogger, idet jeg havde bagt hele 3 ting til om aftenen men stadig ikke havde den fjerneste idé om, hvad jeg skulle have på af tøj.
Jeg modbeviste dog mig selv ved at glemme min taske, inklusive mit kamera, da jeg tog af sted til festen... Derfor har jeg altså ingen perlerække af billeder til jer fra nytårsaften. De eneste billeder, der blev taget, var med Daniels telefon. Der er ikke mange madbilleder, men et billede af desserten kan I få at se. Det var en Daim-islagkage fremstillet af selveste mig, og den blev godt modtaget af alle gæster.


Til sidst kan I få æren af at se mig drikke en Mojito!


Nu vil jeg læne mig tilbage i sofaen og nyde aftenen. Daniel er på arbejde, og jeg nyder at være alene, da det har været en sjælden oplevelse her i juletiden. Hele dagen har jeg ryddet op i skuffer og skabe samt støvsuget, så nu holder jeg en pause med bøger og tv og den slags. Jeg håber, at I alle kom godt ind i dette år!