lørdag den 28. september 2013

butternut squash-suppe med chili og sprøde spirer

Uhm, suppe, en af efterårets absolutte glæder! Jeg har i lang tid pønset på at lave en suppe. Faktisk er denne ikke efterårets første - forleden lavede jeg en lækker tomatsuppe. Eller den skulle have været lækker, men i virkeligheden var den klam, for af uransalige årsager valgte fløden at lave en særlig reaktion, da den kom i, så suppen blev fyldt med små hvide, størknede flødestykker. Jeg håber i det mindste, at afløbet i køkkenvasken nød suppen...
Jeg var derfor lidt skeptisk, da endnu en suppe skulle fremstilles, men denne blev heldigvis helt perfekt. Opskriften er fra min gymnasieveninde, der lavede den på et tidspunkt, hvor hun besøgte mig, og jeg har tænkt på den siden. Det har taget evigheder at få vristet opskriften ud af hende, men nu er den her, og jeg vil dele den med jer!
Suppen har den der dejlige græskarsmag, og så er den dejligt stærk - man har selvfølgelig selv mulighed for at skrue op og ned med mængden af chilipasta. Det bedste er næsten tilsætningen af bønne/ærtespirer, som bare giver det der sprøde pift, vi alle længes efter.


Butternut squash-suppe med chili og sprøde spirer

1 stk butternut squash
1-2 store løg
Chilipasta efter smag (jeg tror at jeg brugte et par tsk)
1 bouillonterning
Vand
Lidt yoghurt naturel eller creme fraiche
Olie til svitsning
Salt og peber
Bønne-/ærtespirer eller kikærter

Løgene hakkes groft, kommes i en stor gryde og svitses i olien.
Butternut squash deles i to, kerner og skræl fjernes (dette gøres nemmest ved at dele hver halvdel i 4-6 stykker og skrælle disse). Den skæres i mindre stykker, kommes i gryden til løgene, og svitses lidt sammen med.
Salt og peber tilsættes.
Bouillonterningen opløses i kogende vand og kommes i gryden. Chilipasta tilsættes efter smag, hellere for lidt end for meget, der kan altid tilsættes mere senere. Tilsættes der for meget, kan dette reguleres med yoghurten senere.
Dernæst hældes vand i gryden, til græskar og løg er dækket. Nu koger det, til græskarstykkerne kan moses med grydeskeen.
Når det er kogt, tages det af varmen, og det hele blendes med en stavblender. Så tilsættes lidt yoghurt eller creme fraiche for en lækker konsistens, og for at dæmpe chilismagen lidt, hvis du har tilsat for meget. Hvis ikke, kan du smage til med mere chili, salt eller peber.
Nu kan du, hvis du har lyst, tilsætte spirer efter eget valg, eller du kan servere suppen præcis, som den er!

tirsdag den 24. september 2013

mød nabby!

Dette indlæg er sponsoreret! 

Okay, jeg indrømmer det; jeg er ret træt af at skulle skrive "Dette indlæg er sponsoreret" som sådan en dadadadaaam-advarsel, som om det ikke er min egen mening, I nu skal til at læse om. Men sådan er loven åbenbart, og den må man hellere følge. Men vid, at bare fordi nogen har smidt en gratis ting i nakken af mig, i bytte for min anmeldelse, er det stadig min uforbeholdne mening, der kommer frem. Og selv om den måske ofte er positiv, hænger det sammen med, at jeg ikke siger ja til at teste alt mellem himmel og jord. Jeg har ikke tid til at skrive tusind indlæg om USB-nøgler eller kostumer (ja, det blev jeg tilbudt den anden dag!). Så du kan sagtens læse med, selv om det er et sponsoreret indlæg!

Som sagt, Nabby! Jeg fik et tip om, at de søgte testere af denne nye babyalarm. Fedt nok, tænkte jeg, med denne relativt nye baby i hytten. Vi har godt nok en babyalarm i forvejen (en NeoNate, som vi er godt tilfredse med), men lad mig vende tilbage til, hvorfor man sagtens kan bruge og elske to.


Nabby er den her nye, smarte babyalarm, der fungerer i samspil med din smartphone - ja, både til iPhone, iPad og Android, rent faktisk! Det vil sige, at du altid har modtage-enheden på dig.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg var solgt, allerede da jeg åbnede æsken. Emballage gør virkelig en forskel!
(Okay, jeg kan mærke, at denne intro, der ikke engang er en anmeldelse, bliver lang... bare en advarsel)


Alarmen ligger i den fineste æske med det søde Nabby-logo over det hele. Og man slår låget op til en meget simpel brugsanvisning trykt på noget ganske genbrugs-lignende papir. Jeg tænkte "juhuu, miljøvenlighed" - men ved du hvad? Senere fandt jeg endda ud af, hvad tegningen nederst på manualen betød. Der er sgu frø i papiret! FRØ! Det vil sige, at du kan flå den i stykker, plante den, og se en eller anden gevækst vokse op sammen med din lille baby. Ih! Sikke en smuk tanke, hva'?
Nå men den her manual, den er rigtig simpel, som du nok kan se. Og det hænger tilfældigvis sammen med, at det er virkelig simpelt at få din Nabby op at køre. Hent app'en (naturligvis gratis), tænd din Nabby, gå ind i app'en, og du kan nu straks forbinde telefon og babyalarm. Dette trin tog mig faktisk lidt tid, fordi den ikke rigtig gad forbinde, så jeg opgav - men bagefter fandt jeg ud af, at den faktisk allerede var forbundet, den havde bare ikke rigtig givet besked. Hm. Men fint fint.


Sådan så æskens indhold ud. Nabby tager vist nok 4 timer om at lade op første gang, og derefter tager det 1 time, med 70 timers batterilevetid som resultat. Det er alligevel en god mængde babysøvn. Der medfølger kabel, som du kan slutte direkte til din computers USB, eller højst sandsynligt sætte i laderen til din smartphone. Og så en snor til at hænge Nabby på tremmesengen, i barnevognen eller at bære den i, hvis man har lyst til det.
For lige at illustrere, hvor lille Nabby egentlig er, har jeg taget den i hånden:


Jeg blev nemlig selv overrasket over, at den faktisk var så lille. Med alle de smarte funktioner, tænkte jeg, måtte den være noget af et skrummel. Men nej, den er virkelig bette og handy. På siden er der en diode, der kan lyse under opladning, og når du tænder den. Denne diode fungerer samtidig som tænd/sluk-knap, og det synes jeg er en af Nabbys svagheder. Den er nemlig ikke så nem at trykke ind, fordi den er på linje med resten af babyalarmen. Så enten skal du trykke så hårdt, at dit finger-flæsk presser dioden ind, eller også skal du bruge en negl. Min kæreste bruger altid neglen, siger han, fordi han efter eget udsagn har "alt for faste fingre". Imidlertid er det nok også meget smart, da den jo helst ikke skal være nem for små pilfingre at slukke selv.

Da dette indlæg egentlig bare skal være en intro, og ikke en egentlig anmeldelse, må jeg hellere lige stoppe mig selv. Jeg vil gerne teste den i en længere periode, inden jeg ytrer min mening her på bloggen. Som sagt havde vi i forvejen en babyalarm, denne bruger vi nu i barnevognen. Nabby står derfor permanent i soveværelset, ved siden af babysengen, hvilket er super smart. Så skal man nemlig ikke hele tiden huske at tage en babyalarm med op, når den bette skal sove.

tirsdag den 17. september 2013

navngivningsfesten

Så er vi på den anden side af den berygtede navngivningsfest, og sikke en succes, den var! Vi (nok primært mig) er stadig lidt udmattede, for selv om jeg ikke rigtig stressede omkring det, var især fredag og lørdag fyldt med en hel del forberedelser. De sidste kager skulle bages, og både fælleshus og kager skulle pyntes.
Resultatet må I vente lidt med at se, da jeg var så fornem, at jeg havde fotograf på. Hvilket var meget heldigt, for Dexter valgte at sove ind til lidt over 13, hvor festen egentlig begyndte. Så vi ankom lidt sent til fælleshuset, og jeg nåede derfor ikke at se kagebordet, inden folk fløj over det som gribbe.

Dexter var i sit es på dagen, det var virkelig dejligt. Han er ikke vant til så mange mennesker, men selv om der var rimelig mange, der selvfølgelig gerne ville have lov at holde og nusse, var han bare glad og stille. Det var faktisk begrænset, hvor meget jeg selv havde ham på dagen, jeg savnede ham helt bagefter!
Ud over masser af hygge blev den lille dreng beriget med de fineste gaver. Jeg er slet ikke typen, der holder en fest for gavernes skyld, så jeg bliver altid overrasket, når jeg til sidst ser gavebordet. Jeg er dybt taknemmelig, og det er jeg sikker på, at Dexter også ville være, hvis han fattede en meter.



Her er gaverne stablet op på stuebordet - der var jo næsten ikke plads!


Selvfølgelig skulle han have LEGO Duplo, hans far er jo bidt af en gal LEGO-mand...


Og læsestof kommer han bestemt heller ikke til at mangle. Jeg forudser maaaange hyggelige stunder med højtlæsning.


Dette fine stel fra SillyU fik han også, jeg er virkelig vild med det!


En lille klassiker blev der naturligvis også plads til, det er en tradition, at hans farfar og dennes kone giver en graveret halskæde til familiens nye medlemmer. Vi havde frabedt os "diverse sølvting", så de var lidt nervøse ved overrækkelsen, men jeg synes at lige præcis sådan en kæde er rigtig fin! (Og desværre umulig at tage et ordentligt billede af i denne belysning)


Lidt tøj. AaB-sparkedragten er selvfølgelig fra hans far. Og små "opdag-dine-hænder-og-fødder-dukker"!


Lækre futter og luffer fra Joha, mmm, gid det var mine! Et par hagesmække med navn, og den fineste frugtpose, som han fik af Line.


Og af min elskede søster og hendes kæreste fik han, hvad jeg undervejs udnævnte til vinder-gaven! Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke elsker de andre gaver, men nøj hvor blev jeg nærmest mundlam, da jeg så disse. Hun har hæklet de allerfineste babyklodser til ham. Bogstaverne er altså neongrønne, men ja, belysningen og min telefons kamera... host. Og på de andre sider er der tal, dyr og andre motiver, som ses på nedenstående billede. For pokker de er fine. Hun er så ualmindeligt dygtig!



Og sidst, men ikke mindst, denne dejlige lille bi, som han kommer til at fare rundt på, når han bliver gammel nok! Jeg må desværre ikke bruge den, da jeg ikke helt kan komme ned på de 25 kg, den kan bære...

Der er et par gaver, jeg ikke har taget individuelle billeder af, blandt andet et tilskud til hans opsparing, og et par gavekort til BabySam, som bestemt også var skønne gaver!
Hvis nogen af festens gæster læser dette indlæg, vil jeg bare sige af hjertet tak for både selskab og gaver.

søndag den 8. september 2013

forberedelser

Her den anden dag kom jeg til at bruge en betragtelig mængde på pynt til både kage og bord, må jeg indrømme... Men det bliver godt! Jeg bestilte fra Bagetid.dk og Dreamshop2u.dk. Det er faktisk svært at finde noget pynt til dåb/navngivning, der ikke er alt for pussenusset og lyseblåt. Så der kom nogle lyseblå elementer, men jeg håber, at resten af pynten vil ophæve det lidt!


Undskyld den tydeligt ækle mobilkvalitet, men jeg skulle skynde mig at få et billede, inden babyen vågnede.
Man kan sige, at kageformene jo var strengt nødvendige - et eller andet skal kagerne jo være i. Kagepynten ligeså, inklusive de små sukkerdyr, som jeg glemte at få med på billedet. 
Klemmerne og sutterne er til bordkortene, hvor jeg planlægger at bruge resterne af det papir, jeg fremstillede invitationer af. Hvordan har jeg endnu ikke styr på.


Og så var der jo lige de her afsindigt søde små babyklodser... De kan åbnes, og skal bruges til noget, som jeg er sikker på, at gæsterne vil glædes over.

Siden sidst har jeg bagt to slags cupcakes til fryseren. Dem der skal være i de brune tulipanforme har jeg bagt uden papir i metalformen, da jeg tvivler på, at formene vil elske at ligge i fryseren og krølle. Den anden slags har jeg bagt direkte i de søde babypapirsforme. Formene var desværre ikke særlig fedt-modstandsdygtige, så motivet er ikke så tydeligt længere, øv øv. Men de ligger i fryseren og hygger sig nu, og jeg håber ikke formene tager al for meget skade af en optøning, når dagen oprinder.

Næste projekt er bagning af boller!

lørdag den 7. september 2013

fotobog til dexter

Dette indlæg er sponsoreret!

Jeg var den heldige modtager af et tilbud fra Onlinefotoservice.dk om gratis at lave en CEWE fotobog, og når man står med en lille ny baby, kan man bestemt ikke sige nej til den slags! Jeg er godt nok i gang med en scrapbook også, som indeholder graviditeten og hans første leveår, men stadig... Man kan ikke få for mange billedbøger! Så jeg besluttede mig for, at han skulle have sådan en i navngivningsgave, som dokumenterede hans første tre levemåneder.

Bogen jeg valgte, var på 26 sider og med hardback i højformat, og den kom til at se således ud:


Der var lige så fuld designfrihed til forsiden, som der var til resten af siderne, hvilket jeg var rigtig glad for. Så ender man ikke op med en eller anden standard-forside, hvor man kun kan indsætte tekst et bestemt sted og udskifte et billede.

Selve programmet, man designer bogen i, er et program, som man downloader og har liggende på computeren. Der er mulighed for at udvælge de billeder, man gerne vil have i bogen, og mere eller mindre med et enkelt klik få lavet hele bogen via deres "guide". Så bliver billederne sat tilfældigt ind, og det går hurtigt.
Som den kreative sjæl, jeg nu engang er (host host), valgte jeg dog at designe det hele fra bunden. Så skal man selv vælge, hvor mange billeder, der skal være på en side, hvordan de skal placeres (der er mange skabeloner at vælge imellem), vælge baggrund, skrive tekst og indsætte clipart. Både baggrunde og clipart er at finde i programmet, og der er rigtig mange til download også, i mange forskellige kategorier. Virkelig fint! Her er et par eksempler på både baggrunde og clipart (og billeder af min nuttede baby):



Man kunne naturligvis også vælge at indsætte sit eget billede som baggrund - her fra vores værelse på Patienthotellet:


Jeg kunne rigtig godt lide at sidde og hygge mig med at lave bogen - selv om jeg indrømmer, at der var blevet langt flere fine detaljer, hvis ikke jeg havde haft en lille baby også. Men det må blive en anden gang, der skal nok komme en anledning til at lave endnu en bog. Oplevelsen med programmet var rigtig god, og den kan virkelig personliggøres ned til mindste detalje.
Så mangler du en personlig gave, kan jeg kun anbefale dig at gå i gang. Det er også et super værktøj til dem, der gerne vil samle minder om fx babytiden, men ikke orker at sidde og klippe klistre.

Nu håber jeg bare ikke, at modtageren af bogen læser med her, for så bliver han slet ikke overrasket om en uge, når han får gaven!

tirsdag den 3. september 2013

min nye baby

Det vigtigste i min karriere som madblogger (øhm, tidligere karriere, nok...) er sket, og så har jeg ikke engang blogget om det! Familien er for nylig blevet udvidet med det smukkeste grønne familiemedlem...


Er den ikke bare fin?!
Den bliver en rigtig god hjælp til kagebagningen til navngivningsfesten! Tak til feriepenge.

mandag den 2. september 2013

invitationer til navngivningsfest

Jeg må jo nok sande, at bloggen ikke prioriteres overhovedet, når der er lille baby i huset. Men det havde jeg nok også set komme ;)
Imidlertid lovede jeg jo en læser at vise jer invitationerne, som jeg har lavet til navngivningsfesten.


De er egentlig ganske simple - et helt hvidt kort, hvorpå jeg har klistret noget papir. Købte en pakke med flere forskellige babydrenge-ark, så invitationerne er forskellige. Så har vi lavet babyens fodaftryk på hvert kort, med noget fingermaling, babyen var heldigvis tålmodig nok til 21 stk. Og så har jeg stemplet navnet på noget andet papir, og klistret på. Jeg kan rigtig godt lide, at ingen af dem blev ens. Bagpå kuverterne er der også ene forskellige klistermærker.

Festen finder sted om 2 uger, og jeg stresser rent faktisk lidt over den indvendig... der er ikke rigtig noget, der er på plads. Jojo, fælleshuset er lejet, og jeg har købt nogle balloner og servietter i Søstrene Grene.
Jeg skal selv bage kager til et stort kagebord (heldigvis med hjælp fra dejlige veninder), og jeg har knap nok fundet ud af, hvilke kager der skal serveres... men det flasker sig nok, det hele, om ikke andet så i sidste øjeblik!