lidt vuggestue-kærlighed

Jeg advarer fra start: Dette indlæg kommer til at indeholde ros af det kommunale. Hvis du ikke er gearet til den slags, fordi du er så indoktrineret af den evindelige brok, der oftest lukkes ud, så skynd dig væk.

Det er bare fordi at... JEG ELSKER DEXTERS VUGGESTUE. Så, nu er det ude.
De er så søde dernede. Alt det man hører om, at der ikke er tid til børnene i nutidens institutioner, det kan jeg slet ikke skrive under på (set med mine øjne, jeg har jo ingen idé om, hvordan pædagogerne ser det).
Jeg elsker at aflevere ham dernede. Han bliver afleveret omkring klokken 8, så alt det hektiske morgenræs er som regel overstået, og der er ro inde på stuen. Han bliver glad, når jeg spørger, om vi skal i vuggestue. Han går straks i gang med at lege, når han kommer derned. Hvis jeg står for længe og snakker med en pædagog, hiver han i vedkommende for at få hende med hen til vinke-vinduet, og så skal mor her ellers bare smutte.

Jeg elsker at hente ham. I dag sov han stadig, da jeg kom derned (det er et meget sjældent syn), så jeg blev budt på en kop kaffe. Så sad jeg ellers og hyggesnakkede med pædagogerne i en halv times tid, mens Dexter lå ude i vognen og boblede, og børn henholdsvis spiste og legede omkring mig.
Jeg elsker pædagogerne. Hvordan de altid tilbyder kaffe, hvis Dexter er i gang med at spise, når jeg kommer. De er søde alle sammen, og totalt forskellige. Det er fantastisk at se dem fordybet i leg med børnene, eller siddende på gulvet med en bog og en hel bunke børn på skødet. Jeg elsker, hvordan de, uden at tænke over det, aer et barn på hovedet, når de går forbi. Og når de roser børnene og nærmest helt forælder-stolte fortæller en anden pædagog, hvad barnet lige har gjort eller sagt.

Jeg elsker også de andre børn dernede. Elsker at høre, hvordan Dexter har tumlet med dem i løbet af dagen. Jeg elsker, hvordan jeg føler, at jeg kender dem, og at de kender mig. Det er så hyggeligt, når de kommer og fodrer mig med plastikmad eller stolt viser mig et eller andet, de har lavet. Eller når jeg kan give pædagogerne en ekstra hånd ved at hjælpe de helt små med eftermiddagsmaden.

Og så elsker jeg, at de julehygger totalt dernede.
Den første vuggestue, vi besøgte, fortalte, at de altså ikke lavede "hjemmelavede gaver" fra de helt små, fordi det ikke gav mening, at pædagogerne sad og klippede fx julepynt til forældrene. Det var helt fint med os. Men nu jeg er i situationen, bliver jeg simpelthen varm indeni af at få dette "smukke" juletræ med hjem, og endda en lille gave til mor og far. Vi er spændte, kan I tro!

Jeg er godt klar over, at det ikke er Dexter, der har klippet juletræet. Men det er ret tydeligt at se, at det er ham, der har svinget limstiften - det giver virkelig et personligt touch! Jeg kan lige forestille mig situationen, hvor lille krudt-i-røven-Dexter har siddet og skulle lave limpletter, og bare har tænkt: "Hvornår er det her slut, så jeg kan komme ned og løbe rundt og kaste med ting?".
For nylig fik jeg også en tegning med hjem, som hang ude på hans plads i garderoben. Det gjorde de andre børns tegninger også. Deres papir var fyldt med farvede streger. Dexters tegning består af et par sparsomme kruseduller i det ene hjørne. "Så, nu har jeg tegnet, må jeg komme ned og lege nu?".

Måske er det juleånden, der har grebet mig, men jeg har brug for at udtrykke min glæde ved den institution. Og ja, jeg har naturligvis også udtrykt den over for pædagogerne - måske ikke lige i form af "JEG ELSKER JER!", men fik da rost dem til seneste samtale, og de fatter nok også mistanke, når jeg konstant bliver hængende og drikker kaffe. Senest udtrykte jeg min kærlighed med et glas hjemmelavet julebag.