onsdag den 30. september 2009

lidt lykkeligere

Af og til er der små faktorer i livet, der gør en lidt lykkeligere. Jeg mødte i dag i Fakta en af disse faktorer - nemlig AMOs Store Bagebog 2! Jeg smed den straks i kurven (som i øvrigt var godt fyldt, fordi jeg fejrede indkomsten af penge med et bette indkøb), og bragte den hjem til sin mage - og de er allerede meget glade for hinanden:


Det har udover indkøbet i Fakta ikke været den mest begivenhedsrige dag i mit liv. Jeg har for det meste bare skrevet opgave, og den fylder nu 7 sider. Jeg føler efterhånden, at jeg har sagt hvad jeg kan sige deri, hvilket vist er meget godt, idet jeg kun har omkring 500 ord tilbage til max-grænsen. Så dagen i morgen kommer jeg nok til at bruge på at rette den igennem, slette og tilføje. Og så er der aflevering fredag formiddag!

Nu vil jeg snarest påbegynde indtagelsen af min aftensmad - som er nudelsuppe og hvidløgsflute, så det bringer jeg altså ikke billeder af. Til gengæld bringer jeg så et billede af mit nye hår (i uglattet tilstand)!

(Hvorfor bliver man altid mere og mere utilfreds med et billede af sig selv, jo længere man kigger på det? Jeg smutter...).

tirsdag den 29. september 2009

eksamen, pølser og pandehår

Eksamensopgaven er godt i gang. Jeg har brugt adskillige timer på bare at finde ud af, hvad der skulle stå i opgaven og hvordan den skulle struktureres. Men nu har jeg det også generelt bedst med at vente med skriveprocessen til jeg ved præcis hvad der skal skrives. Dette kunne jeg dog ikke helt vente på denne gang, og opgaven fylder nu 3 sider. Jeg regner med at få skrevet en masse i morgen også.

I går var jeg hos frisøren og få genetableret mit pandehår, som jeg lidt havde glemt at vedligeholde siden sidst jeg fik det lavet. Jeg har desværre endnu intet billede at byde på, men det er rigtig dejligt at have en frisure igen! Og grundet mit hårs elektricitet fik frisøren også lokket mig til at købe et hårprodukt, nærmere bestemt dette produkt fra Joico. Jeg har endnu ikke afprøvet det, idet jeg tidligere på måneden kom til at købe Paul Mitchells Super Skinny Serum, som jeg anvendte efter dagens hårvask.

Jeg vil lige slutte af med et billede af dagens aftensmad, nu når jeg ikke kan tilbyde et frisurebillede. Aftensmaden var mindre kreativ, og måske knap så luksuriøs, men den vakte behag!

lørdag den 26. september 2009

social afslapning

Første dag i min opgaveskrivningsperiode.
Og jeg har sådan set ikke fået skrevet noget. Men jeg har været aktiv omkring opgaven på anden måde. Jeg har nemlig været på kaffebar med Marie og snakke om den (det var også meningen at Selma skulle have været der, men hun blev forhindret). Nærmere bestemt var vi på Behag Din Smag, hvor jeg ikke havde været før. Og det var ganske lækkert! Jeg lagde ud med en almindelig cappucino (som på billedet nedenfor), og fik senere en lækker varm chokolade. Mmm.

Da jeg kom hjem, skulle jeg næsten straks op på cyklen og afsted mod mine forældres hybel (hvor jeg sidder nu), hvor jeg var blevet inviteret på aftensmad sammen med min søster og hendes kæreste. Og hvilken aftensmad! Den stod på en oksegrydesteg med kartofler og min moders fantastiske sovs, som aldrig fejler.
Efterfølgende har vi blot hygget med kaffe, tv og massage. Og jeg har heldigvis besluttet mig for at overnatte her, så jeg ikke skal cykle hjem i mørket.
Men I må sove herligt!

fredag den 25. september 2009

(chokolade)vafler

Nogle gange, når man læser til eksamen, er man nødt til at holde en pause, hvor man laver noget andet. Eksempelvis vafler. Det kom jeg lige til at gøre. Og jeg kom sørme også til at prøve at putte hakket chokolade i vaffeldejen. Resultatet:

Nu er det så at jeg, grundet vaflernes åbenlyst lækre udseende, burde bryde ud i jubel over deres lækkerhed. Men helt ærligt - chokoladen kunne jeg godt have undværet! Det er en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg ville hverken sige, skrive eller tænke. Men det er tilfældet nu her. Jeg synes smagen er overdøvende, man kan ikke nyde vaflerne ordentligt. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vaflerne ikke er gode, for det er de bestemt. Især dem uden chokolade.
Men de er ikke super overdrevet lækre, så jeg mangler stadig en suveræn vaffel-opskrift!

kanelsnegle og dans

Så var jeg jo hos min evige veninde Line i går. Generelt havde jeg faktisk en rigtig presset dag, idet jeg til at starte med skulle befinde mig på uni fra 8.15 til 15.00 (blandt andet til noget information om specialiseringer og praktik, hvilket var utrolig informativt, og jeg er nu om muligt mere tændt på mediesociologi end socialpsykologi), derefter hurtigt hjem og videre ud til Line, som bor 2 busser væk.
Da jeg kom derud, bød hun på aftensmad, som blev lavet på grill. Det var super hyggeligt atter at få grillmad, eftersom det jo er virkelig lækkert, men samtidig lidt sært at stå udenfor ved siden af grillen og fryse i gråt vejr.
Efter spisning følte vi for at spille noget Wii. Dét var underholdende! Vi endte op med et spil ved navn Dancing with the stars, som til at starte med virkede lidt latterligt, men var rigtig god underholdning og arm-motion. Så vi er blevet fantastiske dansere, og ser frem til at demonstrere vores moves på byens diskoteker i fremtiden. Tror jeg.
Efter vores dans hyggede vi med nogle fantastiske kanelsnegle (som kan ses på Lines blog) og lidt tv, indtil jeg desværre allerede skulle hjem, fordi jeg absolut skal bo langt ude på landet.

I dag har atter været en aktiv dag, men det er (forholdsvis) slut nu. Jeg skulle til øvelse på uni fra den tidlige morgenstund, hvilket ærlig talt ikke var så spændende, som jeg havde troet. Derefter tog jeg i Føtex, fordi jeg hos Line opdagede den fantastiske Store Bagebog 2 fra AMO, som jeg da lige måtte eje! Men ak, Føtex' fødselsdagsudsalg går vidt for sig, så tilbage lå kun et enkelt eksemplar på AMOs Den store fødselsdagsbog, som jeg derfor tog mig kærligt af. Og så har Line lovet at kigge efter den anden i Bilka.
Da jeg kom hjem, lå der jo en fin lille eksamensopgave til mig på nettet. Den går ud på, at vi skal analysere 4 interviews af personer med anden etnisk baggrund end dansk, på en biografisk måde. Lige nu er jeg kommet halvvejs igennem læsningen af det ene, som er på 31 sider. De andre er heldigvis kun på 18, 12 og 12 sider. Jeg valgte at tage det hårde først.
Så, eksamensprocessen er hermed skudt i gang :)