fredag den 25. september 2009

kanelsnegle og dans

Så var jeg jo hos min evige veninde Line i går. Generelt havde jeg faktisk en rigtig presset dag, idet jeg til at starte med skulle befinde mig på uni fra 8.15 til 15.00 (blandt andet til noget information om specialiseringer og praktik, hvilket var utrolig informativt, og jeg er nu om muligt mere tændt på mediesociologi end socialpsykologi), derefter hurtigt hjem og videre ud til Line, som bor 2 busser væk.
Da jeg kom derud, bød hun på aftensmad, som blev lavet på grill. Det var super hyggeligt atter at få grillmad, eftersom det jo er virkelig lækkert, men samtidig lidt sært at stå udenfor ved siden af grillen og fryse i gråt vejr.
Efter spisning følte vi for at spille noget Wii. Dét var underholdende! Vi endte op med et spil ved navn Dancing with the stars, som til at starte med virkede lidt latterligt, men var rigtig god underholdning og arm-motion. Så vi er blevet fantastiske dansere, og ser frem til at demonstrere vores moves på byens diskoteker i fremtiden. Tror jeg.
Efter vores dans hyggede vi med nogle fantastiske kanelsnegle (som kan ses på Lines blog) og lidt tv, indtil jeg desværre allerede skulle hjem, fordi jeg absolut skal bo langt ude på landet.

I dag har atter været en aktiv dag, men det er (forholdsvis) slut nu. Jeg skulle til øvelse på uni fra den tidlige morgenstund, hvilket ærlig talt ikke var så spændende, som jeg havde troet. Derefter tog jeg i Føtex, fordi jeg hos Line opdagede den fantastiske Store Bagebog 2 fra AMO, som jeg da lige måtte eje! Men ak, Føtex' fødselsdagsudsalg går vidt for sig, så tilbage lå kun et enkelt eksemplar på AMOs Den store fødselsdagsbog, som jeg derfor tog mig kærligt af. Og så har Line lovet at kigge efter den anden i Bilka.
Da jeg kom hjem, lå der jo en fin lille eksamensopgave til mig på nettet. Den går ud på, at vi skal analysere 4 interviews af personer med anden etnisk baggrund end dansk, på en biografisk måde. Lige nu er jeg kommet halvvejs igennem læsningen af det ene, som er på 31 sider. De andre er heldigvis kun på 18, 12 og 12 sider. Jeg valgte at tage det hårde først.
Så, eksamensprocessen er hermed skudt i gang :)

1 kommentar:

  1. Det var en hyggelig aften og nøj hvor var vi gode til at danske, ja! Tror nærmere det er dig der bor 2 busser væk :)

    SvarSlet