søndag den 27. marts 2011

jeg har brug for din hjælp

Som nogen måske har opdaget, er jeg i gang med at skrive mit speciale. Specialet omhandler bloggingkultur, mere specifikt hvad der motiverer individet til at drive personlige blogs. Hvad der gør, at man mistænker andre for at være interesseret i, hvad man har fået til aftensmad, hvilket nyt tøj man har købt eller hvor man tilbragte sin weekend. Ligeledes er jeg interesseret i baggrunden for, hvad man vælger at blogge om, og hvad man ikke offentliggør.
Jeg skal foretage et fokusgruppeinterview (og muligvis nogle individuelle interviews) i denne forbindelse, hvorfor jeg håber, at nogle af jer bloggere har lyst til at være mig behjælpelig.

Har du en personlig blog, hvor du blogger om din hverdag og dine interesser, og har du lyst til at mødes med et par andre bloggere hjemme hos mig til en afslappet samtale om det at skrive offentligt om sin hverdag, så kontakt mig gerne på bittent [snabel-a] hotmail.com.
Skulle der mod forventning være tvivl, byder jeg naturligvis også på en bid kage. Jeg bor i Aalborg, så du skal naturligvis have mulighed for at transportere dig selv hertil. Jeg forestiller mig umiddelbart, at samtalen skal finde sted en hverdagseftermiddag/aften i uge 15 (den 11.-15. april), alt efter hvad folket synes. Dette må du derfor gerne tilkendegive din mening om i mailen, ligesom du meget gerne må oplyse adressen på din blog. Hvis du har mere lyst til at deltage i et individuelt interview på et senere tidspunkt, er du også velkommen til at kontakte mig.

Det skal naturligvis fremhæves, at alle udtalelser i specialerapporten vil være anonyme, med mindre andet ønskes af den enkelte blogger.
Hvis du ikke opfylder ovenstående kriterier, men kender nogen, der gør, må du meget gerne sprede ordet.
Jeg vil være dig evigt taknemmelig for din hjælp.

lørdag den 26. marts 2011

verdens bedste pålægschokolade

Det var ikke kun den lækre müsli fra Allos, der var en kærkommen ny gæst i mit køkken. Der var nemlig også en pålægschokolade fra Løgismose, som jeg vil udnævne til verdens bedste. Angiveligt skulle I være så heldige, at den er spotvare hos Netto i den kommende uge, så af sted med jer!


Det der gør den alle andre pålægschokolader overlegen er dens tykhed. Man får virkelig noget chokolade på sit brød, hvilket vi vel alle kan blive enige om er positivt. Den smager af god kvalitetschokolade, men man skal selvfølgelig være glad for mørk chokolade for, at den vil fungere. Derudover skulle den være velegnet til at komme i varm mælk for en omgang varm kakao. Jeg prøvede den for nogle dage siden på friskbagte rugboller.

fredag den 25. marts 2011

græsk yoghurt med økomüsli og friske jordbær

Det er bare sagen! Jeg er nødt til at bruge et indlæg på at lovprise en müsli, vi fik med fra Madbloggertræffet i vores goodiebags. Det drejer sig om Amaranth Nødde Müsli fra Allos. En økologisk, honningristet, sprød og knasende müsli med masser af gode nødder (der er endda cashewnødder i!). Jeg er alvorligt talt nødt til at opspore den müsli igen når jeg har tømt posen, selv om jeg tvivler på, at prisen er særlig venlig.
Jeg blev inspireret, et sted jeg desværre ikke husker, og brugte den på græsk yoghurt sammen med akaciehonning og årets - for mig - første jordbær. Så troede man et øjeblik, at det var sommer.
(Jo, den var lidt svær at spise, men så er det jo heldigt at man har the long and magic melamin spoons fra Line!)

forkølelse

Jeg var simpelthen den heldige ejer af ondt i halsen og tunghed i hovedet, da jeg vågnede i morges. Fluks måtte jeg aflyse en ellers dejlig dag med min søde lillesøster (som netop har afleveret sin fagprøve, wuhuu *kaster med flag*), hendes søde kæreste og min søde kæreste. Vi skulle ellers have spist sammen og det hele, men for det første har jeg det sikkert ikke bedre i aften, og for det andet vil jeg ikke smitte.
Ind til videre holder det sig heldigvis til forkølelsestilstand, hvilket ellers er en sjældenhed for mig, der altid ender med influenza og sengeliggen. Så jeg krydser fingre og skriver speciale og plejer min krop.
Ligger du inde med et godt råd mod forkølelse, så byd endelig ind.

onsdag den 23. marts 2011

mere om kaffe

Til madbloggertræffet havde vi på restauranten også besøg af Jens Gundtoft fra Grower's Cup, som fortalte os lidt om kaffe sådan helt generelt, og ligeledes om deres produkt. Der var kaffesmagning, hvor det rent faktisk lykkedes mig at identificere forskellen på de to kaffer, vi fik serveret. Derudover var vi så heldige at få en lille prøve på deres produkt med i vores goodiebags. Produktet ser således ud:


Det er en holder af plastik, hvori man placerer de dertil indrettede kaffeposer. Det er en kaffe, der er nem at have med på farten, så længe man har kogende vand i nærheden. Idéen er, at det skal være let, men samtidig en god kaffeoplevelse. Og det må jeg sige, at jeg synes det er. Jeg har været ved svigerfamilien i denne weekend, hvor jeg medbragte en af poserne (jeg kan selvfølgelig ikke huske varianten nu...), og den smagte virkelig godt. Denne Kenya-kaffe prøvede jeg herhjemme efterfølgende, og den var jeg ikke helt så imponeret over.
Det eneste man skal foretage sig er at åbne posen for oven, hælde ½ liter kogende vand i, lukke posen, lade brygge og åbne for hældetuden. Det lyder enkelt, men det er ikke altid så let. Posen fandt jeg for det første ret svær at få op, og derefter var det på den anden pose, jeg prøvede, umuligt at få hul igennem så man kunne hælde. Der måtte jeg tage en saks i brug, så det var lidt skuffende. Men de gange, det fungerer efter planen, er det super enkelt!
Et mindre minus er, at man skal undgå at drikke helt op, da der kommer grums med ud i koppen.