søndag den 30. december 2012

klar til nytåret

Så har jeg også fået anskaffet mig drikkevarer til i morgen aften - der skal rigtig drikkes igennem ;)
Håber at alle får en skøn aften, og pas nu på jer selv!


mandag den 24. december 2012

glædelig jul

Selv om jeg burde have gjort det i går, vil jeg bruge dagens indlæg på at opsummere på min december i form af adventsgaver. I år har jeg nemlig ikke blot fået adventsgaver af min søster (hvilket var aftalt), men også af mine forældre, hvilket var en overraskelse.
Jeg har ikke fået billeder af alle gaverne, så her kommer et udpluk:

Gaverne på deres hylde i vores rumdeler - inklusive kattet julepynt

Lækre saltmandler hjemmelavet af min søster, samt en kompakt vaskeklud

Hello Kitty-krus og fine julehjerter fra mine forældre

"Verdens bedste søster"-krus samt økologiske thebreve - sjovt nok fra min søster

Fine små bøtter og Hello Kitty vaskeklud fra mine forældre, samt kalender og sjove taperuller fra min søster

Har jeg ikke bare været heldig?
Så er der vist kun tilbage at ønske jer alle en rigtig glædelig jul! Jeg håber, at I tilbringer den med mennesker, I holder af, og at I får den hyggeligste dag og aften i mands minde.

torsdag den 20. december 2012

nye kaffekapsler

Sponsoreret indlæg!

Selv om jeg af naturlige årsager ikke bæller de store mængder kaffe for tiden, er det alligevel blevet tid til et kafferelateret indlæg! Jeg var så heldig at blive tilbudt et gavekort til kaffekapslen.dk, og det kunne jeg slet ikke lade være med at takke ja til da jeg så, at de også havde kapsler til Nespresso-maskiner.
Normalt kan det være mildest talt umuligt at få kapsler til Nespresso andre steder end på deres egen hjemmeside, og det er ikke specielt billigt, slet ikke fordi der er krav til antallet af kapsler man køber, og naturligvis porto. Men hos kaffekapslen.dk fører de et alternativ til de originale kapsler, nemlig kapsler fra Ethical Coffee Company. Disse er 100 % biologisk nedbrydelige, hvilket er fantastisk og en savnet egenskab ved Nespressos egne kapsler!

Jeg ville naturligvis gerne smage alle varianterne, og bestilte derfor denne "startpakke" med alle de forskellige kapsler og endda 2 små Bodum-krus til at drikke kaffen af. Selve bestillingsprocessen var jeg ikke just imponeret af, idet der på tidspunktet var en fejl på siden der gjorde, at den afviste betalingskortet, selv om alt var korrekt indtastet. Det viste sig dog, at betalingen alligevel var gået igennem (heldigvis kun 1 af de 3 gange, jeg prøvede), og jeg modtog en ordrebekræftelse. Til gengæld indeholdt pakken som bonus et par Marabou Toffee-karameller, så jeg endte alligevel som lykkelig kunde!


Jeg synes det er ærgerligt, at der kun er en enkelt lungo-variant i sortimentet, til når jeg vil have det man kan kalde en "almindelig kop kaffe". Resten er espressokapsler, hvilket jo er helt fint, når der skal laves latte eller cappucino. Dernæst kunne jeg også godt bruge en koffeinfri kapsel.
Lungo-varianten, som endda er økologisk, er den eneste, jeg har smagt ind til nu. Det er en lidt anden oplevelse at bruge selve kapslen på grund af de nye materialer, den virker sværere for maskinen at perforere, og gennemløbstiden for kaffen virker også forlænget. Efter brygningen syntes jeg, at kaffen så meget tynd ud, og jeg frygtede, at processen var slået fejl. Men kaffens smag var heldigvis ganske fin, og jeg nød den med god samvittighed, både på grund af økologien og den miljøvenlige emballage. Jeg ser frem til at anvende flere af kapslerne!

søndag den 16. december 2012

I skal lige se...

...mit seneste køb :)


ny vinder!

Jeg synes det er rigtig ærgerligt, men siden Natascha, som oprindeligt vandt julekonkurrencen, aldrig gav lyd fra sig, og præmien skal sendes snarest muligt, har jeg været nødt til at trække en ny vinder. Bare lige en reminder om, at man skal holde øje med de blogs, hvor man deltager i konkurrencer.

Jeg brugte igen random.org, som denne gang udtrak nummer 16...


...og nummer 16 var, efter udelukkelse af Nataschas kommentar, Christina Jørgensen
med kommentaren: "Jeg ville elske at komme til London, igen! Har de sidste to år været så privilligeret at komme til London i december måned, men i år står den på bachelor :( Så der er desværre ikke tid til at komme derover. Så derfor ville jeg elske at kunne forkæle mig selv med en tur til London når den sidste eksamen er overstået i januar :)"

Tillykke Christina, hvis du vil sende mig din adresse på bittent@hotmail.com, så vil både du og jeg blive glade :)

tirsdag den 11. december 2012

vi har en vinder!

I går var det sidste chance for at deltage i konkurrencen om en bette sæk med julegodter, hvilket naturligvis betyder, at jeg har udtrukket en heldig vinder. Der var kommet 24 juleglade kommentarer, og jeg brugte den nemme fremgangsmåde til lodtrækningen blandt disse - random.org!

Som I kan se, valgte den fine hjemmeside tallet 9. Det betyder, at personen med kommentar nummer 9 er den heldige, så derfor...

Tillykke Natascha! 

Hvis du vil være så venlig at sende mig din adresse på bittent@hotmail.com, så skal jeg sørge for, at du får din præmie med posten snarest. Og så håber jeg i øvrigt, at du snart får muligheden for at holde jul med din familie i Frankrig igen :)


Tak til jer alle for jeres deltagelse, jeg håber naturligvis også, at I får jeres juledrømme opfyldt!

søndag den 9. december 2012

en sundere risengrød

Sponsoreret indlæg!

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan du gør julemåneden bare lidt sundere? Det har jeg egentlig ikke, for jeg mister lidt hæmningerne i juletiden, men altså... Hvis du har, så har Urtekram et udmærket fif!
Det handler her om risengrød. En i forvejen ikke særlig sund spise, som ikke rigtig gavner på nogen måde, ud over at være balsam for sjælen på en kold dag. Og det er her, Urtekrams ris til fuldkornsgrød kommer ind.


Med disse ris har man nemlig mulighed for at fremstille en afart af risengrød, der rent faktisk også har lidt bid, og naturligvis lidt fuldkorn.

Jeg fik en ordentlig lækker stak Urtekram-produkter tilsendt inden min flytning (hvorfor jeg først har tid til at fortælle om dem nu), og har sidenhen afprøvet disse ris i en grød. Det tager lidt længere tid at koge end den normale risengrød - som jo i forvejen er noget af en tidsrøver, med mindre man bruger dyne-tricket - men så er det til gengæld også sundt.
Jeg delte grøden med kæresten, og vores umiddelbare reaktion var ganske positiv. Der er bid og mere smag i grøden, end med de hvide grødris. Vi var dog relativt enge om, at det aldrig kan blive en erstatning for risengrød. Hvorfor ikke? Det mætter simpelthen alt for meget! Når man spiser risengrød, vil man bare gerne have lov til at tage en portion mere, men denne grød mætter i sammenligning helt vildt. Det er selvfølgelig kun positivt, når nu man skal tænke sundt, men også lidt svært, når det samtidig smager af en portion mere.

Jeg krydrede min portion med en chai kryddersukker og nogle dejlige, hakkede dadler (begge dele også fra Urtekram), som gav et sødt pift, der adskiller sig fra den hvide sukker, man ellers ville bruge. Dog skulle der selvfølgelig en ordentlig klat smør på... ingen risengrød uden smør, heller ikke den sunde!


Man kan variere denne grød i en uendelighed, næste gang vil jeg bruge hakkede nødder, men midt i flytningen var min kreativitet ikke så overvældende. Jeg overvejede også at tilsætte noget kakao i selve grøden, men nu det var første gang jeg smagte risene, ville jeg gerne prøve dem "au naturel".

onsdag den 5. december 2012

sikke en morgen

Puha, det har ikke været min bedste morgen nogensinde...
Jeg har ligget syg de to sidste dage, og har derfor ikke været på arbejde (og har vel at mærke lige haft en uges ferie, så jeg har snart behov for at komme tilbage!). I dag var jeg mere frisk, og besluttede derfor at tage af sted. Det var første gang, jeg skulle på arbejde her fra min nye bolig, og med sne og den slags var det lidt spændende, fordi jeg skal med to forskellige busser, en times kørsel i alt.
Jeg tog den første bus, og den var kun et par minutter forsinket, så det var jo perfekt. Men da vi har kørt i et kvarters tid, begynder jeg at blive rigtig svimmel og få det skidt. Jeg prøver sådan at afklæde mig lidt for at se, om det hjælper, men intet held. Så det ender med, at jeg må stå af midt i det hele ved et tilfældigt stoppested, sætte mig i busskuret og trække noget frisk luft. Jeg slipper heldigvis for at besvime, men kan godt fornemme, at det ikke dur at tage på arbejde i den tilstand, så jeg ringer til min chef og melder mit fravær.
Efter at have fået det bedre går jeg over på den anden side af vejen og tager en bus i retning mod mit hjem. Et par stop før jeg egentlig skal af, får jeg det selvfølgelig skidt igen, og er nødt til at stå af. Suk. Men da den friske luft tydeligvis er min frelsende engel, kan jeg sagtens gå resten af vejen hjem - omend det er ret koldt.

Så ja, jeg tager lige endnu en ufrivillig fridag... Har været oppe og sove lidt, fået noget at spise, og har det nogenlunde fint igen. Jeg er bare træt af ikke at se andet end hjemmets "fire" vægge - også selv om det er et skønt nyt hjem, og vi er ved at komme godt på plads.
Så i dag skal jeg bare pleje mig selv (igen igen) og få hvile, og så er planen at læse videre i "Eksil" af Jakob Ejersbo. Og så henter min fine kæreste vist mad fra den lokale i aften... ;)

I pleje-anledningen får I lige et billede af den bakke med proviant, jeg lavede til mig selv i går, som kom med mig op i soveværelset.


tirsdag den 4. december 2012

berlin #2: ritter sport bunte schokowelt

Men noget af det vigtigste, jeg ikke har fået fortalt jer om endnu fra Berlin, var simpelthen deres Ritter Sport-butik! Her på billedet fint dekoreret med snefnug på vinduerne i årstidens anledning. Og møbler i prangende farver.


Jovist, de havde også opbygget noget julestemning af chokolade:


I butikken er der - sjovt nok - en butik. De fører alle tænkelige og utænkelige varianter af Ritter Sport, og så koster det jo ikke det hvide ud af øjnene, som det gør herhjemme. De har også nogle vinter-specialiteter, sidste år købte jeg blandt andet en med brændte mandler. Der er også mulighed for at købe eksempelvis en utrolig lækker "nutella", som smager af rendyrket nougat, mmm.

Desuden har de på øverste etage en café, hvor man kan få varm kakao og diverse kager fremstillet af deres egen chokolade. Som det ses på billedet, fik jeg en hvid-chokolade-kage - kun let vammel - og en kop varm mælkechokolade-kakao. Absolut anbefalelsesværdigt!


Men det bedste og sjoveste er næsten, at man kan få lavet sin egen Ritter Sport! Jeg fik ikke billeder af det, men i butikken står der nogle rare, tyske damer parat til at fremstille din egen personlige choko-kreation. Du kan vælge om den skal være mørk eller lys, og der er et hav af ingredienser du kan få i - guldkorn, vingummibamser, miniskumfiduser, cornflakes, alt muligt. Det er halvdyrt, og man skal være forberedt på lidt ventetid (som man kan tilbringe i caféen), men det er skægt og lækkert.

mandag den 3. december 2012

mangler du julestemning?

Sponsoreret indlæg!

Jeg er her op til jul blevet spurgt, om jeg havde lyst til at gøre lidt reklame for Norwegians billige flybilletter til Europas julede storbyer. Det prikkede lidt til min dårlige samvittighed, for jeg var jo sidste år i Berlin op til jul, og det er virkelig begrænset, hvor meget jeg har fået blogget om det. Så jeg besluttede mig for at sige ja, så kan jeg også få vist et par hengemte Berlin-billeder.

Det er jo sådan, at der i mange storbyer gøres rigtig meget ud af julehyggen. Jeg har kun selv oplevet Berlin, men nogle venner har julehygget i London, og det så også ud til at være fantastisk. Jeg kommer desværre ingen steder i år, så jeg kan kun drømme mig tilbage til Berlins julede gader...



Så snart man træder ind i byen, kan man jo ikke undgå at blive ramt at julestemningen. Vi boede på Kurfürstendamm, hvor de gjorde helt vildt meget ud af det, det var simpelthen så smukt.
Er man en så stor juleelsker som mig, er det byernes by i december måned. Der er over 50 julemarkeder, og selv om jeg kun nåede at se et par af dem er jeg sikker på, at de alle er lige hyggelige. Man kan mæske sig i alskens specialiteter, blandt andet glühwein og lækre, ristede champignoner. Der er julepynt og juleguf i alle afskygninger, men ofte er det berigende nok bare at gå ned ad gaden og kigge på den smukke belysning og suge stemningen til sig.
Vil man have andet end jul, er der også nok at opleve. Vi var blandt andet på et par museer, på masser af shopping, og ikke mindst - i Ritter Sport-butikken, som du kan læse mere om i morgendagens indlæg!

Er du fristet til at tage en tur til Berlin inden jul? Eller London, Prag eller Rom? Med Norwegian har du i hvert fald muligheden fra 249,- for en enkeltbillet. De har blandt andet hele 20 daglige afgange til London - åh, det skulle da aldrig vare...
Hvor drømmer du om at tage hen i julen - en af disse storbyer fyldt med julestemning, eller vil du hellere til en varm, snefri destination? Skriv en kommentar om dine juledrømme, og du deltager i konkurrencen om en lille julesæk med godter fra England, Tyskland og Italien.
Konkurrencen løber en uge, til og med mandag den 10. december, så der er en chance for, at dine lækkerier kan nå frem inden det store julepost-ræs begynder.

Mens du tænker, kan du se lidt om fire udvalgte julestorbyer på nedenstående billede:


søndag den 2. december 2012

årets julekalender

Hvert år får jeg en lækker julekalender af mine forældre, og i år var ingen undtagelse. Selv om jeg faktisk selv faldt over denne julekalender, da jeg var inde i Salling, og måtte ringe til min mor og spørge, om hun allerede havde købt en. Det havde hun ikke, og så var hun så gavmild, at hun gerne ville give både mig og min søster et eksemplar af denne.


Den er virkelig flot, ikke?
Og ikke nok med det, chokoladerne deri er både delikate og spændende. Det er forskellige slags med forskelligt fyld, frem for de kedelige firkanter, man ellers kan støde på. Når man åbner lågen, står der skrevet, hvad indholdet er:


Og mmmmm... Et smukt stykke chokolade der sig gemmer! Sikke en formidabel årsag til at slæbe sig ud af sengen hver eneste dag i december.

lørdag den 1. december 2012

kom jul, kom sne, kom hygge

Så er det blevet julemåned, og hvad er bedre til at fejre det, end sne? Vi siger tak til himlen for denne hvide masse, der gør alt så hyggeligt :)
Forhåbentlig siger havens fugleliv også tak til os. Vi har nemlig fået et fuglehus af svigerforældrene, hvor de kan sidde og nyde deres middag, uden at få sne i fjerene. Det er så hyggeligt med et fuglehus, en af glæderne ved at have fået have! Og ja, det er naturligvis hjemmebagt (gammelt) brød, der ligger deri ;)


Ind til videre har jeg ikke lavet så mange andre juleaktiviteter end lige at pakke et par adventsgaver ind. Det varer dog ikke længe, før kæresten og jeg drager ned på torvet i vores bette nye by, for at se juletræet blive tændt (første skridt til inklusion i lokalsamfundet). Så skal vi købe lidt ind, og så tager vi hjem og julehygger med kalenderlys, julekalender og en bette marcipangris! Alt dette skal nydes i vores stue, som for første gang i dag har gulvet helt frit for flyttekasser og nystøvsuget.
Og selvfølgelig skal I nok få flere billeder af hytten, når der lige er kommet lidt flere småting på plads.