lørdag den 28. juni 2014
vm, anbefalinger og beskidt mærketøj
På Instagram havde de så linket til en meeeget fin VM-body fra Hummel. Dexters far følger ivrigt med i VM, personligt siger det mig ikke så meget, men man bliver jo lidt tvangsindlagt, når man bor sammen med sådan en type. Han købte tidligt i forløbet en Barcelona-body til ungen, så jeg tænkte nok, at det ville give point i kærestebogen at investere i denne body. Jeg synes også selv, at den er vildt fin, og jeg har en forkærlighed for Hummel. Og så fandt jeg den på tilbud hos Paradisvej.dk, det kan altid betale sig at google, siger den nærige nordjyde.
Dexter - som ikke rigtig var med på at få taget billeder - var også meget glad for den badebold, de sendte med som en lille bonus. Hurra for søde webshops!
Uerfaren som jeg er udi mærketøj og brugen heraf, vælger jeg at give ham bodyen på i vuggestuen den efterfølgende dag. Tilfældigvis den dag, hvor vuggestuen, uden at have informeret forældrene, tilsyneladende havde planlagt aktiviteten "rul dig i kul så længe du kan". Har forsøgt at blive bff's med to forskellige slags Vanish, men der er stadig pletter på lortet. Det stikker sgu lidt mere, end når der er pletter på en Bilka-body til en 20'er...
Jeg har nu lært, at lyst mærketøj kun er til udstillingsbrug og fremvisning på Instagram. Klog af skade.
fredag den 27. juni 2014
det har overrasket mig
Jeg har tænkt over det dagligt, men i dag gik det i særdeleshed op for mig, midt i ulvetimen: Ligegyldigt hvor jeg træder, når jeg går rundt i lejligheden, er der TING. TING TING TING, over alt! Og hvor der ikke er ting, der er krummer, rosiner, sand, you name it.
Og nu kunne det lyde, som om jeg bare var klam og aldrig gør rent. Hovedrengøring er måske en sjældenhed, det skal jeg indrømme, men jeg støvsuger hver dag, og det inkluderer naturligt en oprydning på gulvet. Typisk afleverer jeg Dexter i vuggestuen, støvsuger og nyder tilværelsen i et ryddeligt hjem. Men en time efter, at han er blevet hentet, ligner der jo et bombekrater igen. Så har han lige fået en bolle at sidde med ved bordet, og bum, er der bolle over alt. Så finder han sin kasse med legetøj og giver sig til at hive det ud på gulvet og slæbe det med rundt (hvilket er helt fair, forstås). Så går vi i køkkenet, og han tømmer på systematisk vis både skabe og skuffer - og nej, børnesikring er ikke en mulighed, du skulle se ham, når jeg sætter en fod i vejen, så skabet ikke kan åbnes! Så går vi en tur ud i haven, hvor han leger i sandkassen, og pludselig ligger indholdet af sandkassen på vores stuegulv.
Og så går man ellers der om aftenen og prøver at bane sig vej gennem alle forhindringerne... og bliver lidt hysterisk.
Så til dig, der sidder med en ganske lille ammebaby, hvis eneste måde at svine på er at sende stråler af gylp ud over dig og sofaen, eller igen i dag at tisse igennem både dyne og madras i liften, her er, hvad du kan forvente i fremtiden:
mandag den 16. juni 2014
et år er gået #2
"Mor og baby i bevægelse" og rytmik:
Der skal ske noget hele tiden, ellers kommer man til at kede sig. Derfor var vi nogle stykker i mødregruppen, der også meldte sig til først noget gymnastik/øvelseshalløj for både mor og barn, og sidenhen til rytmik. Førstnævnte var fint tidsfordriv, der var noget dans og noget rullen rundt med babyerne, og så lidt afspænding og bækkenbundstræning for mødrene. Sidstnævnte selvfølgelig kun, hvis man havde en baby, der gad ligge stille og glo rundt imens. Ellers var det mest amning eller gåture med baby på armen.
Til rytmik, som først for nylig er stoppet, var det helt andre udfordringer. Vores børn lå nok liiige i den høje ende af skalaen rent aldersmæssigt, de var ikke små, sure og sultne længere. Til gengæld var de begyndt at få en del krudt i røven... Så det med at sidde stille og lege sanglege var ikke altid på deres dagsorden. Så kunne man selvfølgelig bare sidde og kigge på, mens de andre pakkede deres rolige, immobile babyer ind i tørklæder eller gemte rasleæg i deres bukseben, mens ens egen snart-1-årige kravlede hastigt rundt og hev ting ned fra hylderne og nakkede legetøj fra de andre.
Tøjvask:
Ja, du griner nok, men aldrig har jeg været så gode venner med vores vaskemaskine, så den fortjener et punkt for sig selv!
Jeg husker en tid, primært inden Dexter kiggede ud, hvor det var en fryd at stå med det nuttede babytøj i hænderne og nænsomt hænge det på tørrestativet med et drømmende blik i øjnene.
Det skulle ændre sig. Aldrig har jeg vasket så mange 60-graders, stofbleerne hobede sig jo op i starten! Og dynebetræk, der blev tisset på. Jeg havde ikke engang en gylpebaby, og stadig var der vasketøj over det hele. Og der er så meget af det, der skal hænges op, når det er så småt, det tager en krig! For ikke det skal være løgn, har vores vaskemaskine for noget tid siden sunget sit sidste vers, og vi har først nu fået råd til en ny. Heldigvis bor vi 100 meter fra vaskeriet, så det er nu blevet mit faste tilholdssted. Nok er der ikke længere så mange stofbleer i brug, men jeg kan afsløre, at tøjet bliver langt hurtigere beskidt nu.
Nu er min barsel jo slut, og hverdagen er begyndt. Bortset fra, at min hverdag ikke er så meget anderledes nu, kun i og med, at ungen skal afleveres i vuggestue om morgenen. Lige nu går jeg på kursus, så der er lidt mere hverdag over hverdagen for tiden. Men mere om det senere (håber jeg)!
onsdag den 4. juni 2014
et år er gået #1
Så nu vil jeg lige bruge et par blogindlæg til at opsummere min barsel og det første år med min dejlige søn.
Mødregruppe:
Fra Dexter var yderst lille, blev vi af sundhedsplejersken placeret i en mødregruppe med andre nybagte mødre fra lokalområdet. Jeg var dødnervøs og skeptisk ved tanken. Jeg kunne slet ikke overskue, at mine evner som mor skulle "testes" på den måde. Jeg havde jo slet ikke prøvet det før, og tænk nu, hvis de andre bare havde totalt styr på det? Og at skulle af sted med bittelille baby uden faderen, hjem til en anden, hvor jeg pludselig skulle amme i en anden sofa, skifte ble på et andet badeværelse, få ham til at sove, tænk nu hvis han skreg...
Det viste sig så, at denne mødregruppe var helt igennem fantastisk, og uden nogen form for intern konkurrence - med undtagelse af lidt kap-kravling med lokkemidler og tilråb. En bunke skønne førstegangsmødre, der bor lige i nærheden, og så var vi endda så heldige lidt inde i forløbet at få selskab af en andengangsmor, der kunne lære os alle de gode tricks. Jeg ville ikke have undværet min mødregruppe, og håber vi bliver ved med at mødes for evigt!
Babysvømning:
Der gik ikke mange måneder, så begyndte de fleste af os fra mødregruppen til babysvømning. Endnu en ting, der skulle udfordre nerverne og selvværdet hos en nybagt mor. For os, der ikke havde bil, betød babysvømning først og fremmest en bustur på 1 time inklusive et skift. Med barnevogn, med en baby man endnu ikke helt kunne hverken tyde eller regne med. Og ikke nok med det, så var der også omklædningssituationen. Af og på med tøj og ble, badning i fremmede omgivelser, uden termometer til at måle vandets temperatur. For mit vedkommende en baby, der flippede ud, når jeg forsøgte at bruge bruseren. Ja, der var udfordringer nok! Men selve svømningen var rigtig hyggelig og sjov for både baby og mor, og man følte sig lidt sejere, hver gang man havde overlevet alle forhindringerne.
Babysalmesang:
Jeg havde faktisk længe vidst, at jeg nok ville gå til salmesang, når jeg engang fik mig en baby. Jeg har bare hørt så meget godt om det. Jeg besøger normalt ikke den kirkelige verden frivilligt, men her handlede det ikke så meget om Gud og deslige, mere om hygge og samvær med andre mødre og børn. Og gratis kaffe og frannere. Jeg mindes det som en ekstremt hyggelig tid, de mørke efterårs-formiddage med gåture hen til kirken, salmesang uden baby, fordi han stadig sov, salmesang med baby, koldt kirkegulv, leg med tørklæder og sæbebobler og træning af sangstemmen. Og fik jeg nævnt gratis kaffe og frannere?
Fortsættes...
onsdag den 5. marts 2014
når mødre bliver vanvittige
Og ja, det handler om bObles.
Skumgummidyr til vanvittige priser.
Det vildeste motoriklegetøj, som ingen børn i dag kan leve uden.
Det kom sig selvfølgelig af, at jeg selv gik i overvejelser, om sådan et skumdyr mon var noget for min lille Dexter. Jeg havde egentlig tænkt mig, at såfremt jeg fandt frem til, at han måtte eje sådan en børge, ville jeg smutte på Den Blå Avis og finde en brugt. For 900 (nihundrede!) kroner giver jeg edderbankeme ikke for et stykke legetøj. Altså mest fordi jeg ikke har pengene, ikke, for det er jo en god investering, såfremt barnet kan lide at lege med den, og den kan bruges i mange år. Og til mange forskellige ting.
Det var dog lige ind til, at jeg så priserne for de brugte dyr! De bliver jo nærmest ikke billigere af at blive brugt... Heller ikke selv om de har mærker og alt muligt. Måske er man heldig, at elefanten sniger sig ned på 700 kroner, men så skal der jo alligevel (oftest) betales fragt oveni. Yrk.
Så blev jeg medlem af en gruppe på Facebook, hvor bObles sælges brugt, som jeg fik anbefalet af en fra min mødregruppe. Og det var her, jeg for alvor fik mig én på opleveren.
Det er meningen - eller det var i hvert fald min hensigt med at melde mig ind - at man skal kunne spare nogle penge på skumherlighederne ved at købe dem brugt af andre skumentusiaster. Men det viser sig, at siden de er så voldsomt populære, er det slet ikke muligt. Der bliver måske sat en mindstepris på et par hundrede kroner, men lynhurtigt ryger buddene ind, og prisen stiger næsten til nypris. Det overrasker mig meget, at man hellere vil have en slidt figur og spare hundrede kroner, frem for at købe den fra ny. Jeg opgav i hvert fald hurtigt at finde mig en brugt bObles.
Det er et sjovt univers, det bObles... Jeg anede slet ikke, at der var så meget hype omkring det!
Jeg ved ikke, om det er et statussymbol, eller hvad det er, at have stuen fyldt med skumgummidyr? Jeg oplevede i hvert fald, at der var en mor, som søgte råd til, hvordan hun kunne få sit barn til at lege med de bObles, hun havde købt. Der synes jeg måske, at det tager overhånd... Men det er selvfølgelig heller ikke sjovt, hvis barnet hellere vil lege med papkasser og Fisher Price, end dyre mærkevarer, som kan udstilles i stuen.
Samtidig kan man tilsyneladende også blive stemplet, hvis man bruger alt for mange penge på bObles. Ja, det er åbenbart ikke nemt at være en "rigtig" mor!
Jeg er på een gang skræmt og fascineret over hypen. Og samtidig er jeg gået hen og blevet meget forelsket i fx den limegrønne krokodille og den gule kylling (hvorfor laver bObles dyrene i sådan nogle kedelige farvetemaer, når de kan laves i fede farver?!). Dexter kommer til at ønske sig bObles i fødselsdagsgave, og jeg tror, at han ønsker sig frøen.
Igen må jeg påpege, at det ikke er min hensigt at udstille bObles-ejere som hverken dårlige mødre eller mødre, der vil være bedre end andre! Hvis der skulle være nogen fra den pågældende Facebookgruppe, der læser med her, så vid dette: jeg er blot fascineret. Rolig nu.
tirsdag den 7. januar 2014
vores jul og nytår
Vi købte vores første juletræ - og hold nu op, hvor var jeg forelsket! Vi havde snakket om at købe et lille træ i potte, for såå stor er vores stue heller ikke. Men jeg faldt totalt for Julius her, og så var der altså ingen vej tilbage. Det gik også fint med at have ham boende, og han pyntede smukt!
I anledning af Dexters første jul havde jeg købt ham en julekugle. Og den er naturligvis ikke af glas, for jeg ved at mit hjerte ville forgå, hvis den en dag blev smadret. Jeg købte den i øvrigt hos santashop.dk, og indehaveren var så sød at ringe og informere mig om, at hun altså boede næsten rundt om hjørnet, så Dexter og jeg gik over og hentede den en af dagene. Dejlig service!
Juleaften var vi os 3, min søster, hendes kæreste, mine forældre, Daniels mor og hendes mand. Det var bare skønt at være samlet alle sammen! Maksimal hygge, også for Dexters vedkommende, der nød at have så mange bedsteforældre omkring sig.
Dexter blev puttet efter aftensmaden (hvor han selvfølgelig fik most kartoffel med and og sovs), han var godt træt efter al den hygge med alle de mennesker. Han faldt ikke i søvn med det samme, men lå læææænge og snakkede oppe i sengen, og faldt til sidst i søvn mens vi dansede om juletræet nedenunder. Derfor fik han lov at åbne nogle julegaver dagen efter! Han fik så mange fine ting, bamser, legetøj og tøj. Alt, hvad hans lille babyhjerte begærer (hvilket ikke var særlig meget, da han jo ikke fatter det endnu, men I ved).
1. juledag slængede vi os bare herhjemme og nød freden. Anden juledag bød nemlig på den sædvanlige julefrokost hos mine forældre, hvor denne lille fine herre selvfølgelig også var med. Her fik han lov at smage på lidt af hvert fra det traditionelle julefrokostbord - han er generelt ganske altædende, men især den brunede kartoffel satte gang i brækrefleksen. Sild og rødbede var heller ikke lige livretter, men æg, rejer og tunmousse kørte lige ind.
Nytårsaften valgte vi også at holde herhjemme, bare os tre. Det har jeg egentlig altid haft lyst til at prøve, og nu syntes jeg det virkede oplagt, når Dexter er så lille. Det var jo ikke til at sige, hvordan han ville reagere på al larmen, og om han nogensinde ville falde i søvn. Det viste sig dog, at det ikke var det fjerneste problem, og han vågnede ikke en eneste gang efter at være blevet puttet klokken 20.
Til forret lavede vi nogle chilimarinerede tigerrejer, de var dælme lækre.
Hovedretten var oksemørbrad, hasselbackkartofler og hjemmelavet bearnaisesauce, samt friske bønner svøbt i bacon. Jeg er ikke fan af rødt kød, men det her var fantastisk.
Desserten var pandekager med citroncreme og citronconfit. Heller ikke dårligt! Der skulle endda bruges husblas, som jeg generelt frygter, men ingen problemer dér.
Jeg håber, at jeres jul og nytår har været lige så dejlige som vores!
mandag den 6. januar 2014
2014
Mine ønsker for 2014 er som følger:
- Dexter falder godt til i vuggestuen
Ja, han skal allerede begynde i vuggestue om 3 måneder! Det er jo helt galt. Vi har netop fået tilbudt en plads i vores anden-prioritet, som vi vælger at takke ja til, da der desværre ikke når at blive en plads til ham i ønskevuggeren. Hans kommende vuggestue er såmænd også helt fin, og jeg er sikker på, at han nok skal få det godt dér. Det er lidt spændende, men dælme også skræmmende - sikkert for os begge to, han ved det bare ikke endnu ;) - Jeg får et job
Selvfølgelig skal jeg have et job i 2014! Min barsel slutter til april, og jeg går snart i gang med at sondere terrænet igen. Jeg glæder mig ikke til jobsøgningshelvede, men jeg er sikker på, at min barsel har givet mig fornyet energi, og at det snarest må bære frugt.
- Vi får en bil (og kørekort)
At få et barn har for alvor fået mine øjne op for, hvor praktisk en bil kan være. Offentlig transport med barnevogn hænger mig et godt stykke ud af halsen... Især når ens forældre og søster bor 1 time væk i to forskellige busser. Jeg fortryder ikke, at vi fik barn før vi fik bil, men hvor jeg dog glæder mig til, at vi kan transportere os selv lige præcis når vi har lyst, og på den halve tid af, hvad det offentlige kan præstere.
Ellers er jeg ret åben for, hvad året bringer! Jeg glæder mig til et år med endnu flere og hyggeligere stunder med min lille søn, der bare bliver sjovere og sjovere at være sammen med. Et år med kærestetid, kaffedates og glade dage med hele familien. En varm sommer med oplevelser for Dexter. Et hyggeligt efterår og en jul, hvor han er mere opmærksom og ekstatisk over det hele.
tirsdag den 12. november 2013
lidt om mad... babymad
Jeg købte bogen, og blev endnu mere overtalt. Det giver bare så meget mening, det bogen beskriver. Hvorfor er det, at babyen skal have en smagløs, smattet sag ind i munden, mens forældrene sidder og mæsker sig i rigtig føde, og hele hjemmet dufter? Hvorfor skal man pludselig proppe maden ind i munden på baby uden dennes accept, når den er vant til selv at søge brystet (forudsat at man ammer)? Hvorfor skal man "tvinge" barnet til at spise "en hel portion", når det tidligere har fungeret fint, at det selv kontrollerer, hvornår det er mæt? Nej vel?
Bogen mener, at man først skal servere andet end mælk for baby, når den er parat - og det er den, når de 6 måneder er passeret, baby kan sidde uden støtte og selv tage maden fra tallerkenen. Og så er det, at man tager den med til bords, og tilbyder små, håndrette stykker af den mad, man selv sidder med på tallerkenen. Grøntsagsstave, pastaskruer og den slags.
Selvsagt går der med denne metode længe, før babyen rent faktisk får noget i maven, for det første lange stykke tid handler om at sutte, studere og smide med maden. Men det er helt fint, for brystmælk er designet sådan, at babyen sagtens kan vente uden at lide nogen nød.
"Men øh, Bitten... hvis du er sådan en fortaler for denne metode, hvorfor er det så lige præcis, at jeg har set din 5½ måneder gamle knægt sidde indsmurt i grød på Instagram?", spørger den opmærksomme læser nok.
Joeh... Jeg er en svag sjæl. Der sker det, at når man både har en online og en fysisk mødregruppe, og omgives af personer af den traditionelle opfattelse, så bliver man påvirket, om man vil det eller ej. Flere og flere begynder på grød, når bettefisen bliver 4 måneder, selv om anbefalingerne lyder på at vente - det være sig på grund af dårlig nattesøvn, gruppepres eller udtalelser fra sundhedsplejersker. Og når man sidder der og ser de andre give grød i ugevis, mens ens egen yngling bare bliver ældre og ældre... ja så kan man sgu godt blive i tvivl. For er det nu det rigtige at vente? Og bør man ikke starte med grød, som folk altid har gjort?
Jeg blev i hvert fald i tvivl. Og så faldt det sammen med, at min baby begyndte at blive så sulten, at jeg måtte supplere med flaske for at få ham til at falde i søvn, og han begyndte at vågne om natten.
Det er jo ikke fordi sundhedsplejerskerne kommer og fortæller om Baby-led Weaning, nej, de fortæller om grød. Og de fortæller, hvordan man skal skynde sig at komme i gang, hvis ens baby nærmer sig et halvt år. Og jeg fik lidt stress, og tænkte: "Hvad nu hvis jeg fucker op ved at vente? Hvordan kan jeg egentlig tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved sundhedsplejerskens og lægens anbefalinger, når det er mit første barn? Hvad hvis det "vindue" for introduktion af fast føde slet ikke er en myte?".
Jeg var svag, og nu er vi begyndt på grød.
Men ved I hvad? Både mor og baby elsker det! Han er så desperat, når han sidder og spiser, og vil aller helst inhalere hele skålens indhold på een gang. Jeg er nødt til at holde igen, for at passe på hans mave. Og jeg er bare så glad for, at vi startede, fordi han tydeligvis har været totalt parat.
Samtidig er jeg glad for, at vi ventede, og ikke lod os friste for tidligt. Han bliver 6 måneder om en uge, og det er først nu, vi er sådan rigtigt i gang, hvor han får mere end blot smagsprøver.
Hvis du vil læse mere om Baby-led Weaning, så gør det eksempelvis her.
tirsdag den 24. september 2013
mød nabby!
Okay, jeg indrømmer det; jeg er ret træt af at skulle skrive "Dette indlæg er sponsoreret" som sådan en dadadadaaam-advarsel, som om det ikke er min egen mening, I nu skal til at læse om. Men sådan er loven åbenbart, og den må man hellere følge. Men vid, at bare fordi nogen har smidt en gratis ting i nakken af mig, i bytte for min anmeldelse, er det stadig min uforbeholdne mening, der kommer frem. Og selv om den måske ofte er positiv, hænger det sammen med, at jeg ikke siger ja til at teste alt mellem himmel og jord. Jeg har ikke tid til at skrive tusind indlæg om USB-nøgler eller kostumer (ja, det blev jeg tilbudt den anden dag!). Så du kan sagtens læse med, selv om det er et sponsoreret indlæg!
Som sagt, Nabby! Jeg fik et tip om, at de søgte testere af denne nye babyalarm. Fedt nok, tænkte jeg, med denne relativt nye baby i hytten. Vi har godt nok en babyalarm i forvejen (en NeoNate, som vi er godt tilfredse med), men lad mig vende tilbage til, hvorfor man sagtens kan bruge og elske to.
Nabby er den her nye, smarte babyalarm, der fungerer i samspil med din smartphone - ja, både til iPhone, iPad og Android, rent faktisk! Det vil sige, at du altid har modtage-enheden på dig.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg var solgt, allerede da jeg åbnede æsken. Emballage gør virkelig en forskel!
(Okay, jeg kan mærke, at denne intro, der ikke engang er en anmeldelse, bliver lang... bare en advarsel)
Alarmen ligger i den fineste æske med det søde Nabby-logo over det hele. Og man slår låget op til en meget simpel brugsanvisning trykt på noget ganske genbrugs-lignende papir. Jeg tænkte "juhuu, miljøvenlighed" - men ved du hvad? Senere fandt jeg endda ud af, hvad tegningen nederst på manualen betød. Der er sgu frø i papiret! FRØ! Det vil sige, at du kan flå den i stykker, plante den, og se en eller anden gevækst vokse op sammen med din lille baby. Ih! Sikke en smuk tanke, hva'?
Nå men den her manual, den er rigtig simpel, som du nok kan se. Og det hænger tilfældigvis sammen med, at det er virkelig simpelt at få din Nabby op at køre. Hent app'en (naturligvis gratis), tænd din Nabby, gå ind i app'en, og du kan nu straks forbinde telefon og babyalarm. Dette trin tog mig faktisk lidt tid, fordi den ikke rigtig gad forbinde, så jeg opgav - men bagefter fandt jeg ud af, at den faktisk allerede var forbundet, den havde bare ikke rigtig givet besked. Hm. Men fint fint.
Sådan så æskens indhold ud. Nabby tager vist nok 4 timer om at lade op første gang, og derefter tager det 1 time, med 70 timers batterilevetid som resultat. Det er alligevel en god mængde babysøvn. Der medfølger kabel, som du kan slutte direkte til din computers USB, eller højst sandsynligt sætte i laderen til din smartphone. Og så en snor til at hænge Nabby på tremmesengen, i barnevognen eller at bære den i, hvis man har lyst til det.
For lige at illustrere, hvor lille Nabby egentlig er, har jeg taget den i hånden:
Jeg blev nemlig selv overrasket over, at den faktisk var så lille. Med alle de smarte funktioner, tænkte jeg, måtte den være noget af et skrummel. Men nej, den er virkelig bette og handy. På siden er der en diode, der kan lyse under opladning, og når du tænder den. Denne diode fungerer samtidig som tænd/sluk-knap, og det synes jeg er en af Nabbys svagheder. Den er nemlig ikke så nem at trykke ind, fordi den er på linje med resten af babyalarmen. Så enten skal du trykke så hårdt, at dit finger-flæsk presser dioden ind, eller også skal du bruge en negl. Min kæreste bruger altid neglen, siger han, fordi han efter eget udsagn har "alt for faste fingre". Imidlertid er det nok også meget smart, da den jo helst ikke skal være nem for små pilfingre at slukke selv.
Da dette indlæg egentlig bare skal være en intro, og ikke en egentlig anmeldelse, må jeg hellere lige stoppe mig selv. Jeg vil gerne teste den i en længere periode, inden jeg ytrer min mening her på bloggen. Som sagt havde vi i forvejen en babyalarm, denne bruger vi nu i barnevognen. Nabby står derfor permanent i soveværelset, ved siden af babysengen, hvilket er super smart. Så skal man nemlig ikke hele tiden huske at tage en babyalarm med op, når den bette skal sove.
tirsdag den 17. september 2013
navngivningsfesten
Resultatet må I vente lidt med at se, da jeg var så fornem, at jeg havde fotograf på. Hvilket var meget heldigt, for Dexter valgte at sove ind til lidt over 13, hvor festen egentlig begyndte. Så vi ankom lidt sent til fælleshuset, og jeg nåede derfor ikke at se kagebordet, inden folk fløj over det som gribbe.
Dexter var i sit es på dagen, det var virkelig dejligt. Han er ikke vant til så mange mennesker, men selv om der var rimelig mange, der selvfølgelig gerne ville have lov at holde og nusse, var han bare glad og stille. Det var faktisk begrænset, hvor meget jeg selv havde ham på dagen, jeg savnede ham helt bagefter!
Ud over masser af hygge blev den lille dreng beriget med de fineste gaver. Jeg er slet ikke typen, der holder en fest for gavernes skyld, så jeg bliver altid overrasket, når jeg til sidst ser gavebordet. Jeg er dybt taknemmelig, og det er jeg sikker på, at Dexter også ville være, hvis han fattede en meter.
Her er gaverne stablet op på stuebordet - der var jo næsten ikke plads!
Selvfølgelig skulle han have LEGO Duplo, hans far er jo bidt af en gal LEGO-mand...
Og læsestof kommer han bestemt heller ikke til at mangle. Jeg forudser maaaange hyggelige stunder med højtlæsning.
Dette fine stel fra SillyU fik han også, jeg er virkelig vild med det!
En lille klassiker blev der naturligvis også plads til, det er en tradition, at hans farfar og dennes kone giver en graveret halskæde til familiens nye medlemmer. Vi havde frabedt os "diverse sølvting", så de var lidt nervøse ved overrækkelsen, men jeg synes at lige præcis sådan en kæde er rigtig fin! (Og desværre umulig at tage et ordentligt billede af i denne belysning)
Lidt tøj. AaB-sparkedragten er selvfølgelig fra hans far. Og små "opdag-dine-hænder-og-fødder-dukker"!
Lækre futter og luffer fra Joha, mmm, gid det var mine! Et par hagesmække med navn, og den fineste frugtpose, som han fik af Line.
Og af min elskede søster og hendes kæreste fik han, hvad jeg undervejs udnævnte til vinder-gaven! Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke elsker de andre gaver, men nøj hvor blev jeg nærmest mundlam, da jeg så disse. Hun har hæklet de allerfineste babyklodser til ham. Bogstaverne er altså neongrønne, men ja, belysningen og min telefons kamera... host. Og på de andre sider er der tal, dyr og andre motiver, som ses på nedenstående billede. For pokker de er fine. Hun er så ualmindeligt dygtig!
Og sidst, men ikke mindst, denne dejlige lille bi, som han kommer til at fare rundt på, når han bliver gammel nok! Jeg må desværre ikke bruge den, da jeg ikke helt kan komme ned på de 25 kg, den kan bære...
Der er et par gaver, jeg ikke har taget individuelle billeder af, blandt andet et tilskud til hans opsparing, og et par gavekort til BabySam, som bestemt også var skønne gaver!
Hvis nogen af festens gæster læser dette indlæg, vil jeg bare sige af hjertet tak for både selskab og gaver.
søndag den 8. september 2013
forberedelser
Og så var der jo lige de her afsindigt søde små babyklodser... De kan åbnes, og skal bruges til noget, som jeg er sikker på, at gæsterne vil glædes over.
Siden sidst har jeg bagt to slags cupcakes til fryseren. Dem der skal være i de brune tulipanforme har jeg bagt uden papir i metalformen, da jeg tvivler på, at formene vil elske at ligge i fryseren og krølle. Den anden slags har jeg bagt direkte i de søde babypapirsforme. Formene var desværre ikke særlig fedt-modstandsdygtige, så motivet er ikke så tydeligt længere, øv øv. Men de ligger i fryseren og hygger sig nu, og jeg håber ikke formene tager al for meget skade af en optøning, når dagen oprinder.
Næste projekt er bagning af boller!
mandag den 2. september 2013
invitationer til navngivningsfest
Imidlertid lovede jeg jo en læser at vise jer invitationerne, som jeg har lavet til navngivningsfesten.
De er egentlig ganske simple - et helt hvidt kort, hvorpå jeg har klistret noget papir. Købte en pakke med flere forskellige babydrenge-ark, så invitationerne er forskellige. Så har vi lavet babyens fodaftryk på hvert kort, med noget fingermaling, babyen var heldigvis tålmodig nok til 21 stk. Og så har jeg stemplet navnet på noget andet papir, og klistret på. Jeg kan rigtig godt lide, at ingen af dem blev ens. Bagpå kuverterne er der også ene forskellige klistermærker.
Festen finder sted om 2 uger, og jeg stresser rent faktisk lidt over den indvendig... der er ikke rigtig noget, der er på plads. Jojo, fælleshuset er lejet, og jeg har købt nogle balloner og servietter i Søstrene Grene.
Jeg skal selv bage kager til et stort kagebord (heldigvis med hjælp fra dejlige veninder), og jeg har knap nok fundet ud af, hvilke kager der skal serveres... men det flasker sig nok, det hele, om ikke andet så i sidste øjeblik!
torsdag den 8. august 2013
ny hverdag
En helt ny hverdag er nu begyndt for mig og min lille baby - min kæreste er nemlig begyndt på en løntilskudsstilling, og vi skal nu være alene sammen mandag til torsdag. Det betyder også, at jeg skal tage ham 100% om natten, hvor min kæreste ellers har været yderst hjælpsom hidtil.
Det er selvfølgelig en udfordring, men de to første dage er det nu gået over al forventning!
I går startede fantastisk med, at føromtalte baby havde sovet 8 timer om natten, så jeg var udhvilet. Om formiddagen tog vi i mødregruppe, hvilket inkluderede en 4 km gåtur med barnevogn hver vej. Resten af dagen hyggede vi bare hjemme, og jeg fik endda arbejdet på invitationer til navngivningsfest.
I dag er også gået fint, grundet regn har vi holdt os inde ind til videre. Jeg er næsten færdig med invitationerne, og jeg har set et afsnit af True Blood. Aftensmad er der ikke blevet så meget af, fordi kæresten ikke kom hjem efter job som forventet, men mad er også overvurderet...
Nu vil jeg underholde min søn som er vågnet fra en god lur!
søndag den 21. juli 2013
der er altid en anledning til lagkage
Jeg lavede en lagkage med Toblerone-mousse og jordbærmousse, det var en ubetinget succes. Selv om jordbærmoussen ikke blev lige så kraftfuld og syrlig, som jeg havde forestillet mig, var kagen utrolig lækker.
"Fødselaren" sov imidlertid igennem hele lagkagespisningen, så han fik ikke engang lov at puste de to månedslys ud... stakkels baby!
fredag den 21. juni 2013
facts om at få en baby #2
- Når babyen skriger første gang efter fødslen, er det en himmelsk klang. Det går hurtigt over
- I dagene efter en fødsel ændres de sociale spilleregler drastisk. Det er nu pludselig helt normalt, hvis svigermor spørger dig, om du har haft afføring endnu
- Man føler sig som det vildeste overskudsmenneske, når man pludselig en dag står og laver aftensmaden. Og når badeværelset får en rengøring
- Pludselig ligger der stofbleer og ammeindlæg overalt i hytten
- Stofbleer er rare at have (virkelig) mange af, og kan med fordel inddeles i numseklude, gylpeklude og alt-muligt-andet-klude - fx hovedpude til baby eller til at lægge over hans bare ben, når man ammer
- Man bliver ret skuffet, når der bare er totalt sommervejr, så babyen ikke får brug for alt sit fine tøj...
- Den mest belastende sætning i verden er den, der kommer fra andre forældre, og starter med "bare vent til..." eller "væn dig til det". Dit svar bør altid være "luk røven"
- Dagene inddeles på sjoveste vis i etaper, og al planlægning sker efter, hvornår baby sidst er blevet skiftet og fodret. Man bliver glad, når en sove-etape passer med en tur i storcenteret efter Paradis-is
- Det er pludselig rigtig irriterende ikke at have bil!
onsdag den 5. juni 2013
facts om at få en baby
- Man sveder mere, når man har født, end under graviditeten - cirka 10 liter pr nat den første uge, er jeg overbevist om
- Ligesom kroppen tager over, når man får presseveer, tager den også over, når baby kommer op på brystet - man siger ukontrolleret "hej lille skat" omkring 15 gange
- De er virkelig søde på barselsgangen. Især Helle. Og på patienthotellet. Især Birgitte
- Det er skønt pludselig ikke at skulle tisse hele tiden!
- Man kan overleve på overraskende lidt mad. Fordi man simpelthen ikke har tid til at spise de første dage med en nyfødt i hytten
- Når man alligevel drister sig til at spise, mens man sidder og ammer, skal man ligge en stofble over baby. Man spilder nemlig
- Man bliver meget nervøs, når babyen pludselig sover 5 ½ time i stræk om natten, og føler sig nødsaget til at vække denne for at give den mad
- Det kan sagtens tage 3 dage at få skiftet sengetøj, selv efter man har lagt det rene sengetøj frem
- Man har slet ikke tid til at bage :(
- Når man endelig får tid til at nyde en latte på terrassen i de nyindkøbte havemøbler, føles det som om der alligevel findes en gud.
onsdag den 29. maj 2013
stilheden har altid en årsag
Jeg havde egentlig først termin i forgårs, men den lille herre lod ikke vente så længe på sig, og ankom allerede den 20. maj. Så det var noget af en pludselig omvæltning, men jeg siger jer, han er dejlig!
Men det betyder til gengæld, at der er blevet indledt en ikke særlig madblogger-venlig periode med mad fremstillet af kæresten (helst noget, der kan spises med en hånd, når jeg ammer) og afskyeligt købe-brød. Jeg er ikke tilfreds, men har ikke liiige overskuddet til at bage selv, for når den lille fine sover skal jeg enten sove eller ordne langt vigtigere ting.
Men jeg vil bare sige, at jeg lever endnu!
søndag den 14. april 2013
forelsket
Billederne er i øvrigt lånt fra tidtilleg.dk, hvor der pt er tilbud på mærket! Jeg har allerede lagt en enkelt ordre derinde... dog ikke på nogle af nedenstående.
mandag den 8. april 2013
3. babypakke: libero
Pakken indeholder en perlerække af Liberos egne produkter:
- En sampak af 5 stk. 2-4 kg's bleer og 9 stk 3-6 kg's
- En pakke Libero vådservietter
- En Libero creme (til baby, går jeg ud fra, tuben er ikke så informativ)
- 2 Libero ammeindlæg (efter sigende hudfarvede, men jeg har lige åbnet dem, og min hud har forhåbentlig ikke den grå nuance førend min dødsdag!)
- Et lille stykke legetøj med raslende vinger
- Som altid en bunke brochurer, inklusive en gratis prøve på Tena trusseindlæg
tirsdag den 5. marts 2013
gavmilde mennesker
Vi havde selskab af min søster og hendes kæreste i går aftes, og min søster bragte en skønherlig gave. En kasse med diverse neutralt babytøj fra hendes veninde, som desværre ikke fik brug for det alligevel. Det meste af det er helt nyt, og vi fik ikke engang lov at betale for det, da hun ellers bare ville have givet det til genbrug. Behøver jeg sige, at vi er meget taknemmelige, og at jeg vist hellere må bage en takke-kage engang? :D
Ud over det på billedet viste var der også et sæt med dyne og pude samt et virkelig nuttet sengesæt med sæler på.







































