Viser opslag med etiketten london. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten london. Vis alle opslag

søndag den 3. juni 2012

london #7: the george and dragon pub

For nu at blive ved hotellet vil jeg komme med en lille beretning om et spisested, der var lokaliseret heri, kaldet The George and Dragon

Der var engang en traditionel engelsk pub kaldet The George and Dragon (hvorfor er ganske uvist), lokaliseret i hjertet af Ibis Hotel Earl's Court i den fornemme by London. Om morgenen husede denne pub en ussel parodi på en "continental breakfast" bestående udelukkende af croissanter og sur yoghurt (vælg "english breakfast" lokaliseret i det tilstødende lokale, for Guds skyld!).
Om aftenen derimod var stedet som forvandlet.

Det rejsende kærestepar Bitten og Daniel endte her første gang grundet et anfald af stor ubeslutsomhed med henblik på deres aftensmåltid. Da de trådte ind i rummet, blev de straks overvældet af stemningen; traditionel, engelsk og pub-agtig. Og for at fuldføre denne var et stort tv placeret midt i rummet, visende diverse sportsgrene. Det rygtes, at Bitten ingenlunde besad interesse for sport, men at hun alligevel fandt denne detalje meget berigende for atmosfæren.


Under dette første visit faldt valget af mad på en delikat omgang ribs med tilbehør i form af coleslaw og salat. Guderne skal vide, at disse pub-englændere ikke er kreative i salatafdelingen, men resten af måltidet gjorde alligevel denne overflødig.

Bitten måtte forevige denne ret udelukkende ved hjælp af sin mobiltelefon, da hendes partner på trods af den fremskredne teknologiske udvikling forbyder hende at medbringe større apparater til billedtagning på offentlige spisesteder...

Parret blev så betaget af menukortets øvrige indhold, at de så sig nødsaget til at besøge spisestedet en anden aften. Her havde Bitten nemlig udset sig nogle meget tiltalende kokosbelagte rejer med tilbehør i form af "chips", citronmayonnaise og endnu en salat. Og se nu, hvor fint de prydede den lille tallerken af træ. Hvor rustikt!


Og madguderne sang til den lyse morgen. Det kan kun anbefales at afprøve dette stemningsfyldte, autentiske spisested, såfremt man er gæst på Ibis Hotel Earl's Court.

fredag den 1. juni 2012

london #6: ibis hotel earl's court

Selv om hotellet måske ikke er den mest interessante del af rejsen, er det alligevel en væsentlig detalje, og derfor får I også lov til at se, hvor vi boede denne gang. Efter den gode oplevelse på et Ibis Hotel sidste gang valgte vi denne kæde igen, blot en mere central placering, nemlig ved Earl's Court. Beliggenheden var lækker, og hotellet var en smule pænere (og større) end sidst - selvfølgelig også en smule dyrere, men det var det værd.

Hotellet ligger i gåafstand til stationerne West Brompton og Earl's Court, hvor der kører op til flere forskellige undergrundslinjer. Derudover er der også nok at se i selve området, man skal ikke gå ret langt for at komme til en masse butikker (inklusive en Starbucks!), og der vrimler ligeledes med spisesteder.






Som I kan se var hotelværelset ret pænt og rent og nydeligt. Ud over det på billederne viste var der lige inden for døren et relativt stort klædeskab med store spejle på. Yay!
Lige som sidste hotel i kæden serverede de en dejlig breakfast med lidt (meget) af hvert. Vi anvendte den ikke alle dage denne gang, men det er virkelig belejligt at man kan spise sig mæt på hotellet, inden man skal ud og opleve London.

søndag den 20. maj 2012

london #5: harry potter studio tour

Det første vi skulle, da vi ankom til London (efter en god nats søvn), var naturligvis på Warner Bros. Studio Tour og se kulisserne fra Harry Potter-filmene. Siden jeg opdagede, at de blev åbnet, har jeg været relativt vild efter at komme derhen, og nu var vi så heldige, at vi alligevel skulle forbi London.

Stedet ligger lidt uden for central-London, men det er ganske nemt at komme dertil, grundet den formidable offentlige transport, de besidder. Vi startede med at tage undergrunden til Euston, hvorfra der går tog til Watford Junction. Fra sidstnævnte station går nemlig shuttlebus direkte til attraktionen, og som I kan se på nedenstående billede, er de ikke just svære at genkende. Så snart man kommer ud fra stationen, holder de ved de almindelige busstoppesteder, og de afgår omkring hvert 20. minut. Det samme når man skal tilbage.


Selve turen gennem attraktionen er normeret til 3 timer, men det kommer helt an på, hvor længe man stirrer på tingene. Vi brugte ikke helt så lang tid derinde, for det var ikke alt, jeg fandt lige interessant. Men jeg er vældig glad for, at vi tog derhen, for det var noget af en oplevelse som Harry Potter-fan. Derfor er jeg nødt til her at bringe en længere række billeder, for det er svært at udvælge...

The Great Hall i al sin pomp og pragt! Det var en skæg oplevelse at være der. Det var det første rum, man kom ind i, og her var rent faktisk en guide, der fortalte ting og sager. Herefter var man dog overladt til sig selv.
For enden stod alle professorerne (desværre ikke i levende live, skuffende nok, men giner med deres faktiske kostumer). Ude i siden, som også anes på billedet, var ligeledes udvalg af de forskellige huses påklædning, inklusive den som Robert Pattinson har haft på. Rauw.

Det fineste udvalg af skole-remedier.

Smuk "is"-skulptur - noget fra the Yule Ball, vistnok...

Snape!!! Ja, igen af stof, desværre... Og det lokale, i hvilket han underviste. Det var rigtig fint.

Der var også et rum med alle de effekter og ting, der var blevet brugt i filmene. Her ses blandt andet en plante og en levende bog. Så får man virkelig indblik i, hvor meget arbejde, der er lagt i filmene.

Dumbledores kontor. Mit yndlingssted i hele verden. Åååh.

Det meste af studierne var indendøre, men der var også en udendørssektion, hvor man blandt andet kunne se facaderne på huset, hvor Harry har boet. Her står jeg og dufter til en falsk blomst. Jeg har også billeder, hvor jeg lurer ind af vindue og brevsprække... Udenfor var også Tom Riddles gravsted, den sjove bil, den lilla bus og et spisested, hvor man kunne få butterbeer. Det så klamt ud.

Noget af det sjoveste var denne opslagstavle med de forskellige dyr, der har indgået i filmene. Det er rent faktisk forskellige katte, der har spillet den samme kat, fordi de havde forskellige specialiteter. Det samme med uglerne, hvor den ene var trænet specifikt til at sidde på et bur, hvor en anden var trænet til at gå med Daniel Radcliffe.

Som en af de sidste ting kom man forbi miniaturemodellen af Hogwarts, og den er simpelthen så imponerende. Tænk, at nogen har siddet og modelleret den. Der var endda lys i nogle af vinduerne.

Ud over det på billederne viste var jeg virkelig imponeret af en række malerier, der var en del af udstillingen. Nogle af dem var så smukke, at jeg ville give alt for at have et af dem hængende. Ih.
Ud over udstillinger og deslige var der naturligvis også en stor butik, som solgte merchandise, og der var også meget sjovt, som jeg havde købt, hvis jeg havde været rig, fordi priserne var skyhøje. Jeg ville gerne have købt nogle af de der bønner med klamme smagsvarianter (som opkast og jord), men de kostede en bondegård. Derudover var der naturligvis en masse påklædning.

Tag forbi, hvis du er fan af Harry, og alligevel er i London! Billetpriser, anvisninger og lignende kan du naturligvis finde på hjemmesiden.

lørdag den 19. maj 2012

london #4: min anden rejse

Jeg må jo nok indrømme, at jeg har været bortrejst uden overhovedet at lade jer vide det. Til London. Fordi det var et år siden sidst, og Daniel og jeg ikke kunne undvære byen et sekund længere.
Ligesom sidst var det en lækker tur, og det var dejligt i forvejen at have lidt kendskab til byen, så man følte sig relativt rutineret. Vi oplevede nogle dejlige ting, nogle af dem var en gentagelse fra sidst, og denne gang agter jeg at fuldføre en række blogindlæg omkring det. Forhåbentlig det kan fungere som en slags guide for andre, der skal besøge London. Glæder I jer ikke bare?

Og for at indlægget ikke skal være billedløst, får I et billede, der kendetegner turen ret godt - en undergrundsstation! Der tilbringer man faktisk relativt meget af sin rejsetid...


P.S. Jeg savner allerede London, så det gør helt ondt i hjertet...

tirsdag den 14. juni 2011

london #3

Dagen efter vores ankomst i den skønne by valgte vi at besøge Natural History Museum. Det var noget vi planlagde fra start, da det var Bank Holiday, og vi ikke var sikre på, hvor mange ting der egentlig havde åbent. Det havde alt dog sådan cirka.
Museet var især skønt at se på udefra, som nedenstående billede muligvis illustrerer. Det var en kæmpe bygning, så det var særdeles umuligt at få det hele med på et billede.


Der var en velvoksen kø ind til museet, men det gjorde nu ikke så meget, for vejret var godt og udsigten skøn.

Museet var som forventet meget imponerende, selvfølgelig i særdeleshed dinosaur-afdelingen. Det er stadig surrealistisk at se de der skeletter som bare er GIGANTISKE. Nedenstående billede giver et indtryk af, hvilken virkning det har på folk.

(Jeg håber ikke, at hun er dansk turist og læser med her).
Noget der især gjorde mig bange var det klamme svin af en Tyrannosaurus Rex, som de havde gjort levende igen (måske den kun var lavet af plastik og robotdele, men jeg er ikke overbevist). Jeg blev skide bange, hver gang den kiggede i min retning.


Resten af museet var også rigtig spændende. Især afdelingen med menneskekroppen var jeg fascineret af, og jeg ville ønske at min hjerne havde været gearet til at tage imod uendelige mængder af viden, for man kunne virkelig lære meget derinde.
Men hey, det bedste var næsten, at man fik et lille krus med vingummier både ved indgangen og udgangen...


Rawr!

fredag den 27. maj 2011

london #2

Endelig, endelig begynder min strøm af London-indlæg! Min hjerne har åbenbart endnu ikke kunne kapere at lægge så meget arbejde i blogindlæg, så ind til nu har jeg bare skrevet om "lette" ting. Men nu tager jeg mig sammen, inden jeg glemmer alt, hvad der skete på rejsen.

Jeg starter med et måske knap så spændende indlæg om det hotel, vi boede på. Hotellet er trods alt en rimelig vigtig del af rejsen, selv om man forhåbentlig ikke bruger størstedelen af sin dag på hotelværelset. Det er trods alt der, man slapper af efter en lang dag, sover, og for vores vedkommende også spiser morgenmad. Af min "jeg har boet i London og været der mange gange"-veninde fik vi anbefalet Ibis Hotel-kæden. Der ligger mange rundt omkring i London, og da vi ikke var så rige, valgte vi et ikke-centralt hotel. Vi boede lige ved siden af Wembley Stadium, og vores udsigt fra værelset på 12. sal var derfor denne:


Hotellet indvendig var ikke verdens smukkeste, hvilket også kan ses på billederne på deres hjemmeside. Men det var rent og pænt, og deres service var absolut i orden. Værelset så således ud:


Dobbeltseng med natborde og et bord under vinduet. På det bord står ude til højre en elkedel, to kopper og et lille udvalg af instantkaffe, the og sukker. Det var en feature jeg fandt super hyggelig! På væggen til højre forefindes et tv og et stort spejl. Til venstre er døren til badeværelset.


Et lille og velfungerende badeværelse. Jeg kunne dog have ønsket, at udsugningen ikke larmede på de underligste tidspunkter. Jeg ved ikke om det er noget generelt, eller om der var noget galt med vores, men det var nu ikke noget vi havde behov for at gøre noget ved.

Vi havde valgt at inkludere morgenmad hver eneste dag, og det var simpelthen bare lækkert. En morgenbuffet med diverse brød, scrambled eggs, pølser og bacon, baked beans (idrk), croissant, ost, marmelade, nutella, smør, yoghurt, Cultura, morgenmadsprodukter til at komme mælk over, müslibar, frugt (dog i underlig lage, det var ikke specielt vellykket), små LÆKRE muffins, juice, the og kaffe. Det store udvalg gjorde, at man simpelthen blev stopmæt hver morgen.

Kort sagt var vi rigtig tilfredse med hotellet. Det var fint at bo decentralt, da der kørte 3 Underground-linjer ud forbi plus en anden slags tog, og transporttiden til den centrale by var relativt kort, men næste gang (kære Gud, lad det blive snart) vælger vi nok at bo lidt mere centralt og betale prisen for det. Wembley-området var ellers super hyggeligt, og der var alverdens butikker og spisesteder, så det kan sagtens anbefales hvis man vil spare nogle penge og se lidt af den "ydre" by.

mandag den 9. maj 2011

london #1

Jeg lægger ud med at vise jer de godter, jeg rent faktisk slæbte med hjem til mig selv. Denne mængde var mindre end de gaver, jeg købte til andre, tilsammen - men helt ærligt, jeg elsker at glæde andre.

T-shirt og morsomme trusser - Primark

London Underground Map til min væg (ja, jeg blev forelsket...), Aussie Shampoo og Balsam, Batiste tørshampoo (fordi der var 3 for 2 i Boots), Eat Pray Love og Haruki Murakamis After Dark

Nittebælte med mange farver - Camden Market

Smukt ur af elendig kvalitet - Camden Market

Slik i lange baner og lidt turist-the

søndag den 8. maj 2011

søsters fødselsdag

Min skønne søster havde fødselsdag mens jeg var i London, og jeg havde derfor ikke mulighed for at fejre hende på selve dagen på anden måde end at efterlade hende et kort. Hjemmelavet, selvfølgelig.


I går inviterede hun til fejring for familien, og jeg havde selvfølgelig købt hende gaver i London. En del, faktisk.

2 bøger, et tørklæde, underbenklæder fra Primark, strømper, London-the, lille cupcake-lipgloss og så lidt slik til deling med hendes kæreste
Hun blev heldigvis glad for hele molevitten og vi konkluderede, at det alligevel ikke var så dumt at lade sin søster rejse på sin fødselsdag. Derfor har jeg nu anbefalet mine familiemedlemmer at give mig en rejse, som ligger op af deres fødselsdage, så skal jeg nok købe gode gaver med hjem...
Til fejringen spiste vi som altid god mad, og derudover en god dessert, hvor min søster og jeg i fællesskab havde fremstillet chokoladebure til noget is. De blev relativt fine.

fredag den 6. maj 2011

hjemvendt

Jeg er lige kommet hjem fra London :)


(Ganske korrekt, dette betyder, at min give away snarest kan blive skudt i gang. Jeg skal bare lige indfinde mig herhjemme først).

fredag den 22. april 2011

londonplanlægning

For et stykke tid siden besluttede vi os for at lave en form for program for turen, så vi havde nogenlunde styr på, hvad vi skulle de forskellige dage. Ikke et time-for-time-program, men bare for at strukturere turen, så vi ikke skal bruge al vores tid i undergrundsbanen.
I den anledning opdagede vi, at vi faktisk ville se alt for mange forskellige ting, og måtte derfor gemme nogle til en anden gang/alternativer. Programmet ser således ud:

Dag 1:
Ankomst til London om aftenen. Kørsel til hotel og efterfølgende søvn.

Dag 2:
Natural History Museum
Fortnum & Mason, Big Ben, Westminster Abbey, Buckingham Palace, St James’s Park
Fortnum & Mason er en rigtig fornem the-butik (og alt muligt andet-butik), som min veninde har et hav af fine ting fra, og som jeg derfor er nødsaget til at besøge. Alle de turistede ting har vi blot planer om at beglo udefra og nyde en gåtur i forbindelse med, så vi kan sige, at vi har været der. Efter gåturen kan vi så slappe lidt af i St James's Park og håbe på at møde nogle rare egern.

Dag 3:
Oxford Street (Boots, Selfridge’s, John Lewis, Marks & Spencer, Waterstone’s, Whittard of Chelsea)
Hyde Park
Store shoppedag, uuh. Butikkerne er næsten tyvstjålet fra Lines Londonguide, som har været guld værd.

Dag 4:
Whitechapel
Mudchute City Farm
Daniel vil absolut se Whitechapel fordi han er sært historisk interesseret. Derudover fandt vi i min Kort og godt om London Mudchute City Farm, som kan give os et lille afbræk i storbylivet og lade os møde nogle Londonske gårddyr...

Dag 5:
Camden Markets
Endnu en anbefaling fra Line. Citat: "De har alt muligt sært tøj, det er lige dig, Bitten!"... Meget god salgstale. Om aftenen denne dag flyver vi hjem. På forhånd snøft.

Som I kan se er dagene ikke fuldstændig spækket med aktiviteter, og aftensplanerne er ej heller lagt. Jeg tænker at vi spiser lidt efter hvor vi befinder os i byen, omend der er et par spisesteder, vi skal have besøgt. Derudover vil vi også gerne indkorporere en tur i teateret en aften. Vores "alternativer", som vi kan tage hvis der bliver tid til overs, er i øvrigt Portobello Road Market og Museum of London.

mandag den 18. april 2011

london i vente

Der er noget, jeg slet ikke har fået omtalt nok her på min blog.
I fødselsdagsgave fik jeg noget, som jeg aldrig lagde et billede op af. Meningen var at bringe et indlæg om det kort efter, men det blev aldrig til noget. En af de fineste gaver var nemlig Politikens Kort og godt om London. Som nogen måske har opsnappet, rejser min kæreste og jeg til London nogle dage i næste måned. Allerede få dage efter min fødselsdag var bogen beklædt med små post-its ved de ting, jeg gerne ville opleve samt oplysninger om transport til og fra hotellet.



Jeg er så heldig at have et par veninder, der har besøgt London før, og en som endda har boet der, så jeg har fået al den hjælp jeg overhovedet kunne tænke mig, både omkring hotel, transport og inspiration til begivenheder. Da det skulle være så billigt som muligt bestilte vi hotel ved Wembley Stadium, det vil sige ikke specielt centralt, men med 2 Underground-linjer næsten lige til døren og kun 10 minutters transport fra det centrale London.
Jeg glæder mig virkelig som et lille barn, det er min første udenlandsrejse ud over min studietur i gymnasiet, og I skal nok få mere omkring turen, både før og efter!