Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøger. Vis alle opslag

torsdag den 19. april 2012

visit hos kristine

I går var Cupcakemafiaen inviteret hjem til Kristine, og jeg behøver vel næsten ikke skrive, at det var hyggeligt? Vi blev trakteret med dejlig mad: fyldt andebryst, birkesdryssede hasselback-kartofler, asparges og en absolut appetitlig basilikumcreme. Bemærk også den flotte borddækning!



Til dessert fik vi en "chokoladesuppe" med sprødt låg, som var så flot anrettet med et chokolademønster ovenpå! Dertil nød vi en særlig kaffe med noget nøddesmag af en art - altså, Kristine og jeg nød det, Line og Sabina tvang det i sig og Camilla tog en kop the.


De andre damer udvekslede alt muligt spændende, de havde købt for hinanden, men da jeg ligesom er klikens fattigrøv, var jeg ekskluderet fra dette. Heldigvis havde Line været så betænksom at bringe mig nogle "falske" kapsler til min Nespresso fra sin nylige ferie på Gran Canaria. Og ikke nok med det, jeg fik også to kogebøger med hjem, fordi Sabina har måtte rydde ud i sin samling. Så gavmildt!


Jeg valgte lidt to bøger, som jeg som udgangspunkt er ret skeptisk over for. Baronessens bog er jeg mildt skeptisk over for, men jeg er sikker på, at der nok skal være nogle idéer deri, og om ikke andet er dens layout fint og tøset. Kernesund Mad er jeg MEGET skeptisk over for (faktisk har jeg joket med, at jeg tog den bare for at brænde den), men jeg er også lidt nysgerrig omkring, hvad den egentlig indeholder. Den familie er lidt for frelst til mig, og jeg forbeholder mig retten til at bruge almindelig, billig mælk i mine opskrifter, men tænk nu hvis man kan blive inspireret på anden vis? Jeg håber.

I dag skal vi faktisk alle sammen ses igen, og endda sammen med Birthe, da hun skal befinde sig som blogger på Ordkraft, og vi har fået æren af at spise med hende inden. Det glæder jeg mig til.
Ind til da overvejer jeg en forårsrengøring, da jeg er alene hjemme, men lad os nu se...

torsdag den 5. april 2012

the hunger games - film vs bog

Selv om der ikke var nogle graverende mangler i filmen i forhold til bogen, er der stadig visse elementer eller episoder, som jeg gerne vil have lov at omtale.

Du skal naturligvis ikke læse dette indlæg, hvis du ikke vil vide, hvad der sker i bogen og/eller filmen!


Avox-pigen

Da jeg læste bogen fandt jeg, at en af de mest spændende tematikker var hele Avox-tingen. Jeg havde glædet mig til, at Katniss skulle se den rødhårede pige i skoven, men på underlig vis udeblev denne, og den introducerende scene med hovercraften over skoven virkede ret ligegyldig. Jeg har imidlertid fuld forståelse for denne udeladelse af tidsmæssige årsager (selv om de for min skyld godt kunne have lavet filmen længere).

Katniss’ og Peetas forhold

Det er jo sådan, at det i bogen er ret uvist, om Peeta erklærer sin kærlighed for Katniss i sit interview for showets skyld eller ej. Det samme gælder Katniss’ kærlige adfærd over for Peeta under The Games. I filmen synes jeg imidlertid ikke, at denne undren vækkes så meget, som den efter min mening burde - det virker nærmere bare som om, at de er forelskede.

Gales rolle

Lad mig sige det, som det er: Gales tilstedeværelse i filmen giver ingen mening! Jeg tror virkelig der sidder nogen derude, som ikke har læst bogen, og tænker, at han kun er med for at hinte et trekantsdrama ala Twilight. Det eneste, man ser til ham, er scenerne inden The Games og ligegyldige klip med ham, når han står og surmuler over, at Katniss er sammen med Peeta. Desuden synes jeg filmen antydede, at han og Katniss havde været kærester, hvilket jo langt fra er tilfældet i bogen.

Cinnas udseende

En af mine klare favoritpersoner fra fortællingen er uden tvivl Cinna! Han er ligesom det eneste venlige, Katniss møder på hendes vej mod The Games, og det er lidt umuligt ikke at elske ham. Imidlertid havde jeg gennem bogen forestillet mig en kridhvid designer-bøsse af den bedste slags, så det var noget af en overraskelse, da han blev spillet af Lenny Kravitz. For mig gjorde det ingen forskel overhovedet, da min hjerne lidt efter var blevet indstillet på det, og han var helt perfekt til rollen. Men det får mig til at tænke på alle de sindssyge mennesker, der er gået fuldstændig amok rundt i verden, fordi Rue er mørk i filmen! Det er især overraskende, fordi hun rent faktisk er beskrevet som mørkhudet og sorthåret i filmen (hvorimod Cinnas hudfarve ikke er beskrevet). Læs nogle af de ulækre tweets her og bliv forarget (men pas på dit blodtryk).

Kommentarsporet fra The Gamemakers

Efter bogen havde jeg ventet spændt på at finde ud af, hvordan de ville greje de mange episoder, hvor hovedhandlingen foregår inde i Katniss' hoved. Ville de mon lave en voice over med hendes tanker ind over handlingen? Nu er det primært i de lange strækninger, hvor Katniss er alene i skoven, at hendes tanker dominerer, og dem var der ikke så mange af i filmen (så ville den godt nok have været lang). I de situationer, hvor hendes tanker normalt ville have forklaret os tingene, eksempelvis med hvepsereden, havde de i stedet valgt at klippe til Gamemaker-kommentarer, hvilket jeg holdt meget af. Det var en formidabel måde at komme uden om det problem på - og gav Caesar mere tid på skærmen, han var jo umådelig skæg!
 
Derudover var der selvfølgelig et hav af andre små forskelle, som i bund og grund ikke gjorde nogen egentlig forskel ud over at gøre handlen mere film-venlig (eksempelvis erhvervningen af Katniss’ Mockingjay-pin, hvor de udelader at bringe Madge ind i historien). Derudover synes jeg, at filmen ligger langt mere op til en 2’er, end bogen egentlig gjorde, hvilket er vældig godt tænkt.
Til jer, der er interesseret i flere både betydningsfulde og ubetydelige forskelle film og bog imellem, har jeg fundet en fin liste lige her.

onsdag den 4. april 2012

the hunger games (inkl. spoilers)


I sidste uge var min kæreste så sød at bestille The Hunger Games-trilogien til mig. Jeg er jo for søren bare en teenager inderst inde, så selvfølgelig skulle jeg læse den serie, der blev kaldt "det nye Twilight". Der gik ikke mange dage, før jeg havde slugt den første bog. Den var ærlig talt virkelig spændende, og jeg var omgående fan. (Omkring Twilight-sammenligningen kan jeg ikke helt se årsagen, ud over, at der er en pige og to fyre med).
Konceptet elsker jeg, og selv om jeg glædede mig kraftigt til at selve "legene" startede, nød jeg også hele optakten dertil, og fortællingen om Katniss som person. Med hensyn til legene skiftede jeg meget mellem at være fuldstændig frastødt og tænke "det var da den sygeste idé nogensinde" og "hvorfor har vi ikke det her i Danmark?". Haha. Sidstnævnte selvfølgelig kun fordi jeg var grebet af stemningen. Jeg er jo ikke sindssyg.
I går var jeg så i biografen og se filmen, hvilket jo i sig selv er ganske interessant med bogen så frisk i hukommelsen. Jeg var i stand til at sammenligne enhver lille forskel bog og film imellem, hvilket morede mig meget (men måske ikke morede Daniel så meget i bussen på vej hjem). Jeg er ikke typen, der bærer nag over ændringer, når bøger overgår til film, med mindre det er graverende forskelle eller udeladelse af vigtige ting. Sidstnævnte syntes jeg heldigvis ikke rigtig der var noget af i denne film. Jeg kunne rigtig godt lide filmen som film, men også som filmatisering af bogen, hvilket ærlig talt sjældent sker. Så alle anbefalinger herfra!

I det nedenstående skal du lige markere teksten med musen for at kunne læse det - for ligesom at sikre, at ingen får øje på det ved en fejl.
Filmen skal derudover roses for at få mig til at tude mere, end jeg nogensinde har gjort i en biograf. Jeg plejer kun at fælde en moderat tåre, men denne gang sværger jeg, at jeg ligefrem hulkede (diskret, selvfølgelig!). Det handler naturligvis om Rues død. Eller faktisk lykkedes det mig at sørge stilfærdigt gennem selve hendes død og hendes "begravelse", men da Katniss signalerede til District 11, og man så folkemængderne gøre det samme, kunne jeg satme ikke rumme det længere. Åha. Det var et smukt og hårdt øjeblik.

I morgen bringer jeg et blogindlæg, hvor jeg fremhæver de ifølge mig vigtigste tematikker ved overgangen fra bog til film - det skal I glæde jer til!

fredag den 27. januar 2012

1984 - og andre bøger

Jeg har besluttet mig for, at 2012 skal være året, hvor jeg får læst en masse bøger! Gennem min studietid har jeg ofte haft intentionen, men sjældent tiden og overskuddet, på grund af den store mængde faglitteratur.
Derfor har jeg nu tilføjet bloggen en fane ved navn "Bøger læst i 2012", så I kan følge med i, hvor meget jeg får læst - og måske kan det også motivere mig lidt.

For første gang i mit liv har jeg i denne anledning fået læst George Orwells "1984". Det er jo efter sigende en klassiker, og siden jeg begyndte at snakke om at ville læse den, er jeg blevet opmuntret fra alle sider. Det endte med, at Daniel gav mig den i julegave, og nu er den endelig læst.
Jeg har faktisk lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg syntes om den. Jeg vil ikke sige, at det er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg har tænkt over det, og jeg tror det hænger sammen med, at jeg hele vejen igennem havde en dårlig fornemmelse af hovedpersonen. Jeg kunne simpelthen ikke lide ham. Men det at få læseren til at afsky hovedpersonen hele vejen igennem er jo også en opnåelse i sig selv!
Selvfølgelig er jeg stor fan af hele konceptet omkring overvågning, Big Brother og det hele. Jeg er imponeret over, at Orwell har lagt så uendeligt mange tanker og detaljer i fortællingen, det er i højeste grad gennemført. Det er stensikkert en klassiker, og alle burde læse den - måske endda i undervisningssammenhænge, da jeg er overbevist om, at den emmer af skjulte budskaber og små analytiske guldkorn.

mandag den 5. december 2011

juleønsker #3: bøger

Så er turen kommet til de bøger, jeg ønsker mig.
Jeg er sikker på, at der nok skal være nogen, jeg har glemt, men her har I i hvert fald et par stykker!



lørdag den 20. august 2011

bøger sælges

Jeg har fået den idé at sælge lidt ud af mine tidligere studiebøger. Det gør lidt ondt i hjertet, men hellere at de kommer til et godt hjem, end at de står uåbnet på mine hylder. De har trods alt været nyttige for mig, og skal gerne gøre nytte for nogle andre også. De fleste er yderst relevante på Sociologi på Aalborg Universitet.

Håndværk & horisonter af Rasmus Antoft m.fl., 170 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Cultural Studies: Theory And Practice af Chris Barker, 150 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Hverdagslivet af Michael Hviid Jacobsen m.fl., 270 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Det selskabelige samfund - Essays om medier mellem mennesker af Stig Hjarvard, 100 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Samfundsvidenskabernes Forudsætninger af Nils Gilje og Harald Grimen, 150 kroner. SOLGT

The Practical Skeptic - Core Concepts in Sociology af Lisa J. McIntyre, 100 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Statistical Methods for the Social Sciences af Alan Agresti & Barbara Finlay, 370 kroner. Se annonce på pensum.dk

Survival Analysis Using SAS - A Practical Guide af Paul D. Allison, 270 kroner. Se annonce på pensum.dk

Viden, videnskab og virkelighed af Luise Li Langergaard m.fl., 80 kroner. Se annonce på pensum.dk

Research Design In Social Research af David de Vaus, 170 kroner. SOLGT

Derudover sælger jeg Harry Potter and the Order of the Phoenix, hardback, børnecover, i fin stand, samt Gyldendals røde Dansk/Engelsk og Engelsk/Dansk ordbøger. Giv et bud.

OPDATERES løbende - har nogle statistikbøger, jeg muligvis også sælger, skal bare lige overveje det en ekstra gang... (Surveys in Social Research af David de Vaus & Survival Analysis using SAS af Paul D. Allison fx - skriv, hvis de har interesse).

mandag den 28. februar 2011

alone together

Uhm, jeg har fået (og hentet) en masse post i dag.
En af pakkerne indeholdt bogen "Alone Together - Why we expect more from Technology and less from each other" af Sherry Turkle. Hun er en virkelig fantastisk forfatter indenfor teknologiens påvirkning på identitetsdannelsen, og det er jo lige mig. Jeg faldt tilfældigvis over bogen, som netop er blevet udgivet, da jeg surfede Amazon for relevant litteratur til mit speciale. Jeg kan kun sige, at jeg virkelig glæder mig til at læse den! Og så fik jeg nærmest kuldegysninger af velvære da jeg opdagede, at det er en hardback, det er sjældent man får sådan nogle billigt gennem Amazon.

lørdag den 10. juli 2010

helt fantastisk dag

Jeg havde en helt fantastisk dag i går, og havde også glædet mig til dens oprindelse længe.

For det første skulle jeg have massage. Professionel massage altså. Det foregik hos Michael Norre, og han er virkelig vidunderlig! Jeg elsker den måde, hvorpå han kan udrette mirakler for ens muskler, uden det overhovedet gør ondt (før bagefter, vel at mærke). Mmm.

Jeg var derinde med min mor, som også modtog en behandling, og efterfølgende skulle vi i IKEA. Jeg er ved at få styr på de sidste finesser i mit hjem, de mest vigtige, selv om der stadig mangler en del småting. Jeg købte:

Hylde i hvid højglans til mine krydderier (skal sættes op i dag!)


Urtepotteskjuler, jeg købte 3

Billeder med kager

Rammer til billederne

Lysrør til køkkenbordet

Skuffe til min garderobedims i klædeskabet

Badesvampe

Små grønne servietter

Jeg vil snart tage billeder af mit hjem og smide på bloggen, da jeg er ved at være godt tilfreds.

I øvrigt er jeg begyndt på The Host, som virker lovende. Kan stadig godt lide Stephenie Meyers måde at skrive på, så det begrænser sig altså ikke til Twilight-serien.

torsdag den 8. juli 2010

luftkastellet der blev sprængt

I morges orkede jeg ikke at stå ud af min seng, og besluttede mig derfor for at få læst Luftkastellet der blev sprængt færdig.



Jeg synes ikke, at den har været lige så fængende som de to andre bøger. Der har været alt for meget beskrivelse af diverse virksomheder og politiske aktiviteter, som bare overhovedet ikke har fanget min interesse, og som jeg derfor af og til er sprunget over, bare for at komme igennem bogen inden året er omme. Derfor er der sikkert en del detaljer, som jeg er gået glip af. Men der har da været spændende passager, jeg synes bare, at der var for langt mellem dem. Og så irriterede det mig, at Mikael og Lisbeth først mødtes igen til sidst - og at der bare INGEN afklaring sker mellem dem, hvilket jeg havde afventet. Dette har jeg dog lige erfaret kan skyldes, at idéen var, at der skulle udkomme en fjerde bog.

lørdag den 19. juni 2010

bogudsalg - skønlitteratur

Jeg har også et par skønlitterære bøger liggende - nogle mere sære end andre. Disse sætter jeg ikke nogen fast pris på, men de er næppe så meget værd, så kom blot med bud. Med mindre du afhenter bøgerne i Aalborg, skal der selvfølgelig medregnes porto.

Helt ny, aldrig åbnet. Jeg vandt den i en konkurrence. Tegneserie, i øvrigt.



Ældre bog.

Fuldstændig som ny. Hardback.

Fra biblioteksudsalg, men fin stand.

Ældre bog.



Fra biblioteksudsalg, men i fin stand.

bogudsalg - faglitteratur

Jeg kunne godt bruge nogle penge, og har derfor besluttet mig for at sælge ud af de bøger, jeg alligevel ikke skal bruge igen/aldrig har åbnet. Jeg har også lagt bøgerne på pensum.dk og bogbasen.dk, hvor I bare kan søge på titlerne.
Hvis du er utilfreds med en pris, så giv et bedre bud ;)

Cultural Studies af Chris Barker. Fuldstændig som ny, har vist knap haft den åbnet...
250,-


Håndværk & Horisonter af Rasmus Antoft m.fl. Også fuldstændig som ny.
200,-


Kritisk realisme af Hubert Buch-Hansen. Som ny, undtagen det lette slid, der ses på billedet.
50,-


De arbeidsløse fra Marienthal - en sociologisk undersøkelse av langtidsarbeidsledighet. Smuk tilstand, som ny indeni, let slidt udenpå.
100,- (nypris 295,-!)


Praktisk statistik af Per Vejrup-Hansen. Fiks lille statistikbog, fin stand.
50,-


Problemorienteret projektarbejde af Poul Bitsch Olsen og Kaare Pedersen. Meget lærerig bog omkring projektarbejdet. Fin stand, kun slid på ydersiden.
100,-


Sociologi - en grundbog til et fag. Rigtig fin introducerende bog til sociologien. Som ny.
150,- (nypris mindst 320,-!)


Brugervenligt webdesign af Rolf Molich. Købt på biblioteksudsalg. Fin stand.
50,-

søndag den 30. maj 2010

se hvad jeg har fået!

De 2 sidste, den første havde jeg i forvejen. Tak til Kvickly for deres 55,- pr stk tilbud, og til Daniel for at hente.

♥ ♥ ♥

tirsdag den 25. maj 2010

det forsvundne tegn


Jeg kom vist til at love at skrive et lille indlæg om Det forsvundne tegn af Dan Brown, som jeg netop har læst færdig. Det eneste jeg vil sige er sådan set, at jeg godt kunne lide den. Ja, den er typisk mr. Brown, og ja, handlingen er mere eller mindre den samme som de to andre med Robert Langdon. Men den var spændende, og hvis ikke mere, så i hvert fald lige så god som de andre bøger jeg har læst af ham. Og den sneg sig endda ind i min underbevidsthed, da jeg en nat havde et mareridt om en klam, skaldet mand. Så det må man give ham.
Jeg har dog opdaget, at jeg ikke er speciel fan af Langdon - og jeg er temmelig sikker på, at det er fordi han bliver spillet af Tom Hanks, som jeg har et eller andet dybt imod.

Jeg skylder jer forresten at sige, at jeg er startet midt i iForms 5-kilometers løbeprogram, og håber, at mine knæ vil følge med denne gang, hvilket det heldigvis lader til. Jeg har jo været oppe og løbe næsten 5 kilometer (26 minutter) i træk før, men denne gang vil jeg gerne færdiggøre det og vedligeholde mit løb. I denne anledning har placeret en lille feature øverst til højre på bloggen, hvor mit program for den igangværende uge er beskrevet. Ugenummeret er altså fra programmet, og ikke kalenderugen. Så kan I rigtig følge med i, hvor langt jeg løber!

onsdag den 19. maj 2010

litterære udfordringer

Nu sidder jeg her på min praktikplads, og har netop færdiggjort en opgave, hvorfor jeg tager en velfortjent blogpause.

I dag har jeg sendt min kommende vejleder en banebrydende mail. Eller. Jeg skal jo have en specialisering i mediesociologi her til efteråret (sammen med socialpsykologi), og den er selvvalgt, hvorfor jeg selv har skulle udforme mit pensum. Rimelig fedt at kunne få lov at vælge lige hvad man har lyst til. Det er dog en utrolig omfattende opgave! Sådan lige at skulle finde 1500 siders litteratur om emnet. Meh. Jeg har brugt lang tid på det, og nu har jeg sendt hende en indtil-videre-pensumliste, som i alt omfatter 1268 sider, jeg gerne vil læse. Dreudover nogle forespørgsler til nogle artikler, jeg mangler, og yderligere bøger jeg lige skal have undersøgt for relevant indhold. Det føles som noget af en lettelse endelig at have noget færdigt, så nu håber jeg bare, at hun kan lide, hvad hun ser.
Jeg glæder mig sådan til at komme i gang med det!

Inden jeg tænker for meget i de baner, skal jeg dog liiiige have færdigskrevet min erfaringsrapport her på dette semester - den omfatter pt 3178 ord, og skal omfatte 4-6000 ord. Jeg satser op at få en åbenbaring, når jeg på næste fredag er færdig herude (snøft!), så jeg kan få lortet færdigt. Så venter en eksamen deri.

søndag den 9. maj 2010

forældreweekend

Uh det var efterhånden længe siden, at jeg havde overnattet hos mine forældre og hygget rigtigt igennem, så det gjorde jeg denne weekend. For at det ikke skal være løgn blev min søster tilføjet fællesskabet, så det blev fuldendt.
Lørdag aften hyggede vi bare med som altid god mad. Jeg havde lige bestemt, at vi også skulle have en dessert, så jeg lavede Lines bær-crumble. Det er virkelig en nem dessert at smække sammen, som oven i købet smager godt. Her præsenteret i min mors rigtig fine fad:


Bærcrumble

800-900 g. frosne, blandede bær
200 g. sukker
2-3 vanillesukker
2 spsk maizena

Fordel bær i et dybt ildfast fad på ca 25x30 cm.
Bland sukker, maizena og vanillesukker og fordel det over bærrene

Crumble

150 g smør
150 g mel
125 g. sukker
110 g. havregryn
1½ tsk vanillesukker
100 g hakkede mandler

Smuldr alle ingredienserne sammen og fordel dem over bærrene. Bag tærten ca. 35 min ved 190 grader til crumblen er gylden og sprød.

Og her på (min mors) tallerken med vanilleis og flødeskum:


Ellers fik min søster og jeg også den idé at læse lidt, men jeg havde ikke taget Mænd der hader kvinder med, som jeg ellers netop er begyndt på. Derfor gik jeg i gang med Det forsvundne tegn (Dan Brown), så den tror jeg altså at jeg læser færdig før jeg går videre med den anden. Den har nemlig fanget mig lidt mere.

I dag er det jo mors dag, og dette skulle markeres, fordi min mor er dejlig. Så jeg løj faktisk lidt for jer sidst, da jeg skrev, at det var alle de kort jeg havde lavet - for jeg havde også lavet dette til hende:


Der ud over havde jeg købt en lillebitte æske chokolade til hende, og min søster og jeg tog på udflugt for at plukke nogle blomster - hvilket var så godt som umuligt, da intet var sprunget ud ud over den samme slags træer med den samme slags hvide blomster.



I dag har jeg fået et gigantisk rengøringsflip, efter jeg er kommet hjem igen, men det beretter jeg om i en blog i morgen, da denne ellers bliver for omfattende.

lørdag den 27. marts 2010

the lovely bones

Nu er det ved at være et par dage siden, at jeg var med Line inde og se denne film, men så har jeg også haft god tid til at danne mig en mening om den. Jeg er nemlig så upraktisk indrettet, at jeg ikke er i stand til at besvare spørgsmålet: "Hvad syntes du om filmen?" lige idet jeg træder ud af biografen. Den skal have tid til at vende oppe i mit hoved. Og det har denne nu fået.

You are beautiful, Susie Salmon

Der skulle dog ikke lang tid til, før jeg kunne sige: "Wauw". Og det er nok det ord, der beskriver filmen bedst for mig. Der var naturligvis gjort en del ud af billedsiden (hvorfor jeg også er af den opfattelse, at man umiddelbart får mest ud af at se den i biografen), så den var helt fortryllende at se på i de fleste tilfælde.
Derudover fandt jeg den virkelig rørende. Ikke kun rørende på den måde hvor man må kæmpe for at holde tårerne tilbage. Også på den måde, hvor man må kæmpe for ikke at skrige højt og springe op og flå lærredet i stykker. Eller for ikke at krybe ned under sædet og sige: "Sig til, når det er overstået". Den fik i hvert fald en masse følelser op i mig - og ikke kun de negative, også de glædelige.
Og så synes jeg, at slutningen var fantastisk - men den må I selv se, da jeg sjovt nok ikke vil afsløre den her.



Jeg kan sige så meget som at jeg glæder mig til at eje filmen selv, for at se om den er lige så fantastisk på en mindre skærm, og at jeg helt sikkert skal have fat i bogen.

lørdag den 27. februar 2010

mmh, weekend

Jeg gentog succesen fra sidste fredag, og tog hjem og spiste sammen med min mor. Vi fik det lækreste mad! Min mor lavede et helt fantastisk græsk farsbrød med feta og alt muligt i, jeg var helt solgt. Og så lavede vi en græsk salat, med avocado, tomat, rødløg, agurk, persille, olivenolie og citronsaft - den er virkelig god! Dertil nogle ciabatta-agtige brød smurt med pesto og drysset med revet ost og så i ovnen. Tilbehør til det hele var selvfølgelig tzatziki. Jeg bliver helt sulten af at tænke tilbage på måltidet, selv om jeg egentlig er mæt. Jeg tog det usleste billede af maden med min telefon, som jeg nægter at offentliggøre, da det yder maden 0 % retfærdighed. Så I må forestille jer den!
Efter en god nats søvn (hvor jeg erfarede, at jeg er ude af stand til at sove længe, vågnede inden 8 og følte mig udhvilet) tog vi ind til byen med selskab af min søster. Jeg følte ikke for at bruge så mange penge, grundet mine 2 tandlægeregninger som skal betales midt på måneden, men jeg fik i det mindste anvendt resten af mit tilgodebevis til Body Shop, på en shower cream med kokos og et håndsæbe med samme duft. Så er det da udryddet, og jeg har velduftende ting til min krop. Men shoppingen stoppede ikke der, for gæt hvad der lå og kiggede på mig, da jeg senere købte ind i Fakta...? Mænd der hader kvinder, som har været på tilbud til 89,- i en måned nu! Denne gang kunne jeg ikke lade den ligge.

torsdag den 7. januar 2010

indkøb af bøger

Jeg har planer om at få læst mere i 2010, end jeg normalt gør i løbet af et år. Jeg regner med, at dette er muligt at overholde, grundet min praktikperiode.
Af denne årsag har jeg netop bestilt disse to bøger på amazon:



Jeg ser frem til deres ankomst i løbet af denne måned!
Dog skal jeg lige have læst New Moon færdig - jeg har faktisk ikke den store lyst, men nu er jeg ligesom gået i gang, og nået halvvejs.

mandag den 24. august 2009

mere foder

Jeg beklager mine mad-orienterede indlæg i disse tider, men jeg laver åbenbart ikke andet, der er værd at skrive om.
I dag har jeg fået såkaldt kylling på porre-bacon-bund, med tilhørende ris og hvidløgsbrød, hvilket ses på billedet.
Der var dog et enkelt problem; den hvidvin, jeg skulle bruge i maden, smager vanvittigt godt! Så hvem ved, måske jeg denne dag har påbegyndt min karriere som dranker. Hvis mine kommende indlæg virker sære, kender I nu grunden...


Derudover har jeg færdiggjort Tankados Kode. Den var nu meget god, det var trods alt Dan Brown. Dog vil jeg til enhver tid foretrække Da Vinci Mysteriet eller Engle & Dæmoner.
Nu vil jeg gå i gang med at genlæse Harry Potter and the Half-Blood Prince, som tidligere nævnt, for at se, hvad det er folk brokker sig sådan over i forbindelse med filmen.

onsdag den 12. august 2009

harry potter and the half-blood prince

Så har jeg endelig været inde og se Harry Potter and the Half-Blood Prince. Dette foregik sammen med min kære lillesøster, hendes kære kæreste og to af hendes veninder. Og i selskab med et gratis bæger popcorn.

Lad mig starte med at sige, at det er længe siden jeg har læst bogen, og at min mening om filmen derfor primært er baseret på filmen som film, og ikke en eller anden desperat sammenligning med bogens handling, som mange tydeligvis har en tendens til at basere deres mening på. Hvilket er synd, fordi det burde være indlysende for enhver, at de ikke kan laves ens.

Jeg kunne godt lide filmen. Jeg er generelt ikke særlig stor fan af Harry Potter-filmene i forhold til bøgerne, fordi jeg ofte synes, de kommer til at gøre dem til en kedeligere historie, end de egentlig er. Men jeg vil mene, at denne film nu egentlig var meget spændende. Det hænger nok sammen med, at jeg finder handlingen i de to sidste bøger langt mere interessant end nogle af de foregående, og dermed muligvis også historien i filmen. Men jeg fandt, at filmen indeholdt nogle rigtig gode scener, også af den slags, som bragte en del følelser frem. Jeg må derudover indrømme, at jeg var ret vild med Bellatrix i denne film, hun virkede dejligt sindssyg ud over alle grænser. Og så var jeg som altid vild med Snape.

Hvad jeg kunne kritisere ved filmen er den mængde af teenage-romantik, der bliver trukket frem. For mig at se er det ganske hyggeligt at læse om i bøgerne, hvorledes de forskellige personers kærlighedsliv udvikler sig, men jeg finder det ikke grundlæggende relevant for historien, hvorfor det måske ikke behøvede at være så overdrevet med i filmatiseringen. Den tid kunne de sagtens have brugt på noget mere spændende.

Efter at have set filmen må jeg indrømme, at jeg har lyst til at genlæse bogen og derefter se filmen igen. Blandt andet for at kunne sammenligne de to og prøve at forstå, hvad folk er så utilfredse med ved filmatiseringen. Men også bare for at få et bedre indblik i historien. Og selvfølgelig fordi bogen er ganske fantastisk.