Viser opslag med etiketten besøg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten besøg. Vis alle opslag

onsdag den 1. maj 2013

syrlige citronsnitter

For noget tid siden var der et vældigt ståhej omkring citronsnitter (eller lemon bars) rundt omkring i blogland. Jeg havde godt set dem inde hos Emily, og tænkt at de lød vældig lækre, men inden jeg fik set mig om, var de over alt.
Vi fik nogle svigerforældre på besøg på et tidspunkt, og da besluttede jeg mig for, at de skulle trakteres med disse.
Det er nogle dejlige, meget syrlige basser (snitterne, altså), som skylles fint ned med en kop kaffe. Derudover vil de udgøre et godt supplement til, hvis du serverer en gedigen chokoladekage men ikke helt synes, at der er kage nok.



Citronsnitter

Bund
225 g smør, stuetemperatur
1,2 dl sukker
4,7 dl mel
1 knsp salt

"Fyld"
4 store æg, stuetemperatur
4 dl sukker
1 spsk + 1 tsk revet citronskal (fra ca. 3-4 usprøjtede citroner)
1,6 dl friskpresset citronsaft
1,6 dl mel

Flormelis til at drysse over

Varm ovnen op til 175 grader og beklæd en 23×33 cm bradepande med bagepapir.
Pisk smør og sukker let og luftigt med en håndmixer. Bland mel og salt og hæld det i smør/sukker-blandingen. Pisk et par gange med håndmixeren og ælt det derefter sammen med hænderne, til det lige akkurat er samlet.
Tryk derefter dejen ud i formen, til den danner et jævnt lag, og ca. 2, 5 cm op ad kanterne. Stil den herefter på køl i 20-30 minutter (eller i fryseren i noget kortere tid).
Prik den med en gaffel og bag den herefter i 15-20 minutter, eller til den lige akkurat er blevet en anelse lysebrun.

Pisk æg, sukker, citronskal og citronsaft sammen med melet, med et hånddrevet piskeris - det skal ikke piskes luftigt, men bare piskes sammen.
Hæld citronblandingen over bunden og bag hele herligheden i 25-30 minutter. Ryst lidt på formen, kagen skal ikke skvulpe, men have fast konsistens.
Lad den køle af på en rist og skær den derefter i firkanter og drys flormelis over gennem en sigte.

mandag den 21. januar 2013

indflytter-brunch

Det kan vist ikke længere være nogen hemmelighed, at jeg er gravid (hvis du lige nu sidder og tænker 'WTF?!', så følger du for lidt med på bloggen, kig ind noget oftere ;). Derfor var der lidt dilemma omkring den indflytterfest, der naturligvis skulle holdes i anledning af flytningen sidst i november. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved tanken om en hytte fyldt med fulde mennesker til langt ud på natten, kombineret med mit faldende energiniveau. Efter at have drøftet det med en del mennesker, besluttede vi os for det mere overskuelige og lige så lækre alternativ: en indflytter-brunch!
Den løb af staben i går, og jeg taler forhåbentlig for alle gæster når jeg siger, at det var et meget vellykket arrangement. Vi var 13 mennesker, og det lykkedes os at lave en passende mængde mad - omend lidt for mange minimuffins, men det er vist typisk mig...

Menuen stod på:
  • Scrambled eggs
  • Brunchpølser
  • Bacon (svin og kalkun)
  • Hjemmebagt brød og rugbrød
  • Diverse pålæg
  • Yoghurt (naturel og pære/banan)
  • Müsli
  • Pandekager med ahornsirup
  • Mini-chokolademuffins
  • Diverse frugt
  • Juice, kaffe, the og kakao + en velkomstdrink af appelsinjuice og alkoholfri "champagne" + frosne hindbær
Den evigt dygtige Line var en gæst til begivenheden, og heldigvis for det, for hun var så venlig at tage nedenstående billede af sin tallerken:


Og glemsomme mig fik kun taget nogle mobilbilleder efter, at folk allerede var gået til fadene...
Vi havde lavet tag-selv-bord ude i vores køkken, så folk kunne fylde deres tallerkener op efter behov.





Vores gæster var endda så skønne og betænksomme, at de havde medbragt gaver til os!

Vi fik et lækkert, uldent uldtæppe, som er meget værdsat af os, men bestemt også den ene af vores katte, som gik helt amok med at gnubbe sig i det. Og så fik vi en god ladning Zone-håndklæder i skønne, friske farver!


Min søster og hendes kæreste havde været morsomme og kreative i deres valg af gaver til os. Da jeg udsendte vores ønsker skrev jeg, at jeg synes der burde stå chokolade på listen, men at min kæreste ikke tillod det. Han skrev desuden, at vi ønskede os ting med Star Wars, men det var jeg personligt ikke enig i. Så af dem fik vi altså lige præcis det, vi hver især ønskede os!


Den lille tillægsgave på billedet er et par ting, Line havde med til mig. En Ingefærsauce fra Sorgenfri (jeg er tydeligvis kendt som den eneste fra Cupcakemafiaen, der er ingefær-fan, haha) og en neglebånds-pen. Min kæreste må selvfølgelig gerne låne, hvis det er...

mandag den 23. april 2012

jeg, en dårlig blogger

Som overhovedet ikke har blogget om, da cupcakemafiaen var ude at spise med Birthe! Jeg skammer mig, men undskylder det med, at jeg har haft hovedet fyldt med mit oplæg.

Men nu kan I så få at vide, at det var en helt vildt hyggelig dag, og Birthe var totalt sød, ligesom sidste gang jeg mødte hende.
Vi hev hende med på Penny Lane, hvor jeg heller aldrig havde været før, men Sabina havde talt en hel del om deres Gateau Marcel, som nogle af os derfor blev nødt til at smage. Den var ikke just de 49 kroner værd, men Sabina sagde også, at den ikke helt levede op til sine standarder denne gang. Øv. Deres stempelkaffe var til gengæld en fryd for min (og Kristines) gane. Selv om det var meningen, at Birthe skulle imponeres, brillerede Penny Lane ved hverken at have den drikkevare eller kage, hun ønskede, og hun endte med at få verdens tørreste pæretærte uden spor af pære - de havde nok en dårlig dag.


Efterfølgende slæbte vi hende med på Caféministeriet, hvor der vist var lidt mere held.
Mine erfaringer med Caféministeriet er begrænsede og ikke særlig prangende, jeg har tidligere fået deres burger, som ikke imponerede mig. Denne gang fik jeg en sandwich med naan-brød, som jeg til gengæld var rigtig imponeret af! De syltede rødløg fik mig i himlen, og jeg er nu nødt til at lave sådanne selv. Sådan kan det jo gå...


Og som om vi ikke havde spist nok på utrolig få timer, fik vi også lov at smage en af Birthes cookies, som hun havde bagt til at have med til Ordkraft. Jeg har selv brugt opskriften mange gange, og elsker dem!

torsdag den 10. november 2011

isdate hos line

Nu er det jo ikke fordi der sker vanvittig meget beretningsværdigt i mit liv for tiden. Højdepunkterne har været:
  • Informationsmøde hos Jobcenter. Indeholdt nøjagtig de samme informationer som mit tidligere møde hos A-kassen.
  • Udsendelse af 3 ansøgninger inden for en uge hvilket betyder, at A-kasse og Jobcenter elsker mig. Afslag på den ene (vidste jeg godt, den var uopfordret), den anden til et job jeg slet ikke er kvalificeret til, og sidstnævnte til et job, jeg virkelig gerne vil have!
  • Uheld med vaskemaskinen, som efterlod vores tøj gennemblødt og med sæberester. Skylning af tøjet i hånden, fordi vaskemaskinen var stædig. Badeværelse nu belagt med plaskvådt tøj, super godt for indeklimaet...
Men så var der også lige i går, som var lidt mere spændende! Der havde Line nemlig inviteret på is, og den slags siger man jo ikke nej til. Så af sted det gik, ud og hygge med Line og hendes fine hundebasse. Her bringer jeg et billede af isen, som er tyvstjålet, men I må begive jer ind på Lines egen blog for at finde den lækre opskrift.

torsdag den 3. november 2011

gårsdagens værtindegaver

I madbloggerkliken går vi all in med værtindegaver. I går var ingen undtagelse, og gaverne fortjener derfor et helt indlæg for sig selv. Det betyder, at I må vente med beretningen om mit første møde med A-kassen, men jeg gætter på at I er skide ligeglade. På den gode måde, altså.


Cookie-udstikkere (Sabina havde hørt et rygte om, at jeg manglede sådanne, hvilket var helt korrekt), sprayfedt, en smuk bog med desserter, en giga dåse bagepulver!, chokolade-strø-pålæg, verdens sødeste lille hjemmebagte banankage, julemuffinforme og en meget velvalgt og Bitten-agtig halskæde, som jeg allerede har taget i brug.
Af hjertet tak piger, det er jo næsten som at have fødselsdag igen!

torsdag den 22. september 2011

fra en hyggelig aften

Det er vist ingen hemmelighed, at madblogger"klubben" endnu en gang var samlet i går, da jeg tydeligvis er den langsomste af os til at skrive et indlæg derom. Sabina, Line og jeg var inviteret hjem til Kristine, som skulle forsøge at imponere os med sine køkkenkundskaber således at hun kunne blive officielt medlem i vores eksklusive klub. Eller. Såfremt det var sådan, har hun i hvert fald bestået med glans! I får lige nogle billeder, og opskrifterne skulle med tiden blive at finde inde på Kristines egen blog.

Et lille indblik i borddækningen.


Et gigantisk glas med lidt rødvin i - en rødvin som jeg kunne lide, sjældent syn!


Topnice tomathalløj med oksekødsruller på pind. Point for den kreative anretning


Kartoffelpakke


Aubergine"toast" med ost, mmm!


Det bedste af det hele: FANTASTISK dessert, bagte æbler med grillet creme og den skønneste, sprøde kanelcookie. På trods af den lette kvalme jeg fik, da Kristine (næsten) tvang mig til at spise en portion mere, var dette den perfekte afslutning på aftenen. Og bonuspoint for, at hun serverede kaffe.


Nåja og så skulle vi alle forkæles af Line, så Kristine var ikke den eneste, der fik gaver den aften - de dejligste marshmallows med pebermynte.


Tilbage er der kun at sige tak for en dejlig aften, jeg håber, at vi snarest kan gøre det igen!

torsdag den 18. august 2011

græsk kylling på besøg

Sådan nogenlunde. Dem jeg egentlig fik besøg af i går var min kæreste, min søster samt hendes kæreste. Kyllingen havde jeg selv købt. Det er første gang at jeg har købt en hel kylling og tilberedt den, men det var en succes, læs selv min søsters beretning herom.
Jeg benyttede mig af Birthes opskrift på græsk kylling med kartoffelbund. Det smagte rigtig godt!

Kartoffelbunden i utilberedt form. Jeg var meget glad for mit mandolinjern.

Retten serveret på tallerken. Kyllingen tager sig desværre ikke så godt ud på denne tallerken, men den var lækker.
Jeg serverede det med tzatziki (naturligvis), en salat og et bette hjemmebagt flute.

Græsk kylling på kartoffelbund
4 personer


1 hel kylling

Marinade:
2 spsk. olivenolie
saft af ½ citron
salt, friskkværnet peber
lidt frisk basilikum, hakket
lidt frisk timian, hakket
4 fed hvidløg, presset

Desuden:
1 kg. kartofler - måske lidt mere hvis dit fad er stort nok - skåret i tynde skiver
3 dl hønsebouillon
1/4 dl olivenolie
salt, friskkværnet peber
ca. 1-2 spsk. frisk rosmarin, finthakket (her brugte jeg persille)
lidt græsk krydderi fra Santa Maria (eller blot tilfældige krydderier)
3 spsk fintrevet parmesan

Skær kartoflerne i tynde skiver og kom dem i et stort, ovnfast fad. Drys med rosmarin, krydderi, fintrevet parmesan, salt og friskkværnet peber. Vend det hele godt rundt, så alt fordeles ligeligt. Bland bouillon og olie, hæld det ved kartoflerne.
Skyl kyllingen under koldt vand og tjek, at al indmaden er taget ud. Dup den tør i et rent viskestykke og flæk den så på langs. Fjern overflødig fedt og gumpen.
Bland alle ingredienserne til marinaden. Gnid de 2 kyllingehalvdele godt ind i marinaden og hæld resten over. Læg de 2 halve kyllingestykker ovenpå kartoflerne. Sæt fadet i en 250 grader varm ovn (varmluft) i 10 minutter. Skru ned til 180 grader og giv den yderligere 40-50 minutter, til den er gennemstegt. Tjek om den er gennemstegt ved at stikke i den på det tykkeste sted på lårene, er kødsaften klar, er kyllingen nok.
Tag fadet ud og tag kyllingestykkerne af. Sæt fadet i ovnen igen, skru op til 200 grader og giv kartoflerne ca. 10-12 minutter, til de får farve.
Halver evt. kyllingestykkerne på tværs og læg dem ovenpå fadet igen - eller server dem ved siden af. Server gerne med tzatziki, en salat og noget brød.

mandag den 8. august 2011

cupcakes med nutellafrosting til svigerne

I pressede situationer har jeg hørt en klog kvinde sige (det var vist mig selv), at man skal benytte enhver undskyldning for at bage. Især smukke kager. Så det gjorde jeg naturligvis, da det ene hold svigerforældre kiggede forbi i går. Kagerne blev virkelig perfekte! Både smagsmæssigt og næsten også udseendesmæssigt - det var min første gang med min nye Wilton 1M tylle, og jeg var vist ramt af begynderheld. Plus at frostingen var dejlig at arbejde med.


Jeg havde bidt mærke i, at Kristine havde lavet en del flotte cupcakes, og besluttede mig derfor for at opsøge en opskrift på hendes blog. Der fandt jeg både opskriften på kagerne og på frostingen.

Vanillecupcakes med nutellafrosting
12 stk.
1 æg
150 g. sukker
2 tsk. vanillesukker
8 spsk. olie
2 dl. kærnemælk
2 tsk. bagepulver
250 g. hvedemel
Æg og sukker piskes sammen til en luftig masse, hvorefter vanillesukker, olie, og kærnemælk tilsættes. Når dette er rørt godt sammen, tilsættes bagepulver og hvedemel.
Dejen kommes i muffinforme. Kagerne bages ved 180 grader i ca. 20 - 25 minutter.

Frosting
100 g. flødeost naturel (jeg brugte Buko) og 175 g. nutella (jeg brugte Faktas falske nutella) røres sammen og stilles eventuelt på køl, hvis det bliver lidt for flydende til at arbejde med.

Kagerne er en himmerigsmundfuld! Især frostingen var virkelig lækker. Den er lidt syrlig i forhold til en almindelig smørcreme, og derfor perfekt, jeg kan ikke takke de højere magter nok for at have bragt mig til denne opskrift. Daniel sagde endda, at han var ret sikker på at det var de bedste cupcakes jeg nogensinde havde lavet.

Så er der vist kun tilbage at sige tak til Daniel og svigerforældre for at have spist mine kager, drukket min kaffe og givet mig en rigtig dejlig eftermiddag og aften væk fra specialet.

fredag den 8. juli 2011

hygge hos sabina

I går var Sabina, Line og jeg atter samlet til lidt mad og en hel del tøsesnak. Det er efterhånden blevet en god vane, og vi har allerede aftalt det næste besøg (som bliver hos Line og inkluderer hundehvalp). Derefter er det vist min tur til at være værtinde, eftersom vi slet ikke har været hos mig endnu. Men det bliver efter jeg har afleveret speciale!

Sabina satte livet på spil for at lave os den mest farverige salat nogensinde med lilla blomkål og gulerødder i sære farver. Derudover fik vi en dejlig tærte med tomat og rødløg, og en ordentlig gang tzatziki. Hun havde også lavet lemonade, men ingen af os kunne desværre smage noget af den grundet hvidløgsmængderne i tzatzikien.


Til dessert fik vi den mest silkebløde panna cotta med lakrids! Tilsat et par chokoladechips og et sødt jordbær. Sådan en lille lakridsdessert fylder godt nok meget rent smagsmæssigt, men samtidig ønskede jeg ikke, at den silkebløde fornemmelse i min mund nogensinde skulle stoppe. Mmm.


Som en bonus fik både Sabina og jeg en værtindegave af Line i form af hjemmelavede skumfiduser, nogle drysset med hyldeblomstsukker. Jeg har netop smagt en af dem, og de er lækre!

onsdag den 23. februar 2011

mini-bloggertræf

I går var jeg til et lille bloggertræf, hvor deltagerne var Line, MissMuffin, Camilla og mig selv. MissMuffin havde været så sød at tilbyde at lave aftensmad til os, og Line og jeg medbragte desserten. Sagen er den, at vi 4 skal køre sammen til Madbloggertræffet den 12. marts, så vi ville lige mødes inden, så det hele ikke var så farligt. Og jeg håber da bestemt ikke at det er sidste gang, vi mødes, for det var virkelig hyggeligt. Rart med noget nørdet blogsnak i et forum, som var forstående. Og rart ikke at blive set skævt til, fordi man gerne ville tage billeder af maden :P Maden, som i øvrigt var uendeligt lækker.



MissMuffin skal hermed have æren for at have kureret min frygt for frugt sammen med varm mad! Salaten var nemlig indeholdende pærer og tranebær, og det var altså VIRKELIG godt. Jeg var slet ikke bange for at lade den røre ved kyllingen. En ny verden har åbnet sig for mig. Opskriften på maden vil forhåbentlig senere hen være at finde på hendes blog.

Line og jeg bagte forinden Red Velvet Cupcakes og pyntede dem med verdens LÆKRESTE "boiled frosting". Vi anvendte denne opskrift, og selv om processen med at koge frostingen var længerevarende, var det alle anstrengelserne værd. Nu var det vores første gang, så vi stod selvfølgelig afventende ved gryden gennem hele processen, men det behøver man slet ikke, den kan sagtens passe sig selv med lidt omrøringer af og til. Og så bliver de virkelig flotte med den dybe røde farve!



torsdag den 30. december 2010

min første gæsteblog!

Jeg har fået min første gæsteblogger på besøg! Æren fik min veninde Mia, der som nævnt var på besøg her den anden dag. Hun skrev ordene under besøget, men jeg måtte først læse dem efterfølgende. Nå, nok om mig, her er en hilsen fra Mia. Vi havde i øvrigt en fantastisk hyggelig aften, hun bor jo normalt i København, så det var et sjældent gensyn. Nyd hendes ord:

Jeg har fået den store ære at skrive et indlæg på Bittens blog, Har udtrykkeligt fået at vide, at det ikke er en hjemmeside, men en blog.

Da jeg ankom, havde Bitten sørget for lækker mad (som der muligvis kommer et billede af på denne blog?). Desværre kom jeg lidt over en halv time for sent pga. busforvirring, men Bitten tog det heldigvis pænt og slog kun én gang.

Efter at have spist dejlig mad fik vi snakket om sne og blæst, og prøvede endda at give hinanden stød efter at have rørt ved Tabithas pels. Bitten var meget engageret... "Må jeg ikke give dig stød i ansigtet?".

Jeg er forresten fast læser af Bittens blog og ved nogenlunde hvad hun plejer at skrive. For derfor ikke at skuffe hendes læsere, vil jeg gerne dele en opskrift med jer:

Hotdogs:
Du skal bruge:
- Pølser
- Hotdogbrød
  Eventuelt:
- Ristet løg
- Ketchup
- Remulade

Jeg vil lige slutte af med at takke Bitten for at måtte skrive. Tak Svetlana.
Altid en fornøjelse at være på besøg hos dig - Det kan anbefales!

torsdag den 4. november 2010

line-aften m. pizza

Jeg havde sådan set Line på besøg i tirsdags, hvilket ikke var sket længe, så det var noget af en fryd. Hun kom til mig om eftermiddagen, og derfor spiste vi sammen. Jeg havde besluttet at vi skulle have hjemmelavet pizza, så vi indkøbte fyldet sammen. Line fik æren af at lave dejen efter en opskrift, jeg havde fundet, som faktisk var rigtig god. Nogenlunde nem at arbejde med, smagte godt og fik en rar konsistens. Opskriften er her fra Vild Med Mad, og vi brugte 1 del grahamsmel, som tippet foreslår.
Vi besluttede, at vi aldrig ville blive for fine madbloggere til at servere billeder af almindelig og knap så billedskøn mad, så: Mmm, pizza!



Så havde Line været så venlig at bringe mig en "gave". Hun havde investeret i en chai-the med vanille, som hun absolut ikke kunne fordrage. Jeg synes ikke at den smager lige så godt som den, jeg ejer, men heller ikke direkte forfærdeligt. Bare en lille smule syntetisk. Line skulle adskillige gange vise sin voksenhed ved at blive ved at smage på den, da jeg tog en kop, men hendes had voksede for hver gang. "Den smager af sæbe", sagde hun, og man hørte brækrefleksen klinge. Så nu har jeg to thai-theer! Billede til skræk og advarsel:

onsdag den 20. oktober 2010

græsk aftensmad

Daniel var så venlig at komme forbi og lade mig lave aftensmad til ham. Den slags kan jeg jo godt lide (så altså, du ringer bare, hvis du en dag mangler aftensmad!). Det blev aftensmad med et græsk islæt. Græsk farsbrød var planlagt, hvilket jo laves med oksekød, men da jeg var i Fakta lå der pludselig en pakke svinekød til en 10'er, så det valgte jeg i stedet. Farsbrødet blev lidt på Daniels og min gefühl med porrer, løg, chili, hvidløg og "feta" (salatost). Tilbehøret, som jeg personligt synes var det bedste, var inspireret af denne opskrift fra Newyorkerbyheart, kartoffelbåde med olie, salt, peber og oregano bagt i ovn, peberfrugtstrimler stegt bløde sammen med noget hvidløg, vendt med kartoflerne og smuldret feta. Jeg serverede også tzatziki og ciabattabrød til. Det smagte totalt godt, og det er vel at mærke ikke kun min mening.


Han skulle i øvrigt kigge på min sovesofa, som for et stykke tid siden havde nægtet at blive slået sammen til sofa igen - og jeg har ikke egenhændigt kunne komme til at kigge på sagerne uden nogen til at holde sofaen oppe. Jeg står så og demonstrerer: "Ja og se, så kan den ikke komme længere end --". Her vælger sofaen så at fungere perfekt! Tak for ingenting. Det var åbenbart bare Daniels tilstedeværelse, der skulle til, for en halv time inden hans ankomst fungerede den stadig ikke. Jeg håber, den vælger at arte sig fremover, for jeg kan faktisk godt lide at sidde ordentligt.

fredag den 13. august 2010

goddag, mit navn er citronmåne


Jeg blev lavet i dag, idet Bitten skulle have Marie på besøg. Og så blev jeg spist af. Jeg smagte faktisk ret godt!

Citronmåne
Dej:
175 g blødt smør, 70 g marcipan og 150 g rørsukker blandes sammen til en jævn masse. 4-5 æg kommes i ét ad gangen (jeg brugte 4 store æg).
140 g mel, ½ stang vanille, 1 tsk. bagepulver og den revne skal af 1½ citron vendes forsigtigt rundt i dejen
Kom dejen i en smurt springform. Bages i 20-25 min. ved 190 grader.

Glasur:
50 g naturel flødeost, 50 g græsk yoghurt (jeg brugte creme fraiche), 200 g flormelis samt saften og den revne skal af ½ citron røres sammen og puttes oven på den afkølede kage.

tirsdag den 27. juli 2010

fluffy cupcakes (m/ananas)

I går invaderede Line venligt nok mit hjem med sit Fluff. Ja, dette er tilsyneladende et vidunderprodukt, man kunne fristes til at kalde det for madlavningens gaffatape. Vi var lidt usikre på, hvad det egentlig kunne anvendes til, så vi kastede os over opskriftdelen af deres hjemmeside, og udvalgte en Seven-Minute Frosting. Dertil skulle selvfølgelig anvendes nogle kager. Her valgte vi at afprøve en opskrift på nogle cupcakes med ananas fra en af mine bøger.

Tropiske ananascupcakes
12 stk (nærmere 8 stk)

2 skiver ananas på dåse i egen saft
85 g blødgjort smør eller plantemargarine til bagning
85 g sukker
1 stort æg, pisket let sammen
85 g mel
3/4 tsk bagepulver
1 spsk saft fra ananasdåsen

Forvarm ovnen til 180 grader. Anbring 12 papirbageforme i en linse- eller muffinform, eller sæt 12 dobbelte papirforme på en bageplade.
Hak ananasskiverne fint. Kom smør og sukker i en skål og pisk, til det er luftigt og cremet. Pisk ægget i lidt ad gangen. Tilsæt mel og bagepulver og vend det i blandingen ved hjælp af en stor metalske (...but why?!). Vend den hakkede ananas og ananassaften i. Fordel dejen i papirformene med en ske.
Bag kagerne i den forvarmede ovn i 20 minutter, eller til de er pænt hævede og gyldenbrune. Sæt dem til afkøling på en bagerist.
Opskrift fra Favoritter: Muffins & Kager (forlaget Parragon)

Dertil lavede vi så den ovennævnte frosting, og pyntede dem med alt hvad mit cupcake-skab rummede. Er de ikke FINE?


Det skal også lige nævnes, at Line havde medbragt mig verdens bedste souvenir fra Mallorca; en ... øh, ske til at lave iskugler med, oprindeligt. Men den er FANTASTISK til at poppe cupcake-dej ud i formene, størrelsen passer perfekt. Jeg vil anbefale alle at rejse til Mallorca efter sådan et aggregat. Og lad jer ikke skræmme af dens foruroligende lighed med et gynækologisk redskab...


Og afslutningsvis et billede af min overdådigt lækre kat! Et dovent miav skulle jeg viderebringe.

torsdag den 22. juli 2010

ømme stænger og scones

Ham der Fabian... Han giver mig godt nok noget ømme stænger! Jeg har jo lyst til at cykle hele tiden. Og jeg føler også, at jeg brugte hele dagen i går på at cykle. Jeg cyklede ind til byen (9 km), da jeg skulle ind til Marie og have en kop iskaffe og snakke om lidt af hvert. Blandt andet hvordan man som kommende sociolog opfinder en metafor og gør den berømt - bare vent til I om nogle år støder på Maries Pyt-metafor. Jeg havde medbragt friskbagte scones, opskriften kommer langt om længe i denne blog.
Da jeg var hos Marie, sms'ede min kære søster pludselig en vel modtaget invitation til grill hos hende og kæresten, hvorfor jeg selvfølgelig omkring aftensmadstid cyklede ud til dem (endnu 9 km). Det var overordentligt lækkert, både maden og selskabet. Efter endt spisning tog vi ud til vandet med deres hund, så den kunne få en dukkert. Jeg forstår ikke, hvordan mine ben på daværende tidspunkt stadig kunne bære min kropsvægt. Ej heller hvordan jeg kunne cykle de sidste 5 km hjem senere på aftenen. Men det lykkedes. Så jeg cyklede altså 23 km i går - intet under, at mine ben har en vis ømhed i sig i dag. Jeg skal ind til byen og se nogle ting i anledningen af Tall Ships Race i aften, og har endnu ikke besluttet mig for, om mine ben er med på idéen om endnu en cykeltur. Det må jeg bedømme til den tid. Der spilles så meget musik rundt omkring i byen, der lyder interessant, og det piner mig, at jeg ikke kan være flere steder på én gang.


Engelske Scones (20 stk)
Ca. 700 g Amo Hvedemel
4½ dl sødmælk (jeg brugte nu letmælk, da Fakta ikke sælger sødmælk i små kartoner)
100 g margarine (blødgjort)
150 g florsukker
Evt. hakket chokolade (jeg synes nu, det er påkrævet)

Pensling:
1 æg
1 dl mælk (piskes godt sammen).

Bland alle ingredienser sammen (jeg lagde ud med at smuldre margarinen i melet). Dejen vil være blød.
Dejen rulles ud til ca 2 cm tykkelse. Stikkes ud med et glas ca 6 cm diameter (som I kan se, skar jeg dem ud i firkanter).
Lad dejen hvile ca 10 min (mens ovnen varmer op).
Pensles med æg og mælk.
Bages ca 10 minutter i en 250 grader varm ovn (225 ved varmluft). (Hold øje med dem, bagetiden er ret forskellige alt efter hvilken ovn man bruger, og de er altså ikke lige så interessante hvis de bliver brankede).
Opskriften er fra AMOs Store Bagebog 2, som kan købes i diverse supermarkeder. Fantastisk bog!

søndag den 18. juli 2010

dagene

Torsdag aften var min elskede veninde, Mia, som normalt bor i København, på besøg. Vi hyggede os med at spise en masse usundt og spille en masse Wii. Jeg havde lavet nogle ganske simple cupcakes til os:


Mia brugte i øvrigt meget af tiden på Tabitha, som altid, og prøvede at vinde hendes gunst, hvilket er noget af en opgave:


Fredag besøgte jeg min mor, som fik den idé at tage ind til byen. Hun var i et dejligt gavehumør, hvilket resulterede i et par nye og rigtig lækre jeans til mig, til den nette sum af 49,- (Bik Bok har ophørsudsalg, og er næsten tom). Derudover hjembragte jeg også en ny toilettaske, en Depend neglelakfjerner og 7 par nye ankelsokker. Jeg ORKER ikke at tage billeder af tingene lige nu. Men mindst lige så vigtigt har jeg også fået Lime & Mint krydderi! Jeg har ikke prøvet det endnu, skal jo holde mig til min madplan, men det lyder simpelthen så spændende.

I dag har jeg været ude at løbe en tur, hvilket var absolut lækkert at få gjort. Desværre kan jeg afsløre, at det ikke er let foreneligt at spise sundt og ikke at bruge penge på mad resten af måneden. Jeg har lige spist 2 gulerødder, hvilket var noget nær det sundeste i mit hjem, men de fylder jo for søren intet i min mave. Så nu må jeg mæske mig i noget usundt brød, indtil mit rugbrød tør op.

onsdag den 7. juli 2010

hos thomas

Jeg besøgte én, som jeg aldrig har mødt før, men som jeg har kendt i pænt mange år efterhånden. Over det der man kalder internet. Han hedder Thomas, hvis I ikke har gættet det. Det var morsomt endelig at møde ham, og vi hyggede os ærlig talt vældigt med at...

... gå tur i byen og spise en forholdsvis simpel, men virkelig formidabel, sandwich på et sted, hvis navn jeg ikke husker.

... se Fight Club, som jeg ikke havde set før. Bedre end forventet, og indeholdende en pænt kær Edward Norton, omend jeg ikke synes, at filmens twist passede ind.

... sove.

... spise Guldkaramel-is.

... spise virkelig god aftensmad begge dage!

... besøge Odense Zoo. Jeg elsker at glo på dyr og hygge mig samtidig!

... se Avatar - eller nærmere, se halvdelen af den og slukke, fordi jeg var ved at kede mig ihjel. Undskyld, filmverden, jeg ved godt, at den har været dyr. Men I har glemt handlingen deri! Ærgerlig fejl at lave.

... efterfølgende skifte til The Fountain, som jeg stadig tænker intenst over, og nok skal se et par gange ekstra.

... gå på Sunset, for "nu skal vi da prøve den der burger, de snakker sådan om!". Havde de den? Nej. Havde de det andet, vi forsøgte at bestille bagefter? Nej. Hej kæmpe pizzaslice fra et andet sted. (Dog prøvede Thomas burgeren senere, og jeg genprøvede deres pommes frites).

Og så tog jeg toget hjem ved en 14-tiden i dag, hjem til en virkelig miavende og morsyg kat. Nurh. Og alle mine planter og krydderurter - hvoraf min dild dog ser ud til at omkomme snarest. Jeg kan ikke dild-førstehjælp.

Thomas og en MORSOM HEST i Zoo-butikken. Havde den ikke kostet milliarder, var den blevet indkøbt.

fredag den 2. juli 2010

hedehygge

Det er længe siden, at jeg har været på bloggen, i forhold til hvad jeg plejer. Der har været mange ting at skrive om, men det er som om jeg ikke har orket. I dag kan jeg dog ikke længere lade være.
Jeg har haft besøg af "hele familien" (mor, far, søster og hendes kæreste) til spisning her i sommervarmen. Der bliver simpelthen så varmt i min lille taglejlighed, når ovnen står tændt så længe ad gangen! I det mindste blev der rigtig god mad ud af det...


Nu tænker I nok: "Hvad er det? Vi vil vide mere". Jeg kan afsløre, at det er kyllingefrikadeller og almindelige frikadeller, nye kartofler bagt i ovn, tomatsalat, mild hvidløgssauce og oreganobrød. Og det var LÆKKERT. Der er ikke så meget opskriftsværk på de fleste af tingene, men hvidløgssaucen har jeg for nylig fundet i et Maizenahæfte snuppet i et supermarked, og jeg forelskede mig straks. Den er nem at lave, hvis man ser bort fra, at hvidløget skal bages en time i ovnen inden man kan komme i gang. Men den har en dejlig mild smag af hvidløg, hvilket jeg er glad for.

Mild hvidløgssauce
Til 4 personer (også fint til 5)
1 helt hvidløg
1 spsk Becel flydende (eller billigere variant)
1 finthakket løg
2 flasker Cremefine til madlavning 7 %
1 spsk reven parmesanost
2-4 spsk Maizena lys jævner (2 var tilstrækkeligt for mig)
Citronsaft
Salt og peber

Hvidløget pakkes ind i folie og bages mørt i ovnen ca 1 time ved 225 grader. Imens svitses det finthakkede løg i en gryde i ca 1 minut med Becel flydende, uden at det bruner. Tilsæt herefter Cremefine og varm saucen op til kogepunktet. TIlsæt parmesanost og jævn med Maizena lys jævner. Når hvidløget er bagt, pakkes det ud af folien og halveres. Tryk de møre og søde hvidløgsfed ud af skrællen og ned i gryden. Blend evt. saucen med en stavblender, så hvidløgsfeddene pureres jævnt ud i saucen. Til sidst smages den til med citronsaft, salt og peber.

Dessert kommer man jo ikke uden om i mit hjem! Det var faktisk meningen, at jeg ville have prøvet denne opskrift på mandellagkage med hindbærskum. Jeg bagte bundene, men de fungerede slet ikke efter planen, og jeg kunne ikke bruge dem til noget som helst. Så jeg måtte skynde mig at improvisere. Det resulterede i følgende opstilling:


Mini-lagkage med hindbærskum og jordbær på toppen samt Vebbestrup chokovanilleis. Det gik bare virkelig godt sammen, specielt sammensætningen af søde lagkagebunde og frisk hindbærskum. Mmm. Godt at jeg har noget tilbage af det hele :D

fredag den 25. juni 2010

aftensmad med daniel

Daniel, som er manden i mit liv når det gælder håndværk, var så usandsynligt venlig at love at sætte min computerskærm op på væggen, så jeg kunne få mere plads på skrivebordet. Efter et mislykket forsøg sidst, hvor vi indså, at mine vægge var noget lort, vendte han i dag tilbage for at færdiggøre arbejdet.
Jeg fodrede ham selvfølgelig, og her er hvad han fik som belønning.

Først; Ristet brød med laksemousse:


Til aftensmad; Hakkebøffer i sennepssauce med nye persille-kartofler til (denne ret var han dog selv med til at udforme):


Hakkebøffer i sennepssauce
400 g hakket oksekød
½ dl rasp eller 2 små kogte kartofler
1½ dl mælk
1 tsk salt
peber
1 lille spsk revet løg
30 g smør til stegning

Sauce:
1½ dl bouillon
1½ dl creme fraiche
1 tsk Maizena
½ spsk dijonsennep
klippet purløg
salt
peber

Ælt kødet med rasp eller mosede kartofler, mælk, salt, peber og løg. Form farsen til 6-7 bøffer. Steg bøfferne på panden i ca. 2 minutter på hver side. Læg bøfferne i et ovnfast fad. Kog panden af med bouillon. Rør creme fraiche og Maizena sammen og hæld det på panden. Varm saucen igennem under piskning, tilsæt et par spsk klippet purløg og smag til med sennep, salt og peber. Hæld saucen over bøfferne og læg folie løst over. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter, afhængig af, hvor røde bøfferne skal være.
Opskrift fra dk-kogebogen.dk

Det smagte dejligt, men det bedste var nu resultatet af hele dagen: