mandag den 10. januar 2011

eksamensfeber

Jeg tog så den dejlige beslutning at ligge mig syg med influenzalignende tilstand lørdag aften. Det er altid godt, når man skal til eksamen om mandagen og bare ved, at sådan en sygdom ikke går over på en enkelt dag. Hele dagen i går lå jeg bare i sengen, og det var ærlig talt røvkedeligt. Heldigvis manglede jeg ikke rigtig at læse noget til eksamen, og mit oplæg var også klaret. Så den stod på masser af Årgang 0 på dvd'en.
Da jeg vågnede i morges var jeg i en ganske feberpræget tilstand. Jeg tænkte et kort øjeblik, at jeg ikke kunne undvære min dyne, og kiggede derfor på reglerne for sygeeksamen - først eksamen i august. Det orkede jeg alligevel ikke, så jeg dopede mig med piller og begav mig af sted. Det endte da også med at gå, som jeg havde håbet (ikke forventet, mine forventninger var enten at omkomme på vej til universitetet eller at ende blandt ænderne i universitetets vandløb), og jeg fik et fint 7-tal. Jeg vidste godt, at der ikke var noget eksklusivt over dette projekt, fordi det havde været rimelig krævende at skrive 2 projekter samtidig, så jeg er godt tilfreds.
På vej hjem skulle jeg lige forbi Fakta efter nogle kiks. Jeg havde haft lyst til kiks hele dagen i går, fordi de er let spiselige, men ikke haft kræfter til at forlade sengen. I stedet for at vende hjem med en pakke kiks, vendte jeg hjem med: En 3-pak Digestive-kiks, en 3-pak Mariekiks, en pakke kanelknækbrød, en pakke müsli, havregryn, mælk, yoghurt, 3 bananer og en frysepizza. Jeg måtte jo proviantere, da jeg kunne mærke, at min krop bare gerne ville hjem i sengen igen. Og det er den så kommet nu :)

torsdag den 6. januar 2011

eksamenslæsningen skrider fremad... næsten

Lige nu skal jeg læse til eksamen. Men jeg kan finde på mange ting, som jeg hellere vil...

- Spise en flødebolle fra Fru Rønne og drikke en kop kaffe
- Udvælge thebreve til min Simple Tea Swap
- Spille Angry Birds (har jeg lige fået øjnene op for)
- Se Årgang 0 (jeg har købt det på dvd!!!)
- Tørre støv af
- Bage cupcakes og æde dem selv
- Lave dej til koldhævede morgenboller
- Skrive til min gamle klasselærer
- Gå en tur i det kolde vejr
- Stirre ud i luften
- Tænke på død og pinsel
- Plukke alle mine benhår af med en pincet
- Skrue min skabslåge i køkkenet fast
- Lægge en grim make-up
- Tælle Tabithas knurhår
- Skovle tøsne væk fra hele gaden
- Vaske op

... ej ok, den sidste var en løgn! Men, I forstår vel. Med hensyn til flødebollen (højst sandsynligt den med mokka-skum), kaffen og Årgang 0, så bliver det senere på aftenen.

tirsdag den 4. januar 2011

swap-bot

Den fine Line introducerede mig for et godt stykke tid siden for Swap-bot. Det går i bund og grund ud på, at man får tildelt en partner et hvilket som helst sted i verden, til hvem man skal sende et brev eller en pakke. En anden person sender så ligeledes en pakke til en. Man kan tilmelde sig forskellige swaps med forskellige emner som eksempelvis slik, sokker eller hjemmelavede kort. Der er kort sagt lidt af hvert. Jeg synes det er et virkelig hyggeligt koncept, fordi man glæder andre mennesker, og samtidig selv modtager hyggelig post.
Jeg har gennemført et par elektroniske swaps, hvor man blot sender mails til hverandre, og det har faktisk også været hyggeligt. Der var blandt andet en, hvor man skulle sende billeder af sit juletræ.
Derudover har jeg for nylig gennemført min første fysiske swap, hvor emnet var sokker. I denne forbindelse modtog jeg disse virkelig søde og bløde sokker:


Jeg synes det er så hyggeligt at modtage pakker, så jeg har tænkt mig at fortsætte. Derfor har jeg blandt andet tilmeldt mig en Super Simple Tea swap, hvor jeg skal sende et par thebreve til 3 forskellige partnere, alle bosiddende i USA.

søndag den 2. januar 2011

2010 vs 2011

2010 var året hvor:
- der var alt for meget sne alt for langt ind i året
- jeg tilegnede mig et knust hjerte for en stund
- jeg fik en praktikplads hos NORDJYSKE Medier
- jeg senere fik et studiejob hos NORDJYSKE Medier
- jeg følte mig voksen og selvstændig
- jeg købte ny cykel
- jeg skrev to projekter samtidig og fandt ud af, at det ikke kan anbefales hvis ikke det er en absolut nødvendighed

2011 er året hvor:
- jeg bliver 25
- jeg skal på min første rejse (ud over studieturen) og dermed flyve for første gang (brr)
- jeg skal skrive mit speciale
- jeg bliver færdiguddannet
- jeg skal ud på det sande arbejdsmarked (eller mere sandsynligt på dagpenge)
- jeg er sammen med min ekskæreste igen ♥

mit nytår

Så er vi på dag 2 i det nye år, også kaldet 2011. Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det, det er jeg i hvert fald. Det var en hyggelig aften med mine forældre, min søster, hendes kæreste og Daniel. Desværre valgte min mave at volde lidt problemer ala småkvalme, så aftenen blev ikke helt så morsom, som den kunne have været. I hvert fald fik jeg ikke så mange drinks. Heldigvis valgte den først at brokke sig efter forret og hovedret, som var umådeligt lækre. Forretten var de samme filokurve med tigerrejer, som jeg lavede sidste år, de er altså en succes. Hovedretten var en oksetingest i ovnen med hasselbackkartofler og en lækker sauce til. Jeg er ellers ikke til oksekød, men denne formåede min søsters kæreste at få lavet så perfekt, at jeg elskede den. Kransekagen stod jeg selv for, og den blev også virkelig vellykket. Jeg lavede den efter opskriften af frøken Det Søde Liv.


Og så får I da lige et billede af mig som var sølle i en af min søsters kærestes trøjer... Jeg havde det altså ikke så dårligt som jeg ser ud til på det billede :P Men var ret træt af, at min mave skulle irritere mig på præcis denne aften.


Dagen i går var også rigtig hyggelig, den blev fortsat tilbragt hos min søster og hendes kæreste med Little Big Planet, chips, pølsehorn, juleslik, Tegn&Gæt og Ego. Perfekt tømmermændsdag uden tømmermænd.