fredag den 30. juli 2010

jeg drømmer om

Jeg hader H&M, fordi de sender et katalog ud, som man er nødt til at kigge i fordi man har læst på nettet, at modellerne ser komplet tåbelige ud med deres åbne munde. Og så falder man selvfølgelig for noget af tøjet.





Så må vi se, hvad der bliver råd til. Lige nu ser indholdet af min konto fortræffeligt ud, men jeg skal også gerne spare op til blandt andet en ny telefon.

torsdag den 29. juli 2010

picnic i kildeparken

Jeg er for nylig hjemvendt fra byen. Jeg har nemlig været inde og hygge mig i Kildeparken sammen med min veninde Jeanie, og det var vældigt, på trods af at vejret ikke helt levede op til vejrudsigten. Jeg cyklede eksempelvis hjem i regnvejr, selv om klokken var langt før 18, hvor regnen skulle starte. Tak for ingenting, TV2.
Nå men vi har begge lige fået nye cykler, og de fik lov at ledsage os derind. Derudover havde Jeanie medbragt juice, og jeg havde medbragt friskbagte scones (ja, jeg er besat, det er så nemt, og alle kan lide dem).

Vores cykler, Veet og Fabian (jeg ved ikke hvad hendes hedder, men der står Veet på den, da hun har vundet den i en Veet-konkurrence)

onsdag den 28. juli 2010

hej igen, bachelor

Jeg har brugt de sidste dage på at rette mit bachelorprojekt igennem. Siden den dag jeg læste det igennem første gang efter aflevering (for et års tid siden) har jeg vidst, at der var visse småfejl. Blandt andet i tabellerne. Og lad mig sige - det er et under, at jeg bestod! Nej, det er såmænd et helt fint projekt, og jeg kunne egentlig stadig godt tænke mig at arbejde videre med emnet (identitetsdannelse på Facebook), men helt ærligt... Der er fejl i samtlige tabeller, jeg ved ikke hvorfor, men jeg har brugt nogle tal der absolut ikke summerer til 100, hvilket tabellerne ellers påstår. Jeg undres over, at det ikke blev påpeget til eksamen. Så jeg har siddet og hygget mig med at lave nye tabeller i SPSS i dag, hvilket tog et godt stykke tid. Og så var der et par dumme formuleringer og en dum graf. Gennemretningen skete, fordi der i løbet af det sidste år har været et par personer, som har efterspurgt at få lov at læse rapporten, og dem er der stadigt flere af. Så nu ville jeg gøre dem (og min egen stolthed) en tjeneste. Men nu er det gjort!

tirsdag den 27. juli 2010

bittens fabelagtige sauce af kød

Ej, jeg lavede bare den bedste kødsauce i dag! Jeg har simpelthen ikke fulgt min madplan overhovedet, fordi jeg pludselig spiste hos andre mennesker eller fik uventede besøg. Men pasta med kødsauce blev det til i dag. Mit eneste indkøb var en dåse hakkede tomater. Og mælk, fordi Marie holdt et foredrag om knogleskørhed, da jeg besøgte hende i dag.


Bittens fabelagtige kødsauce
... der er faktisk ingen opskrift, men jeg tilsatte nogenlunde...
Hakket oksekød
Hakket løg
Hvidløg
Cocktailpølser (de var faktisk ulækre, ville foretrække ægte pølser, men det havde jeg ikke)
Gulerod i skiver
Hakket flået tomat
Sød chilisauce (meget vigtig ingrediens!)
Chiliflager
Salt
Peber

- og jeg har rester :D

fluffy cupcakes (m/ananas)

I går invaderede Line venligt nok mit hjem med sit Fluff. Ja, dette er tilsyneladende et vidunderprodukt, man kunne fristes til at kalde det for madlavningens gaffatape. Vi var lidt usikre på, hvad det egentlig kunne anvendes til, så vi kastede os over opskriftdelen af deres hjemmeside, og udvalgte en Seven-Minute Frosting. Dertil skulle selvfølgelig anvendes nogle kager. Her valgte vi at afprøve en opskrift på nogle cupcakes med ananas fra en af mine bøger.

Tropiske ananascupcakes
12 stk (nærmere 8 stk)

2 skiver ananas på dåse i egen saft
85 g blødgjort smør eller plantemargarine til bagning
85 g sukker
1 stort æg, pisket let sammen
85 g mel
3/4 tsk bagepulver
1 spsk saft fra ananasdåsen

Forvarm ovnen til 180 grader. Anbring 12 papirbageforme i en linse- eller muffinform, eller sæt 12 dobbelte papirforme på en bageplade.
Hak ananasskiverne fint. Kom smør og sukker i en skål og pisk, til det er luftigt og cremet. Pisk ægget i lidt ad gangen. Tilsæt mel og bagepulver og vend det i blandingen ved hjælp af en stor metalske (...but why?!). Vend den hakkede ananas og ananassaften i. Fordel dejen i papirformene med en ske.
Bag kagerne i den forvarmede ovn i 20 minutter, eller til de er pænt hævede og gyldenbrune. Sæt dem til afkøling på en bagerist.
Opskrift fra Favoritter: Muffins & Kager (forlaget Parragon)

Dertil lavede vi så den ovennævnte frosting, og pyntede dem med alt hvad mit cupcake-skab rummede. Er de ikke FINE?


Det skal også lige nævnes, at Line havde medbragt mig verdens bedste souvenir fra Mallorca; en ... øh, ske til at lave iskugler med, oprindeligt. Men den er FANTASTISK til at poppe cupcake-dej ud i formene, størrelsen passer perfekt. Jeg vil anbefale alle at rejse til Mallorca efter sådan et aggregat. Og lad jer ikke skræmme af dens foruroligende lighed med et gynækologisk redskab...


Og afslutningsvis et billede af min overdådigt lækre kat! Et dovent miav skulle jeg viderebringe.