søndag den 21. august 2011

mexikansk pizza

Jeg har stadig en del fine produkter fra Santa Maria, som jeg skal have afprøvet. Sidst ville jeg prøve at anvende tacosauce til noget, jeg ikke havde brugt det til før, og da mine oplevelser med tacosauce begrænser sig til - tadaa - taco, var det meget nemt. Jeg lod mig kraftigt inspirere af MissMuffins "Pizza Mexicana" og kreerede min egen mexikanske pizza med kylling. Jeg vil ikke kalde det en opskrift, men nu skriver jeg alligevel, hvad jeg brugte.



Mexikansk pizza
1 pizzabund efter denne opskrift
Tacosauce
Stegt kyllingefilet, revet i stykker efterfølgende
Cherrytomater
Peberfrugt
Salat som tilbehør
Tilbered pizzabunden og rul den ud.
Smør den med tacosauce, nøjagtig som du ellers ville gøre med en tomatsauce.
Placer strimler af kyllingefilet rundt omkring. Det samme med halve cherrytomater og strimler af peberfrugt.
Bag pizzaen i din dertil indrettede ovn.
Server den med salat (gerne lidt mere spændende end min agurk) og eventuelt salsa og/eller creme fraiche (sidstnævnte ærgrede jeg mig meget over, at jeg ikke havde i huset).
Til gengæld fik jeg så prøvet Santa Marias Pineapple Salsa. Den havde den forventede søde smag, men jeg havde håbet, at den var lidt stærkere, da den trods alt hedder Medium. Hvis man ikke forventer den stærke smag, er det dog en god salsa. Jeg vil nok ikke anbefale den til eksempelvis nachos, da jeg tror, at smagen vil være for mild, men vi har vel alle forskellige grænser for den slags.

lørdag den 20. august 2011

bøger sælges

Jeg har fået den idé at sælge lidt ud af mine tidligere studiebøger. Det gør lidt ondt i hjertet, men hellere at de kommer til et godt hjem, end at de står uåbnet på mine hylder. De har trods alt været nyttige for mig, og skal gerne gøre nytte for nogle andre også. De fleste er yderst relevante på Sociologi på Aalborg Universitet.

Håndværk & horisonter af Rasmus Antoft m.fl., 170 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Cultural Studies: Theory And Practice af Chris Barker, 150 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Hverdagslivet af Michael Hviid Jacobsen m.fl., 270 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Det selskabelige samfund - Essays om medier mellem mennesker af Stig Hjarvard, 100 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Samfundsvidenskabernes Forudsætninger af Nils Gilje og Harald Grimen, 150 kroner. SOLGT

The Practical Skeptic - Core Concepts in Sociology af Lisa J. McIntyre, 100 kroner. Se annonce på pensum.dk.

Statistical Methods for the Social Sciences af Alan Agresti & Barbara Finlay, 370 kroner. Se annonce på pensum.dk

Survival Analysis Using SAS - A Practical Guide af Paul D. Allison, 270 kroner. Se annonce på pensum.dk

Viden, videnskab og virkelighed af Luise Li Langergaard m.fl., 80 kroner. Se annonce på pensum.dk

Research Design In Social Research af David de Vaus, 170 kroner. SOLGT

Derudover sælger jeg Harry Potter and the Order of the Phoenix, hardback, børnecover, i fin stand, samt Gyldendals røde Dansk/Engelsk og Engelsk/Dansk ordbøger. Giv et bud.

OPDATERES løbende - har nogle statistikbøger, jeg muligvis også sælger, skal bare lige overveje det en ekstra gang... (Surveys in Social Research af David de Vaus & Survival Analysis using SAS af Paul D. Allison fx - skriv, hvis de har interesse).

fasters forsinkede fødselsdagskage

Det er ikke fordi det er en ny opskrift, men jeg synes alligevel, at jeg vil præsentere herlighederne her på bloggen. Da min faster, som bor i en halvfjern by, havde fødselsdag, kom jeg til at love hende på Facebook, at jeg nok skulle give hende fødselsdagskage næste gang hun kom til Aalborg. Det er hun pt, hvorfor jeg havde hendes forsinkede kage med ud til mine forældre i går. Så kunne jeg kombinere det med min dejlige fars hjemmebesøg :) Og alle kunne glædes over kage.
Og se dem så lige. Det er de "sædvanlige" vanillecupcakes med Nutellafrosting, men jeg følte mig som nævnt i sidste indlæg inspireret af pink dej:



De blev bagt i disse forme, som må siges at være af rigtig god kvalitet, og til frostingen blev endnu en gang anvendt min 1M tylle fra Wilton.
Jeg elsker dem. Alle elskede dem! Alle kvinder i familien (min far havde ikke lyst til kage på daværende tidspunkt, jeg tror han var skræmt væk af det feminine udseende ;) og min mors veninde, som kiggede over senere på aftenen. Jeg siger det igen: LAV DEM! De er en succes. Jeg har siden sidst præsenteret dem for et andet publikum, nemlig mine tidligere kolleger på NORDJYSKE Medier, og der var de også særdeles vellidte. Disse kager fejler aldrig.

fredag den 19. august 2011

"det kunne jeg gøre bedre selv"

Jeg havde købt et tilbud på downtown.dk hvor man fik fire cupcakes og to Vitamin Well drikke til halv pris hos Bakgaards Bageri i Gug. Da jeg alligevel skulle til massør i området, besluttede jeg at hente dem i går, så vi kunne nyde dem til dessert om aftenen.


Sådan så æsken ud. Jeg bad bagerdamen om blot at væge fire tilfældige cupcakes, og hun valgte nedenstående:


En med chokolade og pink frosting, en vanillecupcake med bananfrosting, en tilsyneladende blåbærcupcake med frostning med nødder og en pink cupcake med gul frosting, smagsvariant ukendt. De ser jo bestemt fine ud, ikke sandt?


Problemet opstår først, når man begynder at spise af dem. Vi var fire personer, og ville gerne smage alle varianterne, så vi skar dem i kvarte, og spiste dermed i alt en hel cupcake hver - og vi havde kvalme og sukkerchok efterfølgende. Nu ved jeg ikke, om det er fordi jeg/vi er vant til at få mine hjemmelavede, og hjemmebag er jo som oftest bedre end købt. Men disse cupcakes var lidt for vamle. For det første var der alt for meget frosting på (hvilket selvfølgelig oftest er essensen af en cupcake), og den var tydeligt lavet af smør, for det havde fået en lidt underlig smag efter at stå uden køl i så lang tid. Derudover var der lidt for meget syntetisk smag i nogle af dem, specielt bananfrostingen. Personligt kunne jeg dog ret godt lide den pink cupcake (uden frosting), og jeg føler mig inspireret til at farve eventuelle kommende cupcakes bare fordi det ser fint ud.
Så jeg skal lige love for, at jeg fik klager over, at jeg ikke havde bagt cupcakes selv den dag ;)
Undskyld til Bakgaards Bageri, jeg er sikker på, at I er fantastiske, og jeg har ikke smagt jeres andre produkter. Det kan godt være, at den kvalmende effekt opstod af, at vi smagte fire varianter på så kort tid - men personligt følte jeg mig virkelig ikke inspireret til at spise en hel af nogen af dem. Det skal dog siges, at de er virkelig fine at se på! Og så fik jeg da prøvet bager-cupcakes.
Er der i øvrigt nogen der ved, hvor man kan få de fine, farvede chokoladespåner, der er at finde på nogle af cupcakesene?

torsdag den 18. august 2011

græsk kylling på besøg

Sådan nogenlunde. Dem jeg egentlig fik besøg af i går var min kæreste, min søster samt hendes kæreste. Kyllingen havde jeg selv købt. Det er første gang at jeg har købt en hel kylling og tilberedt den, men det var en succes, læs selv min søsters beretning herom.
Jeg benyttede mig af Birthes opskrift på græsk kylling med kartoffelbund. Det smagte rigtig godt!

Kartoffelbunden i utilberedt form. Jeg var meget glad for mit mandolinjern.

Retten serveret på tallerken. Kyllingen tager sig desværre ikke så godt ud på denne tallerken, men den var lækker.
Jeg serverede det med tzatziki (naturligvis), en salat og et bette hjemmebagt flute.

Græsk kylling på kartoffelbund
4 personer


1 hel kylling

Marinade:
2 spsk. olivenolie
saft af ½ citron
salt, friskkværnet peber
lidt frisk basilikum, hakket
lidt frisk timian, hakket
4 fed hvidløg, presset

Desuden:
1 kg. kartofler - måske lidt mere hvis dit fad er stort nok - skåret i tynde skiver
3 dl hønsebouillon
1/4 dl olivenolie
salt, friskkværnet peber
ca. 1-2 spsk. frisk rosmarin, finthakket (her brugte jeg persille)
lidt græsk krydderi fra Santa Maria (eller blot tilfældige krydderier)
3 spsk fintrevet parmesan

Skær kartoflerne i tynde skiver og kom dem i et stort, ovnfast fad. Drys med rosmarin, krydderi, fintrevet parmesan, salt og friskkværnet peber. Vend det hele godt rundt, så alt fordeles ligeligt. Bland bouillon og olie, hæld det ved kartoflerne.
Skyl kyllingen under koldt vand og tjek, at al indmaden er taget ud. Dup den tør i et rent viskestykke og flæk den så på langs. Fjern overflødig fedt og gumpen.
Bland alle ingredienserne til marinaden. Gnid de 2 kyllingehalvdele godt ind i marinaden og hæld resten over. Læg de 2 halve kyllingestykker ovenpå kartoflerne. Sæt fadet i en 250 grader varm ovn (varmluft) i 10 minutter. Skru ned til 180 grader og giv den yderligere 40-50 minutter, til den er gennemstegt. Tjek om den er gennemstegt ved at stikke i den på det tykkeste sted på lårene, er kødsaften klar, er kyllingen nok.
Tag fadet ud og tag kyllingestykkerne af. Sæt fadet i ovnen igen, skru op til 200 grader og giv kartoflerne ca. 10-12 minutter, til de får farve.
Halver evt. kyllingestykkerne på tværs og læg dem ovenpå fadet igen - eller server dem ved siden af. Server gerne med tzatziki, en salat og noget brød.