i love you phillip morris

Jeg var jo med Jeanie inde og se I love you Phillip Morris i går aftes, og nu er det meningen at jeg skal skrive hvordan den var... så jeg prøver selvfølgelig. For jeres skyld.

Det første man tænker over, når man har set filmen, er, hvor dårligt plakaten egentlig repræsenterer filmen. Det er da helt vildt. Jeg spekulerer på, om det mon er et bevidst valg for at lede folk i fordærv. Tag et kig på plakaten (som var det eneste, jeg havde set, inden jeg tog i biografen og så filmen):

Jeg kan da ikke være den eneste, der tænker noget lignende: Kliché, fordomme, morskab, tihi-fniz, optimisme og useriøsitet.
ABER NEIN!
Nu er jeg heldigvis ikke typen, der skruer forventningerne til film op efter sådan noget. Men jeg skal da love for, at det ikke var en komedie. Den var selvfølgelig sjov - Jim Carrey er jo med deri - men det var bestemt ikke en homo-komedie. Hvilket egentlig blev vel modtaget af mig, da sådanne godt kan blive lidt trættende med alle deres klichéer. Det var dejligt at få noget seriøsitet ind over, omend der var en del momenter, hvor jeg skulle kæmpe for ikke at sprøjte salen til med tårer. Dog fornemmer jeg, her efterfølgende, at det gjorde filmen en anelse rodet, fordi den havde så mange forskellige sider at tage hensyn til. Det kan åbenbart godt være forvirrende for min hjerne at skulle more sig det ene øjeblik, og minuttet efter blive dybt rørt.

Der er dog et problem. Indtil videre har jeg ikke kunne sætte ansigt på Ewan McGregor, når nogen har nævnt ham. Han har altid været sådan lidt anonym for mig, og bare lignet en "almindelig mand". Men, Ewan, velkommen til min nethinde som naiv, blond bøsse.

Alt i alt er jeg dog ganske glad for, at jeg tog ind og så filmen. Den var et udmærket stykke underholdning, men den type film (selv om det er svært at kategorisere den) lander alligevel aldrig på min liste over favoritter. Hvilket jeg heller ikke forventede. En af de ting, der hev filmen op, var dog at Rodrigo Santoro deltog som utrolig charmerende og følsom homoseksuel. Nurh.