søndag den 31. juli 2011

human wellness water

For et stykke tid siden skrev jeg en venlig mail til Kildespring, som havde sponsoreret nogle produkter til Madbloggertræffet. I vores goodiebag fik vi Isklar kildevand samt en udvalgt HUMAN juice. Kildevandet var, ja, kildevand, bare i utroligt smukke flasker. Jeg har prøvet flere af deres HUMAN juicer, og ingen er desværre faldet i min smag. Derfor spurgte jeg, om jeg allernådigst måtte få et par smagsprøver af deres andre produkter. Hele konceptet er nemlig super fedt - lækker indpakning, økologi og naturlighed. Det kan vi lide.
Jeg fik et par forskellige produktprøver, deriblandt af deres HUMAN Wellness Water. Nu har jeg prøvet alle tre slags, og de kan sagtens anbefales som en læskende drik her i sommervarmen! Det er ikke juice, men som navnet antyder, vand med smag. Og smagen er god og naturlig.

Den første hedder FRESH+ Vitamins og har en smag af appelsin. Den er min umiddelbare favorit, da den er ekstra frisk (haha, deraf navnet). Den blå hedder ENERGY og har en smag af blåbær. Den pink smager af hindbær, er koffeinfri og bærer navnet RELAX.
Jeg har tilladt mig at beholde flaskerne til at have vand i, da de er så fine, og hver især er prydet med et lille, sjovt citat om den pågældende drik.
Drikkenes Facebookside siger, at prisen er omkring en 20'er.

lørdag den 30. juli 2011

hjemmedyrket lykke

Fantastisk dag!

For det første er det det skønneste sommervejr, som I måske har opdaget :)

For det andet er min far på hjemmebesøg (hvilket han er hver weekend), og jeg har derfor besøgt mine forældre sammen med min søster. Som altid virkelig hyggeligt. De har fået ny (flot!) sofa og nyt sofabord, som er langt mere far-venlige end de gamle møbler, så nu kan han også komme over i sofaen og sidde. Dejligt.

For det tredje fik jeg kvalitetstid med min søster. Hun passer pt kat for en bekendt, som ligger i gå-afstand fra både hende og mine forældre, så der var jeg med henne i dag. Den bekendte har et drivhus, hvor min søster frit må proviantere. Heldigt for mig havde hun rigelige grøntsager i forvejen, så jeg fik lov at tage høsten! Intet smager bedre end sådan en hjemmedyrket, knaldrød cherrytomat.


For det fjerde havde min mors skønne veninde lavet et glas agurkesalat til mig!


Så jeg gentager: Fantastisk dag! Hvad skulle man dog gøre uden alle de skønne mennesker omkring en?

fredag den 29. juli 2011

chokolade i ansigtet?

Jojo, den er god nok. I Matas faldt jeg over nogle ret interessante ansigtsmasker, deriblandt denne:


Der var også med hvid chokolade og jordbærsoufflé...
Så nu ser jeg altså sådan ud:


Kæft, den dufter af chokolademousse... Godt jeg har Ben&Jerry's i fryseren!

mandag den 25. juli 2011

fine plakater

Jeg har fundet de fineste plakater hos ohdearmolly på etsy. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde mere vægplads. Her er mine umiddelbare favoritter, men klik endelig ind på deres side for at se flere.

For Nintendo-nørderne

For køkken-nørderne

For katteejerne

søndag den 24. juli 2011

printvenlig knap

Jeg var forbi frøken Rebelsig her den anden dag, og hun bragte et indlæg om en Printer Friendly-knap, som hun havde set på andre blogs. Det var da en fantastisk idé, tænkte jeg, og nu har jeg også sådan en (som du kan se, hvis du kigger i bunden af dette indlæg).
Jeg vil hermed opfordre jer alle til at gøre det samme. Knappen, og en vejledning til at indsætte den, findes her. Der er forskellige udformninger af knappen, og det er ganske let at indsætte den. Når du kommer derind, skal du i toppen vælge, hvilken side du ønsker at bruge knappen på (website, Blogger-blog eller Wordpress-blog), så får du en kode, som du skal indsætte i din blog-editor. Det hele står beskrevet derinde, og ellers er jeg mere end parat til at hjælpe.
Især vil jeg opfordre jer, som bringer opskrifter på bloggen, da det gør det dejlig let for læserne at udskrive disse - man kan sågar med et enkelt klik vælge at udskrive opskriften uden billeder.
Held og lykke :)

lørdag den 23. juli 2011

sådan her kan man overleve regnen


"Månedens The" hos Fru Ronne - Rooibush m/Granatæble. Uden koffein og garvesyre, hvorfor den ikke bliver bitter, ligegyldigt hvor længe den trækker. Derfor også velegnet til isthe. Og så dufter den i hele hytten!


Honning- og kokoscookies
12 stk
150 g mel
50 g brun farin
50 g rørsukker
1 stort æg
2 spsk honning
50 g kokosmel
2 spsk vegetabilsk olie
Forvarm ovnen til 180 grader.
Bland mel og brunt og lyst sukker i en stor skål.
Tilsæt æg, honning og kokosmel.
Tilsæt olien gradvist, til der dannes en fast dej.
Rul dejen ud til 12 kugler med meldryssede hænder, og læg dem på en smurt bageplade.
Tryk hver enkelt kage flad med bagsiden af en ske, og bag dem i omkring 10 minutter, til de er gyldenbrune.
Lad dem køle af på pladen i nogle få minutter, før de lægges på en rist.

Opskriften er fra Fairtrade Kogebogen. Rigtig spændende cookies, ikke så hvinende søde som så mange andre, og passer perfekt til et thebord. Jeg brugte i øvrigt almindeligt, hvidt sukker i stedet for rørsukker, og kokosflager i stedet for kokosmel, og de blev stadig gode. Kokosflagerne giver en god struktur.

P.S. Ja, jeg har fået nyt layout. Jeg synes det er fint, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om det virkelig er det, jeg vil have. Måske revideres det, når jeg får for meget fritid (altså afleverer speciale). Men se hvor store og fine mine billeder kan være nu!

onsdag den 20. juli 2011

tortillas med falsk kød

Santa Maria var så rare også at sende mig en ladning Tex Mex-produkter efter min henvendelse hvor jeg indrømmede, at jeg er svært glad for disse. Jeg har lovet at forsøge at være lidt eksperimenterende med eksempelvis deres salsa, men jeg lægger lige ud med noget ganske traditionelt. Har du som læser forslag til, hvordan man kan bruge salsa lidt utraditionelt og knap så mexikansk, så bring endelig en kommentar.
Og nu vil jeg gerne præsentere for jer: Tortillas med vegetar-kød fra Santa Maria! Produktet er dette.
Og se bare, hvordan det fuldstændig ligner kød, når man fylder det i en tortilla.




Det er åbenbart noget, der hedder sojaprotein, og det udvider sig, når det bliver forbundet med vand og de flåede tomater, der skal i. Det har faktisk mere eller mindre både konsistensen og smagen som når man laver tortilla med hakket oksekød, omend jeg syntes det var lidt suspekt. Stadig foretrækker jeg personligt kødversionen, der er mere struktur i kød. Men hvis man er nyudklækket vegetar og savner en god, mexikansk tortilla, er dette vejen frem!
Tortillaen var i øvrigt sådan en Corn tortilla. Også helt anbefalelsesværdig.

søndag den 17. juli 2011

forårsruller

Da MissMuffin bloggede om forårsruller, indså jeg, at jeg var nødt til straks at snuppe opskriften. Jeg er ikke synderligt imponeret over færdigforårsruller fra eksempelvis Daloon, og havde ikke prøvet at lave dem selv før, så jeg var spændt.
Resultatet blev rigtig godt. Jeg gik ud fra MissMuffins opskrift, men kunne ikke indfange et spidskål, så jeg tog bare lidt mere af de andre grøntsager. Der manglede lidt smag, men det er nok lige så meget min egen skyld, så jeg vil forsøge at lave dem lidt mere krydrede næste gang. I får hendes opskrift her:

Serveret med blandede ristyper og sød chilisauce som dip

MissMuffins forårsruller
16 stk.

½ pk. forårsrulledej (kan fx købes i Salling eller asiatiske butikker)
600 g. hakket oksekød
1 lille spidskål
7 små gulerødder
2 rødløg
1 rød peberfrugt
100 g. bønnespirrer
1 grøn chili
3 fed hvidløg
karry, soya og fishsauce
2 spsk. maziena majsstivelse
olivenolie

Fjern de yderste blade og stokken fra spidskål. Rens peberfrugten og skræl gulerødderne. Skræl løget.
Hak det hele fint (evt. i en foodprocessor). Hak chilien meget fint og pres hvidløget. Varm en lille smule olie op i en stor wok og svits chili og hvidløg et øjeblik. Tilsæt oksekødet og svits et par min, til det er brunet igennem.
Kom de revne grøntsager og bønnespirrene ved og svits det igennem. Smag til med karry, soya og fishsauce. Er der meget væde kan du lave en jævning af maziena og lidt af væden fra wokken, så det bliver lidt tykkere- det må endeligt ikke være for vådt.
Lad det køle lidt af.
Tag forårsrulle-dejen ud af posen og placer dem under et fugtigt viskestykke, så de ikke tørrer ud.
Rul en forårsrulle ad gangen indtil der ikke er mere fyld. Pensel hver forårsrulle med lidt olie på hver side og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bages ved 200 grader i ca. 12-15 min.

Hvis I vil se folde-fremgangsmåden, må I klikke jer ind på hendes blog :)

fredag den 15. juli 2011

godter fra venezuela

Nu er det ikke fordi jeg som sådan har nogen relation til Venezuela, hvor eksotisk det end lyder. Men forleden besøgte jeg Marie, hvis mand er fra Venezuela. For tiden har Marie sin svigermor og sin nevø på besøg, og de havde været så venlige at medbringe en kuffert fuld af to ting, hun havde udtalt, at hun kunne lide. Hendes mand er et af de venligste mennesker på jord, så selvfølgelig skulle jeg da have nogle smagsprøver med hjem.


Cocosette - simpelt, men lækkert! Vafler med kokoscreme. De er selvfølgelig allerede blevet spist.


En form for bananchips med hvidløgskrydderi - rigtig gode! Sikkert ikke særlig sunde, men pyt.
Så hvis I planlægger en udflugt til Venezuela, så kan disse specialiteter anbefales ;)

onsdag den 13. juli 2011

depend cracked effect

Jeg købte noget andet i går. Jeg var i Matas efter noget så uskyldigt som vatrondeller. Alt var godt... Lige ind til mit øje skuede en nyhed. Depend havde lavet en Cracked Effect-neglelak! Jeg havde godt set dem for et stykke tid siden af et andet mærke, som man ikke kunne få i dette land. Da jeg ikke er så negle-agtig, havde jeg dog ikke opdaget, at Depend havde gjort dem kunsten efter. Skønt, for jeg har elsket den effekt siden jeg først så den!
Her er den på en orange neglelak.


Ikke det smukkeste resultat nogensinde, men det er min første gang! Lidt af et arbejde, da der både skal underlak, effektlak og overlak på. Men helt klar det værd!
Jeg ved bare, at jeg fucker det op når jeg går i seng om lidt, fordi det ikke er tørt hele vejen igennem... Gør jeg altid.

tirsdag den 12. juli 2011

farlige fru ronne

Jeg begik i dag en fejl af de helt store. Jeg begav mig simpelthen ind i Fru Ronne. Det skal man bare ikke gøre, med mindre man har til formål at blive fattig på meget kort tid. Til andre der elsker hende har jeg netop fundet hendes Facebook-side, som jeg kun kan anbefale, da man aldrig helt kan få nok.
I dag fristede hun primært med the. Oprindeligt var dette også meningen, da jeg skulle have noget the til en European Teaholics Swap. Jeg har i århundreder været fristet af theen af mærket LØV, primært fordi dåserne er så fine. Det er dog nemmere at swappe med thebreve, så jeg valgte en slags gaveæske med fire forskellige slags:


Jeg elsker at theen er i små, fine stof-thebreve. Er dog en anelse trist over, at jeg ikke fik en æske med fuglen der pirker i en plante (kan ses på linket ovenover), men jeg valgte de varianter, der lød mest interessante. LØV!
Nåja, men dette var selvfølgelig ikke nok, Fru Ronne skulle jo hive flere penge ud af mig... Så hun fristede med en æske med Kusmi Iced Teas.


Vi ved jo alle, at det bare er et salgstrick, og at disse theer ikke er en skid specialfremstillet til at lave iste af (selv om ekspedienten faktisk sagde det, da jeg spurgte, men poserne er præcis de samme, som jeg plejer at købe til almindelig the! Fnys!). Der er dog mange interessante varianter, og theen er i små stofposer ligesom LØV.

lørdag den 9. juli 2011

alt for sund aftensnack

I går besluttede jeg mig (som så mange gange før) for at fra NU af skal jeg spise sundt. Det gør jeg hermed! Grøntsagsstave med avocadodip og rosiner til dessert. Imens ser jeg Fire veninder et par jeans 2.
Published with Blogger-droid v1.7.2

rammstein!

Se hvad jeg skal til februar :D
Published with Blogger-droid v1.7.2

fredag den 8. juli 2011

hygge hos sabina

I går var Sabina, Line og jeg atter samlet til lidt mad og en hel del tøsesnak. Det er efterhånden blevet en god vane, og vi har allerede aftalt det næste besøg (som bliver hos Line og inkluderer hundehvalp). Derefter er det vist min tur til at være værtinde, eftersom vi slet ikke har været hos mig endnu. Men det bliver efter jeg har afleveret speciale!

Sabina satte livet på spil for at lave os den mest farverige salat nogensinde med lilla blomkål og gulerødder i sære farver. Derudover fik vi en dejlig tærte med tomat og rødløg, og en ordentlig gang tzatziki. Hun havde også lavet lemonade, men ingen af os kunne desværre smage noget af den grundet hvidløgsmængderne i tzatzikien.


Til dessert fik vi den mest silkebløde panna cotta med lakrids! Tilsat et par chokoladechips og et sødt jordbær. Sådan en lille lakridsdessert fylder godt nok meget rent smagsmæssigt, men samtidig ønskede jeg ikke, at den silkebløde fornemmelse i min mund nogensinde skulle stoppe. Mmm.


Som en bonus fik både Sabina og jeg en værtindegave af Line i form af hjemmelavede skumfiduser, nogle drysset med hyldeblomstsukker. Jeg har netop smagt en af dem, og de er lækre!

tirsdag den 5. juli 2011

bedste bog i sommervarmen

Mens jeg sidder her i specialesumpen kan jeg da lige vise jer, hvad jeg var så heldig at finde i postkassen i går... Den skal I nok komme til at høre mere om!
Published with Blogger-droid v1.7.2