I går var Ulrik som bekendt så venlig at tage mig med i Djurs Sommerland i anledningen af det perfekte vejr. Det var en fantastisk udflugt! Vi lagde ud med at prøve Colorado River (altså træstammerne), som er og bliver min favoritforlystelse i et vand-relateret sommerland. Det lykkedes os at blive dejligt våde, hvilket var behageligt i varmen. Selvsamme varme fik os senere på dagen lokket til at anvende deres badeland. Aldrig har jeg oplevet et så kaotisk omklædningsrum! Der var spækket med kvinder og tøj over det hele. Hold da helt op. Badelandet var en smule køligt i våd tilstand, men det var ikke så galt, når bare man lod solen varme. Vandet i bølgebassinet var dog voldsomt svært for mig at komme under, brr. Det tog mig en del tid, men da bølgerne pludselig startede, hjalp det en hel del. Så fik man også varmen af at forsøge at overleve. Det er jo sindssygt udmattende at stå og hoppe i vand! Plus at vi lige skulle lave et par konkurrence-svømninger fra den ene ende af bassinet til den anden, puha. Men det var virkelig lækkert, og bagefter var man smadret på den behagelige måde, hvilket resulterede i en lille lur på hjemturen (kun for mig, heldigvis). Jeg skal dog lige love for, at min ryg var lettere rød, da jeg kom hjem.
Alt i alt en herlig udflugt!
I dag har jeg haft Mia på besøg, hun ville lige aflægge et visit inden hun flytter til den anden ende af landet. Det var som altid dejligt at se hende og udrydde en mazarintærte i hendes selskab. Derudover var hun så venlig at udmatte Tabitha, som nu befinder sig i sovende tilstand på min trøje på gulvet.
Selv er jeg også godt og grundigt træt, det var dog værre før jeg indtog min aftensmad (hvilket jeg gjorde for kort tid siden, pasta med kødsovs, ikke den vildeste oplevelse, men det var lige hvad der befandt sig ingredienser til i mit køkken).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar