søndag den 27. marts 2011

jeg har brug for din hjælp

Som nogen måske har opdaget, er jeg i gang med at skrive mit speciale. Specialet omhandler bloggingkultur, mere specifikt hvad der motiverer individet til at drive personlige blogs. Hvad der gør, at man mistænker andre for at være interesseret i, hvad man har fået til aftensmad, hvilket nyt tøj man har købt eller hvor man tilbragte sin weekend. Ligeledes er jeg interesseret i baggrunden for, hvad man vælger at blogge om, og hvad man ikke offentliggør.
Jeg skal foretage et fokusgruppeinterview (og muligvis nogle individuelle interviews) i denne forbindelse, hvorfor jeg håber, at nogle af jer bloggere har lyst til at være mig behjælpelig.

Har du en personlig blog, hvor du blogger om din hverdag og dine interesser, og har du lyst til at mødes med et par andre bloggere hjemme hos mig til en afslappet samtale om det at skrive offentligt om sin hverdag, så kontakt mig gerne på bittent [snabel-a] hotmail.com.
Skulle der mod forventning være tvivl, byder jeg naturligvis også på en bid kage. Jeg bor i Aalborg, så du skal naturligvis have mulighed for at transportere dig selv hertil. Jeg forestiller mig umiddelbart, at samtalen skal finde sted en hverdagseftermiddag/aften i uge 15 (den 11.-15. april), alt efter hvad folket synes. Dette må du derfor gerne tilkendegive din mening om i mailen, ligesom du meget gerne må oplyse adressen på din blog. Hvis du har mere lyst til at deltage i et individuelt interview på et senere tidspunkt, er du også velkommen til at kontakte mig.

Det skal naturligvis fremhæves, at alle udtalelser i specialerapporten vil være anonyme, med mindre andet ønskes af den enkelte blogger.
Hvis du ikke opfylder ovenstående kriterier, men kender nogen, der gør, må du meget gerne sprede ordet.
Jeg vil være dig evigt taknemmelig for din hjælp.

lørdag den 26. marts 2011

verdens bedste pålægschokolade

Det var ikke kun den lækre müsli fra Allos, der var en kærkommen ny gæst i mit køkken. Der var nemlig også en pålægschokolade fra Løgismose, som jeg vil udnævne til verdens bedste. Angiveligt skulle I være så heldige, at den er spotvare hos Netto i den kommende uge, så af sted med jer!


Det der gør den alle andre pålægschokolader overlegen er dens tykhed. Man får virkelig noget chokolade på sit brød, hvilket vi vel alle kan blive enige om er positivt. Den smager af god kvalitetschokolade, men man skal selvfølgelig være glad for mørk chokolade for, at den vil fungere. Derudover skulle den være velegnet til at komme i varm mælk for en omgang varm kakao. Jeg prøvede den for nogle dage siden på friskbagte rugboller.

fredag den 25. marts 2011

græsk yoghurt med økomüsli og friske jordbær

Det er bare sagen! Jeg er nødt til at bruge et indlæg på at lovprise en müsli, vi fik med fra Madbloggertræffet i vores goodiebags. Det drejer sig om Amaranth Nødde Müsli fra Allos. En økologisk, honningristet, sprød og knasende müsli med masser af gode nødder (der er endda cashewnødder i!). Jeg er alvorligt talt nødt til at opspore den müsli igen når jeg har tømt posen, selv om jeg tvivler på, at prisen er særlig venlig.
Jeg blev inspireret, et sted jeg desværre ikke husker, og brugte den på græsk yoghurt sammen med akaciehonning og årets - for mig - første jordbær. Så troede man et øjeblik, at det var sommer.
(Jo, den var lidt svær at spise, men så er det jo heldigt at man har the long and magic melamin spoons fra Line!)

forkølelse

Jeg var simpelthen den heldige ejer af ondt i halsen og tunghed i hovedet, da jeg vågnede i morges. Fluks måtte jeg aflyse en ellers dejlig dag med min søde lillesøster (som netop har afleveret sin fagprøve, wuhuu *kaster med flag*), hendes søde kæreste og min søde kæreste. Vi skulle ellers have spist sammen og det hele, men for det første har jeg det sikkert ikke bedre i aften, og for det andet vil jeg ikke smitte.
Ind til videre holder det sig heldigvis til forkølelsestilstand, hvilket ellers er en sjældenhed for mig, der altid ender med influenza og sengeliggen. Så jeg krydser fingre og skriver speciale og plejer min krop.
Ligger du inde med et godt råd mod forkølelse, så byd endelig ind.

onsdag den 23. marts 2011

mere om kaffe

Til madbloggertræffet havde vi på restauranten også besøg af Jens Gundtoft fra Grower's Cup, som fortalte os lidt om kaffe sådan helt generelt, og ligeledes om deres produkt. Der var kaffesmagning, hvor det rent faktisk lykkedes mig at identificere forskellen på de to kaffer, vi fik serveret. Derudover var vi så heldige at få en lille prøve på deres produkt med i vores goodiebags. Produktet ser således ud:


Det er en holder af plastik, hvori man placerer de dertil indrettede kaffeposer. Det er en kaffe, der er nem at have med på farten, så længe man har kogende vand i nærheden. Idéen er, at det skal være let, men samtidig en god kaffeoplevelse. Og det må jeg sige, at jeg synes det er. Jeg har været ved svigerfamilien i denne weekend, hvor jeg medbragte en af poserne (jeg kan selvfølgelig ikke huske varianten nu...), og den smagte virkelig godt. Denne Kenya-kaffe prøvede jeg herhjemme efterfølgende, og den var jeg ikke helt så imponeret over.
Det eneste man skal foretage sig er at åbne posen for oven, hælde ½ liter kogende vand i, lukke posen, lade brygge og åbne for hældetuden. Det lyder enkelt, men det er ikke altid så let. Posen fandt jeg for det første ret svær at få op, og derefter var det på den anden pose, jeg prøvede, umuligt at få hul igennem så man kunne hælde. Der måtte jeg tage en saks i brug, så det var lidt skuffende. Men de gange, det fungerer efter planen, er det super enkelt!
Et mindre minus er, at man skal undgå at drikke helt op, da der kommer grums med ud i koppen.

tirsdag den 22. marts 2011

min uobservative kat

nescafé dolce gusto

Jeg lovede jer en lille beretning om kaffeoplevelsen til madbloggertræffet. Der var strengt taget to kaffeoplevelser, både Dolce Gusto og Grower's Cup, men dette indlæg vil kun omhandle førstnævnte.
Fra Dolce Gusto kom der de to sødeste mennesker, Julie og Bjørn, for at lade os smage på deres bryggerier. Maskinen de havde medbragt var en Dolce Gusto Circolo. Siden jeg så denne maskine for første gang i en tv-reklame for et godt stykke tid siden har jeg været frastødt af dens udseende. Jeg synes virkelig den ser underlig ud! Men jeg må give den, at den er pænere, når man møder den fysisk.
Jeg har jo selv en Nespresso Citiz & Milk, og dette måtte jeg naturligvis oplyse, da jeg kom ned i kaffekøkkenet. Jeg blev hurtigt informeret om, at det jo var storebroderen/lillebroderen til Dolce Gusto (jeg husker det ikke, og forstod det alligevel heller ikke). Julie efterkom mit ønske om at brygge en ganske almindelig, mellemristet kop kaffe til mig, hvilket ses på nedenstående billede, venligst udlånt af Fine Line.


Under brygningen blev det yderligere oplyst, at kapslerne til Dolce Gusto er let nedbrydelige (omend jeg har fejlet at finde information om det på deres hjemmeside), hvilket er et punkt hvorpå den er min maskine og dens usle aluminiumskapsler overlegen.


Der findes forskellige varianter af kaffe til maskinen, både almindelig kaffe, espresso samt diverse mælkevarianter. Her ses brygningen af en latte macchiato, som Line skulle forsøge sig med. Det særlige er, at der medfølger både kaffekapsler og mælkekapsler, hvor mælken angiveligt er fra de franske alper.


Således så min kop kaffe ud. Det var en god kop kaffe med et dejligt skum, som faktisk smagte lidt ala dem på min Senseo (ja, sådan en har jeg også...), bare en tand bedre. En klar fordel, at maskinen kan brygge en ganske almindelig kop kaffe, hvor det nærmeste min Nespresso kommer er en stærkere såkaldt "lungo", som indeholder mere vand end et normalt espressoshot.
Efter at have smagt Lines Latte Macchiato blev min umiddelbare fascination af maskinen dog bristet som en ballon, der ramte en kaktus. Jeg (og et par af de andre) kunne tydeligt smage, at det var mælkepulver og ikke autentisk mælk, der var anvendt i drikken. Det synes jeg er et stort minus, da jeg holder meget af en god Cappucino eller Caffe Latte. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er vant til drikke lavet på flydende mælk. Dolce Gusto selv sælger idéen på at man "ikke behøver gennemgå den komplicerede forberedelse med en mælkeskummer", og jeg kan da godt se, at det er let hvis man vil have sin kaffe meget hurtigt. Men min egen mælkeskummer er ingenlunde kompliceret, og jeg kan bedre lide smagen af frisk mælk og et espressoshot.
Det var dog en spændende introduktion til maskinen, og jeg er glad for at have mødt den. Og så trækker det også op, at "sælgerne" var utrolig søde mennesker og meget interesserede i madbloggerverdenen. Jeg kunne godt tænke mig at prøve nogle af de andre kaffevarianter og deres kakaomælk. Derudover kunne jeg godt tænke mig selv at lege lidt med brygningen, hvilket jeg lod Julie om den pågældende lørdag.

Konklusion: Smart maskine med let nedbrydelige kapsler, som desuden er nemmere tilgængelige i fysiske butikker. Mange smagsvarianter, hvilket er et plus. Brygger en god kop almindelig kaffe, men det kan smages, at det ikke er frisk mælk, hvilket gør, at jeg ikke ville investere i den (baseret på smagsprøve af Latte Macchiato).
1-0 til min Nespresso Citiz&Milk.

lørdag den 19. marts 2011

piña colada-cupcakes

Selv om jeg også hjalp med fremstilling af sushi til vores sushidate, havde jeg også lovet at medbringe dessert. Jeg fik udtrykkeligt besked på, at det gerne måtte være cupcakes, og at de skulle være "spændende". Så jeg kastede mig ud i et eksotisk projekt, som jeg havde ventet længe på. Piña Colada-cupcakes ... okay, jeg indrømmer, at de ifølge opskriften i The Hummingbird Bakery blot hedder "Kokoscupcakes med ananas", men det lyder knap så eksotisk!
I hvert fald var de umådeligt lækre, friske og ganske eksotiske i smagen. Jeg var stor fan af frostingen med kokosmælk, den smeltede på tungen. Prøv dem. Nu.


Kokoscupcakes med ananas
12 stk


120 g hvedemel
140 g sukker
1½ tsk bagepulver
et nip salt
40 g usaltet smør, stuetemperatur
1 1/4 dl kokosmælk
½ tsk vanilleekstrakt
1 æg
9 ananasringe fra dåse, hakket i små stykker (jeg syntes dette var ALT for meget, brugte nok 5)
kokosmel til pynt

Kokosglasur
250 g flormelis, siet
75 g usaltet smør, stuetemperatur
2 spsk kokosmælk

Forvarm ovnen til 170 grader.
Kom mel, sukker, bagepulver, salt og smør i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker), og pisk for lav hastighed, til alt er godt blandet og sandet i konsistensen.
Bland kokosmælk og vanilleekstrakt i en anden skål, og pisk det i melblandingen for middel hastighed, til det er godt blandet. Tilsæt ægget, og pisk godt.
Fordel den hakkede ananas i papirformene (jeg kom lidt dej i formene inden jeg lagde ananas i). Kom dejen ovenpå, til formene er to tredjedele fyldt, og bag dem i den forvarmede ovn 20-25 minutter eller til de er letgyldne eller dejen giver efter, når man trykker på den. Test med en kødnål. Lad kagerne køle lidt af i formen, før de sættes ud på en bagerist og køler helt af.
Kokosglasur: Rør flormelis og smør sammen i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker), og pisk for middellav hastighed, til alt er godt blandet. Skru ned til lav hastighed. Hæld langsomt kokosmælken i, og skru op til høj hastighed, når den er godt indarbejdet. Fortsæt med at piske, til glasuren er meget hvid, let og luftig, 5-10 minutter.
Smør glasur på kagerne, når de er kolde, og afslut med et drys kokosmel.


Da veninden min havde et hemmeligt mål om at drikke os under bordet, fik vi verdens mest fantastiske caffe latte med Kahlua i og flødeskum på toppen. Det kan anbefales! Jeg skal i hvert fald have investeret i noget Kahlua...

fredag den 18. marts 2011

mig og de rå fisk

Som jeg vist fik nævnt, havde jeg forleden en sushi-aftale med et par veninder fra studiet, hvor jeg skulle smage sushi for anden gang i mit liv, og for første gang være med til at fremstille det selv. Lad mig sige at det var en succes! Jeg var simpelthen (synes jeg selv) mesterlig til at pille tigerrejer og rulle ruller. Og også til at spise det (undtagen det med alt for meget rå fisk).

Vores sushi, inden det blev smukt. Jeg har lavet den med grønne bønne-følehorn! Bemærk hvor stram og lækker den er.

Den SMUKKE sushi. Både ruller og ikke-ruller (jeg aner ikke, hvad det hedder, jeg spiser det bare).

Bordet i sin helhed, fuldendt med værtindegave i form af japansk-agtige blomster.

Jeg følte mig som så vellykket en sushi-kok, at jeg nu selv har købt alt det nødvendige ind til en gang at lave sushi til Daniel. Det er noget, han sætter pris på. Dog bliver det hans eget job at købe den rå fisk.

torsdag den 17. marts 2011

kageriget

Til madbloggertræffet var vi jo også på besøg hos Kageriget, hvor den søde Anita både viste os lidt kagefremstilling og lod os smage på nogle af hendes kager. Nu har jeg ikke selv eksperimenteret så meget med fremstilling af smukke kager endnu (kun cupcakes, som også sagtens kan være smukke), men hun gav i hvert fald inspiration og lyst til at prøve, så dygtig hun var.
Efter vi havde set hende udfolde sig, skulle vi mæske os i dejlige smagsprøver. Når man ser denne "tallerken" med kagestykker tænker man umiddelbart, at der ikke er ret meget kage - men der var faktisk mere end nok! Hvis man altså kan få "mere end nok" af kage.


Det var smagsprøver fra 5 forskellige kager, og min absolutte favorit var den første, Jamaica. Beskrivelsen af denne lyder: "Mokkamousse lavet på flødechokolade samt en creme af Jamaica rom med hakket flødechokolade, delt af et tyndt lag forfriskende passonspuré. Står på en let og luftig mandelbund". Hold da op, den var god. Det var de andre nu også, men problemet var, at man efterhånden blev mæt, mens man spiste sig igennem stykkerne (for man kan jo ikke levne...).
Der var også stillet andre kager på bordene:


Det var virkelig synd, at man var så mæt af det andet kage, for disse "guldtræstammer" og ... "andre kager" var også formidable! Hun kan virkelig nogle tricks, og jeg ville komme til kagesmagning hos hende regelmæssigt, hvis ikke det var fordi det var i Vejen.

Det var også til dette arrangement, at Bjørn og Julie fra Dolce Gusto viste deres værd, men mere om det senere, da kaffen selvfølgelig også skal have et par ord med på vejen.

tirsdag den 15. marts 2011

menuen på restaurant bedre byggeskik

Til madbloggertræffet indtog vi vores føde på den hyggelige Restaurant Bedre Byggeskik. Huset var overtaget efter en ældre dame, og mange af hendes ting havde fået lov at blive, så der var rigtig mormor-stemning. På den gode måde, altså. Ejeren var i øvrigt rigtig sød, og gjorde meget ud af at fortælle om restaurantens oprindelse og de forskellige vine. Vin siger mig normalt ikke noget, men jeg blev lokket til at købe en såkaldt "kør hjem"-vinmenu, som gav mig mulighed for at smage på alle vinene i beskedne mængder (aka mængder, der passede perfekt til en svagdrikker som mig). Og så var det pludselig interessant nok at høre om dem. Nu til menuen:

Ret nummer 1: Tynde skiver af røget lammeculotte, karsecreme og skum, plukkede salater, brændt hvidløg, yoghurt/vanilje hvidløgssne.
Kødet smagte som sådan fint nok, men det havde en konsistens så det hurtigt blev for meget for mig, og jeg måtte levne en del. Tilbehøret var spændende.


Ret nummer 2: Pocheret perlehønebryst med kogte porrekul på porretoppe og vinagrette på dansk æbleeddike, friteret kapers, flæskesvær på skindet
Rigtig lækkert kød! Porrerne var også gode, porekullet var dog en lidt besynderlig form for tilbehør, men meget morsomt. De friterede kapers gik vanvittig godt til kødet, og flæskesværene var delikate (omend jeg måtte stjæle fra Line, da jeg ingen havde fået selv).


Ret nummer 3: Rosastegt oksefilet med krydderurt top, lun waldorfsalat‚ 'tærte' af selleri, braiseret bladselleri, foie gras terrin, hjemmelavede rosiner, tyttebær og "brunede kartofler" og okseglacé.
Mmm! Jeg er kun lige ved at lære at spise rødt kød, så også her måtte jeg levne det mest røde i midten (hvilket tjeneren kommenterede...). Tærten af selleri, som ikke fremgår så godt på billedet, var god og hyggelig. Foie gras rører jeg ikke med en ildtang, men de hjemmelavede rosiner var formidable.
Normalt bryder jeg mig ikke om rødvin, men hold nu op den var god, den vi fik til denne ret! Åbenbart en Dom. St.-Pierre Côtes-du-Rhône 2009. Nøj, siger jeg bare.

Ret nummer 4: En skive blåskimmel ost. Romsyltede solbær. Solbærcoulis, pærekugler, pæremarmelade og sprødt rugbrød.
Jeg SMAGTE på osten, lad mig sige det sådan. Så spiste jeg alt tilbehøret og ventede på desserten.


Ret nummer 5: Desserten bestående af 3 forskellige glas med æbletema, hvoraf jeg desværre ikke fik taget et billede af det første.

1. glas: Æblekugler i æblemostsirup, vaniljeyoghurt og sprød nougat.
Meget klistret, men også MEGET godt.
2. glas: Vaniljevodka med æblesorbet og brombær.
Vanvittig god sorbet, og tilbehøret supplerede det perfekt.
3. glas: Æbleshot, iskold hjemmelavet æblemost.
God, iskold og frisk afslutning på en god middag. Serveret i utrolig nuttet flaske.
Faktisk var det dessertvinen, der var det aller bedste ved desserten! En Montecristo Moscatel Blanco Dulce Navarra 2009 (ja, jeg kopierer altså bare direkte fra menuen...). Lækker med en smag af ananas og honning, jeg kunne drikke mig mæt i den.

Alt i alt en dejlig oplevelse, specielt taget det gode selskab i betragtning. Alle retter var måske ikke lige mig, men jeg var helt klart mæt af smagsindtryk bagefter, og jeg elsker at prøve nye ting.

mandag den 14. marts 2011

ny adresse - bittent.dk

Oh kære læsere,
Jeg vil gerne gøre jer opmærksomme på, at jeg har købt et domæne til min blog, hvorfor bloggen nu kan findes på adressen bittent.dk (eller www.bittent.dk, det er ligegyldigt) - lidt nemmere at skrive, ikke sandt?
Det kan vare lidt tid, før adressen virker på alle computere.
Bloggen kan stadig tilgås på den gamle adresse, så I behøver ikke ændre eventuelle links.
Ellers vil alt være præcis det samme som før!
God mandag.

søndag den 13. marts 2011

nærmere kig på goodiebag

Jeg tænkte, at det måske kunne være interessant for jer læsere at se nærmere på, hvad mine goodiebags fra i går indeholdt. Jeg er stadig overvældet, der er så mange ting, og mange af dem er ting jeg synes lyder UTROLIG spændende, men aldrig selv havde fundet på at købe. Der vil komme fremtidige indlæg om mange af produkterne, men her kan de i hvert fald ses:

10 små flasker snaps (mmm, godt det snart er påske!) og en snapse-cd med Mike Tramp sponsoreret af Pernod Ricard Denmark.

Diverse drikkevarer, en GrønneGaarden blåbærsaft, 2 øl fra Rise Bryggeri, en Human juice, en Æble+Hindbærbrus fra Årstiderne og to Isklar-vand.

En hel bunke lækkerier fra Santa Maria.

Juice og Smoothie fra hhv Godmorgen og Rynkeby.

2 Alligator-køkkenredskaber, en tyndskræller og et målebæger fra Den Store Bagedag.

En holder + 3 poser kaffe fra Growers Cup (som holdt foredrag om kaffe til træffet, jeg glæder mig til at teste disse, selv om vi også fik smagsprøver derude)

Mandler, pastasauce og granatæblejuice fra Helios.

Müsli, kiks og blåbærbar fra Allos, Rugmel og instantkaffe fra Grøn Balance, pålægschokolade fra Løgismose og koldpresset rapsolie.

Lidt til den søde tand! Lindt chokolade, ChokOBlok med chili&orange samt en gigantisk håndlavet lakridspibe fra House of Denmark.

Nyker knækbrød i diverse varianter, Syltede kirsebær samt en grød fra Skærtoft Mølle, som jeg glæder mig utrolig meget til at prøve.

Diverse oste fra Arla og Løgismose.

Økologiske krydderier samt Oscar bouillon.

Nu har jeg ikke lige fået skrevet det ved alle varer, men langt størstedelen af varerne er økologiske. Og det kan vi jo godt li'. 2 ting som ikke kom med på billederne var en fuldkornsmarcipan fra Woodshade, en Cane Syrup fra DanSukker, 2 blade (Smag&Behag og Mad!) samt en kaffe fra Zoégas.

hjemvendt fra madbloggertræf

Jeg er netop kommet ind af min dør efter at have været til det berygtede madbloggertræf. Jeg er vanvittigt træt, så I får ikke nærmere oplysninger lige nu, men jeg ville lige vise jer, hvor mange sponsorgaver jeg er kommet hjem med, fordi det er så overvældende:


(Katten havde jeg i forvejen).
Tak til Birthe og Anne for at have arrangeret en ufattelig dejlig dag, og selvfølgelig også tak til alle de andre bloggere for skønt selskab!

fredag den 11. marts 2011

aktiv fredag

Jeg laver alt for meget.
Jeg havde overnattet hos Daniel, og i morges stod jeg op i den tidlige morgenstund for at tage i svømmehallen. Jeg har ikke været der siden efteråret, og savner det egentlig rigtig meget, jeg ved ikke helt, hvorfor jeg stoppede med at komme der igen. Men nu er vanen genoptaget, og dette har jeg sikret ved at købe mig et 10-turskort dertil. Det var helt fantastisk at komme i vandet og få rørt sig igen, og det samme var det varme bassin og sauna efterfølgende.
Efter svømmeturen returnerede jeg til Daniels hjem, da vi havde snakket om at tage ned i byen. Forleden var jeg hos Marie, som bød på sushi med den forudsætning, at jeg selv deltog i fremstillingen (indlæg derom følger). Der opdagede jeg, at jeg havde evner indenfor faget, og jeg har derfor lovet Daniel at lave sushi til ham en dag. Vi tog derfor ned i det kinesiske supermarked for at indkøbe de mest basale ting, altså måtte, tang, sushiris, spisepinde, wasabi, soya og riseddike. Herefter skulle Daniel i synoptik for at finde nye briller, og mens han fik foretaget synsprøve, så jeg mit snit til at smutte på Behag din smag med Marie. Vi fik verdens lækreste kop Caffe Mocha Orange samt en formidabel scone med lemoncurd. En dag bør jeg også købe mig fattig derinde. Se den lige:


Skummet nåede at gå lidt i stykker inden jeg fik sat mig og fundet kameraet frem, men I kan alligevel se, hvor dygtige de er.

tirsdag den 8. marts 2011

hjertesmeltende swap

Jeg sværger, jeg smeltede næsten, da jeg tidligere i dag åbnede den første pakke fra min partner i "Tea & Heart Lover's Swap". Som nævnt havde stifteren af swappen inviteret mig på baggrund af min tidligere pakke med the til hende, som inspirerede hende og hendes datter til at lave en the-scrapbook. Min partner var så åbenbart datteren, og hun havde vedlagt det sødeste brev samt en kopi af den side i deres scrapbook, hvor mine thebreve er blevet klistret ind. Derudover var der selvfølgelig the, der lyder helt vildt spændende (især White Chocolate Kisses!), et ark med kattestickers, et cupcakesticker og nogle små origamidimser. Årrh altså!

mandag den 7. marts 2011

kom og hjælp

Det er lige før, jeg har brug for hjælp til at spise al den mad, jeg har i min fryser. Jeg lavede i går en fryseropgørelse og opdagede, at min fryser trænger voldsomt til en afrimning. Så hvem kommer og hjælper mig med at spise;

4 kyllingefileter
1 hamburgerryg
1 pose hindbær
1 pose blåbær
3 poser ananas
1 pose bønner
Lidt pommes frites
2 ciabattabrød
2 søde rugbrød
12 skiver rugbrød
1 helt rugbrød
2 oreganoboller
1 pose frisk pasta
6 pitabrød
200 g hakket oksekød
300 g hakket svinekød
2 udefinerbare supper
11 kyllingelår
1 pakke kyllingepålæg
1 rulle kanelsnegle
100 g marcipan
Lidt Stracciatella-is
1 bæger yoghurt
2 poser muffins
5 scones...?

Det varer vist lidt tid, førend jeg kan afrime...

søndag den 6. marts 2011

søndagens status

Godaften, kære blogverden. Hvis I af den ene eller anden årsag skulle mene, at jeg er blevet lidt doven her på bloggen på det seneste, skal I ikke bekymre jer. Sagen er den, at jeg har et hav af emner, jeg gerne vil blogge om, men samtidig et hav af ting at lave ude i den fysiske verden. Der er mange gode indlæg på vej til jer :)
Dagens status er, at jeg har glemt at holde hviledagen hellig. Jeg har været alt for aktiv i forhold til, at det er søndag. I går var jeg til en hyggelig fødselsdag hos min fætter, og efterfølgende tog Daniel med hjem til mig og overnattede. Vi startede dagen med at købe franskbrød, hindbærsnitter og juice, og spise det. Derefter brugte han en del tid på at undervise mig i SKAT, og vi fik ordnet nogle ting på min--- etellerandetopgørelse.
Siden han tog hjem, har mit huslige gen taget over. Jeg har vasket tøj, støvsuget, vasket op og tørret støv af. Derudover har jeg gået en tur i det pragtfulde vejr. Og så brugte jeg masser af tid på at pakke nogle swaps, som skal sendes af sted i morgen. Det er en swap ved navn "Tea & Heart Lover's Swap", som jeg blev inviteret til, fordi hende der oprettede den var blevet så glad for min sidste the-pakke. Her skal jeg til 3 forskellige personer sende 4 thebreve samt noget andet, der kan gøre deres dag bedre. Jeg har taget udgangspunkt i deres profiltekster og inkluderet blandt andet chokolade, kreativt pynt og småting til den enes niece. Det skal nok vække glæde, jeg har i hvert fald virkelig lagt kræfter i det.
Jeg håber alle har haft en god søndag! Min putte-kat huskede heldigvis at hvile...

fredag den 4. marts 2011

127 hours


I min iver efter at se så mange Oscar-nominerede film som muligt skulle jeg selvfølgelig også se 127 Hours. Filmen er baseret på en virkelig historie om en fyr, der er så uheldig at skvatte ned mellem nogle klipper og få sin hånd kvast af en sten - så han altså sidder fast (nej det er ikke en spoiler, det ved alle, der har hørt om filmen). Jeg havde lidt svært ved at forestille mig, hvordan en hel film skulle gå med at se på ham sidde fast. Men jeg blev klogere.
Den er virkelig god, faktisk. Og James Franco gør et fantastisk job deri. Meget overbevisende. Og så er han heller ikke det værste, mine øjne nogensinde har set. Der er et par barske scener deri (faktisk første gang i hundrede år, at jeg har måtte kigge væk mens jeg har set en film), men det er ikke et herskende element, så ligegyldigt hvor sart du er kan jeg anbefale dig, at du ser den. Det er gribende at se, hvordan han kæmper for sit liv så længe, og interessant hvilke tanker han gør sig undervejs.
Og så er jeg blevet helt skudt i musikken deri, VIRKELIG fantastisk. Det nummer af Dido og AR Rahman, som var nomineret til en Oscar, men desværre blev slået af et åndssvagt nummer fra en åndssvag tegnefilm *harme*. Lyt til nummeret... allerbedst er det dog, hvis du lytter til det under filmen!


I øvrigt er Florence Welchs (fra Florence + The Machine) fortolkning deraf, spillet til Oscar-showet, også ganske smuk, men ALT for kort...

onsdag den 2. marts 2011

ikke et papkrus

Jeg har langt om længe investeret i det "I am not a paper cup"-krus fra CoolStuff, som jeg længe har elsket. De andre på mit kontor har nogle Bodum-krus, tror jeg det er, men da jeg på indkøbstidspunktet kun var praktikant, fik jeg ikke et. Nu er jeg blevet træt af plastikbægre, og har derfor købt dette for at tage det med på arbejde og fylde med kaffe, the og andre varme drikke fra automaten.
For at jeg ikke bare skal bringe et kedeligt billede af kruset, har jeg lavet en lille billedserie fra dets første kaffe-eventyr. 

Den ønskede mængde instant-kaffe fyldes i kruset.

Vand tilsættes.

Der røres.

Og så er du klar til at drikke af dit nye krus!

Kruset vil jeg bedømme som meget velfungerende, det fungerer fint at drikke af, ser fancy ud og holder drikken varm (eller kold, hvis den er det).