lørdag den 30. januar 2010

mere tøj

Udskiftningen af min garderobe fortsætter selvfølgelig nu hvor jeg har fået penge igen.

 

Støvlerne... Ja, jeg har haft kig på dem siden december sådan set, men hælene har holdt mig tilbage. Jeg kan ikke finde ud af at gå med høje hæle - men jeg lærer det jo aldrig, hvis jeg ikke prøver ;)

Derudover er jeg hidsig over, at der ikke går nogle ordentlige film på tv i aften! Min plan var at være klam med Marabou og cola, og putte under dynen og se en film. Men nu må jeg ty til Danmarksindsamlingen, som ærlig talt ikke siger mig så meget. Godt jeg har min bærbar.

fødselsdagsparty og styrt

Jeg var til fødselsdagsfest hos min søsters kæreste i går.
Men først. Jeg cyklede derud, hvilket såmænd gik fint på trods af det glatte vejr. Lige indtil jeg tog chancen og bevægede mig stille og roligt over et isbelagt stykke på et fortov... Jeg tager aldrig chancer, når jeg er på mere farefulde områder (altså fx veje), men her tænkte jeg: "Dette kan jeg godt klare". Min cykel var imidlertid ikke enig, og valgte stille og roligt at glide bort. Så jeg lagde mig pænt ned på den hårde is. Det gjorde sådan set ikke ondt da det skete, fordi det var et ret mildt fald, men da jeg så kom op til min søster+kæreste, begyndte jeg at kunne mærke, hvilke flader af min krop, der havde ramt isen. Og i dag må jeg erkende, at jeg er en smule øm. Det værste er, at jeg åbenbart har forstrukket en eller anden muskel i min hals, det er dybt irriterende.

Men det var en stille og rolig og hyggelig fest om aftenen, baseret på grillkylling (for mit vedkommende) og rare mængder af alkoholiske drikke. Vi var 6 mennesker, fordi en del havde valgt at melde afbud. Desværre var ingen af gæsterne (ud over mig) interesserede i at fortsætte til den lyse morgen, så vi kom i seng ved en 2-tiden, jeg sov på deres behagelige sofa. På trods af den nogenlunde tidlige isenggang er jeg dog overordentligt smadret i dag, og skal derfor ikke lave specielt meget, ud over at være klam og lede efter en god film til i aften.

fredag den 29. januar 2010

tandlæge

Adrk, jeg hader dem. Eller, faktisk er jeg ret vild med min egen, han er guld værd, både rar og god til sit arbejde. Men derudover.
Jeg skulle have lavet et enkelt hul i en kindtand. 1100 kroner! Og 1500 i alt med tandrensning, bedøvelse og det hele. Det er helt galt. Så er jeg ret glad for, at jeg er medlem af danmark. Og at jeg kunne få delt min regning op i 2 dele.
Dybt bedøvet og udkørt trængte jeg til lidt moderlig omsorg, hvorfor jeg tog hjem til min mor, som gav aftensmad. Mmm. Senere på aftenen kom min søster også forbi, og vi fik lange snakke, primært om tandlæger. Et meget relevant emne i vores liv for tiden, da hun er ved at gennemgå en omfattende tandregulering.
Omkring mine visdomstænder sagde min tandlæge i øvrigt, at det ikke var påvist, om fjernelse af visdomstænder kunne give mere plads til de andre tænder. Men efter et nærmere kig på mine anbefalede han mig alligevel at få dem fjernet, da de vokser i en uhensigtsmæssig retning. Desværre kunne han ikke garantere, at de kunne trækkes ud, og jeg må derfor lige overveje det...

onsdag den 27. januar 2010

stygge krumpen

Jeg skulle mødes med min yndlings-tidligere-uni-gruppe inde i byen i går, til noget spisning. Det var blevet besluttet, at det skulle foregå på Stygge Krumpen, hvor jeg ikke havde været før. Men der var ellers rigtig fint inde. Selma og jeg var ikke specielt sultne, så vi valgte at dele en portion nachos med salsa og guacamole til, samt at drikke en øl hver, mens de andre spiste "rigtig" mad. Det var dejligt at se dem igen, især nu når vores studieveje pludselig er meget skilte, og man lige skal opdateres med, hvordan det er gået med de andre siden sidst. Nu er 2 af os jo startet i praktik (lige om lidt), en har skiftet studie, og en anden skal starte på et tidligere semester grundet pause forårsaget af graviditet. Så vi kæmper bravt for at holde kontakten!

Til noget andet; hvad i alverden er det for et møgvejr, der er i dag?! Ja, det er fint nok at der skulle blive tøvejr, og omkring 5 plusgrader - men hvor meget hjælper det, når det blæser en halv pelikan og regner samtidig? Uf, vejrguder, I må prøve igen.
Det eneste gode er, at jeg kan se sneen tø på vejene.

tirsdag den 26. januar 2010

karakterer på 7. semester

Jeg afleverede jo to opgaver i henholdsvis november og december, som jeg netop har været ude på uni for at tjekke mine karakterer for. Og de var, til min store overraskelse, gode!
For min irriterende opgave i registre- og forløbsanalyse (aka. statistik) fik jeg et 7-tal! Jeg kan efterhånden ikke engang huske, hvad den opgave gik ud på, men jeg husker tydeligt, at jeg ikke var klar over, om det var en bunke lort jeg afleverede, eller om den faktisk var nogenlunde. Men yay! Så vidt jeg er informeret, er der kun meget få personer, der har fået mere end 7.
Men det bedste er helt sikkert, at jeg fik 10 for min teoriopgave!!! Jeg er absolut ingen fan af teori, så det er underligt for mig. Men jeg fik også 12 i den sidste teoriopgave jeg afleverede, så jeg må, af uransalige årsager, være god til at gennemskue det alligevel. Og det klager man jo ikke over.
Så det var en formidabel måde at afslutte 7. semester på, nu kan jeg kun se frem til på mandag, hvor jeg skal møde i praktik 8.30 til morgenbrød og introduktion.

Mine katte hygger sig i øvrigt også - i en kurv med min allervarmeste hygge-hættetrøje:


søndag den 24. januar 2010

min weekend

Jo altså, jeg besluttede mig jo for den der revision af min garderobe... Og fredag aften kom jeg frem til, at jeg simpelthen ikke kunne vente med at investere i noget nyt, så derfor tog jeg fluks ind i H&M lørdag formiddag. Resultatet:


200 kroner i alt! Det kunne jeg godt lige overkomme.
Senere på dagen tog jeg til fødselsdag hos min søsters kæreste, og åh det var hyggeligt. Vi fik selvfølgelig god mad, og oveni det fik vi kage, så der var bestemt ikke noget at klage over. Så jeg gik glad og mæt hjem.

I dag havde jeg så besøg af Daniel, og vi lavede amerikanske pandekager med hele svineriet (inspireret af en person på min Facebook for nogle dage siden). Derudover afprøvede jeg også Lines opskrift på pandekager med banan og havregryn, men da min blender jo er afgået ved døden, blev de ret grove i det, og lignede ærlig talt mest flade frikadeller... Men de smagte nogenlunde!

fredag den 22. januar 2010

nogle gange må man give slip...

Jeg har gang i en planlagt revision af min garderobes indhold, og har derfor ryddet massivt ud i mit klædeskab. Har ryddet ud i det en gang efter jeg flyttede (og nok også i forbindelse med flytningen), men denne gang er jeg mere hårdhændet. Jeg er bare så dårlig til at give slip på tøj, der tidligere har været mit yndlings :P Så nogle ting ligger altså stadig i mit skab, selv om de er gamle og slidte...

Men dette var hvad det blev til, som ryger til genbrug;



Havde også et par helt nye ting liggende, som jeg har fået forskellige steder fra, og som jeg ikke kan få mig til at smide til genbrug uden at tilbyde dem til folk først. Derfor poster jeg også lige billederne her, så sig endelig til, hvis der er noget af interesse. Jeg kræver ingen penge for tøjet, højst fragt, hvis ikke du har mulighed for at afhente det (i Aalborg).




Gennemsigtig grå bluse fra Lipo Lipo, størrelse M. Aldrig brugt.





Uldfrakke fra b.young, størrelse XL.
Aldrig brugt.



Frakke fra 4YOU, størrelse M. Aldrig brugt.




Army-look jakke fra Blend She, størrelse L.
Aldrig brugt.




Bukser fra Vero Moda, størrelse 38.
Brugt 1 gang.




Velourbluse fra Tippy, størrelse M.
Brugt 1 gang.




Stroptop fra ducal-design, størrelse M.
Aldrig brugt.


jeg vil så gerne eje

Denne lækkerbisken af en pude - jeg køber den helt sikkert, hvis jeg ikke får den til min fødselsdag!


blogleg + fyldt kyllingefilet

Først en lille blogleg, som den kære Line har tagget mig i, hvor man skal skrive lidt om forskellige ting.

Blomst: Jeg er jo en pige, men blomster siger mig forbløffende lidt. Selv om jeg må indrømme, at jeg har nydt det en del, de 2 gange i mit liv jeg har modtaget friske blomster til hjemmet (den ene af selvsamme Line).

Mad: Er godt! Hvad forventes der at jeg skal sige? :D Jeg er ikke lige typen, der har en eller anden livret, så det kan jeg ikke svare på. Derimod har jeg fundet en stigende interesse for madlavning, specielt efter at jeg er flyttet for mig selv, underligt nok.

Bøger: Har jeg en mindre passion for! Jeg elsker at købe en ny bog, dufte til dens papirsider, kæle for omslaget... mmm! Senest har jeg været besat af Twilight-serien.

Tøj: Går jeg alt for lidt op i. Faktisk har jeg netop aftalt med mig selv, at jeg vil til at revidere min tøjstil. Som det ser ud nu, har jeg ikke rigtig nogen, ud over "det der ligger i skabet", som desværre primært udgøres af dårligtsiddende jeans og hættetrøjer.

Sko: Jeg kan aller bedst lide sneakers! Hæle er jeg slet ikke til, selv om jeg ejer et enkelt par højhælede (med bred hæl!). Men generelt har jeg ingen passion for sko.

Bagværk: Uh ja! Jeg elsker at bage som en sindssyg. Især er jeg fan af at fremstille muffins. Jeg har ofte lyst til at bage, og gør det hvis jeg en dag mangler noget at lave, men det er sjovest når der er en anledning.

Grøntsag: Der ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg foretrækker... Gulerødder, måske? De er trods alt søde.

Frugt: Årh, der er så uendeligt mange slags god frugt! Meloner er jeg især rigtig vild med. Men også jordbær og vindruer rangerer højt på listen. Faktisk de fleste sommer-relaterede frugter. Måske det er fordi det er vinter pt? På den anden side er clementiner også rigtig lækre.

Film: Min ekskæreste har været så venlig at give mig en okay passion for film også! Jeg er ikke så god til det med genrer, men nogle favoritter er Donnie Darko, Elephant... Faktisk de fleste sære film :P Er i hvert fald hvad min far kalder dem. Sådanne som man ikke umiddelbart kan gennemskue meningen i. Men af og til er det også helt fint med en sød lille komedie om kærrrrlighed.

Serier: LOST! Min ubestridte favorit :) Ellers er jeg også vild med Kongen af Queens og Venner.

Te eller kaffe: Dér kan jeg ikke vælge. Begge dele tiltaler mig. Især specielle varianter af kaffe lavet af Marie fra min gamle uni-gruppe.

Ugeblad: Den slags læser jeg ikke.

Strand-, ski eller storbyferie: Jeg har aldrig sådan rigtig rejst. Kunne godt foretrække en stille og rolig sommerhustur her i landet. Men ellers vil jeg gerne til Frankrig/Belgien igen, hvor jeg var på studietur. Mmm, chokolade...

Øl eller vin: Vin, men kun en sød hvidvin. Jeg kan kun lide øl, når jeg er fuld, eller i ølhumør (sker ret sjældent). Og rødvin kan jeg ikke få ned gennem min hals. Aller helst en Asti!

Sport: Absolut ikke :P Kun foran min Wii! Nåeh, og så løb jeg også på et tidspunkt, men det gik lidt i sig selv igen.

Og så til dagens mad - som, traditionen tro, blev fremstillet i selskab med Ulrik. Jeg har ofte overvejet at prøve en fyldt kyllingefilet, så det blev altså i dag. Med fyld af pikantost og champignon, og indpakket i bacon. Dertil nye, fine kartofler med sød chilisauce, forkogt og derefter i ovnen. Og så (færdigkøbt) tzatziki!


onsdag den 20. januar 2010

film i marts

Så har jeg lige sikret mig fattigdom sidst i marts, hvor disse to film udkommer:


Behøver jeg nævne, at jeg glæder mig til at modtage dem? De kommer den 30/3, som er releasedato for (500) Days Of Summer, og så sparer jeg fragten, fordi ordren bliver lige over de 300,-.

Jeg har i dag bagt et yoghurtbrød fra en AMO brødblanding, og pølsehorn af halvdelen af portionen. Mmm! Gider ikke tage billeder, delvis på grund af dovenskab, og delvis fordi pølsehornene blev noget deforme. Det gør sådanne altid, når jeg bager dem, men det er altså også sådan, de er bedst. Hvem gider spise perfekt rullede pølsehorn? Nej vel. Lige nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke er sulten, fordi jeg har så meget godt at spise.

indlæg nr. 100

Så har jeg altså skrevet 100 indlæg på min blog - og overvejer, om det er meget eller lidt. Altså, jeg skrev mit første indlæg den 4. august, og har altså haft bloggen i lidt over 5 måneder. Så jeg kan i hvert fald ikke prale af at have skrevet et indlæg hver eneste dag. Men sådan er det med en blog, der vil altid være tørkeperioder, og andre perioder, hvor græsset spirer frodigt... *metafor-regn*

Jeg fik endelig taget mig sammen til at ringe til dyrlægen i går, da en tid til revaccination af Kate skulle bestilles. Den tid blev så allerede i dag, og allerede klokken 8.45. Selv om jeg ikke sover så længe, som jeg gjorde dengang jeg var teenager, er det altså stadig forholdsvis hårdt at stå op klokken 7.30! Men det gik, ud af sengen jeg kom, Kate blev pakket i transportkassen (som hun heldigvis har et legende og udforskende forhold til) - og så var der selvfølgelig sne! "Yay". Så når jeg på min gåtur mod dyrlægen kiggede ind i transportkassen for at sikre mig, at hun var okay, så jeg en lille, sammenkrøbet killing med store øjne og snefnug i pelsen ♥ Mit hjerte kunne næsten ikke bære det.
Men det er virkelig et pragteksemplar af en kat, jeg har fået mig her! Da hun blev hevet ud af transportkassen hos dyrlægen, var hun lidt nervøs på den udforskende måde, mens jeg stod og snakkede med dyrlægen (som var en anden end sidst) om, hvor flot hun var. Kate altså. Men hun blev ret hurtigt kælen (stadig Kate), og dyrlægen sagde, at det vist aldrig var sket før, at hun ikke kunne komme til at stikke en kat fordi den ville kæle :D Så måtte dyrlægen da også lige finde et par godbidder frem, som Kate glædeligt indtog, og vi fik resten af posen med hjem. Og som om det ikke var nok, skulle hun også vises frem til en af assistenterne derinde, da jeg stod og skulle betale.
Hun er et pragteksemplar!

tirsdag den 19. januar 2010

kylling med sød chilimarinade og chilistegte ris

Når hverdagen er knap så opløftende, må man nyde de glæder, man alligevel har - som eksempelvis mad! Derfor besluttede jeg fra morgenstunden, at jeg ville lave mig en lækker aftensmad i dag. Det blev til kyllingelår marineret med sød chili, chilistegte ris (en idé snuppet fra Newyorkerbyheart) og salat med sennepsdressing. Det smagte ret fantastisk! En lille detalje var dog, at risene blev virkelig stærke, så jeg må nok hellere bruge lidt mindre chili næste gang. Men stærkt er også godt.



Nu kan jeg mærke, at jeg snart skal have et stykke Mississippi Mud Pie...

mandag den 18. januar 2010

mississippi mud pie!

Jeg er nødt til at fremvise. Se hvad jeg lavede i går!


Den er simpelthen så lækker :) Også selv om den ikke fungerede helt efter hensigten, da min tærteform (som jeg faktisk købte i anledningen) åbenbart ikke er høj nok, så jeg var nødt til at kassere cirka halvdelen af fyldet.

Mississippi Mud Pie (8 personer):
Dej:
225 g hvedemel, plus ekstra til udrulning
2 spsk kakao
150 g smør
2 spsk sukker
1-2 spsk koldt vand
Fyld:
175 g smør
350 g farin
4 æg, let piskede
4 spsk kakao, sigtet
150 g letbitter chokolade
3 dl kaffefløde
Pynt:
4 1/4 dl piskefløde, pisket til skum
Høvlet chokolade

1. Dej: Sigt mel og kakao i en skål. Gnid smørret i med fingerspidserne, til det minder om fine brødkrummer. Rør sukkeret i og tilstrækkeligt meget koldt vand til at der kan æltes en blød dej. Pak den i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i 15 min.

2. Rul dejen ud på et meldrysset bord og for en 23 cm tærteform med løs bund eller en tærteform af porcelæn. Læg bagepapir over tærtebunden og et lag gule ærter eller lignende på papiret, så bunden ikke hæver under bagningen. Bag den i en forvarmet ovn ved 190 grader i 15 minutter. Tag den ud og fjern papir og gule ærter. Bag tærtebunden i yderligere 10 minutter.

3. Fyld: Pisk smør og farin sammen i en skål og tilsæt lidt efter lidt æggene og kakaoen. Smelt chokoladen og pisk den i blandingen sammen med fløde.

4. Dæmp ovntemperaturen til 160 grader. Hæld fyldet i den forbagte tærtebund og bag den i 45 minutter, eller til fyldet er lidt fast. Afkøles helt og anbringes derefter på et serveringsfad.

5. Dæk pien med flødeskum og pynt med høvlet chokolade og sæt den i køleskabet, til den skal serveres.

vis mig dit køleskab

Uh, jeg er endnu engang blevet tagget i en blogleg, denne gang af MissMuffin :) Det er altså en lidt hyggelig ting ved at have en blog, efter min mening.

Denne gang går det ud på, at man skal vise et billede af sit køleskab, fortælle historien bag et udvalgt ophæng derpå, samt tagge 3 andre bloggere. Ganske simpelt.
Jeg lægger ud med billedet:



Vildt interessant, ikke? Mit køleskab var et, der stod her, da jeg flyttede ind, så jeg er ikke selv herre over udseendet. Jeg kunne selvfølgelig købe et nyt, meeen, det tror jeg så ikke lige. Det der står ovenpå, er en brødkasse. Jeg er glad for mit køleskab, for selv om det ikke er vildt fancy at se på, så er der i det mindste en ret stor fryser deri! Faktisk blev jeg en smule skuffet, da jeg opdagede, at man i denne blogleg ikke skulle vise køleskabets indre, for jeg har lige gjort hovedrent derinde :D

Nå, men som det fremgår, er der ikke skide mange ophæng, der præger køleskabet... Faktisk er det eneste et usselt tandlægekort, jeg har modtaget for nylig :(



"Vi glæder os til at se dit smil" - bah! Tandlæger med humor...
Magneten har jeg fået af min eks-svigermor, jeg elsker den simpelthen.
Nå, men nu legen siger "historien bag", så er jeg faktisk ekstra nervøs for tandlægebesøget denne gang. Jeg har nemlig lavet det nytårsforsæt, at jeg vil spørge min tandlæge, hvad jeg kan gøre ved, at mine fortænder presser sig mere og mere sammen. Om det vil hjælpe, såfremt mine visdomstænder blev fjernet. Og jeg er rimelig bange for, at min tandlæges svar er "JA", for der er virkelig ikke ret meget plads i min mund til mine tænder. Hvad jeg er endnu mere nervøs for er, hvis de ikke kan rykkes ud i almindelighed, men skal opereres ud... Puha. Men hellere gennemgå den smerte (tror jeg), både fysisk og pengemæssigt, end at ende med, at mine fortænder rykker sig ind foran hinanden.

Jeg vil gerne se et køleskab fra Janne, Annette og Daniel!

lørdag den 16. januar 2010

min eftermiddag

Efter jeg kom hjem fra byen og havde skrevet seneste blogindlæg, skulle der råhygges. Så min eftermiddag forløb med dette:



Jeg kunne godt bruge lidt massage.

tøsebytur

I går hyggede jeg mig maksimalt hos mine forældre, hvor jeg også spiste aftensmad. Det kan jeg jo altid godt lide! Og det var endda knap så hårdt at cykle derud denne gang, da sneen er aftagende.

I dag tog min mor, søster og jeg så ind til byen for at hygge lidt rundt. Det var glædeligt, og jeg kunne da heller ikke undlade at slæbe et par ting med hjem.



Cookies på tilbud i Føtex (tilbud delt med min søster), kuglepen og stiftblyant fra min yndlings"serie", en bog med brødopskrifter (tilbud delt med min mor), the med pebermynte fra Helsekost, lommetørklæder med køer (fået af min mor) samt 6 eksklusive flødeboller fra Frellsen Chokolade (lakrids, mocca, cappucino, lys chokolade, marcipan og almindelig). 



Og så kunne jeg ikke lige stå for disse formidable små doughnot-magneter fra Tiger! De pryder nu mit køleskab.

Om kort tid tror jeg, at jeg er nødt til at putte mig varmt i sofaen med en udvalgt flødebolle, en kop af min nye the og The Time Traveler's Wife!

torsdag den 14. januar 2010

torsdag med pita

Ikke verdens mest aktivitetsspækkede dag her i det lille hjem. Jeg følte mig nødsaget til at købe ind, da jeg var i mangel af madvarer, og tog derfor i Fakta. For tiden har de poser med frosne bær for en 10'er, så jeg blev lidt inspireret til at begynde at fremstille smoothies igen. Jeg vil gerne prøve en masse forskellige, men i dag blev det blot til en med frosne jordbær, banan og Cheasy vanilleyoghurt. Den var nu ganske dejlig, men jeg har ingen sugerør, så jeg spiste den med en ske.

Til aftensmad afprøvede jeg langt om længe Lines opskrift på pitabrød.

Pitabrød 8 stk
25g. gær
1,5 dl vand
1,5 dl mælk
1 æg
½ tsk sukker
1 tsk salt
150g. grahamsmel
ca. 370g. hvedemel

Lun mælken og vandet til det er lillefingervarmt og udrør gæren deri. Tilsæt æg, sukker og salt og bland godt. Ælt grahamsmel i og hvedemel lidt efter lidt. Hold evt. lidt af hvedemelet tilbage. Ælt godt igennem. Lad dejen hæve i skålen, dækket af film, i 1 time.
Drys bordet med mel og ælt dejen godt i gennem. Del den nu i 8 lige store stykker. Rul dem til boller og tryk dem flade på en bageplade med bagepapir på.  Lad brødene efterhæve 10 min. på bagepladen under et rent viskestykke. Bages ved 200 grader i 8-9 min.

Mmm! Til pitabrødene lavede jeg en dressing, som min veninde Jeanie har inspireret mig til. Den indeholder creme fraiche, knust hvidløg, karry, citronsaft, salt og peber - og egentlig dild, hvilket jeg ikke lige lå inde med.

onsdag den 13. januar 2010

beboermøde

Uh, så har vi haft vores første beboermøde her i huset, fordi vi her i det nye år har fået ny udlejer. Vi er 4 lejligheder her i huset. Det var meget hyggeligt at få mødt de andre beboere sådan rigtigt, og ikke bare på trappen eller i vaskekælderen.
Det var egentlig lidt spændende, for det er jo ikke til at vide, hvad der skal ske med ejendommen, når man skifter udlejer. Det er jo i princippet et almindeligt hus jeg bor i, som bare er inddelt i lejligheder, så det kunne sagtens være at han ville ændre det totalt. Det er dog ikke tilfældet. Det eneste han vil gøre her de første par år er at rense og male taget, samt eventuelt fælde træet i haven.
Ydermere snakkede vi om nogle småting, blandt andet skuret, som pt er stoppet med en masse af den gamle udlejers ting. Min cykel kunne utrolig godt tænke sig en plads derinde, hvilket nu lader til at blive en realitet, senest her til foråret. Den glæder sig til at komme i læ for vejr og vind.
Alt i alt meget hyggeligt, det virker til at være nogle rare mennesker, jeg bor i hus med. Og det er en ganske behagelig følelse rent faktisk at have mødt dem, så man nu ved lidt mere om, hvem det egentlig er man hilser på på trappen.

mandag den 11. januar 2010

okay mandag

Jeg var godt nok på en længere vinterudflugt på min cykel i dag, så dens vinterevner blev rigtig sat på en prøve. Den klarede det nogenlunde. Dens dæk får et plus for at være gode, standhaftige mountainbike-dæk, som står godt fast i sneen. Med mindre der er for meget af slagsen. Dens gear får et minus for ikke at ville skifte i frostvejr. Dens sæde får et minus for at have indsuget vand, for derfor at være frosset til is! Stenhårdt og koldt at sidde på. Og så virker min bagbremse stadig ikke. Ej, jeg burde virkelig få gjort noget drastisk ved den cykel...

Grunden til, at jeg skulle på cyklen var, at jeg skulle aflevere en underskrevet praktikaftale på mit studie. Min kontaktperson på Nordjyske Medier er virkelig det sødeste! Så kunne jeg ikke komme frem for at indsamle hendes underskrift i den sidste, snespækkede uge, men så var hun så venlig at udskrive aftalen, underskrive og sende den pr. post. Hvor jeg dog glæder mig til at komme derud, selv om jeg også er godt nervøs!
Nå og så skulle jeg ligeledes aflevere en bog, jeg skulle have anvendt til min teoriopgave.
Derefter tog jeg cyklen (og skiftevis mine gåben) hjem til min moder, hvor jeg skulle forbi, idet hun havde lovet mig at reparere min olielampe jeg fik til jul, som jeg var så smart at ødelægge. Men først tog jeg lige forbi bageren efter et par af sådanne - mums!


søndag den 10. januar 2010

♥ mine forældre ♥

Der er intet som mine forældre, når man finder januar kedelig og trist.

Jeg har tilbragt det meste af dagen hos dem, og spiste også aftensmad derude. Det er ikke fordi vi har lavet noget specielt. Det meste af aftenen gik eksempelvis med at assistere min mor i at nedpille julepynt og pakke det i kasser. Det er bare så dybt behageligt at være hos dem, der er sådan en speciel forældre-atmosfære, som altid gør mig totalt afslappet :D

Her til aften tog jeg mig endelig sammen til at presse juice af 1,5 kg appelsiner og en enkelt pink grapefrugt, som jeg har nydt et glas af nu her, og skal nyde igen i morgen, når jeg står op. Mmm.

torsdag den 7. januar 2010

indkøb af bøger

Jeg har planer om at få læst mere i 2010, end jeg normalt gør i løbet af et år. Jeg regner med, at dette er muligt at overholde, grundet min praktikperiode.
Af denne årsag har jeg netop bestilt disse to bøger på amazon:



Jeg ser frem til deres ankomst i løbet af denne måned!
Dog skal jeg lige have læst New Moon færdig - jeg har faktisk ikke den store lyst, men nu er jeg ligesom gået i gang, og nået halvvejs.

onsdag den 6. januar 2010

ulrik, bitten og sneen

Hej i sneen! (Til jer, der har den slags. Jeg har masser).
Min dejlige ven Ulrik og jeg havde aftalt at lave mad sammen i går aftes. Det er noget, vi af og til gør, fordi vi kan lide at afprøve nye opskrifter sammen. I går ville vi lave mad efter denne opskrift. Jeg elsker at finde opskrifter i hendes blog, og fandt masser af interessante retter der skal afprøves - men var desværre nødt til at tage hensyn til, at Ulrik kun ejer en mikroskopisk møgovn. Det var nu heller ikke den værste ret!


Vi var selvfølgelig også nødt til at lave den interessante Banoffee Pie - og det er bestemt langt fra sidste gang! Den er lækker, og skal helt sikkert også afprøves med mange andre typer frugt.  

300 g. Digestive
150 g. mørk chokolade
70 g. smør, smeltet
Næsten 1 glas Dulce de leche (ca. 400 g.)
3 store bananer
3,5 dl. Piskefløde
2 tsk vanillesukker

Forvarm ovnen til 180 grader. Knus kiksene helt i en foodprocessor eller ved at putte dem i en frostpose og tæve dem med en kagerulle (dette er en sjov aktivitet!). Sørg for, at kiksene virkelig er knust til pulver, ellers er sammenhængskraften i bunden dårlig. Riv 50 g. af chokoladen helt fint og bland godt sammen med de knuste kiks og det smeltede smør. Hæld krummemassen i en 24 cm tærteform og pres det sammen i bunden og op ad siderne. Bunden bages i 10-12 min. til den er gylden og har sat sig lidt. Den vil stadig være lidt blød mens den er varm. Lad bunden afkøle helt og fordel herefter Dulce de leche ud over. Hak 50 g. chokolade fint, og fordel over Dulce de leche. Skær derefter bananerne i fine skiver og fordel på bunden, efterfulgt af piskefløden, som er pisket sammen med vanillesukkeret. Hvis du vil have en dekorativ kage (dette gad jeg ikke), kan du smelte de sidste 50 g chokolade og sprøjte i et flot mønster ovenpå flødeskumslaget.


Nå, men så til sneen - jeg kommer ikke uden om den, selv om jeg havde besluttet mig for at være den eneste i blogland, der ikke bloggede derom. Da Ulrik og jeg kørte i Super Best for at handle ind (de er jo det eneste sted, der magter at sælge Dulce de leche), var det allerede lettere glat føre. Som i at vi flere steder var bange for at køre fast. Vi endte imidlertid trygt hjemme hos ham - men så var jeg altså også strandet dér. Det betød, at jeg måtte overnatte på hans sofa, efterlade mine sultne katte alene og først tage hjem her i dag. Det var da også noget af et projekt, da busserne kun kørte sådan halvt, og jeg derfor kun kunne komme ud i nærheden af universitetet, for derefter at vandre hele vejen til Gistrup. Hvad gør man ikke for sine katte? Brr.

mandag den 4. januar 2010

mad i dag

I formiddags, da jeg vågnede op, besluttede jeg mig for at indtage en lidt finere morgenmad end normalt. Min tallerken så således ud:



Et glas ananasjuice, en kop skovbærthe, en skive af mit hjemmebagte brød med ost på, en halv hjemmebagt bolle med pålægschokolade, en marmormuffin og trekanter af ananas. Det smagte ret godt og var ret hyggeligt at spise!

Til aftensmad ville jeg for en gangs skyld have noget andet end rugbrød, og da jeg havde noget kokoscreme til at stå, besluttede jeg mig for at lave en "wok"-ret (altså på min pande, da jeg ikke ejer en wok). Jeg brugte noget hakket chili, karrypasta, kyllingestrimler, gulerod, porre og løg, og så min kokoscreme og naturligvis saften fra en halv lime, jeg havde liggende. Jeg spiste det med cous-cous til, for lidt variation. Mmm!


søndag den 3. januar 2010

kerne/grovbrød

Jeg har netop bagt mig et brød. Det er sjovt i disse dage, for aftensmad gider jeg absolut ikke bruge tid på, og lever derfor af rugbrød, men bage gider jeg godt. Og helst mange gange. Jeg havde en pakke gær, som skulle anvendes, og fandt en let opskrift:

3 dl lunkent vand
50 g gær
1 spsk honning
1 æg
1 tsk salt

1/2 dl klid (kan erstattes med grahamsmel)
1/2 dl solsikkekærner, hasselnødder eller andre nødder
1/2 dl sesamfrø
1/2 dl hørfrø
1 dl grahamsmel
6 dl hvedemel


Jeg brugte selv fuldkornshvedemel i stedet for grahamsmel, og så brugte jeg solsikkekerner, mandler og valnødder - det var lige hvad jeg havde liggende.
Gæren opløses i vandet, tilsæt ingredienserne i den rækkefølge, de optræder, og rør sammen. Dejen hældes i en smurt 1½ l form og stilles i en kold ovn på 225 grader i 40 minutter. Super let at lave, og smager egentlig også ret godt. Og så er det første gang at jeg bager et egentligt, vellykket brød.

lørdag den 2. januar 2010

mit 2009

2009 har været omkring det mest turbulente år i mit ganske liv, så jeg er ikke just ked af, at det er slut.
Året startede som sådan fint. Jeg skulle jo skrive min bachelor fra februar af, hvilket jeg havde glædet mig meget til. Jeg skrev om identitet på Facebook, hvilket naturligvis tog meget af min tid. I denne proces begyndte det imidlertid at gå nedad bakke i mit daværende forhold, hvorfor min daværende kæreste og jeg valgte at gå fra hinanden efter 3½ år. Dette indebar naturligvis en masse ændringer, og skete lige inden min bacheloreksamen - hvor det dog alligevel lykkedes mig at få et 7-tal. Blandt andet skulle vi flytte fra hinanden, hvilket indebar, at jeg skulle bo for mig selv for første gang nogensinde. Noget af en omvæltning. Jeg fandt min nuværende lejlighed fra den 1/7, og flyttede ind og indrettede mig ganske fint, omend det krævede megen tilvænning pludselig at være den eneste i husstanden.
Efter sommerferien startede jeg på 7. semester, som indebar 3 irriterende skriftlige eksamensopgaver. Den første bestod jeg med et usselt 4-tal, og de to andre får jeg først svar på den 22. januar. Det skete imidlertid også, at jeg sikrede mig en praktikplads det perfekte sted, hos Nordjyske Medier, hvor jeg starter den 1. februar. Ydermere anskaffede jeg mig Kate, som har bragt megen lykke (og frustration) for både Tabitha og jeg. Efter opgaveskrivningen, som var en belastende tid, kom julen med alt, hvad den indebærer. En rigtig hyggelig tid, hvor jeg virkelig fik plejet mit sociale liv - var praktisk talt ikke alene hele juleferien.

Så jo tak, et år med masser af omvæltning, som fortsat kræver tilvænning. Naturligvis har jeg lært meget af det, også om mig selv, og er blevet langt mere selvstændig i processen. I 2010 kunne jeg godt bruge noget ro og stabilitet.

2009 var dog også det år, hvor bloggen her blev født, og jeg bliver mere og mere forelsket i blogverdenen for hver dag, der går. Jeg sætter virkelig pris på mine dejlige faste læsere, også dem, som læser anonymt med. Man kan sige, at jeg er lidt taknemmelig for, at nogen gider følge med i mit kedelige liv ;) Jeg ser frem til at kaste om mig med indlæg og kommentarer her i 2010!

fredag den 1. januar 2010

nytårsaften

Jeg havde en vældig hyggelig aften i selskab med mine forældre, min søster og hendes kæreste, min faster, fætter og Daniel.
Jeg havde stået for forretten, som jeg var meget spændt på og havde rimelig høje forventninger til - og alle forventninger blev indfriet! Retten var Filokurve med tigerrejer.


Hovedretten var svinemørbrad med flødesauce og ris, som min mor havde lavet - derfor var det naturligvis også lækkert! Jeg har dog ikke noget ordentligt billede af det.
Ydermere havde jeg jo stået for desserten, som var Daimparfait og After Eight-parfait i chokoladeskåle (i hvert fald den ene af slagsen) og med lækker, frisk frugt. Hvis jeg må rose mig selv endnu engang, så smagte det virkelig godt! Og jeg vil også rose min søster for det meget velvalgte indkøb af frugt. Mmm, smagen af sommer! Ulempen var, at det var lige lovlig hurtigtsmeltende, så derfor ikke så dekorativt et billede.


Som et lille supplement til desserten havde jeg valgt at bage to slags muffins, begge fra 1 mix - 100 muffins; dem med chokolade og appelsin, og en ny slags med kaffe.


(Tak til min mor for at agere alternativt rivejern og lave strimler af appelsinskal med en kniv!)

 

Jeg ved dog ikke hvad jeg gjorde galt (ud over at anvende lys muscovadosukker i stedet for mørkt), men dem med kaffe blev mildest talt ikke vellykkede! På mit billede er de lyse og kornede - på billedet i bogen er de mørke og glatte. Så det er en ommer. De var også helt tørre og smagte ingenting af.

Senere på aftenen spillede vi Tegn & Gæt, hvilket er en succes, når min søster, hendes kæreste, Daniel og jeg er samlet. Min søster og jeg tænker fuldstændig ens, og det er derfor en leg at gætte hinandens tegninger! Dog vandt vi ikke denne gang, hvilket vi stadig undrer os meget over. Men bemærk alligevel den velvoksne bunke af point (og undlad eventuelt at bemærke krummerne overalt).


Så ja, jeg havde en festlig overgang til 2010 i yderst rart selskab.
Nu bliver det spændende at se, hvad det nye år vil bringe mig. 2009 har ærlig talt ikke behandlet mig alt for pænt, så jeg ser frem til et eventuelt mere venligt år :)