ulrik, bitten og sneen

Hej i sneen! (Til jer, der har den slags. Jeg har masser).
Min dejlige ven Ulrik og jeg havde aftalt at lave mad sammen i går aftes. Det er noget, vi af og til gør, fordi vi kan lide at afprøve nye opskrifter sammen. I går ville vi lave mad efter denne opskrift. Jeg elsker at finde opskrifter i hendes blog, og fandt masser af interessante retter der skal afprøves - men var desværre nødt til at tage hensyn til, at Ulrik kun ejer en mikroskopisk møgovn. Det var nu heller ikke den værste ret!

Vi var selvfølgelig også nødt til at lave den interessante Banoffee Pie - og det er bestemt langt fra sidste gang! Den er lækker, og skal helt sikkert også afprøves med mange andre typer frugt.  

300 g. Digestive

150 g. mørk chokolade

70 g. smør, smeltet

Næsten 1 glas Dulce de leche (ca. 400 g.)

3 store bananer

3,5 dl. Piskefløde

2 tsk vanillesukker

Forvarm ovnen til 180 grader. Knus kiksene helt i en foodprocessor eller ved at putte dem i en frostpose og tæve dem med en kagerulle (dette er en sjov aktivitet!). Sørg for, at kiksene virkelig er knust til pulver, ellers er sammenhængskraften i bunden dårlig. Riv 50 g. af chokoladen helt fint og bland godt sammen med de knuste kiks og det smeltede smør. Hæld krummemassen i en 24 cm tærteform og pres det sammen i bunden og op ad siderne. Bunden bages i 10-12 min. til den er gylden og har sat sig lidt. Den vil stadig være lidt blød mens den er varm. Lad bunden afkøle helt og fordel herefter Dulce de leche ud over. Hak 50 g. chokolade fint, og fordel over Dulce de leche. Skær derefter bananerne i fine skiver og fordel på bunden, efterfulgt af piskefløden, som er pisket sammen med vanillesukkeret. Hvis du vil have en dekorativ kage (dette gad jeg ikke), kan du smelte de sidste 50 g chokolade og sprøjte i et flot mønster ovenpå flødeskumslaget.

Nå, men så til sneen - jeg kommer ikke uden om den, selv om jeg havde besluttet mig for at være den eneste i blogland, der ikke bloggede derom. Da Ulrik og jeg kørte i Super Best for at handle ind (de er jo det eneste sted, der magter at sælge Dulce de leche), var det allerede lettere glat føre. Som i at vi flere steder var bange for at køre fast. Vi endte imidlertid trygt hjemme hos ham - men så var jeg altså også strandet dér. Det betød, at jeg måtte overnatte på hans sofa, efterlade mine sultne katte alene og først tage hjem her i dag. Det var da også noget af et projekt, da busserne kun kørte sådan halvt, og jeg derfor kun kunne komme ud i nærheden af universitetet, for derefter at vandre hele vejen til Gistrup. Hvad gør man ikke for sine katte? Brr.