2009 har været omkring det mest turbulente år i mit ganske liv, så jeg er ikke just ked af, at det er slut.
Året startede som sådan fint. Jeg skulle jo skrive min bachelor fra februar af, hvilket jeg havde glædet mig meget til. Jeg skrev om identitet på Facebook, hvilket naturligvis tog meget af min tid. I denne proces begyndte det imidlertid at gå nedad bakke i mit daværende forhold, hvorfor min daværende kæreste og jeg valgte at gå fra hinanden efter 3½ år. Dette indebar naturligvis en masse ændringer, og skete lige inden min bacheloreksamen - hvor det dog alligevel lykkedes mig at få et 7-tal. Blandt andet skulle vi flytte fra hinanden, hvilket indebar, at jeg skulle bo for mig selv for første gang nogensinde. Noget af en omvæltning. Jeg fandt min nuværende lejlighed fra den 1/7, og flyttede ind og indrettede mig ganske fint, omend det krævede megen tilvænning pludselig at være den eneste i husstanden.
Efter sommerferien startede jeg på 7. semester, som indebar 3 irriterende skriftlige eksamensopgaver. Den første bestod jeg med et usselt 4-tal, og de to andre får jeg først svar på den 22. januar. Det skete imidlertid også, at jeg sikrede mig en praktikplads det perfekte sted, hos Nordjyske Medier, hvor jeg starter den 1. februar. Ydermere anskaffede jeg mig Kate, som har bragt megen lykke (og frustration) for både Tabitha og jeg. Efter opgaveskrivningen, som var en belastende tid, kom julen med alt, hvad den indebærer. En rigtig hyggelig tid, hvor jeg virkelig fik plejet mit sociale liv - var praktisk talt ikke alene hele juleferien.
Så jo tak, et år med masser af omvæltning, som fortsat kræver tilvænning. Naturligvis har jeg lært meget af det, også om mig selv, og er blevet langt mere selvstændig i processen. I 2010 kunne jeg godt bruge noget ro og stabilitet.
2009 var dog også det år, hvor bloggen her blev født, og jeg bliver mere og mere forelsket i blogverdenen for hver dag, der går. Jeg sætter virkelig pris på mine dejlige faste læsere, også dem, som læser anonymt med. Man kan sige, at jeg er lidt taknemmelig for, at nogen gider følge med i mit kedelige liv ;) Jeg ser frem til at kaste om mig med indlæg og kommentarer her i 2010!
Et turbulent år uden tvivl, men mine ører er ikke faldet af endnu, heldigvis :-)
SvarSletLad og krydse finger for, at 2010 bringer masser af glæde. Skal i hvertfald prøve på at kaste lidt rundt med noget :P